Kategorier

Jarls Blog i P1Debat-søndag

I dag søndag havde jeg fornøjelsen at være inviteret i radioprogrammet P1 Debat-Søndag for at debattere nogle af ugens politiske emner. Det skete i selskab med redaktør ved Weekendavisen Arne Hardis. På dagsordenen stod det historiske forsvarsforliget med SFs deltagelse, Morten Helveg Petersens exit fra dansk politik og PET-Kommissionens netop offentliggjorte rapport.

Hør med her.

(Link til radioudsendelsen virker nu!!)

Kategorier

Farvel til 'The Young Pretender'

Dagens politiske historie er at den radikale MF, Morten Helveg Petersen, siger farvel og tak og forlader Folketinget 1.8 for et job i det private. Han skal være direktør for brancheorganisationen Danske Interaktive Medier.

Den radikale vælgernedtur har været så voldsom, at Morten Helvegs mandat længe har været i farezonen. Ingen tror, at de radikale står overfor en pludselig revival foreløbig '“ og slet ikke inden næste valg. Helveg har øjensynlig fået et fristende jobtilbud, og det giver ham så den frihed, at han selv kan vælge tidspunktet for sin exit frem for at vælgerne måske tog beslutningen for ham.

Morten Helveg kom i Folketinget i 1998 ved at vinde over Bjørn Elmquist (blandt nogle Venstrefolk omtalt som ElmQUISLING). Helveg havde ikke overholdt kredsgrænserne, men ført valgkamp i hele Københavns Amt. Ikke desto mindre var det et for evigt taknemmeligt Danmark, som sendte ham venlige tanker over at befri TV-seerne for fremover at skulle høre på Elmquists jerimiader over flygtningepolitikken. (I dag har vi til gengæld fået Morten Østergaard)

Helveg blev spået en stor karriere som mulig arvtager efter Marianne Jelved. Desværre for ham så var han aldrig rigtig i spil, for det lå tidligt i luften, at Margrethe Vestager både havde Jelveds gunst, men også overstrålede Helveg karrieremæssigt. Hun blev hentet ind som minister uden at være medlem af Folketinget. Han fik tunge ordførerposter, men minister blev han aldrig. Da Jelved gik af i juni 2007 vidste alle at Vestager ville tager over som gruppeformand og leder af partiet, men Morten Helveg stillede alligevel op som næstformand i gruppen. Det blev et ydmygende nederlag, hvor han kun fik sin egen og sin fars stemme. I et par uger tænkte Unge Helveg over sin fremtid, men vendte så tilbage.

Helvegerne har altid været i en stille opposition til Vestager, men hendes og partiets voldsomme deroute har gjort, at Morten Helveg ikke længere kunne være sikker på at blive genvalgt ved næste Folketingsvalg. Far Niels Helveg har meddelt sin afgang ved næste valg, men til gengæld stiller lillebror Rasmus Helveg op i Sjællands Storkreds med ganske pæne chancer for valg. Så Helveg-klanen vil formentlig alligevel være repræsenteret i Det Høje Ting efter næste folketingsvalg.

Især i begyndelsen af sin karriere fik Helveg megen positiv omtale og blev portrætteret i blade som Euroman, som den store 'Coming Man'. Plus at Helveg skrev debatbøger såsom 'Midt i Maskinrummet' og fik også glæde af den tidligere 'radikale bølge', der toppede ved folketingsvalget i 2005, hvor han sammen med Naser Khader og Klaus Bondam gav den som 'De Tre Tenorer' til det årlige berømte/berygtede selvfede 'radicoole' københavner-medlemstræf i Pumpehuset.

Der var store forventninger til Morten Helvegs karriere i Folketinget, men man kan ikke sige, at han indfriede ret mange af dem. Han blev hverken minister eller var bare i nærheden af at blive leder af De radikale. Helveg minder mig lidt om 'The Young Pretender' også kendt som 'Bonnie Prince Charlie' '“ den sidste af de fra den britiske trone forstødte katolske Stuarter '“ som ved et par lejligheder i første halvdel af 1700-tallet forsøgte sig med et par forkølede oprør for at genvinde magten, men indsatsen var i det hele taget ikke særlig imponerende og hovedpersonen noget tragisk.

For Margrethe Vestager er det i første omgang en fin ting at slippe af med den stærkt decimerede og svækkede højrefløjs eneste udfordrer. På den anden side, så sender det et signal om, at Morten Helveg formentlig har vurderet, at det ikke er værd at spilde flere år i Folketinget, enten fordi han ikke tror at de radikale kommer i regering, eller at han selv nogensinde bliver tilbudt en ministerpost under Margrethe Vestager.

Kategorier

Hvad fik VK-regeringen så til gengæld, Søren Gade?

Så lykkedes det for SF, at komme med i bredt forlig om forsvarsbudgettet for de kommende år. DFs forhandler Søren Espersen påstod i går, at SF kun er kommet med i forliget fordi partiet har sagt ja og amen til alt, hvad de er blevet forelagt, og i en grad at DF'eren for rullende TV-kameraer gav hånd til SFs gruppeformand og medforhandler Ole Sohn, som Espersen nu kaldte for 'min nye våbenbroder'. Nogle ser det sikkert, som 'en glædens dag for det samarbejdende folkestyre'.

SFs succeskriterium er indlysende at forlade den historiske position i 'hængekøjen', for i stedet at komme med i så mange politisk forlig som muligt. Formålet er naturligvis at fremstå så 'regeringsduelig' som muligt overfor vælgerne på valgdagen. SF (og en ren rød regering) skal ikke kunne kritiseres '“ eller vælges fra '“ som 'uansvarlig' alene med henvisning til at SF ikke vil tage ansvar.

Forsvarsminister Søren Gade bliver af både Berlingskes Thomas Larsen og Politikens Peter Mogensen udråbt som den anden store vinder, når han nu fik både SF og DF med i forsvarsforliget. Det er dog ingen hemmelighed, at DF '“ trods Espersens håndslag på TV – hader hele situationen, hvor Søvndals tropper er med i et forlig, – også selvom, at der alt i alt tilgår flere penge til forsvaret. For alt andet lige taber DF en indflydelse ved, at SF skal være med til at fordele pengene i den store pulje på 2-4 mia. kr, som i fremtiden er sat af til at indkøbe materiel til beskyttelse af de danske soldater i Afghanistan.

Heller ikke i regeringen har man med fornøjelse set frem til et forlig med SF. Også af den taktiske grund, at man ved at holde SF uden for forliget netop ville kortslutte partiets bestræbelser på at fremstå mere 'ansvarligt' osv.

Til sidst måtte Søren Gade dog sætte trumf på, da han på de indre linjer i Venstre på forhånd klart tilkendegav, at SF '“ som en betingelse for at komme med i forsvarsaftalen – også vil bakke op om indsatsen i Afghanistan. Dermed ville Villy Søvndal ikke længere have den samme platform at kritisere den millitære indsats i landet, som hidtil.

At det skulle forholde sig sådan, er dog ikke til at høre på Ole Sohn siden forsvarsforliget blev indgået. Se bare, hvad Ole Sohn siger om forliget på SFs hjemmeside:

'SF er fortsat stærkt kritiske overfor forløbet omkring Afghanistan og tilrettelæggelsen af krigsdeltagelsen, men der skal ikke herske tvivl om, at SF ønsker ordentligt materiel, ordentlig uddannelse og ordentlige forhold for de danske soldater som et politisk flertal har valgt at sende på international mission.

'Jeg forstår simpelthen ikke, at de samme borgerlige politikere, der har sendt Danmark i krig i både Irak og Afghanistan, har haft et så ufatteligt dårligt greb om forsvaret, at de soldater vi sender ud mangler både materiel, uddannelse og krudt. SF synes på mange måder Afghanistan-missionen er forfejlet – men der skal ikke herske tvivl om, at vores soldater skal have de bedste betingelser, når man politisk sender dem af sted på farlig mission. Her har de borgerlige svigtet i årevis.'

Partiet vil godt være med til at give penge til materiel, der kan beskytte danske soldater i aktion, men man er fortsat imod tilstedeværelsen. SFs position er dermed helt ideel, når det gælder Afghanistan. Nu kan man både være 'ansvarlige' og 'kritiske' på én og samme tid.

På et eller andet tidspunkt går det nok op for Lars Løkke Rasmussen, at Søren Gade ikke helt har leveret varen. Måske kommentatorerne så siden – og senest efter næste folketingsvalg – må revidere deres holdning til, hvorvidt Gade kan henregnes blandt forligets vindere. For mig at se har han foræret Villy Søvndal en helt fantastisk platform frem mod valget. Det vil måske ligefrem ende med at blive game, set and match, Villy!