Sæsonen i dansk politik er lige p.t. i sin traditionelt mest populistiske og på alle måder frastødende fase. Jeg tænker naturligvis på politikernes almindelige gaveuddeling til og leflen for særinteressers behov, som medier, organisationer mfl. her i forsommeren og det tidlige efterår har fået sat så megen fokus på, at politikerne føler, at de er tvunget til at reagere.
Det er som altid statskassen, der skal holde for til at finansiere gaveregnen. Den borgerlige regering har i sin snart otte-årige levetid været ganske gavmild også mht. til at lade de offentlige udgifter stige. Men især har DF været garantien for at VelfærdsDanmark i samme periode har udviklet sig planmæssigt med øgede offentlige udgifter til følge – finansieret primært af oliepengene fra Nordsøen og en fænomenal højkonjunktur, der nu er slut.
Socialdemokraterne var engang ledet af dygtige økonomer som Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft, der et eller andet sted lod sig begrænse af saglige hensyn. Men de tider er for længst slut. Den nye S-generation består af statsvidenskabsfolk, jurister eller halvstuderede røvere i samfundsfag. Helle Thorning-Schmidt, Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov og Nick Hækkerup er tilsyneladende blevet flintrende ligeglade med at fremstå som specielt økonomisk ansvarlige overfor vælgerne. De frygter åbenbart ikke – i modsætning til S i starthalvfemserne – at blive stemplet som værende økonomisk set helt ude i hampen.
Socialdemokraterne er sikkert blevet så dødtrætte af at tabe valg på valg, at de derfor prøver en strategi, hvor man lover vælgerne – stort set hvad som helst – for at komme til magten. Foreslår regeringen fx én milliard kr. til et område, så foreslår socialdemokraterne at der bliver brugt to milliarder kr. Det er netop dette kyniske og uansvarlige spil, som socialdemokraternes finanslovsudspil er udtryk for, og denne budkrig vil fortsætte frem til næste valg.
Kan man bebrejde Socialdemokraterne denne kynisme og uansvarlighed? Mjnah. Det falder mig svært. For så længe VKO har deponeret deres handlefrihed hos DF, der siden 2001 har haft eksklusivret til at forhandle finanslov med regeringen, så eksisterer der jo intet incitament hos S, at man spiller forhandlingskortene, som man plejede at gøre i de gode gamle dage for at til gengæld at få indflydelse. Dengang undgik man at tale sig alt for meget væk fra hinanden. Det er så ligegyldigt i dag, og derfor kan man ligeså godt – først som sidst '“ markere forskellen til regeringen og kritisere den for 'slaphed' og laden stå til overfor 'krisens ofre' og den 'nedslidte offentlige sektor' osv. Det er der selvfølgelig et marked for og især hos de vælgere, der er offentligt ansatte, arbejdsløse eller står uden for arbejdsmarkedet.
Når vi så når til november, ja så står VKO-partierne '“ så sikkert som amen i kirken – igen sammen og holder endnu en finanslov over dåben. Uanset hvor meget pensionisterne får i gavecheck og hvor mange ekstra praktikpladser der bliver oprettet, så vil det naturligvis ikke stoppe trommeilden fra S-SF, som uophørligt vil buldre løs på de borgerlige helt frem til næste folketingsvalg.
Som et resultat af den venstrepopulistiske strategi, som S-SF har lagt, så er DFs vælgerbase pludselig og langt om længe blevet en kampplads, hvor udfaldet ikke på forhånd er givet. Det er naturligvis derfor, at S i deres finanslovsudspil blandt andet foreslår massive forbedringer til pensionisterne. DF skal udfordres på – deres i nyere tid opnåede monopol på – at forhandle gaver hjem til pensionisterne i form af 'ældrechecks mv. Det er klogt set af S, selvom at man set med saglige briller må græmme sig over den skamløse populisme. Men her har den ene side af det politiske spektrum jo ikke noget at lade den anden høre!
Pia Kjærsgaard og DF'erne er meget bevidste om udfordringen fra S-SF. DF-toppen indså som de allerførste truslen fra Søvndals potentielle vælgertække, og derfor bringer Kjærsgaard sig i en position, hvor hun med jævne mellemrum kritiserer regeringen og statsministeren, for netop at tækkes de bevægelige vælgere, som med rette opfatter regeringen som noget udslidt, og som kunne fristes af Rottefængeren fra Sdr. Bjert. Det skete senest i fredags, da DF-bossen i programmet Mogensen & Kristiansen krævede en regeringsrokade efter nytår. Det er en gratis omgang, for snart sagt alle og enhver ved, at der vil ske udskiftninger i regeringen, når vi når over på den anden side af klimatopmødet.
I sidste uge gik medieDanmark i selvsving over de radikales nyfundne frihed, efter at Thorning har opsagt SR-alliancen for at blive 'gift' med Villy Søvndal. Man hæfter sig især ved, at Margrethe Vestager nu er blevet henvist til en position, hvor hun har valget mellem at støtte en S-SF-regering uden at få nogen som helst indflydelse på indvandrer- og skattepolitikken og en VK-regering, hvor hun formentlig heller ikke får indflydelse på de nævnte områder. Nogle mener, at Thorning derved begik en taktisk brøler. Jeg er nu ikke så sikker. Jeg køber faktisk S-SFs strategiske rationale, som utvivlsomt også har bund i interessante vælgerundersøgelser, der viser, at de radikale vælgere i helt overvejende omfang vil støtte en S-SF-regering. Og det vil formentlig gøre uanset om de radikale på forhånd loves indflydelse på de to førnævnte områder eller ej. De radikales rolle vil dermed ligne Enhedslistens position i forhold til S-SF. I kan pege på os '“ eller I kan til gengæld få Pia Kjærsgaard og al hendes væsen.
De radikales problem bliver lige for tiden af beskrevet som et generationsproblem med alle disse udtjente Metusalemmer, der alle som én har fremtiden bag sig. Ingen nævnt ingen glemt. Det vil uden tvivl være fint at få skiftet Niels Helveg, Lone Dybkjær mfl. ud med nye navne som Manu Sareen og Camilla Hersom, men vil en indskiftning af de unge (der i øvrigt stort set har præcis de samme synspunkter) løse de radikales problemer med manglende vælgeropbakning og indflydelse? Svaret giver vist sig selv. I øvrigt vurderer jeg, at Margrethe Vestagers person er garant for, at partiet ikke i fremtiden løfter sig over de lidt mere end fem procent, som de radikale fik sidst. Vestager er dermed Mrs. Five Per Cent. Og lige nu kan hun ikke engang holde det niveau i meningsmålingerne. Det kan ikke udelukkes, at Vestager '“ ligesom Marianne Jelved '“ en dag kan opnå en pludselig vælgerpopularitet. Jeg har bare svært ved at se, hvor i Margrethes Vestager kvaliteter som vælgermagnet består? Hendes folkelige brand er jo helt til rotterne i det det primært forbindes med akademisk arrogance og elitær bedrevidenhed, og det er tydeligt for alle, at Vestager nægter at lave sig om, så hun fremstår mere spiselig for pøbelen. Og netop derfor må de radikales vælgeropbakning sikkert forblive på et ret så beskedent niveau indtil den dag, hvor den radikale leder mister lysten for politik. Endnu en vælgerlussing af de store ved næste folketingsvalg, kunne måske hjælpe hende på vej til at træffe beslutningen? Især hvis VKO-partierne holder skansen.
KANDIDAT VED KOMMUNALVALGET? ANNONCER PÃ… JARLS BLOG!
32 kommentarer til “På vælgerjagt i gaveregn”
Fint indlæg.
“…for snart sagt alle og enhver ved, at der vil ske udskiftninger i regeringen, når vi når over på den anden side af klimatopmødet”
Tør du komme med et mere præcist gæt ??
Hvem ryger ??
Bertel Haarder, Helge Sander, Ulla Tørnæs, kultur-Carina
Og hvem kommer ind ??
Ellen Trane, Carl Holst, Jacob Jensen, Lykke Friis eller hvem er der om buddet ??
Har de konservative overhovedet noget seriøst bud der kan overtage en ledig plads ??
1. Det er meget usikkert.
De fire du nævner er klart i farezonen, men kun Helge Sander er sikker på at ryge ud.
Jeg tror ikke på Lykke Friis omend at hun er kompetent. De øvrige navne er oplagte.
Peter Christensen som ny minister. Det vil jeg satse mine penge på.
Det vil måske overraske nogen. Søren Pind er faktisk også en mulighed efter hvad man hører på vandrørerne.
Jeg er ikke helt overbevist om at Forsvarsminister Søren Gade ønsker at fortsætte som minister.
Hej Jarl
Var det muligt, at du ville lave en blog om det fænomenet “afhoppere”.
Vi har set det en del i denne valgperiode, og det bliver nok rigtig belyst her til kommunal-valget, hvor vi på valgnatten og de efterfølgende dage, ser sikre “Borgmestre” blive snig-myrdet af partifæller.
Jeg er fuldstændig enig i vurderingen af Margrethe Vestager. Hendes person alene kan afgøre næste valg til fordel for det nuværende flertal. Prøv i øvrigt at høre det følgende lydklip fra min blog, hvor Vestager brillerer med bl.a. udenomssnak, sortsnak, bagtalelse af en gammel partifælle og personangreb på politiske kollegaer og journalister: http://kortlink.dk/6xf4 (Lyden er ikke alle steder lige god).
Det er næsten umuligt at forestille sig, at ikke i det mindste én af Vestagers rådgivere/spindoktorer har antydet over for hende, at hun måske skulle lægge stilen en lille smule om, så min konklusion er også, at hun er argumentresistent. Det kan komme til at koste De Radikale deres pladser i Folketinget. Mit gæt er, at partiet falder for spærregrænsen, når den næste valgperiode udløber, altså formentlig i 2014 eller 2015.
@5
Hvis sort (udenoms)snak skulle medføre, at et parti falder for spærregrænsen, ser det rigtig skidt ud for DF med denne perle fra Malene Harpsøe 'Hvis det er, at hr. Simon Emil Ammitzbøll giver sig tid til ordentligt at læse det her lovforslag, vil hr. Simon Emil Ammitzbøll også læse, at der er taget en utrolig god afbalancering, i forhold til det her med at man skulle glemme, at man havde en kniv på sig, som man ikke skulle have. Altså, det er sådan for den almindelige borger, den, som er uskyldig og ikke bærer rundt på en kniv, for at den skal bruges til at true andre eller stikke andre ned med, så er der selvfølgelig også taget forbehold for det'.
Og helt til rotterne for K med Brians brilliante bidrag her: http://www.youtube.com/watch?v=y2n4SkWQiNc
Nu kender jeg flere der stemmer radikalt, og de er glade for Vestager, fordi hun er elitær. Fordi hun tør tale om svære emner og ikke bare taler i overskrifter. Jeg savner så at vide hvad Radikale vil gøre nu og her – de har fremtidsvisioner, men får de ministerposter, skal de jo tage stilling til mange “nu og her” problemer, og dem synes jeg næste aldrig de er inde på, bortset fra at Morten Østergaard altid vil åbne grænserne lidt mere.
Men jeg tror Vestager taler til de “allerede omvendte” og ikke kommer ud til flere.
Og jeg tror, at hvis magten skifter, vil DF gøre alt for at komme ind i varmen hos en S/SF regering og forsøge at lave forlig. På velfærdsområdet ser de ud til at være meget på linje. Og det vil gøre Radikale overflødige, og det vil de elske.
@Jørgen Andersen
Konservative bud på en minister: Henriette Kjær og Mads Lebech. Det kunne også tænkes man hentede en kommunal, som Jan Boye, som det langt fra er sikker på at kunne kalde sig borgmester efter nytår.
-> #6 Rasmus Kristensen
“Det kunne også tænkes man hentede en kommunal, som Jan Boye,”
Jeg har meget svært ved at se Jan Boye som minister. Det ville da ihvertfald være et brud med Lene Espersens nye hårde linje i værdipolitken, hvor hun bl.a. hae erklæret at kampen mod islamismen er vigtigere end kampen mod klima-forandringer.
Jan Boye har som ODensen borgmester virkelig ‘leflet’ for salafisterne i Islamisk Trossamfund, (kan du huske dem fra Muhammed-‘krisen’??), og der findees TV billeder af Jan Boye hvor han er ærbødigt er på besøg i deres moske i Odense. Læg så dertil bl.a. de årlige skatteyder-finansierede kommunale Ramadan-fester Odense har afholdt hvert år under Jan Boye, og så har du en politker som ikke passer ind i Lene Espersens nye værdipolitiske ‘koncept’.
Nej, Jan Boye tror jeg ikke bliver K-minister.
@1, Kulturcarina er fredet. Fyn har ikke sluppet sin styring af K, bare fordi der er skiftet formand.
@ Jarl, er PC allerede klar til et ministerium? Skal han ikke have lov til at grynte og bjæffe lidt mere som politisk ordfører først?
@JensH
Ja det kan du have ret i. Jeg kom bare i tanke om at Schlüter hentede mange ministre der ikke sad i Folketinget. I den nuværende K-Folketingsgruppe kan jeg kun se Henriette Kjær som minister, jeg vil blive meget overrasket hvis Tom Behnke eller Mike Legarth, som er blandt dem der er mest i medierne, få en post.
Derfor tror jeg de vil kigge udenfor folketinget. Det kunne være en kommunal mand, og jeg så mest på at Boye som borgmester vandt en stor by for et lille parti. Men ja de sager der, lyder ikke til at han er Lene Espersens mand. Måske der kan hentes en erhvervsmand ind? Eller skræmmer Lene/Brian/Khader-populismen dem væk?
Nu hørte jeg Jens Heimburger tale om aktier i fjernsynet for ikke så længe siden. For 10 år siden blev han offer for en grum fløjkrig, men kan han tilgives? Han var en del af Engell-fløjen, som Lene også var med på.
@Rasmus
Hvis du læser Hans Engells “Farvel til Slotsholmen” så er “grum fløjkrig” ikke umiddelbart hovedansvarlig for Jens Heimburgers fald, men at han ikke kan finde ud af at prioritere mellem erhvervskarriere og politik og han derfor er notorisk uforberedt på det politiske.
Men det kan selvfølgelig være han er blevet mere fokuseret siden dengang.
@David
Jeg har læst den, og ja han var lidt anarkistisk i sin stil, men var han kommet ind i et parti uden fløjkrige kunne man bedre klare at have en mand som ham, han talte jo gerne de ældre midt imod. Og så kunne andre måske have hjulpet ham med at fokusere, hans folketingskarriere sluttede jo ret hurtigt.
Men det er nogle sjove navne vi er kommet ind på, Jørgen Andersen har ret i at det er svært at finde hvem der skal overtage konservative ministerier, Jeg ser kun Henriette Kjær og Mads Lebech som oplagte. Så jeg tror Lene Espersen godt kan finde på at overraske os når rokaden kommer.
@ Rasmus K.
Jeg tvivler på Mads Lebech. Det er jo for ganske nyligt at han valgte en karriere som direktør i det private erhvervsliv. Det er jo tåbeligt såfremt han ønskede at blive minister, da han hele tiden har vidst/(selv haft valget) at han kunne blive minister.
Så Henriette Kjær er nok bedste bud.
“Fordi hun (Vesatger) tør tale om svære emner og ikke bare taler i overskrifter”
Er det ikke noget af en myte, eller måske blot borgerns bedst gennemførte spin-nummer som ingen journalister sætter spørgsmålstegn ved.
Det er myten om de radikales helt utrolige saglighed som både Jelved og Vestager repræsenterer. De radikale bruger ikke tid på populisme, taktik, overskrifter osv. Nej, de sætter sig grundigt ind i tingene og kommer derefter med forslag til alles bedste som de argumenterer knivskarpt for tiltrods for at de er omgivet af populister.
Den eneste grund til at de kan fastholde den mytologiske position er da at halvdelen af journalisterne stemmer på dem. Og i dag måske også fordi de får så lidt opmærksomhed, hvilket så kan overfortolkes til et udtryk for saglighed – mens det nok nærmere er manglende talent.
Hvornår har de radikale eks. vist evne og mod til at diskutere udlændinge uden at det er floskelfyldt og i overskrifter om “mangfoldighed” – læs evt. interview med Henrik Sass i seneste weekendavis.
Og den økonomiske politik. Morten Østergaard har senest drejer omkring angående finanskrisen. Vismændene havde nye tanker, og vupti så var de radikale med. Østergaards forklaring; fordi vismændenen sagde noget andet. Og det er jo flot; “vi følger blindt i røven på de tre vismænd”.
Måske på arbejdsmarkedspolitikken hvor de som de eneste tør tale om efterløn og pensionsalder – men når nu de vil i regering med S/SF som kategorisk afviser at der overhovedet er et problem på dette område, ja så er det jo tom snak.
@12 Jørgen Andersen
Nu er udlændingepolitikken jo overtaget af hele Folketinget undtagen Ø, LA og RV (<10% tilsammen), så på dette punkt er slaget jo tabt for RV. De har deres nicheholdning, og de mest moderate er jo fordampet til LA.
Når det kommer til økonomien er der ikke ét tænkende individ i dette land der ikke kan se at der snart skal ske noget hvis 68erne skal have deres rødvin på plejehjemmet. RV og LA er de eneste der tør sige det. Så der tror jeg godt man kan kalde dem saglige.
Er dette manden der skal lede Danmark ud af en økonomisk krise?
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/09/07/224355.htm
3. God idé. Det tænker jeg lige over.
8. PC er i meget høj kurs hos den nuværende statsminister (i modsætning til hvad han var hos den forhenværende der ønskede ham tvangsdeporteret til Langbortistan med Søren Pind og Leif Mikkelsen)
Vedr. spekulationerne om Jens Heimburgers evt. tilbagevenden til dansk politik, så opfatter jeg dem som helt grundløse. Heimburger var ikke populær ret mange steder i sit parti – og dem som har samarbejdet med ham i folketingsgruppen – tænker ikke tilbage med længsel på den tid. I øvrigt vurderer jeg, at Heimburger selv har endegyldigt har lukket dette kapitel i sit liv. Han er ikke slet typen, der går tilbage til en fuser.
Henriette Kjær? Ja, hvis det rette ministerium er på hånden. Det kræver nok også, at hun kan holde sin bedre halvdel på måtten, så der ikke konstant opstår alle mulige skriverier om hans “farverige” forretningseventyr.
Mads Lebech? Det vil overraske mig, hvis han allerede løb af pladsen. Det afhænger formentlig om han trives i sit nye job og evt. savner politik. Han ville under alle omstædnigheder være en sikker gevinst for et nyt VK-ministerhold.
Jeg vurderer i øvrigt ikke at Lene er så stærk, at hun kan gå uden om folketingsgruppen mht at finde ministeremner. I hvert fald ikke uden om Brian Mikkelsen.
Jan Boye? Tjah. Sætter man en taber ind som ny minister? Det er da et mærkeligt signal til vælgerne.
14. Franz, sådan kan man vist ikke stille det op.
Du mener vel ikke seriøst at en statsminister SELV skal bruge tid på at bestille flybilletter?
Det ville jo være latterligt.
Jeg ved ikke, om fejlen ligger i Venstres pressetjeneste, I statsministeriet eller i Venstres landsorganisation. Jeg gætter dog på, at den ansvarlige ikke skal lave fejltagelser af denne type før vedkommende kan se sig om efter et nyt job. Dette plejer jo at være noget en ministersekretær skal HELT have styr på??
Det er ikke desto mindre pinligt – og det forstærker ikke indtrykket af at Venstre stadigvæk er en professionel politisk organisation.
Måske Løkke skulle skifte lidt ud på de pladser i Venstres Landsorganisation og pressetjeneste, hvor man ikke er godt nok kørende. Hvis nye folk skal køres i stilling inden næste valg, så er det ved at være tiden.
-> #15 Jarl Cordua
Mht. Mads Lebech som minister-emne, så skal det da i så fald være et ikke alt for højprofileret ministerium. VK-regeringen vel trods alt nødt til at tage hensyn til støttepartiet, og Mads Lebech formoder jeg være en af de Konservative DF’erne afskyrt mest, (hvilket ikke siger spå lidt). Mads Lebech var en af de mest prominenete (og højlydte) af disse ‘anstændige borgerlige’, som slet ikke kunne forliges med DF’s ‘menneskesyn’. Hvis han skal være minister skal han da ihvertfald til at lave noget ‘damage control’ i forhold til støttepartiet, eller hur??
Apropos al den snak om ‘borgerlig anstændighed’ så forkommer det mig, at den ligesom er gået lidt i sig selv. Det var meget ‘hot’ i perioden op til sidste Folketingsvalg. Det er idag ihvertfald ikke særlig tit man hører VK-politkere omtale sig selv som ‘anstændige borgerlige’. Har det noget at gøre med Ny Allainces kollaps i slutningen af valgkampen og den lidt overraskende VKO-sejr???
17. Altså jeg kan ikke helt genkende billedet af Mads Lebech som en “diehard DF-modstander”. Lebech var/er pragmatiker på alle områder. Jeg tiltror ham faktisk gode evner mht at samarbejde – også med DF, Fanden selv eller hvem som helst, hvis det er nødvendigt.
jeg anser den “anstændige borgerlige” som Weekendavisens Arne Hardis har forklaret som et vælgermæssigt eller politisk fantom, der i blandt og især forsøges fremmanet af kulturradikale og venstreorienterede skribenter på Politiken og Information, som er imod regeringens udlændingepolitik.
Jeg tror Ny Alliance var udtryk for ganske mange vælgeres meget forskellige håb om forandring. Det eneste de var enige om var forandring, men så snart de skulle blive enige om, hvad der skulle forandres kollapsede projektet. Ikke mindst fordi partilederens politisk-filsofiske fundament byggede/bygger på kviksand. Den ene dag var han kulturradikal og kritiker af udlændingepolitikken, mens han den næste dag var liberalist for til sidst at ende som konservativ DF-lookalike. Alle har vist gættet, hvem jeg beskriver her…
Ny Alliance-støtterne så simpelthen det de SELV ønskede at se i projektet, der – det tør siges – aldrig blev helt veldefineret.
-> #18 Jarl
“billedet af Mads Lebech som en 'œdiehard DF-modstander'.”
I så fald må jeg jo tage den nuværende statsminister i ed;
“at indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i bogen '˜Løkkeland' langer hårdt ud efter de VK-folk – herunder Frederiksbergs borgmester Mads Lebech (K) – som hidtil har kritiseret regeringens faste støtteparti. At DF kun er med i mangel af bedre er ifølge Løkke Rasmussen en holdning, der både er '˜skammelig og ulækker', og desuden fører kritikken til en irritation, som ifølge ministeren er potentielt farlig for regeringen.”
http://www.information.dk/131407
Noget andet er, at jeg er enig med dig i din analyse af hvorfor Ny Alliance indledningsvid tog meningsmålingerne med storm, medens de kollapsede under valgkampen. Bevares, de havde ikke den mest profesionelle leder, men han havde trods alt på det tidspunkt en del vælger-kredit han kunne trække på.
19. Jeg bøjer mig for dokumentationen.
Alligevel så faldt Lebechs ord på et tidspunkt, da det var god tone/strategi hos K at markere en forskel til DF. Den har – må man nok sige – har ændret sig siden. I dag føler Kr. Thulesen Dahl sig jo “omklamret” blandt andet af K.
Så længe Lebech ikke har udtalt en anden holdning til DF, så må dette udsagn stå til troende. Og det er klart, at hvis Lebech får lyst til at blive minister i en VK-regering, der støtter sig på DFs stemmer, så har han et behov for at at udsende nogle helt anderledes mere imødekommende signaler til Pia Kjærsgaard og Co. Ingen tvivl om det!
-> #20 Jarl
“Alligevel så faldt Lebechs ord på et tidspunkt, da det var god tone/strategi hos K at markere en forskel til DF.”
Præcis. Det var sådan set det jeg spurgte om i mit indlæg #17 mht. om dette fænomen med ‘borgerlig anstændighed’ ikke var gået lidt i sig selv igen. Der var selvfølgelig også Venstre-folk der kørte med på denne ‘bølge’, men det var vel først og fremmest de Konservative der som parti prøvede at differentere sig fra V+O med denne ‘borgerlige anstændighed’.
Jeg vidste ikke Arne Hardis havde ‘underkendt’ eksistensen af dette segment af ‘anstændige borgerlige’. Jeg var faktisk overbevist om det eksisterede, dog bare med det forbehold, at det var noget mindre end det mange kommentatorer gjorde det til, (en slags ‘Connie Hedegård’-borgerlige). Mit ‘billede’ af dem var/er, (du må godt kalde mig ‘fordomsfuld’), at de er veluddannede og økonomisk velstillede, typisk med velbetalte jobs i det private erhvervsliv. Hvad gruppen ikke har ‘i størrelse’ har den til gengæld ‘i røst’, da man som veluddannede (og velartikulerede) finder det naturligt at blande sig i den offentlige debat. Eftersom gruppen typisk bor i ‘pæne’ kvarterer på god afstand af alle ‘integrations-problemerne’, så forekommer alt denne snak om indvandring og islam dem som værende langt væk fra deres virkelighed, ja, faktisk finder disse berejste mennesker ofte udlændingedebatten primitiv, unuanceret, provinsiel for at ikke sige lummer-nationalistisk. Derimod er de alt for høje marginalskatter (top-skatten) noget gruppen mærker, selvom det anses som værende for grådigt og udannet, at tale alt for højt om ens egen ‘skatte-smerter’. Så hellere noget om samfundsnødgvendigheden i at sænke marginalskatterne.
Jeg ved ikke om jeg trækker det for hårdt op, og om hvorvidt man overhovedet kan tale om en gruppe der er stor nok til at det fortjener betegnelsen ‘vælger-segment, (jeg kender dog selv delvis typen. Det ikke noget jeg bare ‘hiver ud af det blå’).
Når Statsministeren annoncerer at han skal på tur rundt til kriseramte virksomheder og på dagen må aflyse pga. manglende flybilletter, så er noget da helt galt. Ser man på optagelserne fra Løkkes nylige besøg i Afghanistan ser det ud som om han gemmer en airbag inde under den al for stramme skjorte. Ikke meget statsmand over Lille Lars!
@ Jarl
Jeg konstaterer at du heller ikke er i stand til at komme med gode bud på nye konservative ministre. Henriette Kjær er tilsyneladende eneste reel alternativ.
For ingen tænker vel i fuldt alvor på Per Ørum, Mike Legarth eller Helge Adam.
Det er ikke en just imponerende talentmasse de har skabt gennem de foregående otte års regeringstid, hvor man jo ellers kunne dyrke talenter i baghaven.
#15 Jeg vil nu ikke kalde Jan Boye en taber, hvis han falder ved det kommende valg. Han brød i 2005 et socialdemokratisk monopol der havde varet mange år.
Louise Gade synes jeg slet ikke har fået et taber-ry selvom hun faldt i 2005, og klart når Ã…rhus næsten altid har været rød.
Jarl, du mener ikke Lene kan udpege ministre udenfor folketingsgruppen, eller skal Brian M også godkende dem? Jeg er enig med Jørgen Andersen i at folketingsgruppen ikke bugner af ministeremner.
“Jeg er enig med Jørgen Andersen i at folketingsgruppen ikke bugner af ministeremner.”
Ja hvem er ikke det? 🙂
Boye er endnu ingen taber. Min vurdering gjaldt tiden efter at han måtte have tabt. Og du har ret. Det var en stor præstation.
Brian Mikkelsen bliver taget med på råd ved ministerudnævnelser. Det føler jeg mig overbevist om. “Godkende” det er måske så meget sagt.
Men der må da for pokker være nogle bud på minister-emner blandt de konservative ???
Kultur-Carina må da konsekvent være lige på vippen, og Per Stig bliver jo ikke yngre. Hvis Connie vil være udenrigsminister efter jul, så skal der rokeres rundt, og hvad så ?
Eller hvis nu den berømte tagsten rammer en i hovedet.
Hos venstre er der trods alt en del at vælge mellem. Man kan mene at de ikke er rene vælgermagneter eller måske ikke helt har kvalifikationerne til at være ministre, men de falder trods alt ikke mere igennem end så mange andre der har haft hvervet. For Løkke er det sådan set mest en prioritering af at de skal komme fra forskellige dele af landet, mand/kvinde ratio, have relevant erfaring, ikke må skabe unødig splid i partiet osv. – men der er da en hel del bud der kæmper om pladserne, både i og udenfor folketingsgruppen. Hos de konservative; Henriette……
Det mest skræmmende er ikke at de konservative kun har en enkelt ministerkandidat. Det mest skræmmende er at det er Henriette Kjær!
Det eneste jeg kan huske hun har gjort som har aftvunget respekt (i mine øjne) er, at hun ikke klæbede til taburetten, men hurtigt fratrådte, da hendes mands sag om overforbrug kom frem.
M.h.t. Henriette Kjær, så er hun, efter min mening, én af de politikere i hele Folketinget, der har forbedret sig mest de seneste år – og paradoksalt nok efter hun måtte forlade sin ministerpost. Jeg synes virkelig, hun er blevet god. Hun virker langt mere erfaren, kompetent og troværdig end tidligere. Formentlig er det også de private problemer, der har været med til at modne hende. Jeg er helt sikker på, hun ikke ville falde igennem, hvis hun blev minister igen.
@Jørgen
Kunne de manglende konservative talenter eventuelt have noget at gøre med, at i hvis man er konservativ, så er det meget fint at have sin egen virksomhed og/eller tjene sin egne penge (og helst så mange af dem som muligt), mens politik er sådan en lidt halv-snusket gerning for folk som ikke kunne klare et “rigtigt” arbejde?
-> #29 David Garby
“mens politik er sådan en lidt halv-snusket gerning”
Det kan være en forklaring. Men man siger altid, at en generation først for alvor kommer ’til flæsket’ (magtfulde poster) i samfundet en 20-25 år efter deres ungdom. De Konservative skulle idag profitere stort af den konservative bølge der kom i 1980’erne, (også som en modreaktion på de marxistiske 1970’ere), hvor en stor andel af ungdomspårgangene stemte konservativt, og KU oplevede et medlems-boom. Men jeg tror desværre for de Konservative, at Schlüters pragmatisme, (“idelogier er noget bras”), fik den første begejstring til at tage noget af, og da Schlüter-regeringen efter de første par hektiske reform-år, gik mere og mere over i at ‘administrere’ og kørte træt, så gik den ‘sidste luft’ ud af ballonen. Læg så oveni det den Konservative borgerkrig i 1990’erne, og så tror jeg du har en stor del af forklaringen på hvorfor der så få ‘kapaciteter’ blandt de ledende Konservative.
Nu er det jo svært at lave direkte sammenligninger på tværs af partier, men det er da alligevel tankevækkende, at næsten samtlige VU-formænd siden Carl Holst i ’93 er blevet til noget i Venstre, SFU har haft mange formænd, men siden 1990 er fem-seks af dem endt i Folketinget og et par af dem har slået sig på kommunalpolitikken, mens den sidste landsformand for KU, der er kommet i Folketinget er Brian Mikkelsen, der blev formand i ’89 og kun enkelte stadigvæk har poster eller job i partiet.
@ Garby
Jeg tror du har en pointe. Det ligger lidt i naturen hos konservative at det er andre der skal tage tørnen som politikere, mens jeg selv skal noget mere spændende.
Der er f.eks. næppe noget sted hvor der er så mange konservative af den ene eller anden slags som på jura studierne i både århus og KBH. Men næppe mange af dem ønsker at blive kommunal eller folketingspolitikere når de som 25 årige er færdige. Og det er klart det ødelægger talentmassen.
Men omvendt, så er jobbet som MF’er jo ikke dårligt betalt og da særligt ikke når man påtænker alle de andre goder forbundet med livet som politikere (rejser, magt, sjove begivenheder og lidt glamour), og det er trods alt ikke alle der bliver advokater i super attraktive jobs.
Noget er jo helt galt. Måske gør man sig blot ingen overvejelser om talent-pleje, hvilket jo er katastrofalt, eller også er man blot utroligt dårlig til det. Dit eksempel med ungdomsformænds vej til tinge siger jo alt.
Hvor pokker er de henne.
Og nu har man siddet i regering i otte år. Der burde da være masser af muligheder for at pleje nogle talenter. Ledige ordførerskaber, kendte ministre der kan trække en ung kandidat ind i varmen i nordjylland, eller blot sikre dem opmærksomhed – skriv dog nogle læserbreve sammen og få dem kørt lidt frem i lyset. Et eller andet…