Kategorier

Cordua & Stenos Nytårsshow

Torsdag er “Cordua & Steno-dag” på Radio 24-Syv.

Skal selskabslivet kriminaliseres yderligere? Eller kan man håbe på endnu et løftebrud fra den nye regering. Hvor går grænsen for statens indgreb i den personlige frihed? Det diskuterer vi med socialdemokraternes sundhedspolitiske ordfører Sophie Hæstorp Andersen og Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll.

Så afslører vi vinderen af julekonkurrencen om det bedste forslag til besparelser i den offentlige sektor.

I 2. time kl 15 kommer valgforskeren Sigge Winther Nielsen i studiet for at diskutere politisk marketing.

Vi debatterer fra ca. 15.30, hvorfor arbejderne ikke stemmer rigtigt rødt mere med forfatteren Jakob Mathiassen, der har skrevet den anmelderroste bog “Beton – Historier fra skurvognen”.

Lyt med i dag torsdag fra kl 14 og to timer frem på Radio 24-Syv.

Hele programmet kan høres her.

Og godt nytår til alle!

Kategorier

Jul i den gamle blog

Ved indgangen til denne søde juletid vil jeg benytte lejligheden til at sende en stor og varm julehilsen til alle bloggens læsere, og især de trofaste af jer, der holder ud på sjette år.

2011 har unægteligt været et helt fantastisk blogår, og det er næsten for meget at håbe på, at 2012 bliver endnu bedre,

Det skal ikke nægtes, at jeg har haft meget at se til siden jeg begyndte at lave radio med min medvært Torben Steno på Radio 24-syv, og det er gået lidt ud over frekvensen af nye indlæg på bloggen. Det råder jeg bod på i det nye år, måske bortset fra de første par uger af året, hvor jeg drager til New Hampshire for at overvære det republikanske primærvalg.

En særlig julehilsen – og tak – skal gå til de læsere, som har valgt at sende mig en kontant julehilsen. Jeg har i år modtaget beløb fra kr. 16,85 fra en fattig studerende til “en plov” fra et mig særligt venligt stemt ægtepar i Bølshavn på Bornholm.

Glædelig jul!

Kategorier

Harald Børsting i 'Cordua & Steno'

Torsdag er som bekendt 'Cordua & Steno'-dag på Radio 24-Syv.

I første time får vi besøg af LO's formand Harald Børsting til en snak med os og lytterne om en række emner. LO er udfordret i disse år. Medlemmerne siver fra LO's medlemsforbund og hvad er LO's rolle i fremtiden? Overenskomstforhandlingerne i foråret lover heller ikke ligefrem guld til medlemmerne midt i en krisetid, hvor jobs flytter ud af Danmark.

I første halvdel af 2. time får vi i anledningen af Nordkoreas 'kære leder' Kim Jong-Ils pludselige død besøg af kanalchef Mads Brügger, der tidligere har besøgt Nordkorea med sin kommunistiske teatertrup. Med i studiet er også tidligere folketingsmedlem for SF Pelle Voigt, der besøgte landet i begyndelsen af firserne og medlem af Københavns Borgerrepræsentation (LA), Lars Dueholm, der for relativt nylig holdt ferie i landet.

I den sidste halve time får vi besøg af den dansk-tjekkiske filmfotograf Marek Bican, der sammen med os og lytterne vil reflektere over Tjekkiets netop afdøde tidligere præsident Vaclavs Havel betydning for ham selv, hans landsmænd og det ny Europa.

Og endelig hører vi gerne om endnu flere kreative forslag fra lytterne om offentlige besparelser. Vi udlodder en nytårskurv.

Programmet kan høres her.