Kategorier

Skattereformen og finanslovsdilemmaet

Spændingen stiger i dansk politik. Regeringen er tilsyneladende i syv sind mht., hvordan de vil konstruere en skattereform, der indeholder alle de krav, som den selv har stillet til den: Den skal være finansieret dvs. der er tale om skatteomlægning. Den skal være socialt afbalanceret, hvilket betyder at også relativt lavt og middellønnede lønmodtagere ('Kansas-segmentet'), får glæde af skatteomlægningen. Ligesom at den skal øge arbejdsudbuddet, hvilket sker mest effektivt, hvis man sænker topskatten, som især middelklassen, men også 'millionærerne' får gavn af.

Forleden kom en stigning i arveafgiften eller 'dødsskatten' i spild, men den blev så aflivet i går via anonyme regeringskilder i Børsen. AE-rådet havde ellers forsøgt at bringe et konkret udspil i spil, som dog aldrig blev den store folkelige sællert. Ifølge Gallup er 71 pct. af befolkningen imod en stigning i arveafgiften, og det blev også brugt af de anonyme kilder, som årsag til at man havde droppet idéen. Ja faktisk havde man i regeringen aldrig været særligt vild med den, forlød det.

Så hvad bliver den næste prøveballon? Millionærskatten er for længst aflivet, men man kunne selvfølgelig kigge på pensionsformuerne. Boligskatten tør man heller ikke pille ved, da det vil ødelægge boligmarkedet fuldstændigt. Måske burde regeringen i virkeligheden skynde sig at lave skattereformen, for netop at berolige boligmarkedet? Få tør i disse tider sætte sig i større gæld, før man kender indkomstbeskatningen de næste år frem. Man kunne også hæve alle mulige skatter og afgifter, men det har regeringen jo allerede gjort, og det bliver næppe heller det store hit hos vælgerne. Tværtimod. Den slags bør ske langsomt over tid for ikke at vække modstand. Og det er næppe særlig populært i en tid, hvor reallønnen falder.

Det er i det hele taget svært at se, hvordan en skattereform på de betingelser som regeringen selv har opstillet, kommer til at gøre den store forskel i forhold til situationen lige nu. Sker der ikke noget afgørende, så vil yderligere vælgere naturligvis stille dem selv spørgsmålet: Hvad er så forskellen på den røde regerings skattepolitik i forhold til den forrige blås? Hvis forskellen er små hundreder kr. om måneden den ene og den anden vej, så bliver S-SF-RV til grin. Det vil formentlig få endnu flere vælgere, lokalpolitikere og græsrødder til at forlade SF til fordel for Enhedslisten.

Når vi så når frem til finanslovsforhandlinger, hvor der evt. skal spares et ukendt milliardbeløb, som der går rygter om mangler i statskassen, så er regeringen tvunget til yderligere nedskæringer i det offentlige. Medmindre Enhedslisten medvirker til det, så kan regeringen risikere at komme i mindretal. Både DF og Venstre vil muligvis stå på sidelinjen og henvise til, at regeringens parlamentariske flertal er usikkert.

Det er dog også muligt, at regeringen kaster sig så meget i armene på de borgerlige med forslag, at det bliver helt umuligt for VK at sige nej. Spørgsmålet er dog om VK '“ og navnlig O '“ ser en interesse i at medvirke til det med henvisning til, at de ikke kun vil bruges til 'det sure', mens regeringen deler gaver ud med støttepartiet.

Er det så sandsynligt, at regeringen falder på finansloven? Det korte svar er nej.   Men det er ikke det samme som, at det er usandsynligt. Når Enhedslisten allerede nu går ud og gør deres stilling klar, så kan regeringen ikke til sin tid forklare vælgerne med samme troværdighed, at venstrefløjspartiet bereder vejen for 'Lars Løkke og Pia Kjærsgaard'. Faktisk er frygten eller udsigten til VKOs tilbagevenden til magten, efterhånden det eneste, der samler rød blok mere end det er en fælles politik. Men det kan da såmænd også være nok til at holde sammen på blokken.

Så scenarierne er:

  1. Finanslov med Liste Ø (ingen nedskæringer)                                                           10 pct.
  2. Finanslov med VK (O) med nedskæringer                                                                  70-75 pct
  3. Finanslov alene med DF                                                                                                   mindre end 5 pct.
  4. Regeringen kommer i mindretal og udskriver valg                                                15 pct.

 

Kategorier

Wammen i Cordua & Steno

Så skulle den være god nok: Europaminister Nicolai Wammen (S) kommer i første time forbi studiet og gør os klogere på resultaterne for Danmarks EU-formandskab.

Men forinden lægger vi ud med et forslag fra borgerlige politikere om at afskaffe 1.maj som fridag for de københavnske skolebørn. Det debatterer Carl Christian Ebbesen fra DF og Peter Thiele fra SF –   begge medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation.

Først i 2. Time vil Enhedslistens Per Clausen forklare, hvorfor partiet allerede nu truer med at stemme nej til finansloven og dermed vælte regeringen.

Sidst i 2.time får vi besøg af folketingsmedlem (S) og havnearbejder Leif Lahn Jensen, der vil give et svar på, hvordan S atter kan blive det foretrukne parti blandt arbejdere.

Lytterne kan som sædvanlig ringe ind under udsendelsen på telefon 20 247 247 eller skrive via Facebook på siden “Cordua & Steno”.

Vi høres ved i programmet “Cordua & Steno” på torsdag kl 14-16 på Radio 24-Syv.

Hør hele 1. time her.

Hør hele 2. time her.
//

Kategorier

Kvoter til sin tid

Just hjemkommen fra en herlig weekend i Bruxelles og Ypres i Vestflandern '“ og dejligt langt væk fra sårede egoer – ser jeg, at Socialdemokraterne har aflivet kravet om de såkaldte kvindekvoter for virksomhedernes bestyrelser:

'Tiden er inde til at droppe kønskvoterne', siger ligestillingsordfører søndag Rasmus Horn Langhoff til Politiken.

I opposition stod sosserne ellers stejlt på kravet. For kun to år siden fremsatte oppositionen et beslutningsforslag herom, og den daværende ordfører fik sagt, at man om nødvendigt ville tvangsløse A.P. Møller '“ Mærsk, hvis virksomheden til sin tid ikke overholdt en sådan regel.
Men til trods for, at der for et halvt år siden materialiserede sig et rødt flertal, der kunne indføre kvindekvoter efter norsk model, så har modet svigtet '“ eller også har fornuften indfundet sig.

Måske man skal lægge mærke til formuleringen 'tiden er kommet til'. For hvad er der egentlig sket siden man fremsatte forslaget? Det korte svar er velsagtens, at S er kommet i regering, og nu har ansvaret for butikken, og så er 'tiden' ikke til at indføre tosserierne. Man er simpelthen blevet bange for sin egen politik. Udlandet kan '“ som noget tyder på er sket i Norge '“ vige uden om at investere i virksomheder, hvis bestyrelser ikke selv må sammensætte den for dem mest optimale måde. Måske er det udsigten til lavere investeringer, der har fået regeringen til at arkivere forslaget lodret.

Det er i øvrigt helt i tråd med resten af regeringens politik, hvor man i dag gennemfører den politik, som man var i mod før valget. Man kan kalde det pragmatisme eller løftebrud alt efter behov.

Som vælger kan man grine ad eller ryste på hovedet over kynismen eller åbenbaringen eller hvad, der er sket, der kan forklare kovendingerne.

Til gengæld kan man godt  regne med, at forslaget nok skal dukke op igen på dagsordenen. Senest når S 'til sin tid' har været i opposition i nogle år, og igen har fået behov for at markere sig med symbolpolitik.