Finansminister Bjarne Corydons sans for det politisk-taktiske spil har endnu engang vist sig intet at fejle. Med den nye finanslovsaftalen er det lykkedes Corydon at forhandle regeringens støtteparti Enhedslisten helt i bund forstået på den måde, at ingen af Liste Øs oprindelige krav er blevet til noget. Enhedslisten har fået indflydelse, men slet ikke i det omfang, som man satte næsen op efter. Det udstiller Johanne Schmidt-Nielsen og co. selv ved nærmest at undsige den aftale, de selv har skrevet under på, da de går ud af forhandlingslokalet. Et mildest talt bizart optrin, hvor selv de mest tungnemme kan se, hvor frustreret Liste Ø-forhandlerne må være over ugen uformåenhed mht. at presse regeringen.
Corydon mestrede at spille Liste Ø ud mod Venstre. Støttepartiets trusler har man aldrig taget alvorligt, hverken i regeringskontorerne eller blandt de borgerlige. Derfor bød Venstre sig til i et forløb, der i begyndelsen lignede det man så med skatteaftalen i sommer. Og netop den forhistorie skal man have in mente for at forstå, hvorfor finanslovsforhandlingerne forløb, som de gjorde.
Enhedslisten var aldrig i tvivl om, at regeringen kunne lave en aftale med Venstre, hvis ikke de bed til bolle. Vejen til et forhandlingsresultat næsten uanset med hvem, var banet med den såkaldte jobakutplan. Den skaffer som bekendt ikke nye jobs, men har dog formået at formilde fagbevægelsen og de oprørske dele af S og SF, som så ikke i samme grad under forhandlingerne kunne bruges til at mobilisere et stormløb mod regeringen for indrømmelser til venstrefløjen.
Nu fremstår Enhedslisten som dybt splittet med sig selv, partiet taber pusten i de seneste meningsmålinger og regeringens levetid synes sikret valgperioden ud. Corydon kan gentage spillet igen og igen de næste par år. Skulle Enhedslisten føle sig fristet til at “kravle op i træet”, så står Venstre '“ og de konservative – parat, da regeringen alligevel ikke bliver væltet. At Venstre var villige til at indgå en finanslovsaftale kommer selv fra Johanne Schmidt-Nielsens egen mund, hvorfor det også bliver sværere for regeringen at beskylde Venstre for at ligge i hængekøjen. Skulle Venstre blive angrebet for at ligge i hængekøje kan de fremover henvise til Johanne Schmidt-Nielsens udtalelser.
Nye forhandlinger bliver aktuelle lige om lidt, når regeringen skal forholde sig til, hvordan den vil gennemføre yderligere reformer, der holder Danmark på en fortsat stram økonomisk kurs, som denne finanslov '“ set i historisk perspektiv '“ også er klart et udtryk for. Og ingen forestiller sig at andre end netop Venstre kan lægge stemmer til reformer, når det gælder SU og kontanthjælp, som skal generere et provenu på x milliarder til statskassen.
Corydon og resten af regeringen lykkedes dog næsten, at få isoleret Venstre, da den har lavet delaftaler både med K og LA. Kun i allersidste øjeblik sprang DF fra en reform af fængselsvæsenet, hvorved Venstre ikke længere er et eneste parti, der ikke er med i delaftaler.
I regeringen lever synspunktet, at Venstre dummede sig ved ikke at gå med til en skatteomlægning, der fjernede fedt og sukkerafgifterne m.m. for en lille forøgelse af indkomstskattestigning i bunden. Det er ikke analysen i Venstre, hvor man tværtimod glæder sig over, at man ikke skal tage medansvar for skattestigninger. Det gør det noget nemmere at komme igennem Venstre landsmøde i den kommende weekend, hvor man uden tvivl vil bygge videre på kritikken af regeringen for at stå uden idéer til, hvordan man skaber varig beskæftigelse i Danmark. Selv har Venstre sendt tidl. finansminister Claus Hjort Frederiksen i byen med en analyse af situation en, der matcher mange økonomers, der går ud på, at vejen frem til bedre konkurrenceevne går over mange års løntilbageholdenhed, lavere skatter og stramme offentlige finanser. Den analyse deler man formentlig også blandt dem, der bestemmer i regeringen, men her kan man ikke sige det højt uden at lægge sig ud med fagbevægelsen og det hårdt prøvede vælgerkorps i centrum-venstre, som stadig bilder sig ind at øget offentlig velfærd og forsørgelse er vejen frem til mere vækst og beskæftigelse. Produktivitetskommissionens konklusioner vil formentlig matche Claus Hjort Frederiksens, hvor efter Venstre kan indhøste yderligere troværdighedspoint, mens et par af regeringspartierne endnu engang skal ud og forklare sig overfor vælgere, der ikke forstår, hvorfor regeringen nu igen fører en anden politik end den, som man gik til valg på for 14 måneder siden.
Både regeringen og Venstre kan så glæde sig over at to af de mest iøjnefaldende sten i vejen for øget beskæftigelse (i hvert fald hvis man måler i medieomtale) i form af fedt og sukkerafgifter, nu er røget på historiens mødding. Dem behøver man så ikke længere slå hinanden oveni hovedet med. Men der er rigeligt med andre væksthæmmende skatter og afgifter, som man kan tage fat på at afskaffe.
Enhedslistens største forhandlingsresultat må være at de (i øvrigt færre og færre) såkaldt 'udfaldstruede' har ret til kontanthjælp uden at der modregnes i de enkeltes aktiver mod til gengæld at man tager et eller andet efteruddannelseskursus af nogle ugers varighed. For et år siden kunne Enhedslisten sikre de ledige et halvt år ekstra på dagpenge. Prisen for Liste Øs stemmer er således faldet dramatisk.
Om et halvt år gentager forhandlingscirkusset igen, og her har regeringen allerede meddelt at denne særlige ordning med forlængelse af kontanthjælpen ikke bliver forlænget. Så man har købt sig lidt tid. Og måske vil verden til den tid endnu engang erfare, at arbejdsmarkedsreformen virker efter hensigten.
Men på den korte bane må man komplimentere finansministeren for at have håndteret finanslovsforhandlingerne overordentligt dygtigt. Og Enhedslistens studenterpolitikere skulle måske overveje at taget et kursus hos fagbevægelsen i forhandlingstaktik.