Kategorier

Det Nye Venstre – Danmarks Socialdemokratiske Part…

Det Nye Venstre – Danmarks Socialdemokratiske Parti
Tillykke til Anders Fogh og Claus Hjort med, at de begge sprang ud af skabet som semi-socialdemokrater og forvaltere af velfærdsstaten. Det er da befriende rene trut i trompeten. Vi andre, der i de sidste par år af gammel vane er kommet til at forny vores medlemskort til Venstre – altså ikke det nye Venstre – vil gerne sige farvel, held og lykke og ønske god vind med det nye parti. Jeg kan ikke sige, at jeg vil savne d ´herrer.
Nu erindrer jeg ikke, at medlemmerne af det egentlige Venstre er blevet spurgt om de vil følge med over i Det Nye Venstre, men jeg har heller ikke deltaget i de medlemsmøder, hvor de sikkert har bestemt det.
Måske har Claus og Anders også bare truffet beslutningen over et glas mælk. Der er jo ingen grund til at tærske langhalm på sådan noget i en sen nattetime. Hvis nu jeg brokker mig, så får jeg sikkert også at vide, at der ikke er noget at komme efter.
Vi der gerne vil fortsætte med at være medlem af det egentlige Venstre – Uffe Ellemann-Jensens parti, hvad skal vi i Det Nye Venstre?
Venstre som jeg husker det, ville begrænse de offentlige udgifter. Mere privat og mindre stat hed det. Det nye Venstre vil have mere stat og det samme privat (tror jeg).
Jeg har også det problem, at jeg nok ikke hører hjemme i Det Ny Venstre. For jeg synes faktisk, at skatteborgerne ikke skal betale mere end halvdelen i skat. og at det skal kunne betale sig at arbejde. I det egentlige Venstre var sådanne synspunkter mainstream, men i Det Ny Venstre er de at sammenligne med den frådende superliberalisme af den hardcore slags, som Anders Fogh Rasmussens skrev om i 1993 i bogen “Fra Socialstat til Minimalstat”.
Når Venstre – altså Danmarks Liberale Parti – atter stiller op til folketingsvalget glæder jeg mig til at stemme på dem igen.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718