Jarls blog

Jeg elsker at sætte mig til rette søndag aften og se DR's nye TV-krimiserie 'Forbrydelsen'. Sofie Gråbøl lægger endnu en dimension til sit store skuespiltalent som den eftertænksomme og intuitive opklarer. For 'political junkies', ligesom jeg selv, er det ekstra spændende at dele af scenariet udspiller sig under en københavnsk kommunalvalgkamp. Især når man, som jeg har deltaget aktivt i et par stykker af slagsen i Søren Pinds valgkampagner i '97 og '01. I det første afsnit fornemmede jeg dog et par unøjagtigheder i beskrivelsen af det politiske miljø på rådhuset. Fx at der blev spillet klassisk musik under et fundraisingarrangement. Det er heller ikke specielt lige på kornet, at den ene overborgmesterkandidat Bremer (Jens Kramer Mikkelsen?) beder et andet partis kandidat om at lade være med at stille op, men vente fire år (?). Sådan fungerer det jo ikke. Et parti kan jo ikke undgå at stille med en spidskandidat. Så her demonstrerer seriens forfattere simpelthen manglende viden om politik.

Til gengæld har forfatterne kommet meget tæt på virkeligheden ved at beskrive, hvor hårdt og brutalt det politiske miljø kan være. I dag i Politiken fortæller Søren Pind frejdigt om, hvad han blev udsat for af en spindoktor. På Pinds hjemmeside kan man læse hele historien. Her er et uddrag:

'Jeg har haft Søren Sveistrup og Co.(Tv-seriens forfattere) på besøg. Og fortalte dem blandt andet om den værste skarnsstreg, jeg var udsat for i min tid som borgmester:

Efter svære overvejelser lod Jyllands-Posten på chefredaktørens beslutning historien ligge. Men selvfølgeligt følte jeg mig ilde til mode'.

Det bliver spændende at se, hvad forfatterne bag “Forbrydelsen” får ud af forlægget fra den virkelige verden.

Den nævnte Carsten Mai kom senere over til finansminister Thor Pedersen, hvor han var spindoktor frem til sidste folketingsvalg. I dag er han kommunikationsrådgiver i det private erhvervsliv.

Må man som statsminister tage til genmæle overfor et tv-program, der kritiserer den førte politik? Må en politiker kritisere et medie, når den forsvarer samme tv-program, hvor der efterfølgende kan stilles betydelige spørgsmålstegn ved kildernes troværdighed eller værdien af deres udsagn? Ja selvfølgelig må enhver politiker det. Ytringsfriheden gælder os alle. Derfor er det fuldstændig latterligt, at oppositionen råber op om 'berlusconisering', når Anders Fogh kritiserer Danmarks Radio og særligt TV-programmet 'Den Hemmelige Krig' af Christoffer Guldbrandsen. Hvad forestiller oppositionen og såkaldte medieeksperter sig? At regeringen skulle undlade at forsvare sig? Det er jo absurd. Heldigvis har vi et pressenævn, der kan tage sig af den slags sager.

'Berlusconisering' er efter min mening et venstrefløjsudtryk opfundet til lejligheden. Hvis man kan tale om 'berlusconisering' i Danmark '“ defineret som en tendens, hvor medierne mere eller mindre kontrolleres af den ene politiske fløj – så viste fænomenet sig klarest i de elektroniske medier i monopoltiden i 1970'erne og 1980'erne. Da havde Danmarks Radio en tydelig politisk slagside med overvejende venstreorienterede journalister som medarbejdere, og derfor tog samfundsdebatten altid sit udgangspunkt i anti-amerikanisme, velfærdsstatens lyksaligheder og at stærk regulering og/eller brandbeskatning af borgerne var løsningen på alle større samfundsproblemer.

Ikke desto mindre hører jeg til dem, som synes, at især den borgerlige presse er alt for venlig ved Anders Fogh. Foghs bedrag overfor borgerlige kernevælgere er efter min mening meget underprioriteret i dækningen. Kun takket være CEPOS, dagbladet Børsen og enkelte journalister på Berlingske Tidende bliver Fogh ind imellem revet i næsen for hans stedmoderlige behandling af Venstres oprindelige politiske platform: At gøre noget ved de borgerlige mærkesager som lavere skat, mindre bureaukrati og sikre den personlige frihed. Det politiske program som Fogh har forladt, fordi han hellere vil gennemføre socialdemokraternes politik.

Helle Thorning-Schmidt har en klar interesse i at skabe konfrontationer med Anders Fogh Rasmussen. For uanset om statsministeren kommenterer eller undlader at kommentere Thornings kritik af ham, så aktiverer TV-billeder med hans reaktion negative følelser hos kvinder. Det skubber dem over den politiske midte og i armene på socialdemokraterne eller de radikale.

Når statsministeren afviser at møde Helle Thorning-Schmidt i duel og nedladende siger, at S-lederen 'ikke har noget projekt', så er det '“ naturligvis ubevidst – nærmest hele kvindekønnet, han nedgør. Fogh fremstår som 'manden', der irettesætter og belærer 'kvinden', Helle Thorning. Især må det provokere, når kvinden, der belæres er veluddannet og intelligent med en moderne og sympatisk fremtoning.

Situationer som denne får kvinder til at fravælge Fogh, og det bliver et problem for ham, hvis valgkampen bliver lige så tæt som ved folketingsvalgene 2001 og 2005.

Nu kunne man(d) indvende, at det mest er 'emanciperede venstreorienterede kvinder i Hovedstaden', der går mest op i disse ting. De kvinder er alligevel helt ude for Foghs’ rækkevidde og i øvrigt stemte de heller ikke på Venstre ved de sidste to valg. Min tese er, at Foghs kommunikation over for Helle Thorning-Schmidt ikke desto mindre også påvirker en anden og for ham langt mere interessant vælgergruppe, nemlig hele midtergruppen af kvinder, som til daglig er ligeglade med politik, men som alligevel har en selvopfattelse, der minder om gruppen af 'emanciperede mv.'. Flertallet af midtergruppen stemte faktisk på VKO ved de seneste valg, og det er netop den vælgergruppe, som ifølge alle undersøgelser afgjorde de to seneste valg.

I slutspurten af 2001-valget bad Venstre partiets medlemmer at sende nogle postkort til usikre vælgere i familie og vennekredsen. Et af postkortene havde en glimrende tegning af Erik Werner, der viste Poul Nyrup klappe en gruppe ældre mennesker på hovedet. Teksten lød: Træt af at blive talt ned til? Så i Venstre er man klar over, at det sjældent kan betale sig for statsministre at optræde for belærende. Måske var det en idé for socialdemokraterne at lave en lignende tegning med Fogh, der står og belærer en kvinde om, hvordan det hele hænger sammen?

Fogh minder mange mennesker om Krønikens 'Kaj Holger', der høster anerkendelse som en dygtig forretningsmand og evne til at drive fjernsynsvirksomheden “Bella”, mens de bløde '“ menneskelige egenskaber ikke er tydelige. To gange har Foghs modstandere været mandlige teknokrattyper, der begge var gode til tal og det politiske håndværk. I begge tilfælde vandt Venstres leder, fordi han til sidst hos vælgerne fremstod, som den 'mest driftssikre', og den præmis gælder stadig. Helle Thorning må gerne overtage 'Bella', men kun hvis S-lederen overbeviser alle om, at hun kan gøre det mindst ligeså godt som 'Kaj Holger'. Det bliver Foghs opgave at påpege, at det kan Thorning ikke, men det får han svært ved uden at falde i fælden, som 'bedrevidende mand'.