Jarls blog

Skatteminister Kristian Jensen lever livet farligt. I går sagde Thor Pedersen til Berlingske, at effekten ved at lette topskatten var marginal eller “overvurderet” på arbejdsudbuddet. I dag belærer Kristian Jensen finansministeren i Børsen om det modsatte synspunt, nemlig at skat – stadigvæk – har en effekt på folks lyst til at arbejde noget mere. Belæringen sker dog nænsomt:

“Jeg tror, Thor Pedersen har udtalt sig ud fra sin egen situation. Jeg tror på, at hvis du kigger på de rigtigt mange danskere med almindelige lønninger, som i dag er oppe at betale topskat, så viser blandt andet erfaringerne fra skattelettelserne i 2004, at lavere skat giver en effekt på arbejdsudbuddet,” siger Kristian Jensen.

Videre i Børsen erkender Kristian Jensen, at den konkrete effekt af en topskattelettelse er svær at vurdere. Men at den er mere end “marginal”, føler han sig overbevist om.

“Jeg tror ikke, at der er tvivl om, at der er en effekt på arbejdsudbuddet af at flytte grænsen for topskat. Når man beskatter noget, så får man mindre af det. Når man beskatter pesticider, så får man mindre forbrug af pesticider. Når man beskatter arbejde får man et mindre udbud af arbejde. Derfor er beskatning af arbejde med til at gøre udbuddet af arbejdskraft mindre,” siger skatteministeren og fortsætter:

“Dermed også sagt, at hvis man beskatter det mindre, så får man et større udbud af arbejde. Men hvordan effekterne er, hvor store og hvornår de kommer, det kan jeg ikke give noget bud på.”

Kristian, Kristian, Kristian dog! Hvad er det dog, du siger! Du rejser jo dermed rundt med gammelliberal politik? Det er faktisk partiskadelig virksomhed, er du klar over det? Shame on you!

Her på Jarls Blog frygter vi for Kristian Jensens politiske fremtid, når Claus Hjort hører om skatteministerens kætterier i Børsen. Vi vil dog godt kvittere for den udviste civil courage, som vi ved også findes mange andre steder i Venstres folketingsgruppe.

Med læsning af den Berlingske avis, ser jeg – min troe – at også vicestatsministeren Bendt Bendtsen ligeledes forfægter de samme kætterske synspunkter. Anders Fogh, kom nu hjem fra Riga. Regeringen er jo nærmest i opløsning med al den debat!

Lars Løkke har åbenbart følt sig så presset i sagen om manglende garanti for kræftbehandling, at han nu til TV-Avisen tirsdag aften indrømmer, at han undervejs har overvejet sin stilling.

Det kan næppe undre nogen, for indenrigs og sundhedsministeren har været udsat for et veritabelt politisk stormvejr igennem den sidste uges tid. Venstre tog ikke med fløjlshandsker på socialdemokraterne, da de i sin tid sad med regeringsansvaret, så Løkke kan ikke forvente nogen nåde fra oppositionen. Hvad værre er: problemerne med kræftbehandlingsgarantien truer Foghs kontraktpolitik med vælgerne. Løkke er derfor pisket til at løse problemerne, ellers er Fogh formentlig nødt til at fyre ham. Alt det ved Løkke udmærket, men Dansk Folkeparti har skaffet ham arbejdsro – for en tid -til at løse problemerne.
Løkke er en afholdt person rundt omkring på Christiansborg, og det giver ham også et vist rum for fairplay, men politik er politik, og oppositionen vælter ham, hvis de får chancen. Sådan er spillereglerne. Men der er meget mere i det end Løkkes fremtid som sundhedsminister.

Der er formentlig især én, der følger godt med i Løkkes problemer. Og det er Kristian Jensen – Løkkes rival som efterfølger for Anders Fogh på posten som ny Venstreformand. Går det skidt for Løkke, er det næsten pr. definition gode nyheder for Kristian Jensen. Skatteministeren har længe været et hit hos kontrolfreaken i prins Jørgens Gaard Anders Fogh, og han har utvivlsom røgtet den svære skatteministerpost på fortrinlig vis. Løkke har som indenrigssminister haft en utrolig svær opgave med kommunalreformen, og sundhedsministerjobbet er ufatteligt udsat, men også den opgave har Løkke – stort set – klaret uden de store skrammer. Indtil nu.

Løkke har været på vej ud af dansk politik, men har efter sigende fået en slags aftale med Fogh om, at han ad åre kan overtage formandsposten. Kristian Jensen kan imidlertid komme på tværs af den aftale. Skatteministeren er rimelig populær i Jylland, hvor Løkkes popularitet efter nedlæggelsen af de mange små kommuner formentlig er til at overse. Derfor har Løkke hårdt brug for alliancen med en anden populær jysk venstrepolitiker regionsformand Carl Holst og vice versa. Skal der være plads til Holsts ambitioner, er der ikke plads til Kristian Jensen i forreste linje. Jylland er ikke stor nok til dem begge…

Med interviewet til TV-Avisen har Løkke igen sendt et signal om, at han ikke er i dansk politik for enhver pris. Det kan være et signal til statsministeren og Claus Hjort om, at han har behov for politisk bistand og opbakning her og nu. For sagen med den manglende kræftbehandlingsgaranti har vist en sundhedsminister, der har stået meget alene. Hjort og Fogh har tydeligvis holdt sig på afstand, for ikke at blive fedtet ind i sagen. Overlever Løkke ikke stormen mod ham, bliver han ud fra en rent kynisk betragtning ofret, for at Fogh og Hjorts regeringsprojekt kan overleve. Politik er i sandhed hårdt og brutalt.

Løkke er en hårdfør person. Jarls Blog vil gerne sætte penge på, at han i sidste ende overlever alle de politiske problemer. At bide tænderne sammen og stå ministerstormen igennem er simpelthen hans natur. Men Løkke bør efter fem år have et nyt ressort. Han har trællet længe nok for Hjort og Fogh som sundheds og indenrigsminister. Tiden må nu være til at insistere på mere magt og helt nye udfordringer. Lars Løkke kunne fx blive en fremragende gruppeformand. Ham, der holder stolen varm for tiden, er stort set alle enige om, er en skandale.

Det pinefulde – og med Peter Kurrild-Klitgaards ord – langsomme åndelige harakiri fortsætter med uformindsket styrke i partiet Venstre. Nu blæser finansminister Thor Pedersen resten af det borgerlige Danmark en hatfuld i synet på den høje marginalbeskatning. På femårsdagen for regeringens tiltrædelse siger den engang liberale Thor Pedersen til Berlingske Tidende:

“Hvis du tager de højeste indkomster, er jeg ikke sikker på, at de ville arbejde mere, hvis du sætter dem ned i skat, for det kan de ikke. De arbejder jo hele tiden. Tager vi Henning Dyremose (tidl. topchef i TDC, red.), ville han så arbejde lidt mere? Det tror jeg ikke. Han arbejder jo hele tiden,” siger Thor Pedersen, som mener, at også almindelige lønmodtagere vil kvie sig ved at arbejde mere, selv om skatten sættes ned: “De hjemmehjælpere, jeg kender, knokler hele tiden. De sygeplejersker, jeg kender, knokler hele tiden. Der er sådan en nedvurdering i debatten om, at folk ikke arbejder.”

Claus Hjort kunne ikke sige det bedre. Retorikken lyder som Lykketoft, selvom han som finansminister faktisk gjorde mere for at nedsætte marginalskatten end Thor Pedersen har evnet. Det Nye Venstre har overtaget socialdemokraternes syn på den offentlige sektor og er nu igang med næste skridt: At afvikle sit positive syn på skattelettelser. Det bliver sværere og sværere at se forskel på Socialdemokraterne og Venstres politik, men det er selvfølgelig også meningen. Dem der rent faktisk insisterer på, at der skal være en forskel, må lade deres politiske liv. Hvis det ville sikre regeringens genvalg næste gang, ville både Claus Hjorts og Thor Pedersens bedstemor – om muligt – også blive sat til salg.

Venstre fremstår på femårsdagen – set med liberale briller – som Danmarks deprimerende parti.