Jarls blog

Beskæftigelseminister Claus Hjort Frederiksen indrømmer nu, at hans beskyldninger i sidste uge i dagbladet Information mod Venstres kommunalordfører Leif Mikkelsen (V, MF Søren Pind (V) og finansordfører Peter Christensen (V) for at være “skadelige” for partiet Venstre åbenbart er grundløse. Det er essensen af indholdet af et nyt Ritzau telegram, som man kan læse på avisernes websider.

– Luften er renset. Efter flere dages beskyldninger mod tre navngivne gruppemedlemmer om partiskadelig virke og anonyme angreb i pressen har vi nu bedt om beviser. De er der ikke. Derfor har vi på et møde i Beskæftigelsesministeriet aftalt, at jeg i pressen kan fastslå, at beskyldningerne er usande, siger Leif Mikkelsen til Ritzau.

I følge Ritzau havde Pind, Mikkelsen og Christensen ønsket, at beskæftigelsesministeren trak sine verbale angreb mod dem tilbage. Men det blev angiveligt afvist.

På Politikens hjemmeside kan man dertil læse:

Ifølge Politikens oplysninger blev personsagen diskuteret i Beskæftigelsesministeriet onsdag aften i denne uge. Flere fremtrædende ministre var til stede på mødet.

Claus Hjort vil altså ikke trække sine angreb tilbage, men beskæftigelsesministeren er derimod indforstået med, at Leif Mikkelsen kan fastslå, at Hjorts beskyldninger er usande.

Tjah, nærmere kommer man vel ikke, at en toppolitiker indrømmer, at hans hårde beskyldninger mod sine gruppefæller, da det kom til stykket, savnede hold i virkeligheden.

Med Claus Hjorts indirekte indrømmelse af dette forhold lider han i hvert fald – nu og her – et betydeligt personligt prestigetab i forhold til Venstres folketingsgruppe.

Den nystiftede erhvervsorganisation Dansk Erhverv erklærede i går Dansk Industri “krig”. En håndfuld mellemstore organisationer på arbejdsgiverside med blandt andre Dansk Handel & Service og HTS-i har (igen) slået sig sammen for at danne et modstykke til Dansk Industri '“ Danmarks absolut mest magtfulde erhvervsorganisation. DE bliver næststørste organisation på arbejdsgiverside med 20.000 medlemsvirksomheder fra 1.1 2007.

Dansk Industris dominans i organisationsverdenen har igennem hele DI's 15-årige levetid været en kilde til irritation for samtlige af de øvrige arbejdsgiver- og brancheorganisationer. DI har mere end 50 procent af stemmerne i Dansk Arbejdsgiverforening, og det benyttede industriens folk sig af i halvfemserne ved at beslutte at nedskære den mere end 100-årige organisation i Vester Voldgade ned til mindre end det halve personale. I stedet oprustede DI på Rådhuspladsen, hvor en sværm af de dygtigste DA-folk i løbet af meget kort tid søgte over og fik nye udfordringer. DA blev kraftigt beskåret til fordel for DI så at sige.

DI er så langt den rigeste af alle organisationerne. Betydelige beløb er ophobet i de såkaldte 'kniv og gaffel' '“ foreninger som fx Industriens Arbejdsgiverforening i København (IAK). Foreningen har så mange penge, at DI har foræret nogle af dem til at bygge Tietgen-kollegiet på Amager '“ formentlig det lækreste og mest moderne kollegium nogensinde. Både Venstre og de Konservative får i øvrigt i forbindelse med valgkampe en ordentlig check fra både IAK og Provinsindustriens Arbejdsgiverforening, der er den anden pengetank. De to 'kniv og gaffel foreninger' er DI-medlemsforeninger, hvor aktivitetshøjdepunktet er de årlige generalforsamlinger. De er imidlertid hurtigt overstået, hvorefter medlemmerne går til bords… De politiske aktiviteter og det faglige arbejde foregår stort set alene i DI.

Helt centralt i Dansk Industri står den karismatiske adm. direktør Hans Skov Christensen, kaldet 'Den lange' på de indre linjer. Hans ekspansionsstrategi, der går ud på at “kapre” eller “invitere” større medlemmer til DI, har vist sig at være en kæmpesucces. Den kaldes også spøgefuldt i organisationsverdenen for 'AMH'-strategien eller Al-Magt-til-Hans-strategien. Store tidligere offentlige virksomheder som TDC, Postdanmark og SAS er ganske tunge medlemmer i organisationen, der dog også har autoværksteder på medlemslisten. For et par år siden gik slagterierne også over til DI, og organisationen slås nu benhårdt om medlemmer i bl.a.konsulentbranchen og servicebranchen med den nye organisation Dansk Erhverv. 'Krigen' har været i gang længe. Det nye er, at Dansk Erhverv med stiftelsen, nu ligefrem erklærer den.

Skov Christensen er fyldt 61 somre og må være i gang med at forberede et generationsskifte i DI. Den eneste umiddelbare kronprins er Skovs mangeårige højre hånd Kim Graugaard, der til trods for sit lidt søvnige ydre, er en uhyre skarp politisk taktiker. Det er også Graugaard, DI har sendt på banen for at kommentere på Dansk Erhverv, 'krigserklæring'. DE må siges at anvende en forbløffende hård og offensiv retorik, som det er svært at forestille sig at alle DE's medlemmer, der primært er indenfor handel og servicesektoren, føler sig tiltrukket af.

I dagens udgave af Berlingske Business udstilles dramaet, så kan læseren dømme selv:

– DI er præget af industritankegangen, hvor medarbejderne står ved et samlebånd og industriparken er den vigtigste produktionsfaktor. Hos vores virksomheder og i vores organisation har vi der imod fokus på menneskene som enkeltindivider og på deres kompetenceudvikling, siger Dansk Erhvervs konstituerede formand Poul Erik Pedersen.

Det er piece-of-cake for den garvede og velbegavede Kim Graugaard at parere DE's både oppustede, frelste og noget letbenede stil:

– Jeg kan konstatere, at Poul Erik Pedersen vil bruge festdagen, hvor man skyder den nye organisation i luften til at indlede en krig imod Dansk Industri. Jeg synes hellere, at Dansk Erhverv skulle fokusere på, hvad de kan gøre for deres egne medlemmer i stedet for at tale ned til vores og sige, at de står for noget fortidigt, siger Kim Graugaard.

Graugaard sætter trumf på:

– Hvis man tager vores medlemskreds og tillægger rederierhvervet og landbruget, så har man stort set redegjort for hele Danmarks valutaindtjening. Så hvis det kun var Dansk Erhvervs medlemmer, der udgjorde fremtiden, så ville det se skidt ud for dansk økonomi, siger Kim Graugaard.

Så elegant kan det gøres. Game, set and match DI.

Balladen i Venstres folketingsgruppe er slut for denne gang. Aviserne skriver enslydende, hvordan striden i går på gruppemødet blev bilagt, mellem især Claus Hjort og de tre folketingsmedlemmer han i sidste uge hængte ud for partiskadelig virksomhed. Luften blev renset på gårsdagens angiveligt følelsesladede gruppemøde.

Hvem vandt så slaget på gruppemødet?

Tjah '“ der var vel lidt til alle parter. Ledelsen fik, hvad de bad om, nemlig ro her og nu og en garanti for, at der ikke bliver lækket fra gruppemødet. De tre 'usual suspects' fik en garanti for at de ikke igen bliver jaget vildt for Claus Hjorts mistanker. Leif Mikkelsen var vel den mest optimistiske, da han i går sagde til tv2.politik.dk:

“I Venstre er der højt til loftet, når det handler om, hvad man må sige. Og jeg synes faktisk, loftet blev hævet endnu mere på gruppemødet i dag”

Berlingske skriver:

Vi vil ikke længere acceptere den form, vi har set, og derfor vil vi nu sikre, at alle diskussioner foregår i gruppeværelset, sagde gruppeformand Svend Erik Hovmand.

Søren Pind tolkede mødet som en garanti mod nye personangreb fra eksempelvis beskæftigelsesministeren'.

Det er egentlig utroligt, at det skal være nødvendigt at få afkrævet en garanti for personangreb fra beskæftigelsesministeren. For “Clausescu” Hjort Frederiksen har ikke haft skyggen af bevis endsige indicier for at hævde, at det netop var de tre, der lækkede fra gruppemødet. Alligevel slagtede han dem i Information alene begrundet i en 'mistanke'. På gruppemødet skulle Leif Mikkelsen ifølge Ekstra Bladet have svært ved at styre sig, da han sagde:

– Jeg er blevet beskyldt for at lække historier til pressen. Det er en beskyldning jeg gerne vil have bevis for.

Ifølge Jyllands Posten var Marion Pedersen og Britta Schall Holberg blandt de medlemmer, som i går på gruppemødet sagde fra over for Claus Hjorts selvbestaltede flyvende standret. Der burde have været mange flere.

Beskæftigelsesministeren sagde til Ekstra Bladet:

– Vi har som i alle familier fået problemerne på bordet
– Vi kan i Venstre være uenige om politikken , men det skal i fremtiden være slut med anonyme kilder fra vores møder.

Til Politiken sagde han:

“Jeg har været bekymret over, at man kunne læse anonyme kilder udtale sig i forskellige blade, og det har jeg fremdraget her fra gruppen”.

Politiken: Og du har korrekset, Søren Pind, Peter Christensen og Leif Mikkelsen?

“Jo, men nu tror jeg ikke, at vi skal føre den her diskussion videre overfor pressen. Nu har vi haft diskussionen på Folketingsgruppens møde, og det er så det for mit vedkommende”.

For nu – burde han have tilføjet. Der er lagt låg på striden, men få betvivler, at det stadig syder og bobler i Venstre-kedlen. Det er de mange anonyme kilder til avisernes historier fra gårdsdagens møde jo i sig selv et bevis på. Og med Venstres åbenbare problemer med vælgerne, skal der ikke mange Venstrefolk, der lufter deres frustrationer i pressen, til, førend at våbenhvilen igen bliver brudt, og Fanden atter løs i Laksegade.