Jarls blog

Anders Fogh er sikkert “big in Japan”, mens han for tiden opholder sig i solnedgangens land. Måske skal han forlænge opholdet, for herhjemme savner færre og færre hans tilstedeværelse.

Til trods for hans imponerende talkshow på Venstres landsmøde med indlagt kurmageri overfor de offentligt ansatte, så er deres organisationer ikke imponerede over hans forslag til lønfordeling. De mener – ikke overraskende – at statsministeren forsøger at blande sig i deres ret til at forhandle løn. Berlingskes hjemmesides uofficielle meningsmåling viser, at mere end halvdelen af de formodentligt overvejende borgerligt-sindede læsere mener, at Anders Fogh IKKE kom styrket ud af landsmødet.
Det er formentlig i underkanten, hvis man spørger hele befolkningen.

Fogh er sikkert meget tilfreds med weekendens venstredrejning af Venstre, der til græsrødderne blev solgt som en “justering” af synspunkterne i forhold til befolkningens holdninger, men måske forholder det sig anderledes. Måske har Venstre bare opgivet at vinde debatten.

politik.tv2.dk skriver:

I VK-regeringens levetid har vælgerkorpset foretaget en markant venstre-drejning. I 2001 var der stort set lige mange venstre- og højreorienterede vælgere, men efter fem år med borgerlig regering er der nu tre venstreorienterede vælgere for hver højreorienteret. Det viser en analyse, som Epinion har foretaget for Ugebrevet A4 blandt 501 repræsentativt udvalgte danskere.

Analysen tager udgangspunkt i fire spørgsmål om holdning til indtægtsudjævning, statens kontrol over erhvervslivet, skat og sociale reformer. Og ved Anders Fogh Rasmussen tiltrædelse 20. november 2001 var 54 procent af danskerne traditionelt venstreorienterede og at 46 procent højreorienterede – i dag er 73 procent af danskerne til venstre og 27 til højre

Det kan ikke undre, at befolkningen er rykket til venstre. Fogh-regeringen er jo selv rykket til venstre i hvert fald på spørgsmål som indtægtsudjævning og sociale reformer. Ledende Venstre-politikere har jo forlængst opgivet at diskutere disse spørgsmål ud fra en traditionel borgerlig-liberal synsvinkel. Når synspunktet er fraværende i debatten, så påvirker det jo også meningsdannelsen. Dermed bliver socialdemokratiske synspunkter mainstream og nærmest ophøjet til naturvidenskab, takket være Claus Hjorts og Anders Foghs ulyst til at imødegå dem. Man bliver helt trist af at tænke på Uffes gamle slogan: ” If you can beat them – join them”. Og det gør man så i Venstre – for at blive siddende.

Tirsdag holder Venstres Folketingsgruppe møde, hvor Claus Hjort '“ ifølge aviserne '“ står til skideballe for at have hældt sine beskyldninger ud over tre unavngivne partifæller i et berygtet interview torsdag i Information. Det var ikke første gang det skete, og det bliver heller ikke sidste gang.

Selvom Claus Hjort på landsmødet i weekenden nærmest lignede en pryglet hund forsøgte han efter bedste evne at forklare sine personangreb, når medierne spurgte. Meningen var formentlig, at læserne og seerne – efter at have hørt hans på ingen måde angrende forklaringer – pludselig skulle udvikle en eller anden form for sympati for det mærkværdige synspunkt, at Claus Hjort – uden hensyn til almene rettigheder – kan undertrykke meningsdannelsen i partiet og agere flyvende standret i diverse medier. Blot sålænge det sker i Anders Foghs strategis hellige navn. Mit gæt er, at den vigende kreds omkring Hjort i løbet af weekenden har trøstet ham, og hans noget beklemte attitude kun er fremkommet, fordi Hjort har set sit portræt i bl.a. Ekstra Bladet under overskriften' Manden med leen', og fordi han har vidst, at det var hans optræden – sammen med principprogrammet – der prægede snakken i baren mand og mand imellem under første del af landsmødet frem til lørdag eftermiddag. Jyllandsposten skriver i dag:

Flere kilder mener, at Hjort har mistet troværdighed og sympati som Foghs indpisker og strateg, og sagen om Hjorts personangreb ventes at få et efterspil på gruppemødet i morgen. (tirsdag) Samtidig peger mange kilder i folketingsgruppen på, at der foregår en åbenlys magtkamp i V-toppen mellem Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, der er endt i opposition til hinanden på afgørende spørgsmål om politiske emner, strategi og debatkultur.

Claus Hjort er med i regeringens inderkreds og Anders Foghs nærmeste allierede og fortrolige. Det er Løkke på ingen måde. Claus Hjort står nærmest i vejen for Lars Løkke. Løkke er til gengæld i Hjorts øjne en nyttig bydreng, man sender i byen med alt muligt og indimellem umuligt. Det gør Løkke kun, fordi det er den eneste mulighed for selv at komme til fadet end dag. Hjort er – politisk set – derfor dødsens samme dag, som Løkke tager over partiet. Går det skidt for Hjort, så går det ikke helt skidt for Løkke. Man kan nok heller ikke udelukke, at Lars Løkke rent faktisk '“ sammen med en hel del andre partifæller '“ er forarget over Hjorts optræden.

Anders Fogh skal ikke være til stede ved gruppemødet tirsdag. Han er i Japan, skriver flere medier. Hjort var fraværende på det tumultagtige torsdagsgruppemøde. Det bliver spændende at se, om han vover sig ind i løvens hule tirsdag. Taktikken kunne være, at en del trofaste Hjort-tilhængere med ordet i deres magt, fx en Bertel Haarder, stiller sig op på stribe og med brask og bram forsvarer Hjorts optræden samtidig med, at de kritiserer kritikerne for '“ set i deres optik '“ at have været illoyale forud for landsmødet.

Måske er modstanden imidlertid så stor mod Claus Hjort, at ministrene m.fl falder fra, for hvorfor skulle de tage del i et tabt slag? Omvendt er der mange, der gerne vil bringe sig i position til at blive eller fortsætte som minister.

Når statsministeren ikke er med til mødet, så tipper denne blogger Leif Mikkelsen '“ som er den, der har krævet en forklaring '“ som svag favorit til at vinde det lille slag. Uanset størrelsen af skideballen, har Claus Hjort ikke desto mindre måttet se i øjnene, at frygten for ham er brudt. Gruppens medlemmer vil ikke finde sig i angreb af samme type, og hans magt i gruppen er i alle tilfælde svækket. Det er et godt tegn.

De 'flinke' mennesker på Ritzaus Bureau har fået Catinet Research til at lave en meningsmålingsundersøgelse, der viser, at kun sølle fire – FIRE – procent af befolkningen ønsker Marianne Jelved som statsminister. Dvs. at kun halvdelen af de radikales egne vælgere peger på partiets leder. Dermed er Marianne Jelveds dage som leder af partiet talte. Hun har chancet med sin tredjevejs-strategi, der nu er stendød. Fremturer Jelved alligevel '“ hvad der ikke ligger hende fjernt – bliver de radikale endnu mere til grin end de er i øjeblikket.

Spørgsmålet er nu, hvornår Jelved går af og hvem, der afløser hende som leder. Øjeblikkets favorit er Margrethe Vestager, der har opbakning blandt græsrødder, Jelved og et flertal i folketingsgruppen. Spørger man vælgerne, er Naser Khader derimod deres bud på en radikal partileder. Spørgsmålet er dog, om ikke Naser Khader har lidt meget at se til for tiden, så han kan overkomme også at være partileder?

Det eneste tredje alternativ, som denne blogger kan se for sig som leder, er Morten Helveg Petersen. Men ham er der også mange forskellige meninger om. Spændende bliver det i hvert fald.