Kategorier

Venstres Rumsfeld

Fogh bifalder Rumsfelds afgang. Måske skulle han tage ved lære af George Bush og lade sin “egen” Donald Rumsfeld beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen gå af og helt forlade regeringen. Bifaldet skal andre nok klare. I folketingsgruppen står de nærmest i kø for at slippe af med ham.

Det er, når en politik har spillet fallit, at folket kræver politikeres afgang. Det ser man i USA for tiden, hvor den netop afgående forsvarsminister Donald Rumsfeld igennem seks lange år demonstrerede enestående egenrådighed og stivnakkethed. Fx ville han ikke lytte til sine generaler og andre der prøvede at forklare ham, at hans strategi var forkert og skulle ændres.

Den danske udgave af Donald Rumsfeld er stort set ligeså stivnakket, og Claus Hjorts strategi med 'Det Nye Venstre' har spillet ideologisk fallit, sådan som Rumsfelds strategi har gjort det i Irak. Dertil kommer, at Hjort har brugt størstedelen af sin energi som folkevalgt politiker på systematisk at dræbe al gejst og nytænkning i Venstre. Det er ikke altid sket alene ved hjælp af argumenter, men også ved brug af trusler og tvang. Det er ikke en fremgangsmåde, hvor man samler sig mange venner.

Derfor bør Fogh følge Bush eksempel og snarest muligt bede Claus Hjort gå af som beskæftigelsesminister, samt at han trækker sig fra samtlige tillidsposter i gruppen. Det vil ikke ske i morgen, men det bør ske. Snart.

Tiden er løbet fra Claus Hjort. Dag for dag falder hans støtter fra i Venstres folketingsgruppe. Alle ved det og alle kan se det. Hans opbakning i gruppen er hastigt på retur – især siden Jens Rohde forlod posten som politisk ordfører, og efter regeringen '“ godt nok ufortjent – tabte troværdighed i velfærdsdebatten. Folketingsgruppen ved, at selveste Lars Løkke har været på vej væk. Selv næstformanden gider åbenbart ikke videreføre Claus Hjorts projekt. I hvert fald ikke uden at blive lovet posten som formand for Venstre. Gruppens medlemmer er heller ikke længere bange for Claus Hjort.Han kan trods alt ikke fyre hele banden, og han har med tiden slagtet tilstrækkeligt mange af gruppemedlemmerne til, at de bare automatisk bakker op, når han truer med udrensning af folk, som han mener er illoyale. Venstres gruppemedlemmer længes efter at dagene under “Clausescus regime” er til ende, og ordet atter kan blive frit. Derfor skal de efterhånden færre og færre Claus Hjort-støtter snart til at overveje hvorvidt de holder på den forkerte og udtjente hest.

Claus Hjorts problemer er formentlig ikke gået op for Anders Fogh. Hvem skulle fortælle ham det, når han praktisk talt kun lytter til Claus Hjort?

Fogh skal inden så længe stille det nye hold, der skal holde frem mod næste valg. For Venstres skyld '“ og Claus Hjorts egen '“ bør Fogh sige tak til veteranen for indsatsen og stille et nyt ministerhold med mange nye ansigter. Partiet tørster efter nyt frisk blod og ikke mindst gejst. Det nytter ikke, at Venstre kører videre, som partiet gør nu. Det kan alle se. Finanslovsresultatet viste jo, at Venstre slet ikke har nogen visioner længere. VK-regeringens ideologiske vacuum er jo endnu mere tomt end det var under Nyrup. Man er blevet en ren administration. Det vinder ingen valg.

De nye ansigter i en ny regering skal hentes udefra, og en række veteraner bør sættes fra bestillingen. Først og fremmest bør Hovmand afgå som gruppeformand. Sæt i stedet en ny ideologisk sindet person ind på posten, der har erfaring, der reelt set har opbakning og nyder bred respekt i gruppen. Den nuværende er en omvandrende vittighed, der på ingen måde i kraft af sig selv nyder nogen særlig respekt. Dertil kommer, at Thor P., Claus Hjort, Ulla Tørnæs og Hans Christian Schmidt enten er udslidte eller ligefrem kompromitterede. De har haft deres tid. Det er nu tid til helt nye folk. Fx Carl Holst eller andre talenter helt udefra, som kan bibringe regeringen nyt blod og fornyet energi.

Kategorier

Et narreværk

Det forlyder, at Thor Petersen igår på Venstres gruppemøde skamroste sig selv over at de offentlige udgifter nærmest er løbet løbsk. “Alle har fået noget”, sagde Thor begejstret, som var han en anden Anker Jørgensen. Vi taler om en mand, der som finanspolitisk ordfører ålede Lykketoft for at lade pengene fosse ud af statskassen. At sige at Thor Petersen er en politisk vendekåbe – en ideologisk kamæleon – er en underdrivelse. Hans finanslov er en hån mod liberale kernevælgere. Så vis dog, at det er Venstre og De konservative og ikke Dansk Folkeparti, der regerer dette land!

Der er andre, der ryster på hovedet over en såkaldt borgerlig regering kan puste sig op til så lidt. Der er bla. de gode folk i CEPOS:

– Thor Pedersen sagde, inden han blev finansminister, at forskellen på en V-minister og en socialdemokratisk er, at V-ministeren kan leve op til sine egne budgetmålsætninger. Men vi må konstatere, at Thor Pedersen i sin ministertid ikke har levet op til det løfte, siger cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen i dag til Berlingske.

Men der er også andre borgerlige, der demonstrerer et klarsyn. Blandt dem Claes Kastholm. Læs hvad han bl.a. skriver i sin glimrende kronik i Berlingske i dag:

– Hvis man gør status for de borgerlige fem år med Finansloven som målestok, får man et nedslående resultat. Den offentlige sektor opkræver flere penge end nogensinde. Væksten i det offentlige forbrug er langt over én procent om året og overstiger regeringens egen målsætning med omkring 50 procent. Det årlige stærkt opreklamerede drama, der går under betegnelsen finanslovsforhandlingerne, handler stadig om småpenge. I forgårs blev Finansloven 2007 færdigforhandlet ved, at Dansk Folkeparti fik forhøjet ældrechecken med 1.000 kr. og fik nedsat sodavandsafgiften med 30 øre. Hvad er det for et narreværk!

Det kan ikke siges bedre.

Kategorier

Et fravær af liberale mærkesager

Det var Dansk Folkepartis mærkesager, der blev tilgodeset ved dette års finanslov. Det kan derfor ikke undre, når Pia Kjærsgaard ifølge Berlingske erklærer sig for 'tindrende tilfreds'. Det har hun også al mulig grund til. For DF har fået det som de ville over hele linien. Oveni får DF æren for at syge og gamle har fået et løft. Det er formentlig de færreste danskere, som er imod netop disse forbedringer.

DF's chefforhandler Kristian Thulesen Dahl er i realiteten blandt Christiansborgs mest magtfulde personer. 'Tulle', som han kaldes, har endnu engang spillet kortene fornuftigt sådan, at DF fremstår som et absolut indflydelsesrigt parti med hjertet på rette sted for de svageste i samfundet. Det er DF, der sørger for at få skillingerne ud af Venstres pengepugere.

Thulesen Dahls omsorg omfatter også en anden svag gruppe i samfundet nemlig sodavandsfabrikanterne, som nu slipper med 30 øre mindre i afgift pr. liter sodavand, der ryger over disken. DF får på den måde samtidig også gjort noget ved grænsehandlen eller sagt på en anden måde: ødelagt mange indvandrerkioskers geschæft med at sælge billige polske colaer over disken. Det er en nærliggende tanke, at denne sidste fortolkning af 'grænsehandelsargumentet' ikke ligefrem falder på klippegrund hos mange DF'ere.

Der er bestemt også lavet forlig til venstre, hvor der er lavet aftaler især med de radikale, hvor der afsat massive midler af til investeringer til forskning, trafik, politi og miljø. Men dette års finanslov er efter mange avisers mening en historisk gavebod. Pengene fosser ud af statskassen, så at sige. Thor må være stolt.

Men hvor var det liberale i finansloven? Hvor var de ideologiske mærkesager? Forleden dag kom Venstres kronisk søvnige gruppeformand Svend Erik Hovmand til at indrømme til Ekstra Bladet, at skatteloftet faktisk var blevet brudt ude i nogle kommuner. Hvis det er synspunktet hos den tidligere skatteminister, hvordan skal Venstre så kunne overbevise vælgerne om at skattestoppet består? Men det er måske heller ikke meningen?
Som liberal må man dog notere, at sodavandsafgiften faktisk er et skridt i liberal retning, men hvor ellers? Hvorfor var der ikke noget guf i finansloven til Venstres kernevælgere? Er det en af Thor Petersens hemmeligheder han gemmer inde i rentekammeret? God knows.

Meget tyder ellers på, at netop liberale mærkesager for tiden er lidt på vej tilbage i Venstre, men der kommer samtidigt mange forskellige udmeldinger. Fx er flere Venstre-MF'ere i disse dage af den opfattelse, at de nu skal i gang med de liberale ideologiske projekter, som gennem lang tid har samlet støv i skufferne. Måske tillader Claus Hjort, at Venstre-MF'erne må mene noget igen – også på velfærdsområdet. Nogle forstår ikke, hvad kontrolfreaken i Prins Jørgens Gaard egentlig har gang i. Måske kom svaret i dag.

'Far', som Fogh også kaldes, har nemlig i går ringet til journalist Thomas Larsen på Berlingske Tidende for – som så mange gange før – at fortælle ham, hvad han skal skrive i sin 'analyseklumme' onsdag. (Thomas Larsen har i en del år fx også levet af at skrive ret så kedelige bøger, som politikere har indtalt på bånd for ham. Bøgerne har rædsomme titler som fx ' Fogh '“ I godtvejr og storm')
Men nu har 'Far' sagt til Thomas, at han er i gang med at lave en kvalitetsreform af den offentlige sektor. Fx er embedsmændene i gang med forberedelser, og der skal laves debatoplæg og siden tager 'far' på roadshow, hvor han vil holde 'stormøder' rundt om i landet for at få inspiration og idéer, der kan effektivisere den offentlige sektor. I klummen står:


Når det gælder den kommende kvalitetsreform, vil regeringen også skulle investere '“ og det er man klar til '“ men grundlæggende vil Fogh overbevise danskerne om, at vejen til en bedre offentlige sektor ikke kun går gennem flere penge, men nok så meget handler om at få mere kvalitet for pengene. Han vil henvise til, at i en situation med mangel på arbejdskraft kan den offentlige sektor ikke blot udvides, da det vil dræne den private sektor.

Hvis der er hold i meldingerne, at regeringen ikke bare vil øge de offentlige udgifter, men vil lægge kursen om. Så er det godt nyt, men det er formentlig ikke det, der er tilfældet. I klummen står der nemlig videre:

Fogh ved, at det bliver svært at vinde den dagsorden. Alle målinger viser, at regeringen har tabt første del af velfærdskampen, og mere sofistikerede målinger dokumenterer, at vælgerne anser Thorning for at være den stærkeste garant for velfærden. Men hvis Fogh skal vinde næste slag om velfærdspolitikken og samtidig løse en stor, reel udfordring, er han tvunget til at følge det spor, han nu har lagt.

At forbedre velfærden uden at bruge flere penge er en kæmpeopgave. Hvis det mislykkes, må Fogh bruge flere skattekroner til at finansiere det øgede offentlige forbrug – og dermed også begrænse det private forbrug.

Gad vide om skattestoppet '“ regeringens ideologiske figenblad – holder meget længere end sin fem års fødselsdag om to uger?