Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Hak i tuden til V-toppen

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 18, 2006

Comments icon

Ingen kommentarer

V-toppen med Claus Hjort og Anders Fogh i spidsen led lørdag eftermiddag et ordentlig nederlag på partiets landsmøde i Odense. Ritzau skriver, at et ændringsforslag, hvor Venstre går ind for brugerbetaling på besøg hos lægen og skadestuen, blev vedtaget. Statsministeren har i ugens løb ellers afvist alle tanker og idéer fra Venstres folketingsgruppe og Lars Løkke Rasmussen om det samme. Så Anders Fogh blev altså underkendt af landsmødet. Tænk bare! Ledelsen kvitterede bagefter med at sige, at regeringen ikke vil stille forslag om brugerbetaling. Der er åbenbart ikke meget respekt for demokratiet.

De to timer som ledelsen satte af til afstemning og debat om principprogrammet blev overskredet, og aftenfesten måtte udsættes i flere timer. Claus Hjort og Jens Skipper Rasmussen har åbenbart undervurderet debatlysten i partiet. Det viser, at græsrødderne i partiet ikke finder sig i at blive lagt i lænker af partitoppen, hvilket er et rigtigt sundhedstegn. Den imødesete debat og afstemning om den offentlige sektor og skat, der reelt afgør om Venstre bliver et socialdemolkratisk lignende parti er også overstået. V-toppen vandt afstemningerne ved, at landsmødet nedstemte alle ændringsforslag med klare flertal.

Afstemningen om brugerbetalingen og hele uroen forud for landsmødet har dog sendt det klare signal til ledelsen om, at partiets græsrødder ikke finder sig i hvad som helst. Ikke desto mindre har Venstre i dag med det nye principprogram taget et herresving ind mod midten. Med andre ord: Venstre har aldrig målt på dets principprogram været rødere!

Venstres landsmøde kan i øvrigt ses via streamning fra Venstres hjemmeside www.venstre.dk

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128
Bottom border