Valgkamp pr. stedfortræder

Det er efter min mening et rigtigt smart træk, at få statsministerfruen involveret i Darfur-indsamlingen. Alle kan være enige om, at det, der sker i området, er dybt tragisk, og alle kan være enige om, at der sker for lidt for at hjælpe folk i området. Derfor er det sympatisk at se Anne-Mette Rasmussen i den sammenhæng, og endda som protektor. Se i øvrigt. www.vihuskerdarfur.dk

Hvis man er uforskammet, så kan man indvende, at initiativet muligvis er et hattedame-arrangement, hvor “kynikerne i Venstre” forsøger at udnytte statsministerfruens menneskelige omsorg, sådan at hendes mand '“ 'Die Mensch-maschine von Prinz Jürgens Hof' bliver forbundet med andet end 'hard politics' som økonomi, krig, 'der er intet at komme efter' osv. Initiativtager til Darfur-indsamlingen er i øvrigt MF(V) Inger Støjberg, som således får sat lidt ind på plus-kontoen hos “far” til næste gang, der skal skiftes ud i regeringen.

Jeg er overbevist om, at statsministerfruen er et omsorgsfuldt og godt menneske. Og jeg køber forestillingen om, at hendes engagement i Darfur-sagen og evt. andre efterfølgende værdige sager er oprigtigt og velment. Men helt uegennyttigt kan man vist ikke sige, at det er.

En af mine gamle innovative chefer udi i kampagnekunsten foreslog engang et 'wundermiddel', der skulle virke, når en politiker under en valgkamp for alvor har gjort i nælderne. Kandidaten skal straks ringe til fx Røde Kors og melde sig som indsamler. Bagefter skal han eller hun naturligvis huske og ringe til pressen, så indsatsen bliver foreviget og når ud til vælgerne. Det er selvfølgelig kynisk spekulation i folks følelser: “Når man er indsamler for Røde Kors, så kan man ikke være så slem, som aviserne skriver.” Imidlertid fik vi aldrig lejlighed til at afprøve idéen. Man kan også indvende, at pressen i dag er konstant motivforskende (præcis som jeg), og derfor er sådan et offensivt træk måske lidt for gennemskueligt.

Da jeg for år tilbage var på 'campaign'-kursus i USA, lærte jeg lidt basisviden for politiske kandidater. Essentielt er, at tiden op til valget, kun skal bruges på to ting, formuleret i sætningen 'shake hands and dial for dollars'. Eller på dansk: Sørg for at møde vælgere og få fundraiset nogle kampagne-kroner.

Det Anne Mette reelt set er i gang med – udover at være goodwill-ambassadør for sin mand – er også at møde mennesker og pressen på vegne af den travle statsminister og vigtigst: Venstres formand. Det er valgkamp pr. stedfortræder. Faktisk synes jeg, at det er et rigtigt brug af både hendes person og hendes ressourcer. Dén mulighed, ser jeg umiddelbart ikke, at Helle Thorning har. Hendes mand, Stephen er til trods for, at han er ud af en yderst politisk familie '“ “The Kinnocks' næppe en, der har tid/lyst til at hjælpe konen på samme vis. Men jeg kan tage fejl.

Man vil økonomisere med Anne Mettes indsats, men hun kan meget vel blive den førstedame nogensinde i dansk politik, der bliver brugt offensivt i en kommende valgkamp. Måske ikke helt som i USA, hvor kandidaternes fruer (M/K) holder taler og åbner udstillinger, men lidt derhen ad.