Kategorier

Berufsverbot hos Enhedslisten

Så oprandt endelig dagen, som vi er mange, der længe har ventet på: 180grader er udkommet!

En bidsk borgerlig netavis skrevet af borgerlige journalister tager nu fat på de mange historier – som den etablerede del af dagspressen med deres overvægt af venstreorienterede journalister efter 180 graders redaktør Ole Birk Olesens mening – ikke tager fat på.

180 grader åbnede i dag i alle tilfælde med en historie, der klart udstillede venstrefløjens hykleri:

'Da vores hidtidige rengøringsmedarbejder har sagt op, søger vi en ny til rengøringen på Enhedslistens landskontor '¦ Du skal være medlem af Enhedslisten.

Sådan skriver Enhedslisten i en jobannonce på deres hjemmeside.
Enhedslisten tager i deres partiprogram afstand fra forskelsbehandling på baggrund af køn og race, men har ingen betænkninger ved at kræve en særligt politisk overbevisning af deres rengøringspersonale.

'Når det er en politisk forening er man i sin gode ret til kun at ansætte mennesker, der er medlem af foreningen, så vi alle sammen er loyale over for hinanden. Det er også sund fornuft,' siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Jørgen Arbo-Bæhr.

180grader: Hvad ville I sige til, hvis en virksomhed sagde, at de ikke ville ansætte nogen, der var medlem af Enhedslisten?

'Det giver ikke nogen mening, for en virksomhed er ikke baseret på, at man laver politik. Den er kun baseret på, om man er god til det arbejde, som man skal lave.'

180 grader: Jeres rengøringsassistent skal vel heller ikke lave politik?

'Vores rengøringsassistent indgår i et kontorfællesskab på linje med dem, der udfører de politiske beslutninger i det daglige. Dem der gør rent skal også have muligheder for at blande sig og give gode råd til hvordan alt muligt andet skal gøres.'


Nu er jeg et eller andet sted bedøvende ligeglad med, hvem Enhedslisten ansætter til at gøre rent. Men alligevel. Tænk at partiet nedlader sig til at indføre en de facto sindelagskontrol af dem, de skal have til at feje gulvet på deres kontorer. Det er jo totalt latterligt, men hvad? For min skyld, må de ansætte, hvem pokker de vil.

Det er hykleriet hos partiet, der ikke er til at holde ud. For Enhedslisten skal nok bjæffe næste gang, at der er mistanke om noget der minder om berufsverbot et eller andet sted i det private. Til den tid vil deres argumenter dog klinge noget hult, når man nu ved, hvordan de selv sorterer i deres personale og kræver partibog for et simpelt stykke rengøringsarbejde, men det giver jo god mening, når man nu ved at sådan fungerede systemet i Frank Aaen og andre kommunisters lykkeland som det hedengangne DDR.

På den anden side: Hos Enhedslisten behøver man jo ikke sige, hvad man i virkeligheden mener, for at blive til noget i partiet. Det er imamernes foretrukne politiker lige p.t. Asmaa Abdol-Hamid det bedste eksempel på. Så hvis man nu i virkeligheden er anarko-kapitalist (hard-core liberal), men står og mangler et velbetalt rengøringsjob, så kan man jo bare lyve om sine meninger og betale partikontingentet. Enhedslisten tager nemlig ikke engang deres folketingskandidaters egentlige meninger alvorligt, så alt tyder på, at de nok heller ikke i sidste ende gider sindelagskontrollere rengøringspersonalet.

I alle tilfælde tillykke til 180 grader!

Kategorier

Messerschmidt'en skudt ned

'žEs geht alles vorüber. Es geht alles vorbei.'œ Det er såmænd en strofe fra en meget populær tysk soldaterschlager fra starten af 1940'erne. Jeg er selv interesseret i tysk sprog og kultur, og jeg nynner gerne denne dybt sentimentale sang om frontsoldaten, der på sin vagt, ser de flyvende skyer passere foroven og derved funderer på, at de nok snart når hjem til 'liebe Hanne' som blev tilbage. Men hvad? Det går nok alt sammen. Es geht alles vorüber. Es geht alles vorbei. Det ender jo nok en dag. Krigen. Denne stemningsmættede schlager er dog ligeså lidt nazistisk som den endnu mere berømte sang om 'Lilli Marleen'. Ja faktisk er begge sange vel del af selve lydsporet til 2. verdenskrig.

Der findes da andre tyske sange, som man kender fra historiske film om 30ernes dramatiske politiske udvikling. Det er de nazistiske af slagsen som 'Horst Wessel'-sagen også kendt som ' Die Fahne hoch' og ' Unsere Fahne flättert uns voran'. Det er kække sange fra den af bl.a. Holocaust kompromitterede tyske nazistiske politiske bevægelse, der består af friske marschmelodier og svulstig retorik præcis som i sangene hos de øvrige rivaliserende politiske bevægelser fra 1930'erne, hvor politik blev mere radikaliseret, end godt var.

Da jeg var ung VU'er sad jeg gerne på “Toga Vinstue” i Københavns Indre by eller det hedengange værtshus nedenunder- “Christian Firtal” – og skrålede med på KU'ernes slagssang fra 1930'erne om “S.T”. dvs. “Stormtropperne”, der havde spændt skråremmen, sværtet de sorte støvler og sat stålhjelmen fast. I lokalet ved siden af forsøgte DSUere og SFUere ofte med held at overdøve os, og de var ofte akkompagneret af tidligere MF for SF Pelle Voigt på guitar, med de rigtigt røde sange fra 30'erne. Deres budskab om de politiske modstanderes skæbne var ikke meget mildere end KU’ernes: Det handlede om at 'bourgeoisiet' snart skulle regne med at blive klynget op i den nærmeste lygtepæl. Og tit stemte mange af os borgerlige såmænd i, for folk fra VU og de ungradikale udsprang jo ikke ligefrem selv fra radikale politiske bevægelser, men vi syntes ikke desto mindre, at det faktisk var langt sjovere at synge med på kommunisternes røde sange og KU's slagssang om 'Eriks politi', der snart kom, ryddede op og hentede “de røde” efter det vundne næveslagsmål. “Erik” var naturligvis den daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen. Ak ja.

Fælles for alle disse svulstige sange var, at de indeholdt politiske budskaber og metoder, som ikke en levende sjæl tog eller tager alvorligt. Præcis som i flere af de demokratiske landes nationalsanges tekster. Den politiske kamp på Toga gik i realiteten kun ud på at skråle højest, alt mens man indtog litervis af øl! Det var herlige timer med kammerater fra alle de politiske ungdomsforeninger!

Operaelskeren og den lejlighedsvise skabsliberalist Morten Messerschmidt (ikke at forveksle med det berømte jagerfly fra 2.verdenskrig Messerschmitt 109) har ifølge Berlingske Online søndag meldt sig ud af Dansk Folkeparti for at blive løsgænger. Det er ifølge samme avis sket på opfordring fra Dansk Folkepartis øverste ledelse, hvad Pia Kjærsgaard dog benægter.

Udmeldelsen af DF er sket efter en mærkværdig historie, som BT bragte lørdag, hvor den meget sangglade operafan Messerschmidt i restaurant “Grøften” i Tivoli forleden angiveligt skulle have 'heilet' og 'afsunget nazisange'. Messerschmidt har indrømmet, at have været beruset, opstemt og at have opført sig tåbeligt, men afviser i øvrigt BTs oplysninger. Han har krævet et dementi af avisen, der dog fastholder historien. Blandt vidnerne til optrinnet er Torben Lund – den tidligere socialdemokratiske sundhedsminister. Et andet – og mere troværdigt vidne – Bakkesangersken Dot Wessman afviser dog blankt Lunds udlægning. Alt i alt har Messerschmidt dog åbenbart ikke helt kunnet overbevise Pia Kjærsgaard om, at han hverken har heilet eller sunget nazistiske sange i Tivoli. Det bliver derfor spændende at se, hvad retten siger til den sag, Messerschmidt som bebudet, nu vil anlægge.

Men hvad er det for sange, som Morten Messerschmidt egentlig har sunget?

Ifølge Jarls Blogs oplysninger har han sunget den stærkt nationalistiske fædrelandsang 'Rule Britannia'. Den er britisk og dejlig svulstig. Var den tysk, så var den næppe blevet sunget mere.

Messerschmidt har imidlertid også sunget på tysk! Ja, han havde såmænd afsunget Tysklands nationalsang fra perioden 1919-1945. Den svulstige nationalromantiske 'žDeutschland Deutschland über Alles'œ. Sangen er dog stadig den dag i dag Forbundsrepublikkens Tysklands nationalsang.

Oprindeligt er det en sang på fire vers, men bl.a. især på grund af første vers ofte let misforståede og kompromitterede tekst, så synges dette vers om 'Tyskland over alt' ikke længere. Siden 1949 synger man kun det 3. vers om 'Enighed, ret og frihed for det tyske fædreland'.

Den nationalistiske sang 'žDeutschland, Deutschland über alles' er altså ikke en nazistisk sang. Den blev skrevet så tidligt som i 1841 – altså 100 før 2. verdenskring – og handler i virkeligheden om et håb om samling af de dengang mange små tyske småstater til ét stort fædreland, Tyskland. Også mange tyske liberale bl.a. i de dengang danske hertugdømmer Slesvig og Holsten delte den drøm, der siden blev realiseret af Prøjsen i 1871, da Wilhelm I blev tysk kejser i Versailles.

'Deutschlandslied', eller “Lied der Deutschen” som sangen i øvrigt også kaldes, var nationalsang også under den demokratiske Weimarrepublik i årene 1919-1933.

Avisen BTs redaktion har – uvist af hvilke grunde – valgt ikke at undersøge om, hvorvidt den sang, som Messerschmidt sang, var nazistisk eller ej.

Sangen var tysk OG nationalistisk. Ergo var den nazistisk. Alt tysk romantisk kultur af wagnersk snit bliver åbenbart opfattet som nazistisk af BTs åndsfattige redaktion. I kommunikation taler man om, at Messerschmidt er blevet offer for loven om al tings sammenblanding:

Vi har en DF’er med et tysk navn – som mange forbinder med jagerflyet – der ind imellem ytrer rabiate synspunkter og synger nationalistiske sange på tysk. Han er fuld og opfører sig – efter eget udsagn – tåbeligt og så “heiler” han, skriver BT. Så er der ikke langt til at fastslå, at Messerschmidt rent faktisk sang nazi-sange, hvad han selv siger, at han ikke gjorde.

Uanset hvad, så fik BT med Messerschmidts afgang fra DF – ødelagt hans politiske karriere, men det er vel nok en billig baggrund, at det er sket på: Egen uvidenhed og andres fordomme. Journalistisk vil andre kalde det for uvederhæftigt.

I denne sag forsvarer jeg Morten Messerschmidt. For naturligvis skal man i et frit og åbent samfund have lov at synge svulstige fædrelandssange offentligt. Også på tysk og uden at blive anklaget for at være nazist.

Men skulle jeg give andre politikere et godt råd, så lad dog for fremtiden helt være med at synge offentligt på tysk overhovedet. For risikoen for, at man kunne blive misforstået af uvidende mennesker med kun ondt i sinde, er simpelthen for stor.

Hvis jeg var abonnent på avisen BT, så ville jeg ikke skilte med det, for dermed at blive taget for at være ligeså uvidende som BTs redaktion.

Men hvor er resten af pressen henne i sagen? Hvorfor har 'lemmingerne' ikke spurgt Messerschmidt og 'vidnerne' om hvad det var, som DF-politikeren rent faktisk sang? Er journalisterne ligeså uvidende om tysk kultur eller køber de bare blankt, hvad kollegerne på Baby Times har bragt til torvs?

Nu har jeg ikke selv gået på den fine højskole oppe i Ã…rhus, men jeg ved fra venner, der har gået der, at man skam lærer kildekritik deroppe. Måske det snart var tiden, at nogle journalister demonstrerede, at de rent faktisk ind imellem også anvender denne kildekritik?

Hjælpelink til BTs journalister om “Deutschlandslied”

Update: Messerschmidt holder også til på Toga ind imellem. Nu fortæller en SFU’ er til Berlingske, at han angiveligt også skulle have “heilet” på ungdomspolitikernes gamle vandingssted. Det har Garby skrevet en fin lille kommentar om.

P.s. “Nikolaj” gør opmærksom på, at melodien til “Deutschlandslied” faktisk er skrevet af et af wienerklassikkens største navne, nemlig selveste Joseph Haydn i det Herrens år 1797 og faktisk til en tekst, der hylder den østrigske kejser Franz. Eller med lidt andre ord: Den var engang kejserdømmet Østrig-Ungarns nationalmelodi, hvor man sang “Gott erhalte Franz den Kaizer” i første strofe. Senere er melodien endog tilføjet som variationssats til Haydns strygerkvartet, der er kendt under navnet “Kejserkvartetten”. Det var lidt for de forhåbentlig mange musikinteresserede blandt vore læsere! Men samtidig understreges pointen med, at Morten Messerschmidts efter alt at dømme og på flere måder berusende sang i Tivoli absolut ikke hverken i tekst eller melodi, var “nazistisk”.

Kategorier

MFere blogger stort set ikke

Danske medlemmer af folketinget blogger som hovedregel ikke og blandt de par håndfulde på Christiansborg, der gør det, tager reelt set kun et fåtal mediet alvorligt.

Politikere generelt har et behov for at signalere overfor vælgerne, at de skam er med på noderne og til stede på nettet, men i realiteten er tilstedeværelsen på webben allerhøjst halvhjertet. Hjemmesider bliver fx sjældent opdateret, og sammenligner man med amerikanske folkevalgte politikeres hjemmesider, ja så er det en ren ynk.

Realiteten er, at politikernes websites m.v. i Danmark er udliciteret til partiernes kreative og tekniske kadrer og et par kvikke penne fra pressetjenesterne skriver de sædvanlige almindeligheder på hjemmesiderne, og det svarer fuldstændig til, hvad man kan læse i partiernes pjecer. Tjek toppolitikernes hjemmesider og hvad får man: De samme dødssyge pressemeddelelser som pressetjenesterne spytter ud i en lind strøm i det forfængelige håb, at en eller anden journalist på mailinglisten forbarmer sig og bruger et par linjer derfra.

Blogs? Get-out-of-here! Der findes skam et par hæderlige blogs, men de skrives af politikere i anden række og er efter min mening lidt for hel- eller halvnarcissistiske til, at man kan holde ud at læse dem i længden. Det er meget med, 'at så gjorde jeg' og 'jeg mener” og så bliver der ellers læst op af partiernes manifester. Det er så dødsens kedsommeligt, at selv deres kredsformand lyver, hvis han vitterlig påstår, at han eller hun læser bloggen! Endsige synes den er spændende! De få hæderlige blogs, der er skrevet af MF'ere, er karakteriseret ved, at de beretter noget nyt og/eller opsigtsvækkende, der gør dem interessante. Kun et betydeligt mindretal kan betegnes som velskrevne og endnu færre er decideret underholdende at læse.

Hvad så med toppen af poppen i dansk politik? De er totalt fraværende. Ministre og A-kæden i det danske folketing har ikke tid til den slags pjat. De tager det efter alt at dømme simpelthen ikke blogs alvorligt. Imidlertid skriver de fleste et ugentligt nyhedsbrev, som nok kun læses af hardcore-organisationsfolk og journalister for det tilfælde, at der mod forventning måtte stå noget interessant.

Der eksisterer kun ganske få blogs fra folketingets medlemmer. Jeg har f.eks. ikke fundet en eneste blandt de konservative MF'ere, der blogger. Kun to Venstre-MF'ere er at tælle blandt bloggerne. Kun et MF fra hvert af partierne DF og Enhedslisten blogger. Det er især MF'ere fra SF (3) og de radikale (5), der bruger blogmediet. Og endelig er der en række yngre socialdemokrater (3) som blogger.

Det er karakteristisk, at det stort set kun er MF'ere på under et par og 40 år, der gider gøre sig den ulejlighed at blogge, med undtagelse af de to radikale veteraner Lone Dybkær og Niels Helveg Petersen.

Disse bloggere fortjener alle mere ros end ris. Ikke desto mindre har jeg – ligesom politikerne har for vane – gjort mig til en selvbestaltet smagsdommer – og bedømt MF’ernes blogs efter det dybt primitive karaktersystem 1-5.

Skalaen dækker over design. Hvor hyppigt man skriver og er det interessant? Bliver der anvendt en raffineret retorik? Er bloggen i det hele taget velskrevet? Og endelig: Er det muligt at indlede en dialog med bloggeren.

Gode og læseværdige blogs:

Niels Helveg Petersen, RV. Tæt på at være den bedste blogger på Christiansborg. Klassisk elegant stil. Glimrende retorik. Fin længde på indlæg. Gode analyser og interessante iagttagelser, som man kun kan forvente det fra veteranen. Lidt for langt mellem indlæggene på det sidste. 4

Ellen Trane Nørby, V. Hæderligt design. Frisk sproglig stil og meget anekdotepræget. En smule uforudsigelig og rimelig flittig. 4

Rasmus Prehn, S. Rimeligt design, retorisk hæderligt. Velskrevet. Anekdoteagtigt og ikke helt uinteressant. 4

Jævne blogs, der dog ikke imponerer.

Magnus Heunicke, S. Flittig skribent og udmærket design. Retorikken er ikke specielt veludviklet, men bloggen er nogenlunde velskrevet. Generelt for kedelige emner, bortset fra post om rydningen af Jagtvej 69, som var topklasse! 3

Rune Lund, Enhedslisten. Klare men meget forudsigelige holdninger. Rimelig velskrevet blog i klassisk agitprop-stil. Design rimeligt. Flittig. Bloggen giver dog indtryk af at være opbevaringsplads for brugte læserindlæg til aviserne. 3

Simon Emil Ammitzbøll, RV. Velskrevet og retorisk glimrende. Hæderligt design. Burde dog skrive meget oftere. Måske bedste blogger in spe blandt de yngre MF'ere. 3

Morten Messerschmidt; DF (nu løsgænger) '“ Klare holdninger og ikke så meget pis! Velskrevet. Lige lovlig frelst ind imellem. Kunne udvikle sig til at blive en fabelagtig blogger, men designet er ikke værd at skrive hjem om. 3

Morten Østergaard, RV Gud-hjælpe-mig om ikke Mortens ordførertale til Forespørgsel F37 er første post på bloggen! Det er altså ikke voldsomt tjekket at have liggende på sin blog. Okay design med billede. Rimelig flittig til at poste, men retorisk er det på det jævne og teksterne er ikke overdrevent spændende. 3

Morten Helveg Petersen, RV. Klart lækreste design. Klassisk om end en kende for minimalistisk blogstil. Semi-flittig. Der er bestemt et stort uudnyttet potentiale, for Morten tager endnu ikke mediet alvorligt.3

Lone Dybkjær, RV. Pænt design med en klassisk dagbogsagtig blogstil. Retorisk glimrende, men teksterne er desværre ikke voldsomt interessante at læse for ret mange. Flittig! 3.

Blogs med plads til en hel del forbedringer.

Kirsten Brosbøl, S Meget jeg-orienteret og læserbrevsagtig stil, der er ligeså forudsigelig som sædvanlig politisk propaganda. Design ikke vildt spændende. Rimelig velskrevet og klart med potentiale til meget mere. Sammen med Magnus Heunicke og Rasmus Prehn en smule fantasiforladt siden alle tre på samme tid på deres respektive blogs skriver om DSBs Wildcard-ordning. 2

Pernille Vigsø Bagge, SF. Forudsigelig, kedsommeligt opremsende og ekstremt selvcentreret. Retorisk næsten på børnehavestadiet. Taler ned til læseren. Hæderligt design. 2

Ole Sohn, SF. Har postet én egentlig blogtekst, der var rimelig læseværdig, men ikke voldsomt interessant (Den om Asger Jorn). Sohn skal nok lige vende sig til, at bloggen ikke lige er stedet at poste 'kommuniqué’er' og opråb til folket, men han har fat i, hvad den kan bruges til. Rimeligt design. 2

Pernille Frahm, SF. Man føler bestemt indignationen i teksterne, men stilen minder mere om et raserianfald på skrift end en blogtekst. Ikke specielt velskrevet, men man kan helt sikkert i teksten fornemme de røde faner, der blafrer på en blank og vårfrisk dag. Hæderligt design. 2

Søren Pind, Venstre. Fint, originalt design, men der er alt for langt mellem indlæggene og der er ikke mulighed for at skrive kommentarer. Sprogligt er det udmærket, men man sidder med fornemmelsen af at han holder noget tilbage. Pind har, ligesom bloggen, potentiale til så meget mere. 2
Pinds blog er anmeldt af David Troels Garby, www.dansk-politik.dk

Pinds blog skal dog fremhæves en smule, fordi at den i to tilfælde faktisk har givet anledning til historier i medierne.

Helt generelt skal politiker-bloggerne blive bedre til at linke til det, som de skriver om.