'žEs geht alles vorüber. Es geht alles vorbei.'œ Det er såmænd en strofe fra en meget populær tysk soldaterschlager fra starten af 1940'erne. Jeg er selv interesseret i tysk sprog og kultur, og jeg nynner gerne denne dybt sentimentale sang om frontsoldaten, der på sin vagt, ser de flyvende skyer passere foroven og derved funderer på, at de nok snart når hjem til 'liebe Hanne' som blev tilbage. Men hvad? Det går nok alt sammen. Es geht alles vorüber. Es geht alles vorbei. Det ender jo nok en dag. Krigen. Denne stemningsmættede schlager er dog ligeså lidt nazistisk som den endnu mere berømte sang om 'Lilli Marleen'. Ja faktisk er begge sange vel del af selve lydsporet til 2. verdenskrig.
Der findes da andre tyske sange, som man kender fra historiske film om 30ernes dramatiske politiske udvikling. Det er de nazistiske af slagsen som 'Horst Wessel'-sagen også kendt som ' Die Fahne hoch' og ' Unsere Fahne flättert uns voran'. Det er kække sange fra den af bl.a. Holocaust kompromitterede tyske nazistiske politiske bevægelse, der består af friske marschmelodier og svulstig retorik præcis som i sangene hos de øvrige rivaliserende politiske bevægelser fra 1930'erne, hvor politik blev mere radikaliseret, end godt var.
Da jeg var ung VU'er sad jeg gerne på “Toga Vinstue” i Københavns Indre by eller det hedengange værtshus nedenunder- “Christian Firtal” – og skrålede med på KU'ernes slagssang fra 1930'erne om “S.T”. dvs. “Stormtropperne”, der havde spændt skråremmen, sværtet de sorte støvler og sat stålhjelmen fast. I lokalet ved siden af forsøgte DSUere og SFUere ofte med held at overdøve os, og de var ofte akkompagneret af tidligere MF for SF Pelle Voigt på guitar, med de rigtigt røde sange fra 30'erne. Deres budskab om de politiske modstanderes skæbne var ikke meget mildere end KU’ernes: Det handlede om at 'bourgeoisiet' snart skulle regne med at blive klynget op i den nærmeste lygtepæl. Og tit stemte mange af os borgerlige såmænd i, for folk fra VU og de ungradikale udsprang jo ikke ligefrem selv fra radikale politiske bevægelser, men vi syntes ikke desto mindre, at det faktisk var langt sjovere at synge med på kommunisternes røde sange og KU's slagssang om 'Eriks politi', der snart kom, ryddede op og hentede “de røde” efter det vundne næveslagsmål. “Erik” var naturligvis den daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen. Ak ja.
Fælles for alle disse svulstige sange var, at de indeholdt politiske budskaber og metoder, som ikke en levende sjæl tog eller tager alvorligt. Præcis som i flere af de demokratiske landes nationalsanges tekster. Den politiske kamp på Toga gik i realiteten kun ud på at skråle højest, alt mens man indtog litervis af øl! Det var herlige timer med kammerater fra alle de politiske ungdomsforeninger!
Operaelskeren og den lejlighedsvise skabsliberalist Morten Messerschmidt (ikke at forveksle med det berømte jagerfly fra 2.verdenskrig Messerschmitt 109) har ifølge Berlingske Online søndag meldt sig ud af Dansk Folkeparti for at blive løsgænger. Det er ifølge samme avis sket på opfordring fra Dansk Folkepartis øverste ledelse, hvad Pia Kjærsgaard dog benægter.
Udmeldelsen af DF er sket efter en mærkværdig historie, som BT bragte lørdag, hvor den meget sangglade operafan Messerschmidt i restaurant “Grøften” i Tivoli forleden angiveligt skulle have 'heilet' og 'afsunget nazisange'. Messerschmidt har indrømmet, at have været beruset, opstemt og at have opført sig tåbeligt, men afviser i øvrigt BTs oplysninger. Han har krævet et dementi af avisen, der dog fastholder historien. Blandt vidnerne til optrinnet er Torben Lund – den tidligere socialdemokratiske sundhedsminister. Et andet – og mere troværdigt vidne – Bakkesangersken Dot Wessman afviser dog blankt Lunds udlægning. Alt i alt har Messerschmidt dog åbenbart ikke helt kunnet overbevise Pia Kjærsgaard om, at han hverken har heilet eller sunget nazistiske sange i Tivoli. Det bliver derfor spændende at se, hvad retten siger til den sag, Messerschmidt som bebudet, nu vil anlægge.
Men hvad er det for sange, som Morten Messerschmidt egentlig har sunget?
Ifølge Jarls Blogs oplysninger har han sunget den stærkt nationalistiske fædrelandsang 'Rule Britannia'. Den er britisk og dejlig svulstig. Var den tysk, så var den næppe blevet sunget mere.
Messerschmidt har imidlertid også sunget på tysk! Ja, han havde såmænd afsunget Tysklands nationalsang fra perioden 1919-1945. Den svulstige nationalromantiske 'žDeutschland Deutschland über Alles'œ. Sangen er dog stadig den dag i dag Forbundsrepublikkens Tysklands nationalsang.
Oprindeligt er det en sang på fire vers, men bl.a. især på grund af første vers ofte let misforståede og kompromitterede tekst, så synges dette vers om 'Tyskland over alt' ikke længere. Siden 1949 synger man kun det 3. vers om 'Enighed, ret og frihed for det tyske fædreland'.
Den nationalistiske sang 'žDeutschland, Deutschland über alles' er altså ikke en nazistisk sang. Den blev skrevet så tidligt som i 1841 – altså 100 før 2. verdenskring – og handler i virkeligheden om et håb om samling af de dengang mange små tyske småstater til ét stort fædreland, Tyskland. Også mange tyske liberale bl.a. i de dengang danske hertugdømmer Slesvig og Holsten delte den drøm, der siden blev realiseret af Prøjsen i 1871, da Wilhelm I blev tysk kejser i Versailles.
'Deutschlandslied', eller “Lied der Deutschen” som sangen i øvrigt også kaldes, var nationalsang også under den demokratiske Weimarrepublik i årene 1919-1933.
Avisen BTs redaktion har – uvist af hvilke grunde – valgt ikke at undersøge om, hvorvidt den sang, som Messerschmidt sang, var nazistisk eller ej.
Sangen var tysk OG nationalistisk. Ergo var den nazistisk. Alt tysk romantisk kultur af wagnersk snit bliver åbenbart opfattet som nazistisk af BTs åndsfattige redaktion. I kommunikation taler man om, at Messerschmidt er blevet offer for loven om al tings sammenblanding:
Vi har en DF’er med et tysk navn – som mange forbinder med jagerflyet – der ind imellem ytrer rabiate synspunkter og synger nationalistiske sange på tysk. Han er fuld og opfører sig – efter eget udsagn – tåbeligt og så “heiler” han, skriver BT. Så er der ikke langt til at fastslå, at Messerschmidt rent faktisk sang nazi-sange, hvad han selv siger, at han ikke gjorde.
Uanset hvad, så fik BT med Messerschmidts afgang fra DF – ødelagt hans politiske karriere, men det er vel nok en billig baggrund, at det er sket på: Egen uvidenhed og andres fordomme. Journalistisk vil andre kalde det for uvederhæftigt.
I denne sag forsvarer jeg Morten Messerschmidt. For naturligvis skal man i et frit og åbent samfund have lov at synge svulstige fædrelandssange offentligt. Også på tysk og uden at blive anklaget for at være nazist.
Men skulle jeg give andre politikere et godt råd, så lad dog for fremtiden helt være med at synge offentligt på tysk overhovedet. For risikoen for, at man kunne blive misforstået af uvidende mennesker med kun ondt i sinde, er simpelthen for stor.
Hvis jeg var abonnent på avisen BT, så ville jeg ikke skilte med det, for dermed at blive taget for at være ligeså uvidende som BTs redaktion.
Men hvor er resten af pressen henne i sagen? Hvorfor har 'lemmingerne' ikke spurgt Messerschmidt og 'vidnerne' om hvad det var, som DF-politikeren rent faktisk sang? Er journalisterne ligeså uvidende om tysk kultur eller køber de bare blankt, hvad kollegerne på Baby Times har bragt til torvs?
Nu har jeg ikke selv gået på den fine højskole oppe i Ã…rhus, men jeg ved fra venner, der har gået der, at man skam lærer kildekritik deroppe. Måske det snart var tiden, at nogle journalister demonstrerede, at de rent faktisk ind imellem også anvender denne kildekritik?
Hjælpelink til BTs journalister om “Deutschlandslied”
Update: Messerschmidt holder også til på Toga ind imellem. Nu fortæller en SFU’ er til Berlingske, at han angiveligt også skulle have “heilet” på ungdomspolitikernes gamle vandingssted. Det har Garby skrevet en fin lille kommentar om.
P.s. “Nikolaj” gør opmærksom på, at melodien til “Deutschlandslied” faktisk er skrevet af et af wienerklassikkens største navne, nemlig selveste Joseph Haydn i det Herrens år 1797 og faktisk til en tekst, der hylder den østrigske kejser Franz. Eller med lidt andre ord: Den var engang kejserdømmet Østrig-Ungarns nationalmelodi, hvor man sang “Gott erhalte Franz den Kaizer” i første strofe. Senere er melodien endog tilføjet som variationssats til Haydns strygerkvartet, der er kendt under navnet “Kejserkvartetten”. Det var lidt for de forhåbentlig mange musikinteresserede blandt vore læsere! Men samtidig understreges pointen med, at Morten Messerschmidts efter alt at dømme og på flere måder berusende sang i Tivoli absolut ikke hverken i tekst eller melodi, var “nazistisk”.