Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Vesselbo dementerer Ny Alliance-skift

Author icon

Skrevet af

Clock icon

maj 29, 2007

Comments icon

15 kommentarer

Seneste update tirsdag kl 18.33

Historien om, at Vesselboe går til Ny Alliance dementeres!

– Historien passer simpelthen ikke. Dagen i dag vil vise, at det er en løgnehistorie, siger Eyvind Vesselbo til berlingske.dk.

Vesselbo afviser også overfor Anders Krab TV2 News, at han nu eller senere skulle springe til Khaders tropper.

Hvordan man end vender og drejer det, så er det ved at udvikle sig til en lidt pinlig sag for Politiken.

Her til morgen skriver Politiken:

På trods af Vesselbos afvisning af et partiskifte, fastholder Politikens journalist Christine Cordsen, at politikeren har været på vej ud af partiet.

 »Vi er helt sikre på, at der har været kontakter mellem Vesselbo og Ny Alliance, og at der i går var en aftale om, at han skulle skifte «, siger Christine Cordsen til Radioavisen

Den oprindelige historie fra Politiken lød på, at yderligere en venstremand, MF Eyvind Vesselbo skulle være gået over til Ny Alliance. Den første var MF Leif Mikkelsen.

Yderligere vil en tredje Venstremand – ifølge avisen – følge med Vesselboe og Mikkelsen over i Naser Khaders parti. Dermed er VKO-flertallet nede på 90, og et snarligt valg rykket betydeligt nærmere.

Politiken Online skrev mandag aften:

På Christiansborg blev det bemærket, at Eyvind Vesselbo mødte op på det pressemøde, hvor Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg præsenterede deres nye parti. Vesselbos partiskifte har da også været i støbeskeen i flere uger.

Ifølge Politikens oplysninger var det oprindelig meningen, at Eyvind Vesselbo ville tage springet umiddelbart efter Leif Mikkelsen. Men da Anders Fogh efter Mikkelsens exit udtrykte sig på en måde, der kunne opfattes som en trussel om valg, blev det besluttet at vente lidt.

Vesselbo benægter ikke, at han har haft samtaler med Naser Khader. Han vil dog ikke sige noget om, hvad de har talt om. Kommentator Peter Mogensen og resten af holdet på Politiken fastholder, at historien holdt vand, men at Vesselboe fik kolde fødder henover natten og sprang i målet.

Vesselbo kalder efter Venstres gruppemøde hele historien for det “pure opspind”. Oven i siger han, at han i går dementerede historien overfor Politiken, da en journalist ringede til ham for en kommentar til nyheden. Det er ret pinligt for Politiken, hvis Vesselbos oplysning er korrekt. Han har nummeret og tidspunktet for samtalen på sin mobiltelefon, siger han.

Politiken skylder sine læsere en forklaring, men det kan godt blive svært uden at afsløre kilderne, som jeg gætter på, skal findes i Ny Alliance.

Tirsdag eftermiddag bekræfter Naser Khader i hvert fald dele af historien:

– Normalt kommenterer vi i Ny Alliance ikke, hvem vi er i dialog med. For det er vi med en del. Men i denne sag er vi nødt til at sige, at vi har været i dialog med Eyvind Vesselbo, og vi har haft en forståelse af, at han var interesseret i at skifte til Ny Alliance. Hvis han har ombestemt sig i sidste øjeblik, så har vi fuld forståelse for det, siger Naser Khader til politiken.dk

Til det siger Vesselbo, at Khader og Co. har “overfortolket” hans interesse:

– Jeg har snakket med Naser Khader – også om Ny Alliance – og hvis han har opfattet mine udtalelser om, at det er fint med Ny Alliance, som at jeg vil melde mig ind, så har han overfortolket det, som jeg har sagt. Hvis han har haft det klare indtryk, at jeg ville skifte, så har han haft et forkert udgangspunkt, siger Eyvind Vesselbo til Ritzau.

Det er efter min mening dog hinsides enhver tvivl, at Vesselbo som minimum har sonderet terrænet for et evt. skifte til Ny Alliance.

Det øger yderligere Politikens troværdighed, at Vesselbo underligt nok ikke kræver en såkaldt “berigtigelse” af avisen:

– Det er historien ikke vigtig nok til, siger han.

Her knækker filmen lidt for Vesselbo. Det er jo en gratis omgang at kræve en berigtigelse, medmindre at han altså ikke er interesseret i, at der kommer ting frem, som helst skal blive i skabet.

Kan man forestille sig, at Vesselbo på et senere tidspunkt alligevel går til Ny Alliance? Sagtens, men hvis Vesselbo vil bevare sin høje troværdighed, så var det i dag, at han skulle gå. På den anden side, så løj Naser Khader også helt frem til snorene for sit soloridt med statements som “Ich bin ein radikaler”. For i politik må man godt lyve om partiskift. Det er op til vælgerne at straffe den slags.

Jeg er ikke i tvivl om, at Fogh og Hjort forlængst har gennemskuet hele situationen omkring Vesselbo og i øvrigt længe har holdt et vågent øje med alle tegn på faneflugt i Venstres folketingsgruppe.

Politikens kommentator Peter Mogensen – som jo et eller andet sted er part i denne sag – strammer skruen en anelse ved at fastslå i sin kommentar tirsdag eftermiddag, at Vesselbo “kæmper for sit politiske liv”. Begrundelsen er, at Vesselsbos troværdighed internt i Venstre er tyndslidt efter dagens ikke specielt heldige forløb. Mogensen har helt sikkert en pointe i, at vægelsind omkring partitilhørsforhold ikke ligefrem er en dyd i politik, og der er slet ingen tvivl om, at der i fremtiden vil blive kigget skævt i Venstres folketingsgruppe til Vesselbo.

Et andet spørgsmål er dog, om V-toppen har været inde over for at forhindre Vesselbos afhopning med en eller anden form for tilbud. De har en klar interesse i at “sætte prop i hullet”. Claus Hjort har tidligere benyttet “stokkeslag” som drivmiddel, måske – og det er ren spekulation – har han denne gang benyttet sig af “gulerod” for at få Vesselbo til at blive?
Måske har Claus Hjort endda givet ham et bedre tilbud i løbet af aftenen. Det kan jo være, at han figurerer på en ny ministerliste lige efter sommerferien?

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    15 Comments

  1. Rasmus

    sagde den 29. maj 2007 kl. 14:43:

    Jeg tror, at scenariet med kolde fødder over natten er realistisk. Vesselbo har i løbet af dagen været meget ulden omkring hans tilknytning til Venstre.

  2. Ask M-N

    sagde den 29. maj 2007 kl. 16:16:

    Jeg tror egentlig også på, at Vesselbo har fået et godt tilbud fra partiledelsen – hvorfor skulle han ellers blive? Hans troværdighed i partiet er jo ikke ligefrem skyhøj når det er så åbenlyst, at han har været langt i overvejelserne om et partiskifte.

    Desuden er han jo oprindeligt socialdemokrat – så han har i forvejen ikke en lang og tro tjeneste i Venstres organisation.

  3. Søren Nørskov Pedersen

    sagde den 29. maj 2007 kl. 18:48:

    Jeppe Nybroe i 18.30 tv-avisen kaldte episoden for “dobbeltspil” fra Vesselbos side. Jeg er ret sikker på, at Jeppe Nybroes definition af dette ord er forskellig fra min egen.

    Nu hører jeg ikke til dem, der altid råber “røde lejesvende” efter DR’s journalister, men jeg må nok sige at anvendelsen af ordet “dobbeltspil”, der jo unægteligt lugter af fordækthed og ilde intentioner, er at gå over stregen. Man kan jo spørge sig selv om Jeppe Nybroe ville have anvendt ordet “dobbeltspil” hvis det havde været rygter om en MF fra SF, som måske, måske ikke, ville skifte til Soc.dem.

    Hvad mener I andre?

  4. Jarl Cordua

    sagde den 29. maj 2007 kl. 19:00:

    3. Meget enig med dig, Søren.

    Dobbeltspil er noget man foretager sig med fortsæt. Man bringer sig jo ikke i sådan en vanskelig situation som Vesselbo er kommet i med vilje.

    Det er snarere et lærestykke i, at man skal holde sine kort tæt ind til kroppen i den slags situationer.

  5. nai

    sagde den 29. maj 2007 kl. 19:50:

    Men hvorfor går Khader dog ud og støtter Politikens historie? Er det mon ham der er kommet til at lække til pressen? Det giver da ikke nogen mening at han går ud med en historie, som grundlæggende undergraver egen troværdighed.

    /Nicolai

  6. Jakob

    sagde den 29. maj 2007 kl. 21:43:

    Der er jo også den mulighed, at han har fået et dårligere tilbud: Altså at det vil få konsekvenser, hvis han skifter netop nu.

  7. Peter Løhmann

    sagde den 29. maj 2007 kl. 22:53:

    Det undrer mig, at de danske medier ikke har kontaktet Vesselbos kredsformand i Venstre, da det ellers er kutyme at kontakte “baglandet” for dette og hint. Vesselbo er valgt for Ã…rhus Sydkreds, men jeg mener at have hørt noget om, at han gern ville skifte kreds? Kan du evt. huske mere om dette, Jarl (eller andre)?

    Om ikke andet er der jo en voldsom konkurrence om mandaterne for Venstre her i Østjyske Storkreds. Der er Karen Jespersen, Troels Lund Poulsen og stemmeslugere som ex-borgmester fra Randers Michael Aastrup og Anne-Mette Winther Christiansen på Djursland.

    Regeringsmagten slider på Venstres vælgeropbakning, og man må forvente de taber mandater, og dermed også let kunne tabe mandater i Østjyske Storkreds, hvor de i øjeblikket har seks.

    Kunne denne partiinterne konkurrence om stemmer i Østjylland have været en af Vesselbos bevæggrunde?

  8. Jarl Cordua

    sagde den 30. maj 2007 kl. 07:41:

    7: Det har jeg ikke hørt.

    Vesselbo udtalte i går på News at han følte sig rimeligt fortrøstingsfuld mht til at blive valgt i Ã…rhus.

    Jeg tror simpelthen at det handler om, at Vesselbo har følt sig fristet af NA. Det tyder hans meget varme ord om NA jo også på. Og på News igår så fik han – igen – formuleret sig underligt kryptisk, der igen klart indikerede, at han faktisk havde overvejet at skifte.

    Den gode Vesselbo er mildest talt ikke helt som folk er flest.

  9. Peter Løhmann

    sagde den 30. maj 2007 kl. 07:51:

    Burde organisationen i Ã…rhus Syd ikke protestere mod Vesselbos flimrende udtalelser?

    Med mindre selvfølgelig uskikken med at kommandere med enkeltmedlemmer fra particentralen griber om sig (http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2007/03/07/083907.htm?wbc_purpose=updatehttp%253A)

  10. Jarl Cordua

    sagde den 30. maj 2007 kl. 09:01:

    9:

    Jo, men nu er det vel lykkes for Vesselbo at overbevise alle at han bliver. Det tog så næsten et helt døgn.

    I Politiken i dag afviser Troels Lund “kategorisk”, at V-toppen er kommet med trusler eller tilbud til Vesselbo i denne anledning.

  11. Peter Løhmann

    sagde den 30. maj 2007 kl. 15:48:

    Yderligere til historien prøver kredsformanden at virke ovenpå i dagens JP Ã…rhus, og siger noget vrøvl med “at han da er glad og stolt over at hans kandidat såden kan sætte dagsorden”. Den lader vi lige stå lidt 😉

  12. Jarl Cordua

    sagde den 30. maj 2007 kl. 16:35:

    11: Helt enig.

    Sikke noget forfærdeligt sludder! 🙂

  13. Morten Sørensen

    sagde den 30. maj 2007 kl. 19:23:

    => 7

    Som svar på dit spørgsmål har jeg forsøgt mig med en analyse på min egen blog: http://ms.smartlog.dk

  14. Andreas

    sagde den 16. juni 2007 kl. 14:18:

    I’ll say it again:

    http://akismet.com/

Bottom border