Den ansvarlige borgerlige

Dagbladet Politiken er for tiden enestående blandt morgenaviserne ved at være i stand til selv at skabe politiske nyheder. Midlet er simpelt: Avisen har invitéret nogle politikere i første og andet geled til at gøre sommerstatus. Det sker i håbet om, at politikerne så vil dukke op med en eller anden udmelding under armen, der giver genlyd i en ekstrem nyhedsfattig periode. Avisens strategi har virkelig vist sig såre virkningsfuld: I sidste uge valgte Mette Frederiksen at skælde ud på sin partiformand for ikke at gøre det godt nok. I stedet for at rakke sine egne ned, så valgte Justitsminister Lene Espersen at skælde ud på regeringspartneren Venstre for at øde de offentlige finanser bort, sådan at der ikke er noget tilovers til skattelettelser.

Justitsministeren har haft en hel del politiske fejlskud igennem det sidste år. Derfor vil Jarls Blog gerne kvittere for, at det faktisk lykkedes Lene Espersen at ramme noget centralt i den politiske debat, nemlig at opfordre borgerlige politikere '“ ingen nævnt ingen glemt '“ til at være mere påholdende med borgernes penge i stedet for at love eller øde dem bort til den offentlige sektor.

Lene Espersen har valgt at markere sig som 'ansvarlig borgerlig', og det er utvivlsom sket i håbet om at opfange stemmer i den borgerlige lejr. Det er ikke fordi, at det konservative folkeparti ligefrem svømmer i stemmer for tiden. Dagens meningsmålinger hos Green i Børsen og Vilstrup i Politiken er eksempelvis identiske på mindst et enkelt punkt: De konservative ligger med lidt over 9 procent ca. én procent under forrige valgresultat på 10,3 procent og 18 mandater. Dermed mister partiet formentlig de to mandater som de ellers vandt sidste gang, altså hvis meningsmålingerne holder. Med andre ord: Der er et stort behov for klare troværdige markeringer, hvis Bendtsen og Co. skal undgå at rende ind i et valgnederlag.

Der er utvivlsomt mange borgerlige vælgere, der efterspørger de synspunkter, som justitsministeren markerede i Politiken lørdag. Desværre er det nok de færreste 'frie” borgerlige vælgere, der omvendt har en stor tiltro til, at Lene Espersen og resten af den konservative folketingsgruppe mener det alvorligt, når det kommer til at se synspunkterne udmøntet i regeringens finanslovsforslag for 2008 og 2015-planen, der bliver præsenteret sidst på måneden. Endnu er det ikke lykkedes mig at møde nogen i det politiske miljø, som bare ét sekund tror på, at de konservative tør sige nej til Fogh og true med at forlade regeringen, hvis der eksempelvis IKKE kommer en eller anden plan, der indeholder skattelettelser.

Får Bendtsen et valgnederlag på 2-3 mandater eller mere, så blusser debatten om en ny kompetent leder op igen. Bendtsen bør i øvrigt ved den lejlighed selv træffe den beslutning og afgå som partileder. I første omgang står slaget om at efterfølge ham mellem “tronprætendenterne” Connie Hedegaard eller Lene Espersen. Får Bendtsen fremgang eller holder skansen, så vil det formentlig udskyde diskussionen et par år. I øvrigt til stor skade for partiets langsigtede interesser!

Det er nu ikke alle steder hos de konservative, at det står skidt til. Partiet kan i dag glæde sig over, at den tidligere radikale Pernille Høxbro og nuværende rådmand på Frederiksberg Rådhus har meldt sig ind i Det konservative Folkeparti. Beslutningen er næppe affødt af Lene Espersens udmeldinger om mere ansvarlighed med borgernes penge, men snarere af Høxbros håb om '“ med tiden '“ at efterfølge den nuværende borgmester Mads Lebech som Frederiksbergs borgmester. Lebech spås allerede nu af flere iagttagere som kommende K-leder, men det kræver først og fremmest, at han bliver medlem af folketinget.

I Berlingske forrige mandag spillede Henrik Qvortrup Lebechs navn på banen som en 'dark horse' i spillet om at efterfølge Bendtsen. Endnu er Lebech ikke engang folketingskandidat, og der gættes på, at Frederiksberg-borgmesteren først træder ind på den scene, når han på et eller andet tidspunkt – og i god ro og orden – kan overtage Per Stig Møllers sikre kreds på Frederiksberg – vel og mærke, når udenrigsministeren selv har annonceret, at han takker af. For det andet kræver Lebechs skift til landspolitik, at han afleverer borgmesterstolen til en konservativ, der kan føre “faklen” sikkert videre. Hidtil har hans problem været, at mængden af talenter i den konservative gruppe i Frederiksbergs kommunalbestyrelse har været begrænset. Med Høxbros '“ som Lebech har kørt et godt og tæt politisk parløb med gennem årene '“ i gruppen har han nu en mulig afløser som Frederiksbergs første kvindelige borgmester.

Endelig har Lebech den mulighed, at han laver 'en Aksel Møller' og bliver folketingspolitiker samtidig med, at han styrer Frederiksberg som borgmester. Aksel Møller (1906'“1958), der var Per Stigs onkel '“ døde nærmest af arbejdspresset, men både Søren Pind, Per Tærsbøl og Jens Hald Madsen har da overlevet i en periode at være folketingspolitikere, samtidigt med at de var borgmestre.

I Berlingske forleden skrev Henrik Qvortrup i øvrigt, at det er de fhv. konservative ministre Palle Simonsen og Niels Wilhjelm, der i kulisserne skulle arbejde for Mads Lebechs kandidatur til at efterfølge Bendtsen. Nu er det længe siden, at disse veltjente herrer har siddet i folketinget, og ingen i Det konservative Folkeparti kan i øvrigt huske, hvornår en Niels Wilhjelm har deltaget i et konservativt landsråd. Det er derfor stærkt tvivlsomt, hvilken indflydelse de kan øve i forhold til den konservative folketingsgruppe, der helt suverænt vælger partiets leder. Størstedelen af de nuværende medlemmer herunder Bendt Bendtsen har slet ikke siddet i folketinget med nogen af de to herrer, der '“ uden at være uforskammet '“ politisk set må regnes for at være pensionister. Så på Jarls Blog synes vi, at man ikke skal overfortolke Wilhjelms og Simonsens indflydelse med hensyn til at påvirke beslutningen om, hvem der bør efterfølge Bendtsen '“ selvom at Mads Lebech bestemt er en glimrende kandidat til partilederposten om nogle år.

N.B. Nu vi er ved de såkaldte “Frederiksberg-konservative”, så tillad mig, at jeg gør lidt reklame for en ny bog. Forfatteren Nikolaj Bøgh barsler den 7. september med en samlet biografi netop om Aksel Møller og hans – for nutiden – måske lidt mere kendte lillebror og minister under VKR-regeringen Poul Møller (1919-1997). Sidstnævnte er i øvrigt det fædrende ophav til vores nuværende udenrigsminister Per Stig Møller. Bogens titel er “Brødrene Møller – historien om et konservativt dynasti” og udkommer på forlaget Aschehoug.

P.s. Google har nogle problemer for tiden, siden at mine annoncer mest henvender sig til folk med akutte psykiske problemer. Det håber jeg sandelig ikke mine læsere er belastet af. I stedet kan man med fordel læse annoncer af mere politisk interesse, når man læser kommentarer mv på de enkelte blogs. Det fungerer i øvrigt sådan, at hvis man klikker på annoncerne, så tjener jeg et par kroner pr. klik.