Hvis man går sig en tur i København i disse dage, så kunne man godt få det indtryk at valget faktisk var udskrevet. På busserne ser man rækken af konservative ministre portrætteret, som var de opstillet ved Kremls mure klar til millitærparade. “K holder Danmark på sporet”, står der. På andre busser lyder Helle Thorning-Schmidts mantra om 'Vi vælger velfærd'. Et fantastisk godt slogan. Venstre derimod har lejet de såkaldte outdoor-annoncer ved busstoppestederne. Det er en kampagne, hvor V lover velfærd til de syge, de gamle, de unge osv. Skifter man V ud med S og den blå farve med den røde, så kunne det ligeså godt være Thornings kampagne. Venstre kan gøre det ENDNU bedre, påstår de. Man spørger uvilkårligt sig selv om det er et løfte eller en trussel?
Siden skatteaftalen, der de facto aflyste valget, som Anders Fogh Rasmussen havde planlagt skulle være holdt her i september, har DF og de konservative kæmpet en kamp i medierne om udlægningen af hele det forudgående drama og ikke mindst resultat af den nyeste skatteomlægning. De konservative har fået endnu en sejr, mener de. Det, der taler for den udlægning er, at hvis K ikke havde slået i bordet, så var der ikke kommet nogen skattelettelser til trods for, at de er små. På den anden side, så har K et problem, når det gælder hele begrundelsen for de såkaldte “skattelettelser”. Ikke ret mange andre end de konservative mener, at fjernelsen af mellemskatten og indførelsen af en skattemæssig Berlinmur på 19 procent for landets mange topskatteydere øger arbejdsudbuddet væsentligt. Tværtimod er det en tilskyndelse til sort arbejde.
K kæmper i øvrigt en kamp for at holde de skuffede kadrer i ave. De konservative centralt mener ellers selv, at græsrødderne er vældigt tilfredse også med Bendsens indsats, men spørger medierne de samme mennesker, ja så vender flere storkredsformænd tommelfingeren nedad og kræver yderligere skattelettelser. Bendt Bendtsen må have det rigtigt svært. Det må være en stor ydmygelse for ham at opleve.
Omvendt så er de altså nogle kloge mennesker i Dansk Folkeparti. I dag går Pia Kjærsgaard ud og siger i Radioavisen, at DF ved at indgå skatteaftalen ville udvise 'god kemi' med VK-regeringen. Det var derfor af langsigtede grunde og for at forbedre hele samarbejdet og stemningen, at hun gik med til skatteaftalen. Sådan taler et parti med stor selvtillid. Det har Pia K så sandelig også grund til, for pensionister og lavtlønsindkomster får også en lille smule glæde af skatteomlægningen i kraft af et bundfradrag, som neutraliserer den negative virkning af de øgede energiafgifter, som betaler for det meste af skatteomlægningen. Dette er dog kun første halvleg, der er overstået. Bemærk at Kristian Thulesen Dahl lige nu bruger meget tid på at tale om finansloven. Det skulle ikke undre mig, hvis finansminister Thor Pedersen har lovet 'Tulle' et par milliarder ekstra til pensionisterne i en finanslovsaftale, som tak for at æde skatteomlægningen.
Man skulle ikke tro det, hvis man ikke vidste det. Tænk engang at de samme mennesker i Dansk Folkeparti som Pia Kjærgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup engang var politikere i et skattenægterparti, der havde som målsætning at afvikle den offentlige sektor. Fremskridtspartiet var desuden præget af en anarkisme, som DF står i diametral modsætning til med en total topstyring af partiet, men også en logisk og politisk langsigtet strategi som værende et troværdigt parti, som VK-regeringen nu i seks år har lavet afgørende og vigtige forlig med. Man forstår Claus Hjort Frederiksen, da han så hjerteligt omfavnede Pia Kjærsgaard ved sin fødselsdagsreception i går, tirsdag. For hvis der er to der står sammen i Dansk Politik, så er det da netop de to.
11 kommentarer til “Valget der blev væk”
Man må igen, igen, igen bøje sig i dyb respekt for den måde DF forvalter sine mandater på. Men, som i din bemærkning om den store omfavnelse, så synes jeg det desværre fremstår alt tydligere at det egentlig er V der hellere omfavner DF – end K, så at sige.
I mine øjne er V blevet et langt mindre visionsløst parti der strækker sig for langt for at overbyde S og please DF. Man kan lukke for så mange flanker at prisen for en borgelig regering bliver for dyr. DF har tidligere meldt ud at de er klar til ministerposter – så hvorfor skifter DF og K ikke plads? Så kan K tage sig betalt og nemmere sige: Mr. President, tear down this wall!
1. Vi er helt enige. Det er K, der vil noget på skatteområdet i VK-regeringen. Venstre og DF vil kun bruge penge på velfærd. Og hvorfor så stemme på Helle Thorning? Det er essensen af Claus Hjort og Anders Foghs strategi. Men man er jo så heller ikke tvunget til at stemme på Venstre. Gudskelov.
Det var vist en Hans Mortensen igen. Var det ikke?
3. Vi er vel ikke ude i en “Annegrethe Rasmussen”, vel? 😀
Jeg har jo indrømmet tidligere, at jeg har læst Hans Mortensens artikel i fredags. Men det var ikke – tro mig – et bevidst forsøg på plank. Tanken faldt mig skam blot ind da jeg så de konservatives busreklame ved Shellhuset denne formiddag 😉 Men lad os dog samles om at ære Hans her for hans ganske maleriske beskrivelse af magtstrukturerne i det konservative folkeparti.
Det var ikke ondt ment. Jeg prøver ikke at antyde noget, selvom det nok kan forstås sådan. Jeg ved du er en hæderlig mand. Det faldt mig bare ind at der var en lighed, og så ville jeg prale med at jeg havde set den 😀
Jeg må i øvrigt indrømme at jeg ikke ved hvad en “Annegrethe Rasmussen” er fån ijn (fynsk dialekt), men jeg fandt da ud af at Information har fået nyt design på deres hjemmeside siden jeg var der sidst:
http://information.dk/bruger/73
5. AR var for år tilbage medlem af Berlingskes chefredaktion, men måtte pludselig gå af, fordi det blev påpeget af Politiken, at en leder i hendes navn var “planket” fra en anden leder, der var skrevet få dage tidligere i Tøger Seidenfadens navn. Hun indrømmede aldrig den anklage, men forklarede det med en teknisk fejl. Under alle omstændigheder så satte det en stopper for redaktørkarrieren og AR rykkede til udlandet. “Plank” er det værste man kan gøre som journalist kun overgået af “fup”.
Jarl Cordua skrev:
>>'œPlank' er det værste man kan gøre som journalist kun overgået af 'œfup'.
øhhh – resten forsvandt:
der skulle stå:
“Plank” er det værste man kan gøre som journalist kun overgået af 'œfup'.
– altså en Nybroe
– bræstrup
Vedr. plank: Prøv lige at se nedenstående indledning til en JP-artikel i dag :-):
…
Mens regeringens skattepakke og forslag til finanslov for næste år torsdag blev endevendt i folketingssalen, skramlede bybusser klistret til med valgkampssloganer forbi på Slotspladsen. På en bus lover Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, »velfærd frem for skattelettelser «, og på den næste bus er der billeder af et næsten komplet konservativt ministerhold, der lover at »holde Danmark på sporet «. På den anden side af kanalen forsikrer Venstre på store plakater, at regeringspartiet vil give danskerne: “Skoler med sundt indeklima og gode hygiejniske forhold”.
Reklamerne er et af de mere åbenbare beviser på, at partierne indtil for nylig regnede med, at gårsdagens finanslovsdebat ville blive aflyst til fordel for en folketingsvalgkamp.
…
http://jp.dk/indland/indland_politik/article1077664.ece
Ask@
Det er dejligt at man kan inspirere andre med det man skriver! Nu kan man jo heller ikke udelukke at JPs journalister også bevæger sig udenfor Borgen og iagttager de samme ting, som os andre.
Jeg har vist heller ingen grund til at være sart for uden de politiske journalisters indsats, så var vi bloggere jo hurtigt blevet “arbejdsløse” 😉
Helt enig, Jarl. Sammenhængen med dit indlæg var bare slående 🙂