Valget der blev væk

Hvis man går sig en tur i København i disse dage, så kunne man godt få det indtryk at valget faktisk var udskrevet. På busserne ser man rækken af konservative ministre portrætteret, som var de opstillet ved Kremls mure klar til millitærparade. “K holder Danmark på sporet”, står der. På andre busser lyder Helle Thorning-Schmidts mantra om 'Vi vælger velfærd'. Et fantastisk godt slogan. Venstre derimod har lejet de såkaldte outdoor-annoncer ved busstoppestederne. Det er en kampagne, hvor V lover velfærd til de syge, de gamle, de unge osv. Skifter man V ud med S og den blå farve med den røde, så kunne det ligeså godt være Thornings kampagne. Venstre kan gøre det ENDNU bedre, påstår de. Man spørger uvilkårligt sig selv om det er et løfte eller en trussel?

Siden skatteaftalen, der de facto aflyste valget, som Anders Fogh Rasmussen havde planlagt skulle være holdt her i september, har DF og de konservative kæmpet en kamp i medierne om udlægningen af hele det forudgående drama og ikke mindst resultat af den nyeste skatteomlægning. De konservative har fået endnu en sejr, mener de. Det, der taler for den udlægning er, at hvis K ikke havde slået i bordet, så var der ikke kommet nogen skattelettelser til trods for, at de er små. På den anden side, så har K et problem, når det gælder hele begrundelsen for de såkaldte “skattelettelser”. Ikke ret mange andre end de konservative mener, at fjernelsen af mellemskatten og indførelsen af en skattemæssig Berlinmur på 19 procent for landets mange topskatteydere øger arbejdsudbuddet væsentligt. Tværtimod er det en tilskyndelse til sort arbejde.

K kæmper i øvrigt en kamp for at holde de skuffede kadrer i ave. De konservative centralt mener ellers selv, at græsrødderne er vældigt tilfredse også med Bendsens indsats, men spørger medierne de samme mennesker, ja så vender flere storkredsformænd tommelfingeren nedad og kræver yderligere skattelettelser. Bendt Bendtsen må have det rigtigt svært. Det må være en stor ydmygelse for ham at opleve.

Omvendt så er de altså nogle kloge mennesker i Dansk Folkeparti. I dag går Pia Kjærsgaard ud og siger i Radioavisen, at DF ved at indgå skatteaftalen ville udvise 'god kemi' med VK-regeringen. Det var derfor af langsigtede grunde og for at forbedre hele samarbejdet og stemningen, at hun gik med til skatteaftalen. Sådan taler et parti med stor selvtillid. Det har Pia K så sandelig også grund til, for pensionister og lavtlønsindkomster får også en lille smule glæde af skatteomlægningen i kraft af et bundfradrag, som neutraliserer den negative virkning af de øgede energiafgifter, som betaler for det meste af skatteomlægningen. Dette er dog kun første halvleg, der er overstået. Bemærk at Kristian Thulesen Dahl lige nu bruger meget tid på at tale om finansloven. Det skulle ikke undre mig, hvis finansminister Thor Pedersen har lovet 'Tulle' et par milliarder ekstra til pensionisterne i en finanslovsaftale, som tak for at æde skatteomlægningen.

Man skulle ikke tro det, hvis man ikke vidste det. Tænk engang at de samme mennesker i Dansk Folkeparti som Pia Kjærgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup engang var politikere i et skattenægterparti, der havde som målsætning at afvikle den offentlige sektor. Fremskridtspartiet var desuden præget af en anarkisme, som DF står i diametral modsætning til med en total topstyring af partiet, men også en logisk og politisk langsigtet strategi som værende et troværdigt parti, som VK-regeringen nu i seks år har lavet afgørende og vigtige forlig med. Man forstår Claus Hjort Frederiksen, da han så hjerteligt omfavnede Pia Kjærsgaard ved sin fødselsdagsreception i går, tirsdag. For hvis der er to der står sammen i Dansk Politik, så er det da netop de to.