I går, søndag skrev Politiken at regeringens udskældte skattepakke i det store hele er en kopi af et skatteforslag, som Mogens Lykketoft foreslog i 2005.
'I planen 'Made in Denmark', som Socialdemokraternes daværende formand, Mogens Lykketoft, havde udarbejdet, var det et centralt element, at der skulle gives skattelettelser for at sætte gang i beskæftigelsen.
Skattelettelserne skulle gives ved at forhøje beskæftigelsesfradraget og fjerne mellemskatten på 6 procent.
Eneste forskel er, at S i 2005 også ville lempe topskatten for folk med høje indtægter ved at rykke grænsen for, hvornår den skal betales.'
I dag '“ to år et halvt år efter '“ afviser Socialdemokraternes finansordfører Morten Bødskov planen. Den er ikke svaret i dag på nutidens problemer, mener han. Det er vist det, som man kalder for “politisk rygsvømning”, men manden har også en umulig opgave, da sossernes skattepolitik lige for tiden skifter cirka en gang i kvartalet.
Politiken spurgte dengang Claus Hjort Frederiksen om forslaget, som kunne konstatere at det var 'hokus-pokus-politik'. Det mener han formentlig stadigvæk. Det indtryk fik man i hvert fald, hvis man i weekenden så TV2 News' nye spinprogram 'Mogensen & Kristiansen', hvor Venstres chefstrateg fremhævede hensynet til regeringspartneren de konservative, som den eneste årsag til, at VK-regeringen var kommet med en skatteplan. Faktisk havde skatteplanen slået skår i Venstres kurs, var Hjorts budskab, og beskæftigelsesministeren efterlod det indtryk, at han egentlig beklagede, at skattelettelserne nu var blevet en realitet. Beskeden til de borgelige vælgerne lyder derfor: Ønsker I skattelettelser? Så skal I altså ikke stemme på Venstre næste gang. Det er sandelig godt at vide!
Skatteminister Kristian Jensen afviste '“ naturligvis '“ at regeringen havde kalkeret skatteforslagene direkte fra 'Made i Denmark'. Det er sikkert rigtigt, men det er et teknisk krumspring af skatteministeren for at undgå at fremstå som idéforladt. Bottomline er, at VK har genbrugt Lykketofts skatteforslag. At regeringen af taktiske hensyn ikke vil være ved det, kan vi andre jo bare grine af.
N.B. Mogensen & Kristiansen er efterhånden ved at komme op i omdrejninger og har som interessant politisk program overhalet DRs spinprogram 'Jersild & Spin' som til gengæld er ved at tabe pusten. M&K har luget kraftigt ud i de tydelige børnesygdomme, som programmet led af i starten. Michael Kristiansen og Peter Mogensen er tydeligvis en meget bedre matchning end Lotte Hansen og Henrik Qvortrup. Ping-pongen mellem de to fungerer bedre og bedre, og de formår ind imellem at få noget interessant ud af deres interviewgæst i studiet. Analyserne er oveni både skarpe og troværdige. M&K er blevet et must for enhver politisk junkie.
6 kommentarer til “VK genbruger Lykketofts skattepolitik”
M&K er efterhånden et seværdigt program, men lidt ærgeligt at det gemmes på TV2 News, som jeg sjældent ser.
Så er det vel bare med at komme i gang med at se det;-)
Venstre afslører sig som stadigt mere fantasiløse, og ligger i stadig højere grad på maven for stilstand.
Til trods for deres indrømmet temmeligt mange uliberale tendenser fastholder jeg at NA er eneste liberale valg ved det førstkommende FV!
/Nicolai
ja det er ynkeligt og viser at socialdemokraterne og de radikale på det økonomiske område ikke er en høstblomst bedre end VK. Gid SF og enhedlisten en dag får flertal..
Sosserne undskylder sig med, at deres forslag i modsætning til regeringens var finansieret. Det efterlader så blot den undrende vælger med spørgsmålet: Hvorfor så kalde det “socialt skævt” og ikke “økonomisk uansvarligt”?
Det helt store mysterium er, hvordan politikere kan undre sig over et fænomen som ‘politikerlede’.
Jeg blev rent faktisk overrasket over, hvor ærligt Hjorten svarede i M&K. En ting er at tænke kynisk strategisk – det gør alle toppolitikere – men at han ligefrem indrømmede at regeringens udspil til en skatteomlægning (ingen får mig til at kalde det en skattelettelse) var baseret på strategiske overvejelser og at Venstre var imod Regeringens udspil overraskede mig.
Giver minder om den klassiske Fogh med at være i regering og udenfor regering på samme tid. Enten står man ved regeringens politik – især som minister – eller også er man i gang med at føre partipolitik, hvor man markerer særstandpunkter. Ikke videre sympatisk i min bog.
[…] Jarl Corduas interessante kommentar om beskæftigelsesministerens optræden i “Mogensen & Kristiansen” i fredags, og ikke mindst en begavet kommentar fra en vis Peter Terkelskov, fik mig til at tænke på en Churchill-anekdote i Roy Jenkins’ fremragende biografi, som Claus Hjort nok burde lægge sig på sinde… […]