Så skete det, som mange frygter og andre har håbet på. Ny Alliances topkandidater kan ikke klare opmærksomheden, men er blevet så høje af den, at de stiller vilde krav om det ene og det andet. Ledelsestrojkaen af partiet har kun to dage inde i valgkampen store problemer med at koordinere synspunkterne.
Jørgen Poulsens forslag om at give 500 irakere permanent opholdstilladelse har allerede været ude og skabe forvirring om partiets udlændingepolitik. Hvis Poulsens synspunkt en dag bliver et ultimativt krav for, at NA peger på Fogh efter den 13. november, ja så ligger det en direkte bombe under dette lands stramme udlændingepolitik. Men så vidt kom det dog ikke (sikkert takket være Ulla Østergaard, Rasmus Jönsson og René La Cour Sell, der også ved noget om kommunikation)
Måske er skaden dog allerede sket? Jeg ser derfor for mig, hvordan VK-vælgere, der velankommet til alliancens fold – efter at have hørt på Jørgen Poulsen – nu atter vælger at hanke op i bagagen for at forlade partiet til trods for, at de især for mange borgerlige vælgere har en meget tiltalende skattepolitik.
'Forskellighed er en styrke', (bort)forklarer Naser Khader lidet overbevisende al turbulensen omkring Jørgen Poulsen, der fuldstændigt spolerede kandidatpræsentationen fredag eftermiddag.
Prisen for vilde udmeldinger kommer dog fra Gitte Seeberg, der kræver en dronningerunde efter valget. Det betyder, at regeringen inden må gå af, for ellers har hoffet ingen mulighed for at henvende sig til partierne. Foreholdt den oplysning sagde Seeberg til
TV2News: Jamen, så må den gå af, for vi vil have et brud med den nuværende blokpolitik (Sådan hørte jeg citatet)
Realiteten af dette er, at Ny Alliance kræver VK-regeringens afgang, hvis VKO-flertallet er væk efter den 13. november. En klar, men uklog stramning af udsagnet om, at 'Fogh får første bud i en forhandlingsrunde'. Den behøver man ikke blande dronningen ind i.
Nu får VK-kampagnerne, da noget at arbejde med. De skylder Gitte Seeberg en stor tak: En stemme på Ny Alliance '“ er en stemme for regeringens afgang.
Det er ved at udvikle sig til et problem for Ny Alliance, at magtstrukturerne i Ny Alliance er uigennemskuelige. Der er en trojka, der har nogenlunde lige meget at skulle have sagt. For Ny Alliances skyld, så er tiden snart inde til at Naser Khader træder i karakter, sætter sig for bordenden og begynder at vise, hvem der bestemmer i butikken. For ellers er der altså fare for, at projektet kollapser, inden de tre uger er gået. De første spekulationer går allerede om, hvorvidt manden selv bryder sammen, inden valget er omme. Det vil jeg dog ikke håbe, hverken for Naser Khader selv, valget eller Ny Alliances kampagne.
I øvrigt vil jeg gerne opfordre til, at man studerer Venstres kampagne, som bliver langt mere raffineret. I dag har partiet søsat et sundhedsoplæg, hvor de glimrende udnytter statsministerens person til photo-opportunities, og sådan bliver det ved valget ud. I dag viste Gallup en måling, der var dårlig for Venstre og god for Ny Alliance. 'Ring i næste uge', sagde Lars Løkke da Berlingske ringede for en kommentar. Ja, netop! Løkke og de andre garvede kampagneveteraner gør det rigtige og fokuserer på deres kampagne, og glemmer alt det andet fnidder, der kører omkring dem.
Lige om lidt så har pressen og befolkningen set og fordøjet Ny Alliances giraffer. De er allerede begyndt at dumme sig, og så bliver det spændende at se, hvad partiet har i skuffen af originale politiske tiltag. Ellers skal pressen nok fortsætte med at lokke nogle af de mange nye folk til at melde ud med vilde synspunkter. Når en garvet veteran som Gitte Seeberg falder i, hvad kan der ikke ske med hele holdet af uprøvede kræfter folketingskandidater, hvor hovedparten kun kan betegnes som de rene amatører.