Ekstra Bladet bragte i går et bizart interview med den meget forhenværende danske toppolitiker og nys udsparkede radiodirektør Jens Rohde, der gentog sine skingre påstande om, at socialdemokratiets ordfører Henrik Sass Larsen blandt andet havde lækket et uddannelsespolitisk oplæg og et sundhedspolitiske oplæg til Venstre. Påstandene blev oprindeligt fremført af Ekstra Bladet lørdagen før valget, men endnu har ingen dokumentation for dem set dagens lys.
Dette faktum stopper dog ikke ex-radiodirektøren, som således har kastet sig ud i et sandt hævntogt mod Sass Larsen. Faktisk konkluderede Rohde i går i TV-Avisen, at 'påstand står mod påstand', men hævder dog eller snarere spekulerer i, at der skulle findes, hvad han kalder for “dokumentation”, da Venstre måske skulle have registreret en to år gammel telefonsamtale, der bekræfter kontakten mellem de to daværende politikere. Og hvad beviser det, kunne man indvende?
I øvrigt gætter jeg forsigtigt på, at Venstre og navnlig Anders Fogh helst vil glemme alt om Rohde og hans sidste mediestunt før valget.
Rohde må indrømmes en særlig sans for at sætte sig i centrum for begivenhederne, og det fornægter sig heller ikke denne gang. Rohde kan nemlig huske at han førte ovennævnte telefonsamtale med Sass, netop fordi at han førte den liggende i sit badekar 'splitter-Kong Hans', hvorefter han bagefter bemærkede til sin kæreste, at det da var utroligt at man kunne føre politiske forhandlinger i sådan en position. Jeg tror en sådan malerisk udpensling af pikante detaljer fra privatsfæren kaldes for 'overinformering' på nydansk, men det fortæller da også lidt om, at Rohdes situationsfornemmelse er hastigt aftagende.
Hvad kan man mene om de herrers troværdighed? Det er åbenlyst at én af de to er fuld af løgn eller måske snarere har overdrivet indholdet af 'informationerne', som i 2005 pludselig skulle være tilgået Venstre. Jens Rohde har i hvert fald aldrig sat sit lys under nogen skæppe, så det overrasker ikke mig, at han ophøjer evt. informationer som noget nær statshemmeligheder. Hvis og såfremt at der er noget om snakken, altså at Rohde og Sass skulle have haft en sådan fortrolighed, så må én ting nu stå lysende klart for alle og enhver, og det er, at Jens Rohde nok ikke er en mand, som man betror sig til. Medmindre man altså vil have det til at stå i Ekstra Bladet.
Henrik Sass Larsens karriere kan nok ikke undgå at have lidt skade af Jens Rohdes forunderlige og selvovervurderende kamikaze-ridt, af de anonyme kilder blandt andet i socialdemokratiet, der bekræfter historierne og de kommentatorer, som upfront karaktermyrder ham i avisen. Men det overlever Sass nok på det lange sigt. Til gengæld spår jeg, Jens Rohde som værende definitivt og helt færdig i dansk politik. Men det kan da være, at han af sine venner på Ekstra Bladet får tilbudt stillingen som bagsideskribent efter ham, som handlede port med Naser Khader? Rohdes fantasi, troværdighed og ego er da nogenlunde på samme niveau!
2 kommentarer til “Splitter Kong Hans”
Absolut et af de morsomste artikler her på bloggen – sagen er jo i sig selv en farce og bør behandles på behørig vis, netop som i ovenstående :D…kluk-ler stadig…
'Overinformering' '“ ja, det kan man vist rolig sige… der blev fremkaldt nogle billeder på min nethinde, som jeg MEGET gerne havde været foruden…
Men jeg er helt enig: Tilbage står, at Henrik Sass Larsens påståede spionage fortsat er udokumenteret. Og at Jens Rohde fremstår som hævngerrig.
Ifølge nogle medier skulle Henrik Sass Larsen overveje et sagsanlæg, efter at beskyldningerne nu er blevet gentaget. Det må man håbe forbliver ved overvejelserne. Der kan siges meget om forskellen på at have ret og at få ret '“ og at det sidste er (endnu) bedre end det første. Men uanset at Sass alt andet lige ville vinde en sådan sag Jens Rohdes meget lidt imponerende 'bevismateriale' taget i betragtning, ville et sagsanlæg kun tjene til at holde liv i historien. Muligvis til glæde for Rodhe og formentlig til gavn for Ekstra Bladet. Når det gælder sidstnævnte, kan Sass under alle omstændigheder nok roligt regne med, at man herfra vil være ekstra opsat på at 'finde noget på ham' en anden gang, når det nu ikke rigtig lykkedes at “fælde” ham denne gang.
Heller ikke jeg kan se, at en udskrift, der registrerer, at en telefonsamtale har fundet sted, i sig selv kan bevise meget andet end selve konktakten mellem to parter. Det interessante ville også snarere være, hvis Jens Rohde (og dermed velsagtens også Ekstra Bladet) pludselig måtte vise sig at være i besiddelse af en udskrift over samtaler på Rohdes 'tjenestetelefon'. For hvor ellers skulle den stamme fra end Venstre, som Rohde jo også mere eller mindre har opfordret til at fremlægge disse oplysninger. Som bekendt blev Venstre under valgkampen beskyldt af Socialdemokraterne for at stå bag historien i Ekstra Bladet – og vel ville fremkomsten af en sådan udskrift ikke direkte dokumentere denne beskyldning, men så i hvert fald bidrage til at bestyrke mistanken. Så det sker næppe, og hvad har de seneste skriverier og polemik om sagen så i realiteten bidraget til udover eventuelle spekulationer om Rohdes mentale tilstand?
Nicolai Z. Fich betegner i sin kommentar sagen som en farce; ja, måske '“ hvis man altså ser bort fra karakteren af beskyldningerne mod Sass.