Politik er nok det mest utaknemmelige hverv, som man kan tænke sig, hvor kun ganske få får løn som forskyldt.
Tag for eksempel Rikke Hvilshøj. Bevares hun er ikke jordens største folkefører, men ingen betvivler hendes loyalitet overfor Anders Foghs projekt ved igennem 2 ½ år at have taget tæskene på regeringens vegne og var den, der sagde stædigt nej til alle de enkeltsager som især dagbladet Politiken bragte til torvs med asylbørnene og deres familier, 'der sad og rådnede op på asylcentrene'.
Hvilshøj har utvivlsom vidst, hvor det bar hen, da hun selv sagde op som integrationsminister lige efter valget. Samtidig var hun også meget klar i mælet om, at hun ville prøve noget andet i sit liv og derfor ikke genopstiller til Folketinget ved næste valg.
Alligevel valgte Hvilshøj fredag at genopstille som næstformand i Venstres folketingsgruppe. Det skulle hun nok have ladet være med, for gruppen vragede hende med stemmerne 24-19 og valgte 'Folketingets mest ukendte politiker' Anne Mette Winther Christiansen, som er valgt i Østjyllands Storkreds.
Anne Mette Winther Christiansen er et godt eksempel på, at man sagtens kan sidde i Folketinget uden at kunne noget særligt blot så længe, at man har en pæn stor kreds, hvor bønderne stemmer bevidstløst på den siddende kandidat. Læs mere her om Venstres Folketingsgruppes nye næstformand, som nu formentlig – det må man håbe både for Venstre og folkestyret – topper sin politiske karriere.
Ekstra Bladet bringer i dag en sjov historie, hvor et medlem af folketingsgruppen udtrykker sin klare irritation og forargelse over, at statsministeren angiveligt stemte på Anne Mette Winther Christiansen. Det kunne den pågældende nemlig se fra sin stol'¦
Nådada! Det rykker nu i Claus Hjorts arm for at daske den arme stakkel oven i hovedet efter dette klokkeklare eksempel på illoyalitet. Venstres folketingsgruppe skal fordele ordførerskaber på mandag, og det er derfor et meget uheldigt tidspunkt at demonstrere sine oprørstendenser. Den slags bliver som bekendt normalt straffet nådesløst. Om Claus Hjorts brutale straffeaktioner har Fogh formuleret det sådan: 'Et klask, et skrig og en blodpøl.'
Hvem er så den formastelige? Det ved naturligvis kun Ekstra Bladet og den modige V-MF'er. Men man kan jo starte med at finde ud, hvem der sidder i nærheden af Fogh? Det gør blandt andet Ellen Trane Nørby (hun sidder skråt overfor), og netop hun lagde ikke skjul på i selv samme Ekstra Blads artikel, at hun var både vred og sur over hverken at være blevet politisk ordfører eller minister. Trane har både motivet og den manglende koldblodighed til at hævne sig på Fogh. Trane har tidligere hørt til Claus Hjorts og Foghs absolutte darlings, så der står sikkert meget på hendes pluskonto hos far og Clausescu. Men man kan meget hurtigt komme i minus, hvis man udleverer chefen til medierne.
Hvis den pågældende anonyme V-MF'er taler sandt, så må man da endnu engang konstatere den helt ubegribelige kynisme, som landets statsminister besidder. Fogh har indadtil og udadtil rost Rikke Hvilshøj for hendes indsats, der også har haft store personlige omkostninger, hvor familien har været udsat for et attentatforsøg. Men da det så i fredags kom til afstemning om en relativt lille om end stadig vigtig tillidspost i partiet, ja så dolker Fogh åbenbart sin tidligere trofaste integrationsminister i ryggen ved at stemme på en eller anden nobody. Hvorfor? Måske den enkle, at Anne Mette Winther Christiansen er nemmere at manipulere rundt med, mens Rikke Hvilshøj jo selv har sagt, at hun var på vej ud, og derfor skulle en anden have chancen. Fogh har heller ikke noget at true Hvilshøj med, hvis det skulle komme til en konfrontation og kunne dermed – måske – være blevet vanskelig.
Ved ikke at genopstille var Hvilshøj reelt set en lame duck. Det er derfor en gratis omgang ikke alene for Fogh og V-toppen, men for resten af MF’erne at skifte hende ud, nu hvor hun selv har sat udløbsdato på sin egen politiske betydning.
Hvad kan man lære af det? Man skal aldrig true med at gå, men nok snarere true med at blive.
7 kommentarer til “Moren har gjort sin pligt, så moren kan gå”
Spændende analyse! Og hvor er politik sort engang imellem.
Ritzau tolker afstemningen som en advarsel fra liberalisterne. Er det rigtigt?
2. Nej det er mig bekendt en vrøvlehistorie, hvor formentlig enkelte V-MF’ere er lykkedes med at binde en Ritzau-journalist en forkert historie på ærmet. Den hænger jo heller ikke sammen, når man læser den.
De såkaldte liberale har ingensom helst interesse i at lave ballade.
jeg mener Hvilshøj begik en fejl ved at annoncere sin afgang som folketingsmedlem ved næste valg nu. Dels er det et underligt signal at sende til de vælgere, som lige har stemt på hende og dels gør det jo netop, at hun bliver “lame duck” i hele denne valgperiode. Hvorfor vælge hende til næstformand i gruppen i den situation? Thor P gjorde det rigtige, da han inden valget meddelte, at det blev hans sidste. Så var der rene linjer i forhold til vælgerne og partiet.
Det er ikke fordi jeg nødvendigvis er uenig i din analyse Jarl, men hvis man drager en parallel til fodboldverdenen, ser man jo også tit fodboldspillere, hvis kontrakt har udløb indenfor kort tid, f.eks. 6 måneder, og som ikke vil forlænge, blive sat på bænken, fordi de ikke har nogen fremtid i eller for klubben. Nikolaj har helt sikkert en pointe, når han påpeger det forkerte i, at hun lige efter sit genvalg siger at hun ikke vil genopstille. Dermed sætter hun reelt sig selv af holdet.
Men er hun reelt mindre lame duck end en, der åbenbart fatter minus og som jo heller ikke har nogen garanti for genvalg.
Jeg ved godt, at det nok opfattes sådan internt. Men jeg hører til det mindretal, der synes, det var en meget reel melding fra Hvilshøj. Hun var jo bare ærlig. Og jeg har endda stemt på hende. Men jeg føler mig ikke snydt.
De vælges jo alle kun for en periode. Og en periode er som udgangspunkt 4 år. Det er længe. Jeg kan da ikke med overbevisning i stemmen sige, at jeg er i mit job om 2+ år. Det tror jeg de færreste kan i dag.
Men det virker som om de fleste politikere slet ikke kan sætte sig ind i, at man søger væk. Også her spekuleres der i depresseion, stress og det der er værre. Som om det er helt urimeligt at forestille sig, at det er den skinbarlige sandhed, hun fortæller. At hun gerne vil andet i livet også.
Claus H. Frederiksen er nok den der netop kunne få mig til at holde op med at stemme på Venstre!