Kategorier

Hvad så Naser, hvad sir du?

“Så, hvad så Naser, hvad si’r du?”

Sådan lyder en strofe i Ny Alliances kampagnesang fra folketingsvalget, hvor partiet som bekendt med hiv og sving lige akkurat fik knebet sig over spærregrænsen. Spørgsmålet er nærmest evigt aktuelt i dansk politik, for nu var (og er) regeringens fortsatte overlevelse bundet op på om Naser Khader siger enten “ja” eller “nej” til de spørgsmål, hvor regeringen kan komme i mindretal herunder især på asyl-politikken.

For en lille uge siden var det slut med zig-zag, flip-flop-kursen hos Ny Alliance. Man var borgerlige punktum slut. Programerklæringen om NAs nyfundne troskab til VK-regeringen var endnu ikke varm før at Naser Khader sagde, at de ville stemme for Pia Christmas-Møllers planlagte dagsordensforslag, der ville udstille at regeringen var i mindretal i sagen om de afviste asylbørns familiers opholdsteder m.v.

Anders Fogh truede Khader med nyvalg, men åbnede formentlig for en “kattelem” med “indrømmelser” til alliancen. Ingen ved, hvad de går ud på. Der udestår nogle forhandlinger ovre hos integrationsministeren.

Khader siger dog samtidigt, at han ikke er bange for nyvalg, hvis forhandlingerne ikke fører indrømmelser dvs. forbedringer for de afviste asylansøgere med sig.

Imens klukler Pia Kjærsgaard, mens hun fortsat åbenlyst håner Naser Khader for at være en politisk amatør. Samtidig fastholder DF, at der ikke kan ændres et komma i partiets aftale med regeringen.

Det bliver spændende at se, hvad regeringen i så fald kan give Naser Khader, når DF har sat foden ned.

Det bliver også spændende at se, om Naser Khader – som bebudet – i så fald vitterligt tør trække tæppet væk under regeringen (igen) og udløse et nyvalg.

Man kan vel sige, at med Naser Khaders snak om valg som en mulighed – bare i dag, torsdag – så fortsætter Ny Alliance med at forvirre vælgerne om, hvorvidt at en stemme på dem er en stemme for Fogh som statsminister eller på et parti, der kan tænkes at stemme for dagsordener, lovforslag, der reelt fører til statsministerens fald.

Så længe at Naser Khader ikke evner at økonomisere med sine trusler om “at trække i faldlemmen”, så ser jeg ikke – selv med min bedste vilje – for mig, at Ny Alliance kommer igennem vælgernes nåleøje ved næste valg.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

3 kommentarer til “Hvad så Naser, hvad sir du?”

Et eksempel på Khaders amatørisme var, da han kontant afviste, at Fogh skulle have truet ham med at udskrive valg.
Da pressen kort tid efter så spurgte Fogh om det samme, affærdigede Fogh bare spørgsmålet med en henvisning til, at han pr. princip ikke kommenterer på valgstof. Dertil kom, at bl.a. DR “erfarede”, at Fogh rent faktisk havde truet med valg.
Kort tid efter disse to begivenheder havde Khader et helt andet svar på spørgsmålet nemlig: “jeg kommenterer ikke på valgstof og forhandlinger”.

Tsk tsk Khader.

Det er åbenbart svært at kommunikere det budskab NA ind imellem selv synes de har.
De ville være et borgerligt parti, der stod for en anden asylpolitik end DF.
Men hvis asylpolitiken ikke er så vigtig, at den kan få NA til at stemme imod regeringen, så er det jo ligegyldigt.

Problemet er, at nogle mennesker ikke forestiller sig, at man kan være borgerlig – og samtidig ikke ville lade DF føre asylpolitiken.

Det er det samme spørgsmål der fik NA til at miste stemmer ved valget. De kunne ikke klart kommunikere følgende:

1) Vi er borgerlige og støtter stort set regeringens politik.
2) Vi vælter regeringen hvis de fortsat støtter si g til DFs stemmer på asylområdet.

Journalister og politiske kommentatorer kan simpelthen ikke få det til at stemme med deres vanetænkning, og så bliver man til grin.
For asylpolitik kan umuligt være vigtigere end økonomisk politik vel? Eller?

Desværre – for NA – har NA ikke formået at fastholde budskabet.

Ind imellem virker det som Naser Khader forsøger at svare på et spørgsmål om han er “holdt op med at slå sin kone”.

Det virker som om NA er blevet så chokerede over at de ikke kunne kommunikere deres egne tanker og idéer, at de har ændret tanker og idéer – og nærmest har handlingslammet sig selv.

De mangler klare tanker og klar kommunikation.

Om ikke andet må man da sige, at Khader og co. får den optimale død som parti med et mediemartyrium ved at trække sig ud af asylsamarbejdet og ryge under spærregrænsen ved valget.

Dét kunne i det mindste gøre det lettere for ham og Seeberg at komme i stald hos nogle af de andre partier uden nødvendigvis at have samme prædikater som de nuværende (amatør etc.) hængende over sig.

At partiet i de hele taget måtte finde på at tænke i de baner ville selvfølgelig være ret så defaitistisk, men omvendt kan de ikke ligefrem selv klappe sig selv på ryggen og synes, at det går vildt godt.

Lukket for kommentarer.