« Måske enden på begyndelsen | Forside | Bagsidepsykopaterne holder verdenskongres »
Mogensen & Kristiansen – backstage
Af Jarl Cordua | 2. februar 2008
Det er torsdag formiddag, og jeg sidder i en taxa på vej mod Sydhavnen – Pia Christmas-Møllers yndlingskvarter. Engang et af de største dumbs i København, men nu er stedet på vej op med masser af lækre lejligheder ud mod havnen a la Amsterdam. Der er også flyttet arbejdspladser ud til det engang så mistrøstige industrikvarter således har TV2 etableret sig i nogle bygninger derude. Jeg har før ved et par enkelte lejligheder været på det gamle eller interimistiske TV2News samme sted og kloget mig, men siden har man bygget nyt og flyttet en hel del om. Jeg træder ind i en stor lys foyer med lyse stengulve, ovenlys og udsyn så selv, hvis man står nede i stuen kan se, hvad der foregår på alle etagerne ovenover. Arkitekturen er vel nærmest identisk med den, som man finder ude i DR-byen. Jeg er kommet i meget god tid, og smider mig i en af sofaerne med Børsen og TV2s utroligt velsmagende automatkaffe.
Det giver mig god tid til at iagttage alle, der går rundt i foyeren. Tilsyneladende går alle medarbejderne på TV2 rundt på gangene og smiler, det bedste de har lært. Det er en stemning af, at de alle synes, at de er helt vildt heldige, ja nærmest lykkelige, fordi de arbejder på sådan en vigtig arbejdsplads.”Jeg arbejder på TV2”, kan man se dem sige ved middagsselskaber eller reunions med gamle skolekammerater. De er tilsyneladende så stolte over at arbejde på TV-stationen, om de så er receptionist, teknikker eller redaktionsleder. We happy few… (Ham der renser lokummer på TV2 er sikkert også helt vildt stolt af det, men han er ikke på arbejde denne dag, hvor man må stå i kø til – det kun ene ud af tre herretoileter – der var i funktion på 2. sal.)
Jeg kommer til at vente længe, for Michael Kristiansen kommer et kvarter for sent. Peter Mogensens lange lokker skimter jeg gående rundt oppe på 2. sal, allerede da jeg træder ind af døren. I samme øjeblik tænker jeg pludselig på hende den norske tv-journalist, der under valget og for rullende kamera spurgte Politikens kommentator, om han brugte toupé. Det afviste han jo ret så kategorisk, så nu nynner jeg for mig selv strofen: ”Yeah buddy its his own hair” fra Dire Straits-klassikeren ”Money for Nothing”.
En allerede fuldt TV-sminket Mogensen brokker sig højlydt, men stadig iført sit skæve smil og sine venlige øjne, over doktorens sene ankomst og som en slags undskyldning til Mogensen, forklarer Kristiansen, at han lige har været til et møde med en kunde. I mine øjne ser Kristiansen nu noget bælgøjet ud tenderende bagstiv, og egentlig mistænker jeg ham for at komme lige fra dynerne efter at have været kommet for sent i seng. Hvor om alting er, så er Kristiansen i et fortrinligt morgenhumør, der leder tankerne hen på lykkepiller. Han skynder sig hen til automaten for at få sig en kop kaffe, og så tager vi elevatoren op i sminken. Mogensen håner Kristiansen ved at spørge til, hvordan Anders Fogh dog kunne acceptere sådan slinger. Kristiansen betror os, at han trods alt aldrig nogensinde er kommet for sent til et møde med Fogh. Det lyder troværdigt.
I sminken sidder en af TV2 News kvindelige studieværter, der er mindst ligeså træt som Kristiansen af at have hele strømmen af udmeldte ex-Ny Alliance- folk i News-studiet for at fortælle den samme historie om, hvorfor de skrider fra Naser Khader. En af de semi-prominente får den helt store tur for at ”sparke bagud mod Naser Khader”, da han beskylder Khader for at være en dårlig leder. ”Det er da bare SÅ dårlig stil, det der”, konstaterer en kontant Mogensen, der er dukket op i sminkerummet.
Nu er det Kristiansens tur til at sætte sig i sminkestolen.
- Det er sgu dejligt at lave TV, siger han henført og smiler veltilfreds siddende i stolen. Nu dukker programmets kvindelige redaktør op for at briefe Kristiansen. Hun meddeler, at Mette Frederiksen desværre har lagt sig syg, og der er ikke tid til at finde en erstatning med så kort varsel, så drengene må køre selv i hele programmet, der denne dag handler om Ritts røde skole, Seebergs exit fra Ny Alliance, kronprinsens insisteren på at tage til OL i Beijing og CDs død.
På vej ned af trapperne er emnet for Kristiansens og min smalltalk fortsat evnen til ”at møde til tiden”. Vi taler om en fælles bekendt, der nærmest har som livsstil at aflyse flere møder, end han planlægger. Vi går i billedrummet, hvor redaktionen har fundet nogle såkaldte ”dækbilleder” frem, der skal bruges i programmet. Mens tv-billederne ruller hen over skærmen, kommenterer Mogensen på alt, hvad der dukker op. Det er ikke umorsomt.
Først ser vi de afgørende TV2billeder med Gitte Seeberg, hvor hun melder sig ud af Ny Alliance.
- Hvad? Er det ikke en tåre, hun fælder der? Det er sgu ligesom Hillary i Iowa, kommer det muntert fra Politikens kommentator.
Folkene i redaktionen forklarer Mogensen og Kristiansen, hvorfor de har valgt billederne af Fogh fra tirsdagens pressemøde.
- Hvad fanden sker der med ham, mand! Hvad laver Ulveman? Se han (Fogh) er jo faldet helt sammen, råber Mogensen og peger op mod TV-skærmen.
I lokalet er drengene i overtal, og karlekammerstemningen breder sig lidt efter lidt, da dækbilleder fra samme pressemøde i lang tid er fokuseret på flere sekunder lange sekvenser med en mere end nydelig kvindelig TV2-journalist.
Mogensen driller den mandlige redaktionsmedarbejder, der under stor latter forsøger at forklare, at han ikke førte kameraet på pressemødet.
Men vi er ikke færdige med dækbilleder, og nu ser vi Helle Thorning ude fra privaten på Østerbro kommentere Ritts røde skole. Redaktionsmedarbejderen synes, at Helle Thorning er blevet slidt af valgkampen. Hun er åbenbart ikke så lækker som før. Mogensen er helt uenig. Thorning ser fortsat brandgodt ud, fastslår han. Det er således de vigtige ting, der diskuteres, og så har Mogensen – efter min mening- indlysende ret i denne vigtige og helt afgørende sag!
Vi forlader billedrummet, går et par etager ned og sætter os i foyeren i et par behagelige sofaer. Nu skal programmets indledning og indhold lige snakkes igennem. Den kvindelige redaktør ridser de fem emneblokke op, og andre for programmets afvikling vigtige detaljer skal lige vendes. Imens sidder de to kommentatorer klar med små blå sedler, hvor de i forvejen har kradset deres analyser ned. Mogensens sedler er tætskrevne – han har formentlig haft god tid til sin forberedelse mens han ventede på sin makker, men Kristiansen overrasker mig faktisk, for han har også forberedt sig.
Mogensen er klar i mælet og svinger krabasken over alt og alle. Der er ikke dem, der ikke burde tage sig sammen eller skiftes ud i dansk politik. Kristiansen er ikke meget mildere. M&K er førerhundene i den politiske spanking-business, men det tæller med, at de selv har prøvet at stå på den anden side, og på et eller andet tidspunkt at være blevet hængt ud i pressen som værende uduelige, umulige og ubrugelige. Det var vilkårene dengang de sad i statsministeriet og var rådgivere, nu er deres roller anderledes, og de ved præcis, hvad opgaven de er stillet indebærer. De skal ikke rose, men tværtimod være kritiske og gerne hårde. I foyeren lyder det som, at alt og alle, der kryber og går i dansk politik, bare skal have nogle tæsk, tæsk og atter tæsk.
Først kommer Seebergs exit fra NA under behandling
- Det er jo ligesom CD. I stedet for Erhard og Mimi, så er det nu bare Naser. Det er præcis det samme, siger Kristiansen henført og tilsyneladende helt forelsket i sin egen analyse. Den vinkel får ikke lov at dø. Den kommer helt sikkert med i programmet.
Så gælder det Ritt Bjerregaards initiativ med den “Røde skole”, og Kristiansen er uforsonlig:
- Det projekt handler om to ting: Ritt selv eller også handler det om at Ritt vil lave ballade eller måske en kombination af begge ting. Hvad skal man ellers bruge det til?
Mogensen er lidt mere positiv og mener, at Ritt har ret i, at det ikke gik særligt godt for socialdemokraterne sidste gang, og at det at diskutere valgnederlaget igennem i partiet, er klogt, frem for at S bare sejler videre, som om intet var hændt.
Kristiansen er helt uenig, men Mogensen konkluderer, at han endelig bør holde fast i synspunktet om, at Ritt er en ballademager, da det “har kant”, og dermed har programmet så også to vidt forskellige holdninger til den Røde Skole.
Hvad Jarl, hvad mener du, du kender jo ligeså lidt til sosserne som Michael, driller Mogensen.
Taknemmeligt griber jeg opfordringen og analyserer frem og tilbage. Jo, der er vist en fløjkamp undervejs i partiet. Alle positionerer sig. I partiet noterer flere sig, at ikke mindst Christine Antorini var hurtig til at melde sig i rød skole. Det ulmer underneden, og nogle ser den røde skole som en måde at vise, at S har opgivet troen på, at Helle Thorning kan vinde valget. Så nu gælder det om ikke at få et medansvar for det næste valgnederlag, skynder jeg mig at kloge mig.
Mogensen lytter interesseret til talestrømmen, der rinder ud akkurat lige inden, at jeg ser antydningen af et strengt blik fra Kristiansen, der siger, at nu har jeg snakket længe nok.
Når det kommer til bedømmelsen af kronprinsens beslutning om at tage til OL i Bejing, er de to tidligere presseansvarlige i statsministeriet total enige om, at statsministeriet har sovet i timen ved at give grønt lys til Frederiks planer om at blive valgt som IOC-medlem og tage til Kina under legene.
Efter at have været de resterende emner igennem, går vi i TV-studiet med den blå og røde pult.
I studiet hilser vi på teknikkerne, der alle ligner mænd i 30’erne. Der er en del hø-hø snak og smådrillerier. Teknikerne snakker endnu mere end de to TV-stjerner, også selvom at hierarkiet er givet på forhånd. Det er dog flinke mennesker – man bliver straks budt på kaffe, og de vil gerne snakke, og vide hvem man er. Det er en godmodig og konstant afslappet stemning, selv da en af teknikerne vælter en kop kaffe ud over sin kollega, så er reaktionen flegmatisk, ja nærmest stoisk.
Stående overfor hinanden ved pultene og med redaktørens stemme i øresneglen fortsætter Mogensen og Kristiansen med at debattere hinanden, sådan at de i minutterne op til optagelsen sliber retorikken til. Tonen bliver hårdere og de puffer nærmest verbalt til hinanden, som et par kamphaner. Effekten af denne gensidige sparring viser sig som destillater af kommentatorernes politiske analyse, hvor blot et par sætninger indeholder den knivskarpe konklusion. Processen gentages lige før optagelsen af sekvenserne, sådan at de enkelte blokke kun tages om, hvis de to mænd ved pultene kløjs i sætningerne. Det sker kun et par gange undervejs. Nervøsitet er der intet af og faktisk, ser det ud som, at Mogensen og Kristiansen har det sjovt og bare nyder timen med TV-optagelser.
Hvad så Jarl, hvordan synes du at det gik. Fik vi det hele med?, spørger Mogensen mig til sidst.
Jeg kan kun falde over småting, men roser Mogensen for i programmets slutning elegant at få flettet en kritik af S-ledelsen ind, som han ellers havde glemt i begyndelsen af programmet.
Efter en små trekvarter i studiet er det hele slut, og teknikerne siger ”tak for i dag”. En af dem siger, at han læser min blog, og opfordrer mig godmodigt til at skrive noget pænt om programmet, “nu hvor jeg har fået kaffe”. Jeg forsøger at smile afvæbnende og kommer vist til at sige på vejen ud af døren, “at det skal jeg nok”,
Ude i foyeren trykker jeg de to TV-værter i hånden, og vi udveksler et ”vi ses”. Besøget er forbi, og jeg forlader lige umiddelbart efter receptionens indgang passerende en håndfuld nikotinafhængige TV2-medarbejdere, der pulser kraftigt løs på deres cigaretter. Efter to timer hos TV2 på Teglholms Allé sætter jeg mig ind i en taxa og kører ind mod byen.
N.B.:Det er muligt at se denne uges udgave af “Mogensen og Kristiansen” gratis på Tv2 Sputnik
Emner: | 9 kommentarer »
2. februar 2008 kl. 21:46
[...] Jarls blog wrote an interesting post today on Mogensen & Kristiansen – backstageHere’s a quick excerptMogensen & Kristiansen – backstage Af Jarl Cordua | 2. februar 2008 Det er torsdag formiddag, og jeg sidder i en taxa på vej mod Sydhavnen – Pia Christmas-Møllers yndlingskvarter. Engang et af de største dumbs i København, men nu er stedet på vej op med masser af lækre lejligheder ud mod havnen a la Amsterdam. Der er også flyttet arbejdspladser ud til det engang så mistrøstige industrikvarter således har TV2 etableret sig i nogle bygninger derude. Jeg har før ved et par enkelte lejligheder [...]
3. februar 2008 kl. 00:33
Argh, hvordan bærer man sig ad med at komme til at se programmet?
3. februar 2008 kl. 00:42
Tryk på ‘Sputnik Popup’ ca i midten af vinduet på sputnik.tv2.dk og vælg så Programmer, hvor ‘Mogensen og Kristiansen’ findes under M-R.
3. februar 2008 kl. 16:10
En fornøjelse at læse dit l a n g e indlæg. Tak
3. februar 2008 kl. 16:49
Fornøjeligt “back-stage” reportage, med mange diskrete kryderier.
Men det er “lissom” den sædvanlige, overordnede, “skarpe sovs” er holdt tilbage!
Kollegiale hensyn??
3. februar 2008 kl. 17:13
4. Det kan du mene, men da jeg selv har inviteret mig til showet, så er jeg blevet vist en tillid, som jeg vel anstændigvis til en vis grad bør gengælde. Ellers ville jeg da være en røv, synes du ikke?
4. februar 2008 kl. 19:47
vedr: Jarl Cordua skrev:
3. februar 2008 kl. 17:13 : da jeg selv har inviteret mig til showet, mv
Jamen Jarl. Hvis du havde været inviteret, kunne jeg måske forstå det…
Men gælder en høflighedskodeks for selvindbudte party-crashers? (eller var det reelt i Old boys Network-regi?)
Omvendt, kan man jo opfatte dit svar således, at vi , med tiden, har noget at se frem til, a la din seneste, relevante, blog om trenden indenfor ditto-udsendelsen Jersild og Spin??
4. februar 2008 kl. 21:57
6. Jeg forstår ikke dit spørgsmål. Nu har jeg aldrig – som så mange andre hellige mennesker herunder Skt. Haagerup på DR – hævdet at være uhildet. Så du som læser må drage dine egne konklusioner. Jeg synes, at Mogensen og Kristansen er kanondygtige og kompetente og så er den vel ikke længere.
5. februar 2008 kl. 11:08
Jah, så har jeg jo ikke mere at komme efter..