Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Kunstnerklynk på dåse

Author icon

Skrevet af

Clock icon

februar 23, 2008

Comments icon

62 kommentarer

Jeg elsker kunst og er storforbruger af især musik og film. Der var også engang, hvor jeg rendte til ti teaterforestillinger om året, og så er det for mig en bunden livsopgave af komme igennem såkaldte klassiske litterære mesterværker. Kunstudstillinger har jeg i stigende grad også taget mig selv i at opsøge. Så nedenstående er på ingen måde et rindalistisk korstog mod kunsten.

En person som Klaus Rifbjerg har jeg det dobbelt med. På den ene side skriver manden fyndigt, morsomt og begavet, men når han skal åbne munden og udtale sig om politik, ja så forekommer han mig at leve i et helt andet univers. Det er i hvert fald utrolig så klog man kan blive på Danmark og danskere og ikke mindst deres problemer, når man selv bor fast i Marbella i Spanien.

Rifbjerg er ligesom Anne Linnet og Kim Larsen blandt dette lands anerkendte og respekterede kunstnere, og alle får eller er blevet tilbudt at få Kunstfondens livsvarige – omend indtægtsregulerede – ydelse, som samfundets påskønnelse af deres hidtidige kunstneriske indsats. Sidstnævnte skal have, at han har sagt nej til ydelsen. Larsen kan klare sig selv. Tænk, hvis der var lidt flere af hans slags. Jeg er sjældent enig med Larsen politisk, der vrøvler løs om ting, han helt åbenlyst ikke aner en pind om. Men Larsen har i det mindste integritet og er ingen hykler eller optræder ligeså belærende som så mange andre krukker fra dansk kunstliv ellers har for vane.

På den ene side, så kan jeg ikke falde på røven over, at samfundet bruger en lillebitte smule 23,5 millioner kr. årligt af vores statslige midler på kunststøtte i sammenligning med, hvad staten ellers bruger på at passivisere en stor del af befolkningen, så er denne kunststøtte nærmest ingenting. Og i mange tilfælde så skaber kunstnerne jo faktisk indimellem noget kunst for de penge, som de får, hvorimod folk på overførselsindkomster producerer ingenting.

Alligevel, så virker det besynderligt, hvorfor en flok politikere eller politisk udnævnte smagsdommere sidder og bestemmer, hvad der er god kunst med henblik på så at beslutte, hvem der fortjener at blive støttet med offentlige midler. Hvorfor ikke lade folket selv bestemme kunststøtten? De mange ægte kunstforbrugere som køber kunstnernes produkter er jo dermed direkte med til at støtte dem økonomisk. For mig er det ÆGTE og ærlig kunststøtte, men for socialister er den slags idéer jo ren jungleliberalisme.

Anne Linnet '“ som i tre årtier har skovlet penge ind på sin musik '“ stod i går, fredag på TV og klynkede over, at hun nu i ni måneder i et studie havde lavet musik og derfor ikke fået en krone for det. Konen har ellers hele livet været en benhård forretningskvinde, som med stor dygtighed har forhandlet sig til gode pladekontrakter mv. Nu stod Linnet i TV2-Nyhederne i går og forsøgte at retfærdiggøre at hun, der er blandt landets gennem tiderne bedst sælgende kunstnere, fortjener kunststøtte, fordi musikeren ikke har fået penge for sit ufærdige produkt i ni måneder under indspildninger af hendes nyeste CD.

Jeg forstår ikke argumentationen. Er der andre af hendes mindre talentfulde kolleger i musikbranchen, der har samme vilkår? Er det i øvrigt ikke sådan, at hver gang man i alle andre innovative brancher er i fasen med at udvikle et nyt produkt (hvad kunst jo også er) så har man ofte slet ingen indtægter? Bare se på Asger Aamunds selskaber, der i årevis ikke producerede salgbare produkter. Anne Linnets plade har da i øvrigt fået rimelig pæn succes, så mon ikke at indtægterne kommer nu? Hvad er det der adskiller Linnets branche fra al mulig andre produkter? At det er kunst? Alle vi der mener det, er jo en flok “materialistiske antihumanistiske højrefolk”, der bare stiltiende skal acceptere, at folk i kunstlivet rangerer højere på en eller anden selvbestaltet menneskelig værdiskala og som gør, at de kan få socialhjælp når de producerer kunst, mens andre der tager en risiko må gå for lud og koldt vand, fordi de kun producerer “døde ting”?

Kunststøtten er en socialdemokratisk opfindelse fra 1960'ernes begyndelse – en tid hvor socialdemokraterne og de radikale som led i en ideologisk strategi bevidst begyndte at dele rundhåndet ud af statskassen til kulturlivet. Landets første kulturminister Julius Bomholt (S) fik den idé, at landets arbejdere partout skulle “omvendes” til alt det finkulturelle. En helt igennem naiv forestilling i stil med at ligeså snart farbriksfløjten lød, så skulle arbejderen stå på sin cykel for at køre hen for at kigge på udstillede skulpturer på et eller andet offentligt kunstmuseum.
Socialdemokraterne sendte den finkulturelle del af kunstlivet ligesom den del af befolkningen, der ikke gad arbejde (det var i 1960erne hvor der var fuld beskæftigelse) på støtten. Arbejderne gad i øvrigt slet det finkulturelle. Det lykkedes vel kun at rekruttere Erik Clausen og Leif Sylvester (som så siden kvitterede med at blive kommunister..). Næh, rigtige arbejdere var mere interesserede i fodbold og anden sport, quizprogrammer i fjernsynet med Otto Leisner eller til at tage afsted på udlandsrejser med Simon Spies og Tjæreborg-præsten til grisefester på Mallorca iøvrigt til socialdemokratiske politikeres store forargelse. Det var faktisk ikke så underligt, at Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup fik så stor vælgersucces i 1970’erne.

Hvorom alting er, dagene med Bomholts visioner om støtte til det finkulturelle er for længst overstået. Derfor er VKO-flertallets idéer om at sanere kunststøtte med livsvarige ydelser til velaflagte og i mange tilfælde styrtende rige kunstnere som Klaus Rifbjerg og maleren m.v Per Kirkeby absolut nødvendige. Kunststøtte hører simpelthen en helt anden og svunden tid til. Som Brian Mikkelsen sagde det, hvis kunstnere ikke kan leve af deres kunst, så hører det jo ind under sociallovgivningen.

Her er i øvrigt listen med kunstnere der modtager livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond.

Læs også Netavisen 180graders leder om sagen.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    62 Comments

  1. Claes Johansen

    sagde den 23. februar 2008 kl. 15:50:

    Mange interessante og tankevækkende synspunkter her, bortset fra, at kunststøtten ikke blev opfundet i 1960erne af S og R, men er et internationalt og navnlig et nordisk fænoment, som Danmark relativt sent tilsluttede sig.

    Det er i øvrigt utroligt, som disse diskussioner bevæger sig uden om det virkeligt centrale, nemlig at kunstnernes problem er deres svage faglige organisation. I det samfund, hvor lønninger fastlægges ved hårde forhandlinger mellem arbejdsgivere og fagforeninger, bliver man automatisk sorteper, hvis man er fagligt svag. Det er jo ikke fordi bogbranchen som sådan mangler penge – den er for mindst 90 procents vedkommende profitabel for de involverede, hvad enten det er forlagene med deres dyre bygninger og mange ansatte, trykkerierne, boghandlerne osv. Dertil komme alle de andre, der lever af litteraturen, som folkeskole- og gymnasielærere, universitetslektorer, journalister, bibliotekarer, kursusledere osv. Man undrer sig af og til over, hvor alle disse mange, ofte højtlønnede statsansatte bliver af i kunststøttedebatten – lige bortset fra de situationer, hvor de optræder decideret destruktivt, som på det seneste bibliotekarerne.

    Med en stærk faglig organisering ville det være muligt for kunstnerne at presse de øvrige indtægtsgrupper i branchen ned, så de selv kunne få en større del af den samlede profit. Det er i overensstemmelse med den klassiske markedsøkonomi, som den nuværende regering hylder. Problemet er bare, at der altså er visse erhverv, hvor modellen bare ikke er anvendelig, og hvis man ønsker at holde liv i disse erhverv, må der andre former for tænkning til. Kunststøtten er ikke ideel, men den er mere ideel end at dansk kutur og kunst får lov til at dø ud eller centreres omkring en eksklusiv “Top Ti”, og det synes desværre at være alternativet.

    Hvis nogen i øvrigt vil vide, hvordan tilværelsen udfoldede sig for selv højt respekterede og anerkendte danske forfattere før kunststøttens indførelse, kan de passende tage Martin A. Hansen som eksempel. Skolelærer om dagen og forfatter om natten; den gik ikke uden amphetamin, og så gik den pludselig slet ikke.

  2. Peter

    sagde den 24. februar 2008 kl. 02:41:

    Synes din argumentation lyder lige så langt ude som Anne Linnets – jeg tror ikke det er muligt for mig at fremlægge en præcis businessplan for mit bands næste plade, det er umuligt at forudsige indtægterne – Jeg er ret sikker på at Asger Aamund tager en lagt mindre (relativ) risiko med sine selvskaber…

    Men du kan selvfølgelig henvise til en bank, der bare elsker kunstnere uden en fremtid?

  3. Jarl Cordua

    sagde den 24. februar 2008 kl. 10:30:

    2. Hvorfor er du SIKKER på at Aamund tager en langt mindre relativ risiko med sine egne selskaber.

    Forstår jeg dig ret? Fordi du og dit band laver en plade, skal I så have livsvarig ydelse fra Statens kunstfond ligesom Anne Linnet?

    Jeg ved godt at det er hårdt at sige til følsomme kunstnersjæle, som lægger kræfter og energi i deres kunst, men da ikke al kunst er stor og banebrydende, så må noget af det frembragte måske i virkeligheden mere tillægges en værdi som fritidssysler.

    Nogle mennesker spiller musik i et band og andre blogger løs. Fælles for os alle er, at vi som oftest skal have noget at leve af, når vi ikke kan eksistere alene i kraft af vores “frembringelser”.

  4. Superman

    sagde den 24. februar 2008 kl. 12:13:

    Peter
    “jeg tror ikke det er muligt for mig at fremlægge en præcis businessplan for mit bands næste plade, det er umuligt at forudsige indtægterne”

    Og hvad så ?

    Anne Linnet må jo tilstræbe at tilpasse sig markedet efter bedste evne, ligesom alle andre mennesker. Hun kan jo hæve prisen på hendes CD’er eller hvad ved jeg. Den særlige risiko der måtte være i “kunst” branchen må de jo tage højde for. Få et arbejde som hjemmehjælper ved siden af kunne være et godt råd – ja det kunne vel tænkes at vi som samfund fik bedre kunst, såfremt kunstnerne også skulle prøve at bevæge sig lidt rundt i virkeligheden og ikke kun i deres egen skatteyder finansierede fantasiverden

    Men kunstnerstøtten er jo konkurrenceforvridende. Hun skal åbenbart have penge af det offentlige for at hygge sig i et studie, mens jeg ikke for en krone til at støtte mig i mit blokfløjte kunstprojekt. Det er da ulige vilkår, og så er der ikke engang nogen der har haft mulighed for at vurdere kvaliteten af Anne Linnet’s kunst i forhold til min.
    Hvis hun ikke kan leve af at sælge musikken, er den tilsyneladende ikke god nok – der er jo åbenbart ikke nogen der værdsætter den nok til at ville betale for dens frembringelse – altså er det blot hendes eget hobby-projekt.

  5. Olsen

    sagde den 24. februar 2008 kl. 12:36:

    “Jeg tror jeg kunne slippe godt fra at udstille et penalhus og kalde det kunst. Folk ved ikke, en farve er rød, før de får besked om det.” Den ’store’ bulderbassesmed Robert Jacobsen sagde dette. Een gang anerkendt = evig støtte uanset ‘markedet’ ikke længere er der og ‘frembringelserne’ ender i påtaget hittepåsomhed. Læg mærke til at mange Nobelprismodtagere glider ud i glemselen efter de er blevet ‘honoreret.’ De frembringer ikke længere værker der er værd at beskæftige sig med, men overlever på rutinen. “Statens interesse for kunst er langt farligere end dens ligegyldighed.” Graham Greene.

  6. Peter

    sagde den 24. februar 2008 kl. 15:50:

    Jeg kan ikke lige se hvorfor (og hvordan) jeg skal forsvare Anne Linnet, hun er imho utrolig kedelig og intetsigende – min anke er din sammenligning (som er en borgerlig autoreaktion) mellem det at lave kunst og det at lave en businessplan for en virksomhed. Der er stor forskel på at lave en drejebog for en virksomhed og at indspille en plade, male et billede eller lave en skulptur – grunden til at jeg skriver “relativ risiko” er at jeg, i processen, ikke har sikret mig at 4-50 mennesker, banker og aktionærer vender tommelfingeren op til mit projekt. På den anden side koster det mig selvfølgelig heller ikke 250 millioner at lave en lorteplade…

    Dermed ikke være sagt at en livslang ydelse er det smarteste i verden, jeg hørte Brian Mikkelsen udtale at det ikke skulle være en social ydelse og jeg er faktisk enig med ham så langt – men kom lige ud over hvem der modtager den (for det kan og bør diskuteres) og frem til hvad vi eventuelt vil med kunststøtte.

    Meget kunst bliver produceret som en firtidsbeskæftigelse og fint med mig – men jeg vil tillade at mig at påstå at der er forskel mellem, eksempelvis, musik produceret af en band som arbejder med musikken på fuld tid og et der lige skal stå 13 timer på McDonalds inden de optager.

  7. Claes Johansen

    sagde den 24. februar 2008 kl. 19:09:

    Et par private mails tilkendergiver, at man åbenbart kan misforstå mit forrige indlæg. Jeg har naturligvis ikke ondt af, at forlag har bygninger og ansatte, eller at litterater får løn for deres arbejde; det ville være absurd. Og at dygtige og anerkendte kunstnere får en erkentlighed for deres langvarige indsats i landets kulturelle tjeneste, er elementær anstændighed på statsplan. Jeg påpegede bare den omstændighed, at dem, der leverer fundamentet for hele det kuturelle felt, også er dem, der har sværest ved at oppebære en bare nogenlunde anstændig indtægt gennem salg. Det skyldes ikke grådighed fra kunstformidlernes side, for de er ofte lige så klemte og idealistiske som kunstnerne selv. Grunden er derimod, at markedsmekanismerne ganske enkelt ikke fungerer inden for kunsten. Kunstneres særlige forhold gør dem fagpolitisk svage. Desuden er kommercialitet og beregnende planlægning ikke salgsfremmende for kunst – tværtimod. Kunsten skal komme fra hjertet, det er selve fundamentet for den. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være, og det nytter ikke at tvinge en liberalistisk Endlösung ned over et område, hvor enhver idiot kan se, at modellen ikke er brugbar. Det forstod selv superliberalisten Margaret Thatcher, der aldrig kunne have drømt om at lægge moms på bøger i England. Det er kun i Danmark, man indbilder sig selv at alt og alle er fuldstændig éns og med djævlens vold og magt skal indpasses i den samme skabelon.

  8. Jarl Cordua

    sagde den 24. februar 2008 kl. 19:48:

    7. Dvs. essensen er altså, at fjerner politikerne 23,5 mill. krs livsvarig ydelse til de absolut mest succesrige og i nogle tilfælde stinkende rige kunstnere, så er der tale om “liberalistisk endlösung”?

    “Endlösung” var Adolf Eichmanns eufemistiske betegnelse for planen der skulle udryde millioner af jøder under krigen. Meget smagfuldt at bruge samme betegnelse om et politisk forslag, der fjerner et par tusind om året til Klaus Rifbjerg, Per Kirkeby og Lars Von Trier.

    Her på bloggen er vi meget åbne overfor alle argumenter også for folk der brænder for deres sag, men er du nu HELT sikker på at fjernelse af kulturstøtte ligefrem lever op til betegnelsen “Endlösung”?

    Det du vel mener er, at kunstnere skal have særbehandling og støtte fra resten af samfundet ALENE fordi, at de frembringer kunst. Og det er jeg ikke enig i.

  9. Peter Løhmann

    sagde den 24. februar 2008 kl. 20:22:

    Er vi til gengæld, stort set, alle enige om, at kunst- og kulturstøtte til kunstnere på vej frem er af det gode, så de kan fokusere på at udvikle sig, til glæde for alle os andre, hvad enten de laver musik eller skriver bøger, digte eller skuespil?

  10. Jarl Cordua

    sagde den 24. februar 2008 kl. 20:36:

    9. Nej, jeg har intet imod offentlige arbejdslegater til værdigt trængende kunstnere, der har vist et talent inden for deres felt. Der er vel også almennnyttige private fonde, som allerede i dag støtter kunstlivet med legater. Jeg er dog skeptisk overfor ren offentlig finansiering, men på den anden side, så er 23,5 millioner kr. årligt jo peanuts. Især når indkomstskatten tager det meste af støtten tilbage!

  11. Peter Løhmann

    sagde den 24. februar 2008 kl. 21:25:

    @Jarl
    Det lyder som om vi er enige i, at de 23,5 mio. kr. kan bruges bedre indenfor kulturressorten, og dermed uenige med fx DF, der vist helt vil spare pengene væk fra området.

  12. Jarl Cordua

    sagde den 24. februar 2008 kl. 22:10:

    11. Ja, egentlig.

  13. Spinoza

    sagde den 24. februar 2008 kl. 22:57:

    Hermed et link til et godt indlæg om emnet:
    http://www.punditokraterne.dk/dansk+gab+film

  14. Claes Johansen

    sagde den 24. februar 2008 kl. 22:59:

    Jarl Cordua, tak for dit svar, men jeg må ærlig talt sige, at du synes at have misforstået sagen fundamentalt. Den danske stat udbetaler IKKE 23.5 millioner kroner årligt til “de absolut mest succerige og i visse tilfælde stinkende rige kunstnere”. Langt, langt den største del af pengene udbetales faktisk til fattige, men dygtige og anerkendte kunstnere med meget SMÃ… indtægter, folk som man mener fortjener en vis kontinuerlig økonomisk sikkerhed i deres liv og virke. Dem med de store indtægter får kun et symbolsk beløb, da legatet jo netop er stærkt indtægtsreguleret (i virkeligheden alt for stærkt, men det er en anden diskussion). Den symbolske værdi ligger i, at det er en æresbesvisning, ligesom man i forgangne tider har givet til f.eks. krigserfarne officerer og folk fra modstandsbevægelsen – mennesker, der har gjort en særlig indsats for DANMARK. Den samlede værdi af de legater, du harselerer imod, er sølle 1,5 millioner kr, fordelt på 100 modtagere! Det er DE penge, hele diskussionen er udsprunget af, tro det eller lad være, og nu hedder det sig, at ordningen skal afskaffes helt. Det betyder imidlertid ikke, at de kunstnere, som allerede er på støtteordningen, vil få den inddraget, for det kan næppe juridisk lade sig gøre og ville da også være en hån uden lige. Nej, det betyder udelukkende, at kunstnere af yngre generationer (det vil i høj grad sige dem, der kommer efter 68-generationen) vil blive nægtet adgang til dette privilegium og denne anerkendelse fra staten. Ja, det er virkelig smukt!

    Det er i forvejen et problem, at der er meget få yngre forfattere i Danmark, og jeg er sikker på, at det her nok skal hjælpe, sammen med hele den hetz der konstant køres imod nogle af de fattigste og flittigste mennesker i Danmark, som knokler for peanuts dag og nat for at opretholde og videreudvikle landets kultur.

    I øvrigt brugte jeg ordet ‘Endlösung’ i bred forstand, i dette tilfælde at mange i dag har den yderst farlige holdning, at den økonomiske liberalisme er løsningen på ethvert samfundsspørgsmål. Jeg mener, det er en svaghed ved nordeuropæisk mentalitet i det hele taget, at vi har en tendens til at tro, den slags ufleksibel tankegang kan føre noget positivt med sig. Det er jødeudryddelserne det mest ekstreme eksempel på, men der ud over var det ikke min mening at drage nogen sammenligning, hvilket jo også ville være helt ude af proportioner, ingen tvivl om det.

  15. H.J. Hansen

    sagde den 25. februar 2008 kl. 01:28:

    @Claes Johansen
    Det forstod selv superliberalisten Margaret Thatcher, der aldrig kunne have drømt om at lægge moms på bøger i England.

    Det er da også en meget bedre idé at fratage bøger for moms end at give forfatterne støtte. For modsat af hvad mange fejlagtigt tror, så er det ikke statsstøtte, at staten ikke pålægger en urimelig afgift på en vare. Så lad os da endelig vælge den model i stedet.

  16. FriKapitalist

    sagde den 25. februar 2008 kl. 05:40:

    Klart afskaf momsen på kunst. Det er vist endda blevet foreslået får af nogle fra venstre.

    IT er vel kunst, ikke også?

  17. Claes Johansen

    sagde den 25. februar 2008 kl. 13:02:

    Det liberalistiske England har BÃ…DE momsfritagelse for bøger OG en statslig kunstfond, ligesom stort set alle andre vestlige lande. Endvidere skriver engelske forfattere for et verdenspublikum, mens danske forfattere skriver for 5.5 milloner mennesker – der er ingen sammenligning.

    Kære venner, jeg tror, der er en genoldig kommunikationsbrist et sted, der skyldes, at det, forfattere foretager sig (jeg kan kun tale om forfattere, ikke om kunstnere generelt), er dybt fremmed og ukendt for alle andre end dem, der selv skriver bøger. Lad mig starte med at sige, at det er et gigantisk hårdt projekt at lave f.eks. et romanmanuskript, der er godt nok til, at det kan blive optaget på et dansk forlag. Der er begavede folk, som prøver hele livet, og aldrig kommer nogen vegne med det. Man er hver gang nødt til at tømme sig selv fuldstændig og simpelt hen give alt, hvad man overhovedet har. Arbejdstiden kan ikke gøres op, men rundt regnet har jeg knoklet tres timer om ugen de sidste femten år, uden en eneste ferie. Pensionsordninger osv. er selvfølgelig ukendte for faget, og nu vil regeringen også afskaffe de pauvre livvarige legater.

    Det er ikke fordi, jeg mangler anden erhvervserfaring. Jeg har været rengøringsassistent og postbud, jeg aftjente min værnepligt ved kamptropperne i Vordingborg, jeg har skrivet snesevis af kronikker og anmeldelser, og en tid var jeg medlem af Weekendavisens opinionspanel, mens Tøger Seidenfaden var redaktør. Med andre ord: masser af “profilering”. Desuden var jeg i 15 år lærervikar og siden lærer i Albertslund, delvist mens jeg gik på seminariet.

    Alt dette har såmænd været hårdt nok, som man måske kan forestille sig, men at skrive skønlitteratur er langt, langt mere krævende, psykisk, tidsmæssigt, talentmæssigt og for den sags skyld også fysisk.

    Det er blevet til 24 bøger siden 1986, udgivet på Gyldendal, Aschehoug, Forum, Tiderne Skifter, Hovedland og Carlsen. Langt de fleste er blevet rost i pressen, en enkelt fik ligefrem Information til at rydde forsiden for at bringe meddelelsen om Claes Johansens nye roman med et kæmpe billede af omslaget; jeg tror, det er ret enestående i dansk litteratur. I et andet tilfælde trådte selve den daværende undervisningsminister Bertel Haader frem i radioen og roste en af mine udgivelser til skyerne. Jeg har desuden fået flotte lektørudtalelser fra bibliotekerne og personlig ros og anden incitament fra de mest erfarne og respekterede kollegaer inden for faget, blandt andre Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen. Mine bøger er skrevet på et ligefremt og naturligt dansk og handler mestendels om almindelige danskere, ofte i historiske omstændigheder, således tre romaner om krigen i 1864 og en stor trilogi om besættelsestiden på i alt mere end 1200 sider. Andre af dem præget af min private afsky for den katastrofale indflydelse, den såkaldte 68-generation har haft på det danske samfund.

    Kort sagt: ingen liberal dansker kunne ønske sig en forfatter, hvis produktion og virke rammer mere i plet, hvis vi skal tale om potentielle salgsmuligheder mv.

    Alligevel er jeg så langt fra at kunne overleve alene på salget af mine bøger, at man må le bitterligt bare ved tanken. Vi taler ikke om en løn, der er nede på kassedameniveau. Vi taler om mindre, end man kunne tjene ved at samle tomme flasker ind i de københavnske parker og bære dem hen til den nærmeste købmand. Dét er virkeligheden, og sådan ser den ud for 99% af Danmarks kunstnere.

    Alligevel fortsætter vi, lever på en træklods, lave oversættelser ved siden af til en næsten lige så grotesk underbetaling og tigger os ydmygt til de stadigt skrumpende legater. Enhver kan sige sig selv, at det ikke er nogen rimelig eksistens for moderne mennesker, men alligevel gør vi det – af indre nød, kunstnerisk trang, OG fordi vi i bund og grund – trods alle de piskesnert, vi også uddeler (og som er en af kunstens hovedfunktioner) – elsker det sprog og den kultur, der også tilhører dig, der læser det her, og som udgør vores smukke fælles arv. Det er positiv fædrelandskærlighed, i modsætning til det fremmedhad og deslignende, der ofte forveksles med fænomenet. Men som enhver kan se med et halvt øje, lader det sig ikke gøre uden støtte fra alle kulturelt interesserede i Danmark – moralsk og økonomisk. Derfor må hetzen imod danske kunstnere ophøre hurtigst muligt. Den er smålig, jantelovspræget, og den kan INTET positivt bringe med sig, kun en destruktion af dansk sprog og kultur.

    I med jeres faste lønningsposer og sikre pensionsordninger kan fantasere om liberalistiske løsninger på det her, til I bliver blå i hovedet af det. I mellemtiden er vi andre er nødt til at leve i virkeligheden, og den passer bare ikke ind i dette drømmeland.

  18. Jarl Cordua

    sagde den 25. februar 2008 kl. 13:34:

    17. Ja nu har jeg ingen fast pensionsordning, så jeg føler mig ikke ramt.

    Jeg kan ikke læse dit indlæg som andet end en lang klagesang om, hvor hårdt du og andre har det. Det er faktisk noget i selv har valgt. Der er jo mulighed for at få en mere fast tilknytning til arbejdsmarked, hvis man vil. Livet er et valg. Og det indebærer – ved jeg af egen erfaring – at man i perioder som freelancer lever af nådsensbrød. Men jeg er jo ikke kunstner (selvom der nok skal være enkelte der mener det), så jeg har ingen steder at gå hen for at klage min nød.

    Men nu fik du da lidt gratis reklame for din skribentvirksomhed her på bloggen, Claus. Kom så ikke og sig, at du ikke møder lidt velvilje i den private sektor! 😉

    Jeg interesserer mig for historie, så jeg vil da overveje at købe en af dine romaner næste gang, hvis jeg falder over en af dine titler.

  19. Superman

    sagde den 25. februar 2008 kl. 15:01:

    Claes Johansen;

    Jeg er enig med Jarl. Dit indlæg er blot en lang klagesang over konsekvenserne af dit eget valg.

    Men du kan jo finde dig en anden hobby end at skrive bøger, eller måske skulle du nøjes med halvt så mange bøger, og så i stedet få mere tid til alm. arbejde.
    Der er jo tilsyneladende ikke tilstrækkeligt mange i dette samfund der finder dine skriverier interessante nok, eller de er jo ihvertfald ikke villige til at betale for denne “værdiskabelse”.

    Det er muligt at både du og andre “kunstnere” selv synes de er uvurderligt værdifulde for samfundet, men der er jo tilsyneladende ikke andre der synes det – og derfor er og bliver det en hobby – i udfører primært jeres “arbejde” for jeres egen skyld. Du og andre kunstnere kræver så blot at vi andre skal finansiere din hobby…

  20. Claes Johansen

    sagde den 25. februar 2008 kl. 15:02:

    Jarl, tak for svaret, men lad os holde os til sagen og undgå de private udfald (håber dog, du vil synes om bøgerne – et par af dem findes vist stadig på et bibliotek hist og her).

    Som jeg forstår dig, vil du (og mange andre) gerne have kunst og kultur, men det skal fungere på det liberale markeds principper. Jeg kan sagten se det besnærende i tankegangen, og jeg kritiserer ikke den liberale model som sådan, den har uomtvisteligt sine positive sider. Min pointe er bare, at al erfaring viser, at der i forhold til kunsten er tale om to karambolerende størrelser. Det er en ganske logisk og særdeles udbredt antagelse og har været det i århundreder. Jeg har bare søgt at underbygge yderligere ved mit eget eksempel, der langt fra er unikt. Sagt på en anden måde: Hvis det nu viser sig, at du rigtig godt kan lide mine bøger og synes, de er vigtige, hvad jeg faktisk ikke regner for usandsynligt, så kan jeg fortælle dig, at uden Statens Kunstfond var de aldrig udkommet, og du ville være henvist til nogle ganske, ganske få bøger, hvis du ville læse noget på dansk, og det ville næppe være forfattere af den art, der tiltaler dig.

    Det er ikke unormalt, at man har en politisk teori, som man på visse felter er nødt til at danne undtagelser fra. Liberalismen blev som bekendt grundlagt af Adam Smith i midten af 1700- tallet, så det er nok rimeligt at mene, den kan tåle et par modifikationer. I øvrigt er det måske værd at nævne, at Smith selv meget kraftigt betonede, at der var områder, hvor teorien var problematisk, bla. på det sociale felt. Han er blevet stærkt forenklet af eftertiden og gjort til en skurk af venstrefløjen, så de fleste i dag nok vil undre sig over at høre, at han bla. var en stærk inspiration for Karl Marx.

    Jeg er i øvrigt åben over for konkret kritik og konkrete forslag til, hvordan kunsten kan overleve i Danmark. Jeg mener bestemt ikke, at forholdene er ideelle, langt fra, og som alle andre danske forfattere ville jeg naturligvis elske at sælge i titusindvis af bøger og glemme alt om statsstøtte. Det eneste, jeg siger, er: kære venner, tak for de gode ideer og forslag, men lyt dog til erfaringens dirrende røst! Det er ikke så nemt, som I tror, og jeres erfaringer fra det private erhversliv, så meget jeg end respkterer dem, er simpelt hen ikke anvendelige inden for mit arbejdsområde. Så I skal passe allerhelvedes meget på, for den lidt for rendyrkede liberaliske model, I fremsætter, kan få ganske forfærdelige konsekvenser mange generationer frem over.

    En klog mand har sagt, at fejlen ved socialismen er, at den tror, staten kan styre alting, inklusive økonomien. Og at fejlen ved liberalismen er, at den tror, man kan behandle alle forhold i samfundet, som om de er økonomi, inklusive statsanliggener. Jeg tror, en del af vores problem her skyldes, at det topolære politiske felt, som opstod i Danmark navnlig i efterkrigsårene, savner plads til mange menneskelige forhold. Det tvang danske kvinder væk fra deres egne børn og over i daginstitutioner. Det klemte kunsten inde mellem krav om “folkelighed” og markedsmekanismer og gjorde den til et politisk gidsel partierne imellem. Folkeskolen gik det på samme vis. Udviklingen har desuden på en eller anden måde fjernet danske mænd fra litteraturen i en grad, så det tangerer kulturel tragedie – og her har vi måske ligefrem den psykologiske basis for hele debatten. Nogen føler sig låst ude, og hvis det er dét, vi taler om, så er vi rørende enige – men så er det bare et helt andet sted, vi skal tage fat!

    Hvis ikke Søren Krarup havde forsøgt at kidnappe udtrykket, ville jeg sige, at det er kulturkonservatisme, der savnes i dag. Jeg ved ikke, om man kan sige den slags på en “uafhængig liberal” blog, men nu kom jeg altså til det alligevel.

    Så nu ved I, hvor I har mig.

  21. Jarl Cordua

    sagde den 25. februar 2008 kl. 15:17:

    20. Hej Claus,
    Tak for endnu et langt forsvar for flere offentlige støttekroner til dit arbejdsfelt.

    Som du ser, så er det faktisk min blog. Og ikke overraskende så skriver jeg PRÆCIS, hvad jeg vil, og jeg erindrer ikke, at jeg oprindeligt inviterede dig til at give dit besyv med her, selvom at du naturligvis er velkommen,
    Da du imidertid vedvarende inddrager din egen tilværelse i din argumentation, så må dit ego nok tåle et par stød. Kan du ikke leve med det, ja så er dine muligheder for at komme til orde andetsteds jo nærmest uendelige! 😉

  22. Claes Johansen

    sagde den 25. februar 2008 kl. 16:30:

    Superman, tak for svaret, jeg kan udmærket se, hvorfor du havner på disse synspunkter, men et par relevante forhold gør sig gældende.

    Først og fremmest er det jo ikke ligefrem unormalt, at kunstere bliver misforstået og/eller ignoreret af deres samtid. Gud ske tak og lov for den kunst, de i tidens løb har produceret alligevel, i reglen med støtte fra filantroper eller fonde. Om jeg selv falder inden for denne kategori, skal jeg anstændigvis ikke kunne sige, og det er der nok heller ingen andre, der kan med sikkerhed – nogle synes dog at mene det. Men primært føler jeg, at jeg har noget at komme med, derfor bliver jeg ved, og som du kan se, synes forlagene det samme (i øvrigt løber regnskabet rundt for dem, bare de sælger 1000 eks. af en bog – hvilket for mig giver højst 20.000 kr. Undskyld, var det klynk igen? Det var nu ment som oplysning. Jeg går ud fra, at I gerne vil vide, hvad det er vi taler om her).

    Desuden: Jo, mine salgstal kunne tyde på manglende interesse, men så vidt jeg kan skønne har jeg (stadig) rigtig mange bibliotekslånere blandt mine læsere. Det stemmer i øvrigt overens med det miljø, jeg selv er opvokset i og ofte føler, at jeg henvender mig til.

    Dermed er vi ovre i noget, der er fuldstændig centralt for diskussionen:

    Det var i årevis sådan, at bøger i Danmark – på nær klassikerne og de aktuelle topscorere – i store træk kun blev solgt direkte af forlagene til bibliotekerne. Det gælder især for børnebøger, som stort set aldrig kom ud i boghandlerne, og i mange tilfælde stadig ikke gør det. Da jeg udgav min første ungdomsbog, “En flænge i verden”, kunne bogen ikke engang særbestilles af en interesseret læser via en boghandel. (I øvrigt kan jeg som kuriosum nævne, at en meget ung Klaus Rothstein var redaktør på bogen.) Sådan var Gyldendals politik på dette tidspunkt med denne type bøger.

    (Hvis I nu synes, jeg promoverer mig selv igen, må jeg dels svare: “Nej, den slags har ingen betydning, det er netop pointen her,” og dels: “Var det ikke netop det, I sagde, jeg skulle?”)

    Jeg blev voldsomt forfærdet over den nævnte salgspolitik, og det virker jo også umiddelbart vanvittigt. Men på en måde giver det alligevel fornuft. I stedet for at hver enkelt boger opbygger sin egen bogsamling, betaler borgerne fælles til opbygningen af folkebiblioteker, hvor de kan gå hen og læse, når de har lyst. De behøver ikke bekymre sig over kvaliteten, det har litterære eksperter allerede gjort for dem (den slags er selvfølgelig altid diskutabelt, men det er en anden debat – lad os tage den særskilt). Ordningen betyder selvfølgelig, at forfatterne dermed snydes for en salgsfortjeneste, men det bliver opvejet af biblioteksafgiften. Såre enkelt, enormt fornuftigt.

    Dette system er i øvrigt miljøvenligt og sparer store ressourcer i papir og produktion, det giver mere plads i hjemmene, det giver adgang til kollossale mængder litteratur af alle afarter, og det giver mulighed for at udforske nye forfatterskaber uden at behøve investere i dyre bogkøb, man muligvis siden fortryder.

    Hele dette scenario indstillede forlagsverdenen sig naturligvis på, selv efter at der fra og med begyndelsen af 1980’erne blev skåret gradvist mere og mere ned på bibliotekernes bogindkøb. I dag er systemet ved at blive skudt fuldstændig i sænk, og konsekvenserne kan blive forfærdelige og uoprettelige, for man stiller kun den liberale markedsmodel op som alternativ, og den fungerer ikke her. Den er ikke alene associal og ressourceforbrugende, den er også kulturelt destruktiv. Den hører hjemme i industrien og erhvervslivet – og der fungerer den fint.

    Okay, der er folk, som føler sig pisset på og tilsidesat af såkaldte kultureksperter, og det er i allerhøjestse grad værd at diskutere. Men de reagere ligesom manden, der havde trådt i en lort, og som i raseri greb en økse og huggede den forkerte fod af: han overreagerede på et relativt lille probleme, og han skadede sig selv ubodeligt undervejs.

    Her har vi måske sagens kerne: I, der læser og deltager i debatten her, har i årevis af afdankede rødstrømper og grydeklippede pædagoger fået indpodet den forstilling, at der ikke længere skrives bøger for jer. I tager fejl.

    Gå på biblioteket og bliv forundret. Jeg anbefaler: Gorm Henrik Rasmussen, Peter Rønnow-Jessen, Gynther Hansen, Jakob Ejersbo, og mange, mange flere. Vi er til for jer, brug os!

  23. Claes Johansen

    sagde den 25. februar 2008 kl. 17:11:

    Jarl, det er en god og vigtig blog, du har, ingen tvivl om det. Det er også en super relevant diskussion, du har startet op. Men forstå mig ret, jeg har ikke prøvet at vække medynk, og jeg har ikke brug for det, og selvpromoveringsmetoden – som du og dine i øvrigt selv anbefaler så stærkt – virker ikke på dette felt. Skudt forbi. Mine hensigter er moralske og relle. Hvis du virkelig har brug for det, kan du for min skyld stikke til mig personligt, så meget du vil – det preller fuldstændig af. Men prøv i det mindste ind imellem at forholde dig til det, jeg skriver, og kommentér det, hvis du er uenig – jeg er faktisk åben over for kritik og kan erkende det, hvis jeg tager fejl i noget, og andre fremkommer med gode ideer.

    I øvrigt står vi ikke så langt fra hinanden, som du synes at tro. Prøv at læse, hvad det er, jeg skriver (mere grundigt end du læser mit navn), og lad være med refleksmæssigt at sætte et fjendebillede på mig.

    Jeg plejede i øvrigt at være imod statsstøtte til kunstnere. I starten af 1980’erne var jeg musiker på fritidsplan og søgte aldrig om en krone. I 1986 udgav jeg min første bog og søgte ikke om en krone, før jeg fire år senere indså, at hvis det her skulle fungere, uden at jeg døde af det undervejs, måtte jeg desværre træffe et valg, og hvis det mundede ud i, at jeg ville bruge mere tid på skriverierne, måtte jeg krybe til korset og søge Statens Kunstfond.

    Kort sagt, jeg forstår, hvor I kommer fra, og hvor I vil hen, men metoden er desværre forkert, og den er uhyre farlig. Vågn op og vis ansvar, før det er for sent.

    Alt godt, Claes

  24. Lasse

    sagde den 25. februar 2008 kl. 22:10:

    Claes Johansen skrev: “Hvis det nu viser sig, at du rigtig godt kan lide mine bøger og synes, de er vigtige, hvad jeg faktisk ikke regner for usandsynligt, så kan jeg fortælle dig, at uden Statens Kunstfond var de aldrig udkommet, og du ville være henvist til nogle ganske, ganske få bøger, hvis du ville læse noget på dansk, og det ville næppe være forfattere af den art, der tiltaler dig.”

    Det er en klassisk fejlslutning. Du fokuserer på det man ser, men glemmer det man ikke ser. (jf. Frederic Bastiat: “What is seen, and what is not seen”) Kort fortalt: Hvis staten ikke havde stjålet vores penge og givet dem til de kunstnere som staten synes om, så havde vi stadig haft de penge og vi havde dermed været istand til at efterspørge kunst fra de kunstnere som vi selv synes om. Det kan godt være at din bog ikke ville være udkommet, men til gengæld ville der være udkommet noget, som er meget bedre. (no offense, jeg kender ikke til dine bøger. Jeg pointerer bare at markedet er bedre til at tilfredsstille en efterspørgsel end staten – også indenfor kunst og kultur)

  25. Claes Johansen

    sagde den 25. februar 2008 kl. 23:34:

    Lasse, point taken, men det forekommer mig, at du sætter lighedstegn mellem kvantitet og kvalitet. Kunsthistorien viser, at det ofte har forholdt sig stik modsat (om end ikke nødvendigvis).

    Hvis du i øvrigt vil beklage dig over steder, hvor staten tager dine penge og giver dig det tilbage, som den synes, du skal have, så kan du snart få travlt. I den forbindelse er kunsten nok det mindste problem, og alligevel det den, der hidser folk mest op.

    Hvordan kan det være? Er det jantelovsmentalitet (man kan ikke lide kunstnere, fordi de “tror de er noget”), eller er der en anden forklaring? Jeg tror det sidste, men jeg er usikker på, hvad problemet helt nøjagtigt skyldes.

    Jeg spørger, fordi det interesserer mig generelt på standens vegne. Men selvfølgelig har jeg også en personlig indfaldsvinkel, det er umuligt andet. Jeg skriver – synes jeg naturligvis selv – knaldgode og alt andet end “smalle” bøger, som de relativt få, der trods alt kender dem, mener at en masse mennesker i øvrigt kunne have stor fornøjelse af at læse. Det samme mener forlæggere, anmeldere, lektører, sågar visse bibliotekarer osv. Der er bare et eller andet, der stiller sig imellem. Måske er der stadig en finkulturfims ved bøger, som man ikke kan klare, eller måske tror folk, vi alle sammen er gamle hippier der skriver bekendelseslitteratur – hvad ved jeg. Det eneste, jeg ved, er at det rent ud sagt er pisse ærgerligt ikke at kunne få fat i de folk, man henvender sig til.

    Jeg er i øvrigt ikke noget unikt eksempel. Jeg har allerede nævnt flere gode kollegaer i det foregående og vil tillægge: Henrik Hole Hansen (weird and wonderful).

    Kære Lasse, gå hen på biblioteket og lån “Fodfolk” (om krigen i 1864) eller “Og ingen ved, hvordan det går” (om de første år af besættelsen). Det koster som bekendt ikke noget ud over, hvad du allerede har betalt. Hvis du har en mening bagefter, og den er relevant for diskussionen, vil jeg meget gerne høre den. Du kan også skrive til mig privat, Jarl vil sikkert formidle kontakten, hvis vi spørger ham.

    I mellemtiden: alt godt, Claes

  26. Niels Bonde

    sagde den 26. februar 2008 kl. 10:43:

    Når Venstre og DF kommer med forslaget om at revidere Statens livsvarige kunstnerydelse er det sikkert et populistisk greb “nu har vi vist malket muhammedkrisen for hvad vi kan, skal vi prøve at se hvad vi kan få ud af kunstnerne”, men derfor kan man vi måske alligevel med fordel se på hvordan støtten er konstrueret og hvad den skal gøre godt for. Idet det totale beløb er så forsvindende lille – i sammenhængen, og at beløbet per person gennemsnitligt ikke er mere end 83.636,- kr. er der altså ikke en nationaløkonomisk desperat tvingende årsag til en besparelse i den del af budgettet.

    For nogle år siden havde jeg en samtale med Jens Birkemose der, som I sikkert ved, er modtager af støtten. Han forklarede meget interessant om at den livsvarige er indtægtsreguleret, men at den aldrig kommer under 15.000 om året, selv om han havde villet. Derfor var15.000 det beløb han, og tydeligvis mange andre af kunstnerne modtager. For ham og flere andre af kunstnerne er ydelsen mere en ære, lidt som at blive slået til ridder, som de har sagt ja til. En ære mere end det er en økonomisk sikkerhed. Nu kan man så sige at det at blive slået til ridder kan man bare afvise, hvilket der osse er nogen der gør, men det er så en helt anden diskussion.

    Nu synes jeg ikke at Anne Linnets udtalelser var særlig tæt på at forklare hvorfor at de livsvarige ydelser har en relevans, for i hendes tilfælde kan det diskuteres om hvorvidt det i sidste ende rigtigt har været af afgørende betydning med støtten i det tilfælde hun nævner. Men når Kirkeby, Linnet, Rifbjerg m.fl. bliver gamle og affældige, som vi jo alle gør, og af et ellerandet tilfælde ude af stand til at forsørge sig selv, så kan man osse i et liberalt samfund, såvel som i hvilketsomhelst civiliseret samfund forestille sig at støtte dem, som en anerkendelse af deres betydning. Om ikke andet så for at undgå beskæmmende historier med fotodokumentation om at Per Kirkeby ender på Mændenes hjem med savlen ned af hagen, og lort i bukserne. For det er ikke rigtig sjov at på den ene side at forklare hvor vigtig vores viden og kultur er, og så på den anden side skulle sige at vi i virkeligheden er ligeglade med dem der producerer det.

  27. Superman

    sagde den 26. februar 2008 kl. 14:30:

    Niels Bonde;

    “er det sikkert et populistisk greb…”

    Ja, for alt hvad Venstre og DF står bag er naturligvis drevet af populisme. Politikere herfra er jo ikke drevet af et ægte samfundsengagement.

    “Idet det totale beløb er så forsvindende lille – i sammenhængen, og at beløbet per person gennemsnitligt ikke er mere end 83.636,- kr. er der altså ikke en nationaløkonomisk desperat tvingende årsag til en besparelse i den del af budgettet.”

    Men når det nu er så lille et beløb, kunne markedet så ikke netop varetage denne opgave. Hæv prisen på bøgerne/digtsamlingerne/Cd’erne osv. en lille smule, og så ville indtægten jo komme ind alligevel. Og mit bud er at “kunst-forbrugerne” generelt hører til i nogle samfundsgrupper der har udemærket råd til at betale lidt ekstra for de bøger de gerne vil læse.
    Og hvad angår æren – så tror jeg da også at dronningen uddeler ordener/medaljer ud til kunstnere der har gjort sig fortjent. Desuden må det vel også være bedre for ens selvværd at opnå æren fra fra frivillige kunstkøbere end via skatteydere der er tvunget til at betale til noget de er ligeglade med.

    “Men når Kirkeby, Linnet, Rifbjerg m.fl. bliver gamle og affældige, som vi jo alle gør, og af et ellerandet tilfælde ude af stand til at forsørge sig selv, så kan man osse i et liberalt samfund, såvel som i hvilketsomhelst civiliseret samfund forestille sig at støtte dem, som en anerkendelse af deres betydning”

    Folkepension. Mig bekendt kan også “kunstnere” modtage den når de når alderen, og desuden kan de jo spare op via kapitalpension m.m. som alle andre.
    Men der er måske nogen der er mere lige end andre ? – og alså skal have en særligt privilegeret pension. Det kan jeg da næsten ikke tro at en flok hovedsageligt venstreorienterede kunstnere selv kan acceptere.

  28. Poul Højlund

    sagde den 26. februar 2008 kl. 15:13:

    Også denne diskussion bekræfter – uafhængigt af sit indhold – at en gang tildelte offentlige støttekroner aldrig igen kan fjernes.

    Lad os bare kalde de offentlige midlers første lov.

  29. Poul Højlund

    sagde den 26. februar 2008 kl. 15:14:

    Korrektur:

    Lad os bare kalde det de offentlige midlers første lov.

  30. Mie Harder

    sagde den 26. februar 2008 kl. 15:45:

    Efter den lange, dog interessante, kommentartråd tænkte jeg noget af det samme som Poul Højlund ovenfor.

    Jeg har selv skrevet lidt om emnet, men som sædvanligt er alle “kloge” tanker allerede tænkt før.. Jeg kan i hvert fald fint tilslutte mig Jarls synspunkter.

  31. Niels Bonde

    sagde den 26. februar 2008 kl. 17:06:

    Jeg kunne godt tænke mig at sparke en bemærkning ind for at præcisere min konkrete anekdote. I samtalen med ovennævnte kunstner der IKKE har brug for pengene, og andre der heller ikke har brug for pengene, da de tages i topskat alligevel, var det tydeligt at hvis strukturen var anderledes, så der ikke var et minimumsbeløb på ydelsen, var de udemærket tilfredse. For størstedelen af modtagerne har rigelig af anerkendelse fra alle sider, det præcis derfor de modtager anerkendelsen.

    Så det hænger altså IKKE sammen med nogen økonomisk støtte, det er anerkendelsen og æren, der er den egentlige bonus. Så hvis der ikke var et minumsbeløb, ville den endelige udgift svinde yderligere, og beløbet vi taler om endnu mindre. Den livsvarige ydelse er en anerkendelse der gives af kunstnerkollegerne der sidder i udvalget. De kunstnerkolleger man er nødt til at tale nuancer med, hvis der skal produceres kunst på andet end amatørplan. Nok er det herligt når man sælger sine ting, det er bare ingen garanti for en kritisk feedback der kan bruges i overvejelser om kunst. Endelig er der ingen direkte sammenhæng mellem salg og kvalitet, jeres tillid til markedsmekanismerne gør jer blinde for at det faktisk ikke holder i forholdet kunst og kultur. Rembrandt ansøgte om at blive hofmaler i Danmark, men fik ikke jobbet. Ikke mange kender ham der fik jobbet. etc etc.

    Og ja, der er forskel på folk, derfor får Jørn Utzon mange penge som arkitekt, mens folk hellere er fri for at se mig tegne nogle ubehjælpsomme huse. Og personlig gør det mig gladere at høre noget ordentlig musik med gode tekster, se ordentlige film – fra Danmark. Jeg ved godt at alt det der findes i andre lande, men det er sku ikke nok bare at importere det. At man så ind imellem må gøre det ekstra, for at få det, det er en del af virkeligheden.

  32. Lasse

    sagde den 26. februar 2008 kl. 22:48:

    25. Min pointe var bare, at det er absurd at tro, at der ikke ville blive produceret kunst, hvis ikke staten støttede det. Folk vil altid efterspørge kunst. Og når noget efterspørges, så vil det også blive udbudt – også selv om kunstnere er underlagt vanskelige arbejdsvilkår med lange perioder uden indtægter o.s.v. Det samme er jo gældende for f.eks. Asger Aamunds biotekselskaber, som det nævnes længere oppe i tråden.

    Jeg kan kun tale for mig selv, men min holdning til kunst skyldes i hvert fald ikke antipati mod kunstnere. Det skyldes simpelthen at jeg er liberalist, og mener at relationer, herunder økonomiske, mellem mennesker i videst mulig udstrækning bør være baseret på frivillighed og ikke på statslig tvang.

    I øvrigt er dette emne ikke noget der kan hidse mig synderligt op. Det er jo småpenge i det store spil. Og jeg har skam, som du selv skriver, meget mere travlt med at brokke mig over alle de andre ting, som staten smider mine penge efter.

  33. Niels Bonde

    sagde den 27. februar 2008 kl. 09:14:

    Er du så osse imod ministerpensioner som ikke ligger i afdelingen for småpenge? Brian Mikkelsen der skulle have lidt på kistebunden derhjemme, står til at få en klækklig pension, skal han give afkald på den? Er det så til alle ministre eller bare dem du ikke kan lide? Og pensioner til tjenestemænd? Hvad med lønnen til alle offentligt ansatte? Det ligger vel osse under statslig tvang? Universitetslektorer som blogejeren hér får vel osse penge fra staten? Og folketinget?

    http://www.oes-cs.dk/

    Udgifterne til drift af folketinget er 844 millioner plus 114 millioner til statsministeriet, heraf 42,4 mill til lønninger samt 12,8 mill til vederlag og repræsentation.

    Kunsten bliver helt sikkert produceret alligevel, det tror jeg ikke der er tvivl om, men at lige pludselig skulle trække een lille gruppe frem, smager af populisme af Rindahls gamle aftapning.

  34. Jarl Cordua

    sagde den 27. februar 2008 kl. 09:29:

    33. Jeg kan berolige dig med at jeg ikke får penge fra staten til at drive blog. Men når man tænker på dens nytteværdi, som bloggen har, så var det måske en mulighed? Måske en statsstøtteordning for særligt anerkendte bloggere? Måske regeringen skulle nedsætte et udvalg af særligt lærde som kunne udpege en række bloggere – fx. 275 – som kunne få en livsvarig pension? Altså bare som anerkendelse for deres virke? Det vil jo kun være småpenge i det store hele.

    Det er rigtigt at universitetslektorer får penge for deres arbejde. Jeg har endnu ikke hørt nogle liberalister foreslå at offentligt ansatte ikke skulle have løn for deres arbejde. Nu drejer diskussionen sig her på sitet sig også om hvorvidt kunstnere skal have et særligt gavetillæg for deres indsats. Og ikke løn.

    Men jeg forstår på din indigerede tone, at det er en sag, som du brænder særligt for. Gætter jeg forkert, hvis jeg antager at du selv håber at blive blandt de lykkelige 275 som kommer i betragtning til gavechecken/den livsvarige ydelse fra det offentlige?

  35. Niels Bonde

    sagde den 27. februar 2008 kl. 10:53:

    Undskyld, at jeg var utydelig, jeg henviste alene til dit job som ekstern lektor i Kommunikation ved Roskilde Universitetscenter. Og jeg mener at det er udenfor enhver rimelig betragtning at man skal have løn for ens job.

    Men når Brian Mikkelsen foreslår at se nærmere på indkomstreguleret påskønnelse efter udført arbejde, så kunne man rimeligvis se på hans egen ikke indkomstregulerede påskønnelse:

     § 1. Grundvederlaget til ministre udgør 924.850 kr. i årligt grundbeløb. Dog udgør vederlaget til statsministeren 125 pct. af grundvederlaget, og vederlaget til udenrigsministeren og finansministeren samt til den minister, der er nummer 2 i statsrådsrækkefølgen, udgør 110 pct. af grundvederlaget. Ingen minister kan oppebære mere end ét vederlag efter denne bestemmelse.
    Stk. 2. Vederlag efter stk. 1 reguleres på samme måde som tjenestemandslønninger.
    Stk. 3. Til ministre ydes omkostningstillæg og godtgørelse for boligudgifter m.v. efter tilsvarende regler, som efter lov om valg til Folketinget gælder for medlemmer af Folketinget.
    Stk. 4. Vederlag og tillæg m.v. udbetales med 1/12 månedlig forud fra den første dag i den efter udnævnelsen følgende måned og til udgangen af den måned, i hvilken afgangen fra ministerstillingen finder sted.

    1) Egenpension:

    Funktionstid :
    Pensionsalder:
    fra 1 indtil 2 år
    9 år
    fra 2 indtil 3 år
    14 år
    fra 3 indtil 4 år
    18 år
    fra 4 indtil 5 år
    20 år
    fra 5 indtil 6 år
    23 år
    fra 6 indtil 7 år
    27 år
    fra 7 indtil 8 år
    29 år
    8 år og derover
    37 år

    Så ser man på dette beløb og ganger op med antallet af forhenværende ministre der, uanset kvaliteten af deres indsats, altså oppebærer et betragteligt beløb så bliver det aly i alt til en slat penge. Nu kan man så sige at de har arbejdet for deres penge, MEN er argumentet så at Gabriel Axel, Lars von Trier, Jørn Utzon, Henning Larsen, Marilyn Mazur, Palle Mikkelborg, Christian Braad Thomsen, Anders Bodelsen, Henrik Nordbrandt eller Per Kirkeby (for bare at nævne nogle) ikke har gjort det.

    Men måske ligger problemet i at Den livsvarige Kunstnerydelse er indtægtsreguleret og derved til dels bliver kædet sammen med overførselsindkomst. I virkeligheden skulle de have pengene kvit og frit, som påskønnelse af deres indsats. Du har helt ret i at jeg brænder for det her, og jeg er meget træt af at der altid her i Danmark ligger en tone af at kunst ikke rigtig er arbejde. Ã…h, måske skulle jeg flytte tilbage til Berlin eller New York, hvor skoene ikke klemmer helt så meget. Problemet er bare at min familie og enormt mange af mine venner bor i Danmark, og jeg på godt og ondt elsker Danmark. Derfor vil jeg da tage kampen op for at bekæmpe den kedelige småmisundelige småborgerlighed, der siger at støtte lige præcis kunst er en slags tyveri fra staten.

    Og hvis jeg en gang skulle have gjort mig fortjent til den livsvarige kunstnerydelse ville jeg da være lykkelig, mest af alt på grund af æren og anerkendelsen fra mine kolleger. Pengene – de 15.000,- kr årligt kunne jeg så betale i topskat, og betale hundemad for det der blev til overs.

    I virkeligheden skulle jeg, hvis jeg rigtig ville tjene kassen på pension, stille op til at blive minister.

  36. Lasse

    sagde den 27. februar 2008 kl. 19:12:

    33. Niels Bonde. Jeg går ud fra at din kommentar var til mig. Ja, det er alt sammen tvang, og jeg ville gerne afskaffe det hele. Men jeg er her ikke for at tage den store diskussion om indførelse af minimalstaten. Jarls indlæg handler om kunststøtte, og det var dét, jeg kommenterede på. Og i øvrigt kan jeg overhovedet ikke lide nogen som helst ministre, i særdeleshed ikke Brian Mikkelsen. Dine beskyldninger om Rindahlsk populisme og dobbeltmoral kan du godt pakke sammen '“ det er simpelt hen skudt helt forbi.

    Du nævner muligheden for at flytte til New York, hvor 'skoene ikke klemmer helt så meget'. Er der mere generøs støtte fra staten der, end der er i Danmark? Jeg spørger helt oprigtigt for jeg aner det ikke '“ men det ville da undre mig. Jeg ville umiddelbart tro at grunden til at New Yorkere har et mere positivt syn på kunst og kunstnere, netop er at staten holder sine beskidte fingre væk.

  37. Niels Bonde

    sagde den 27. februar 2008 kl. 23:29:

    Det er noget rod, når der er mange med i diskussionen, og det er min fejl at jeg ikke er specifik når jeg argumenterer. Jeg skulle have sagt præcis, hvem og hvad jeg adresserer.

    Lasse: Argumentet var ikke til dig, det var til Jarl Cordua, vedrørende hans oprindelige indlæg, der argumenterede for Kulturministerens oplæg vedrørende en revision af Statens Kunstfond og den livsvarige ydelse. Derimod må jeg sige til dig LASSE, at hvis indførelsen af minimalstaten er dit ideal, så skulle du logisk set argumentere for starte med at lukke af fra toppen dvs. luk Folketinget og afskær cand. polit’erne der fra at hæve deres løn og pension, stop indkrævningen af skat, og luk skattebetalte hospitaler, hæren, kirken, vejvæsenet etc. Om Statens Kunstfond så bliver lukket er nok det mindste af vores/mine bekymringer efter det. Derfor er forslaget om at lukke eet sted, netop det sted, ikke så let at se som en principiel modstand mod Staten som sådan. Kun som en principiel modstand af netop Statens Kunstfond.

    Men minimalstaten er ikke mit argument eller mål. Jeg synes faktisk at det ser ud som om at der en del der funger rigtig fint her i landet, og jeg synes helt klart at alle (osse cand. polit’erne) der er ansat i Folketinget skal have både løn og pension, men det er urimeligt når de antager at deres arbejde er det eneste vigtige, og netop deres løn og pension er en naturlov. Der er ingen naturlov i det her spørgsmål, det handler om at vi har en kontrakt med hinanden, og har mange funktioner og roller.

    I USA har de en institution der hedder The National Endowments for the Arts se http://www.nea.gov/, som dækker en del af hvad Statens Kunstfond dækker. Og dér forstår de (osse) hvad det vil sige at sætte pris på andet end administratorer, som The National Endowments for the Arts skriver på forsiden:” A great nation deserves great art”. Så din tro på hvad der fungerer i USA holder langt fra vand, uanset hvor du nu har troen fra. Og i Tyskland har de flere fonde der dækker noget tilsvarende, men der er nogle for hvert Bundesland, så det bliver besværligt at remse dem alle op. Da jeg var i NY bl.a. med et Fulbright Scholarship, var der på programmet flere amerikanere på forskellige amerikanske stipendier ( The Elisabeth Foundation) der var der var private. Forskellen er faktisk ikke det helt store i den sidste ende, da penge til de fonde er direkte skattefradragsberettigede.

    Hvis du virkelig er interesseret i minimalstaten så skulle du prøve at tage til Nepal, der har de virkelig minimalstat. Et meget interessant studie, prøv det, der har de helt garanteret ingen kunststøtte! Det er et herligt land med en fin udsigt, men du kan ikke få rent drikkevand selv om vandet kommer direkte fra Himalayabjergene. Prøv bare at se det med dine egne øjne, hvordan alt er blevet meget enkelt. Jeg synes det er fantastisk, men jeg vil ikke bo der. Måske er det noget for dig.

  38. Lars Andersen

    sagde den 28. februar 2008 kl. 02:36:

    @Bonde

    Du skylder stadig Lasse svar på om New Yorkerne er mere generøse end staten er på vores vegne.

    Indtil videre har du nævnt NEA, som vist modtager i omegnen af $150 mill./år, hvilket bliver under 3kr. pr. amerikansk statsborger/år. Til sammenligning modtager Statens Kunstfond næsten 100 mill.kr./år hvilket er over 15 kr. pr. dansk statsborger/år – hvilket ikke helt synes at støtte din påstand.

  39. K. Jørgensen

    sagde den 28. februar 2008 kl. 11:55:

    Til hr. Lars Andersen:

    De glemmer en række vigtige omstændigheder i Deres udlænging:

    1. De skal naturligvis se kunststøttens andel i forhold til det samlede skattetryk, der i USA er langt lavere end i Danmark. Det er muligt, De ønsker skatterne i Danmark nedsat over en bred kam, men det er en anden diskussion. Det, de foretager, er en sammenligning baseret på de aktuelle forhold, og eftersom skatten generelt er højere i Danmark, er det kun rimeligt og naturligt, at kunstsstøtten andel i det samlede statsbudget også er større.

    2. Kunstlegater mv. er ikke indkomstbeskattede i USA, hvorfor de i USA bevilgede beløb omregnet til reel købeværdi er ca. dobbelt så store som lignende legater i Danmark.

    3. Amerikansk sprog og kultur giver direkte adgang til et verdensmarked på adskillige milliarder mennesker, mens danskere udgør en meget lille kulturkreds med et meget lille sprog, hvilket gør promovering og salg af danske kulturprodukter vanskelig endog på felter, hvor produktet ikke i sig selv er sprogligt funderet. Den potentielle profit for danske kunstnere er derfor adskillige hundrede gange mindre end for amerikanske kollegaer, hvilket naturligvis gør Deres liniære sammenligning yderligere problematisk.

    Måske er det i det hele taget værd at minde om den rent økonomiske filosofi bag kunststøtten. Her handler det om erkendelsen af, at Danmarks primære råstof er folkets kulturelle, uddannelsesmæssige stade. Derfor har ledende politiske kræfter i en årrække – bl.a. fordi traditionen for private mæcener var praktisk talt forsvundet – satset på disse feltet og planlagt både langsigtet og kvalitetsbaseret strategi.

    En umiddelbar, direkte målelig profit, som man kender det fra mange grene af erhverslivet, kan selvsagt ikke forventes på dette felt; men de historiske kendsgerninger viser, at metoden virker. Med andre ord: spørg en udlænding, hvad han eller hun kender til Danmark, og svaret vil ofte blive: H.C. Andersen, Karen Blixen og Peter Hoeg m.fl.

    Danske kunstnere tjener dermed som en positiv profilering af hele nationen, på samme vis som f.eks. Kongehuset, hvilket gavner præsentation af produkter fra industrien. Forenklet sagt: hvis en potentiel kunde umiddelbart forbinder noget kulturelt positivt ved Danmark, baner det vejen for en god kommunikation til fordel for danske erhvervsfolk. Det er muligt – endda sandsynligt – at folk fra erhverslivet generelt ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på dette forhold og undlader et udnytte dets fulde potentiale, men det er næppe kunstnernes fejl.

  40. Niels Bonde

    sagde den 28. februar 2008 kl. 12:15:

    Lars, du uddyber (måske på vegne af) Lasse et spørgsmål. Er du og Lasse samme person? Det til side, så må jeg sige at skylder jeg svar, så skylder du også at læse svaret grundigt, idet jeg på intet tidspunkt svarer det er eksakt det samme i støtte per person. Hvad jeg svarer går på det principielle i virksomheden og deres formål.

    “Er der mere generøs støtte fra staten der, end der er i Danmark? Jeg spørger helt oprigtigt for jeg aner det ikke '“ men det ville da undre mig. Jeg ville umiddelbart tro at grunden til at New Yorkere har et mere positivt syn på kunst og kunstnere, netop er at staten holder sine beskidte fingre væk.”

    Lasse er tydeligvis imod Staten som sådan, det er lidt uklart om det er udfra et klassisk anarkistisk synspunkt, eller et ultraliberalt synspunkt, men at dømme efter “staten holder sine beskidte fingre væk” er det meget dybfølt. Lasse spurgte om der var mere generøs støtte fra staten. Først og fremmest er man nødt til at tænke på de enorme forskelle på USA og Danmark, hvor størrelsen og dermed antallet af mennesker betyder en hel del i netop det her regnestykke. Samtidig kan man osse se konkret på hvor deres penge bliver brugt, og her er der næsten ingen af pengene der tilfalder midtvesten, og så bliver der rigtig meget mere til kysterne, specifikt NY og LA, men hele den diskussion er kompleks, i regnestykket skal osse alle de penge der ikke beskattes fordi de gives direkte til kunst på den ene eller anden måde. Men nej, det er der ikke, men der er en mere generøs holdning. Og i mit argument har en eventuel inddragelse af de små beløb aldrig været det egentlig problem. Problemet ligger i holdningen om at det til enhver tid skal være helt iorden at mere eller mindre talentfulde ministre have tildelt en ikke alene ordener, og pension på omkring en million ikke indtægtsregulerede kroner om året – og deres enker skal osse have, for ikke at tale om de utallige embedsmænd, ambassadører.

    Så lang tid jeg kan huske har der været en hel del, mindre end lysende kulturministre. Uden at gå ind i hver enkelts kvalifikationer så kan jeg ikke se hvorfor at man mener at pensionen er selvklar til Nathalie Lind, Lise Østergaard, Mimi Stilling Jacobsen, H. P. Clausen, Ole Vig Jensen, Grethe Rostbøll, Jytte Hilden, Ebbe Lundgaard, Elsebeth Gerner Nielsen, og samtidig mener at deter helt forfærdeligt at vores Oscarvindere, Guldpalmevindere, arkitekten bag Sidneyoperaen mfl skal tildeles nogen form for æresbevisning? I manges tilfælde drejer det sig om latterlige 15.000,- topbeskattede kroner. Derimod mener jeg helt ærligt at beløbet IKKE skulle være indtægtsreguleret, for ydelsen vi taler om skulle være en ære og en pris, ikke en slags overførselsindkomst.

    Men måske skulle jeg vende Jarl Corduas ad hominem om og spørge om årsagen til at netop den økonomiske sammenligning ikke går hjem, kan det skyldes at det er den pension han selv håber på? Eller hvad med Brian? I så tilfælde kan jeg godt forstå at der kæmpes ekstra hårdt for at føre kampen over i den modsatte lejr, een millon om året i 37 år er da nok værd at kæmpe for.

  41. K. Jørgensen

    sagde den 28. februar 2008 kl. 15:45:

    Må jeg i tillæg til mit forrige indlæg føje, at et hurtigt blik på biografierne for dagens danske kunstnere vil afsløre, at de i langt de fleste tilfælde er ganske højtuddannede, ofte fuldt ud kvalificerede til at undervise på gymnasier og universiteter.

    Det er efter min vurdering ikke sandsynligt, at disse begavede og talentfulde personer, der for de yngre årganges vedkommende må være tynget af en stor studiegæld, og som så let som ingenting kan overgå til respektable og lukrativt lønnede stillinger, i længden kan forventes at ville yde værdige bidrag som professionelle danske kunstnere, hvis dette indebærer en eksistens under højst usikre og på andre måder kummerlige økonomiske forhold; og i denne antagelse har jeg end ikke inkluderet den demoraliserende virkning, det antageligvis må have på dem gang på gang at blive udsat for noget, der kun kan beskrives som samvittighedsløs politisk forfølgelse.

  42. Lasse

    sagde den 28. februar 2008 kl. 21:10:

    37.+40. Niels Bonde

    Jeg kan altså ikke overskue at skulle forholde mig sagligt til offentligt ansattes løn, anarki ctr. liberalisme, ministerpensioner og drikkevandskvaliteten i Nepal på én gang. Så jeg vil tillade mig ikke at svare på det hele.

    Men jeg vil gerne lige holde fast i eksemplet fra USA. Jeg har været inde på NEA's hjemmeside og er kommet frem til samme resultat som Lars Andersen. (nej, vi er ikke samme person) Statens Kunstfonds budget er ca. 5 gange større end NEA's pr. capita. (At store dele af den amerikanske kunststøtte udbetales i LA og NY er vel bare et udtryk for at kunstnertyper fra hele USA søger mod disse to kulturelle centre. Og mon ikke det samme gør sig gældende i Danmark '“ altså at mange kunstnere lever og arbejder i Københavnsområdet.)

    Til gengæld gives der i USA mange penge til kunst fra fonde, firmaer og privatpersoner, da folk naturligvis fortsat efterspørger kunst. Du skriver at det ikke gør den store forskel '“ jeg mener netop at det er det, som gør forskellen. Selv om udgifterne er fradragsberettigede, og staten dermed 'betaler' en del af prisen, så er det stadig den enkelte person/virksomhed som skal betale den resterende del '“ og endnu vigtigere: Det er den enkelte person/virksomhed, og ikke staten, som afgør hvilke kunstnere de ønsker at støtte. Jeg tror det er årsagen til den mere entusiastiske og positive holdning overfor kunst, som du selv har oplevet i New York? Og jeg synes at de tal, som er kommet frem her, underbygger min påstand.

  43. Lars Andersen

    sagde den 28. februar 2008 kl. 22:20:

    @K Jørgensen.

    Du skriver: “[…] den demoraliserende virkning, det antageligvis må have [… ]at blive udsat for noget, der kun kan beskrives som samvittighedsløs politisk forfølgelse.”

    Jeg kan til stadighed blive overrasket over at tilsyneladende intelligente mennesker i ramme alvor kan mene, at man kan sidestille et ønske om en revision af kunsttøtten med politisk forfølgelse. Det er en hån mod politisk forfulgte verden over, og en afsporing af, hvad der burde være en demokratisk debat. Det er forudsigeligt at et mindretal af de kunstnere, der står til at miste penge, vil prøve at italesætte dette som politiske forfølgelse, men det er det ikke og bliver det aldrig .

    Angående dit mere sobre første indlæg, så har jeg følgende kommentarer:

    1. Det er rigtigt at en grundig sammenligning af kunststøtten i Danmark i forhold til USA også skal tage hensyn til skattetrykket. Men jeg kan ikke se, at det er “rimeligt og naturligt” at det højere skattetryk i Danmark, gør at kunststøtten skal udgøre en større andel af statsbudgettet. Betyder det, at hvis man sænkede overførselsindkomsterne og privatiserede sundhedsvæsnet, så ville du også synes det var naturligt at give kunstnerne en mindre del af statsbudgettet?

    2. Jeg har af gode grunde ikke modtaget et kunstlegat, men jeg går ud fra, at når man lægger et budget for et sådant tager man højde for at det indkomstbeskattet og gør det tilsvarende større, end hvis dette ikke havde været tilfældet. Din 2. bemærkning forekommer mig derfor irrelevant.

    3. Jeg kan i et vist omfang godt se din pointe i dit 3. punkt, men jeg har meget svært ved at forstå at dette ikke udelukkende er problem for dansksproget litteratur/lyrik/musik, selvom du påstår noget andet. Men jeg har i vidt omfang den holdning af det er bare ærgerligt . Hvis danskerne ikke støtter danske kunstnere, ved at købe deres produkter, så betyder det tilsyneladende ikke så meget for dem. Men det bringer os jo til den økonomisk filosofi bag kunststøtten hvor du skriver at “Her handler det om erkendelsen af, at Danmarks primære råstof er folkets kulturelle, uddannelsesmæssige stade.”. Ærligt talt – indholdsløse floskler er ikke det samme som argumenter.

    Når du nu nævner H.C.Andersen, Blixen og Høeg, bliver jeg nødt til at spørge hvor meget statsstøtte de har modtaget, for uden at kunne deres biografier i hovedet, tror jeg at det er ret begrænset.

    Og til sidst, hvis industrien profiterer på de danske kunstnere (og for den sags skyld, Kongehuset) må de også være mere end villige til at støtte disse – dette synes dog kun i praksis at være tilfældet i ret begrænset omfang.

    @Niels Bonde.
    Som Lasse skriver er vi ikke samme person, og det er en smule fornærmende at antyde det.

    Til dit indlæg vil jeg blot sige, at jeg med glæde vil udskifte den danske generøse støtte, med den amerikanske generøse holdning. Det lyder faktisk som en glimerende idé.

  44. K. Jørgensen

    sagde den 29. februar 2008 kl. 01:06:

    Til hr. Lars Andersen.

    Må jeg starte med at sige, at jeg fornemmer, det er lidt mere end blot en “revision af kunststøtten”, De er ude efter.

    Desuden:

    1. Det er Dem, der vil regne i kronebeløb pr. skatteyder. Hvis De i den forbindelse sammenligner to situationer, hvor der hersker procentuelle forskelle, vil det naturligvis afstedkomme en forskel i konkrete beløb. Det var i al sin enkelhed min pointe.

    2. De siger her nøjagtig det samme som jeg, blot betragter De regnestykker fra den modsatte ende, hvilket synes at være det, der forvirrer Dem.

    3a. Nej, jeg havde heller ikke ventet, at De ville forstå dette, men nu prøver jeg alligevel at forklare: De særlige problemer ved at komme fra en lille kulturkreds og skulle udtrykke sig over for et verdenspublikum, også selv om man ikke nødvendigvis udtrykker sig via sproget, skyldes typsik de kunstnerisk fremstillede problemstillingers afhængighed af mangfoldige lokale forhold, navnlig historiske, men også geografiske, genetiske, sågar biologiske osv. Her ud fra skabes en basis af unik og for andre kulturer ofte ubegribelig eller irrelevant konsensus. Det siger sig selv, at jo mindre, ældre og isoleret kulturen er, jo større bliver forståelsesbarrieren over for omverdenen, og jo sværere bliver det for kunstneren at bryde igennem kommercielt på et større plan. Ironisk nok var Kristen Poulgaard ufrivilligt inde på noget af det rigtige med sin historiske udtalelse om, at “Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet.”

    3b. At dagens danskere ikke forbruger god og vigtig kunst i det omfang, det burde ske, skyldes mangfoldige forhold, det vil føre for vidt at diskutere her, men primært handler det om information – lidt i samme stil som med fødevarer. De smart indpakkede færdigretter vinder i konkurrencen med det sunde og tidskrævende, med mindre der gribes ind fra politisk og ekspertmæssigt hold med oplysning og undervisning.

    4. Jeg har ikke anvendt udtryk, der for mig er tomme floskler. Hvis De ikke forstår den følelsesmæssige og metafysiske meningen bag, kan det måske skyldes en indre mangel hos Dem selv, medfødt eller traumatisk relateret. Jeg kan i det hele taget ikke helt hitte ud af, om De ikke kan eller ikke vil forstå, men jeg gætter på det sidste, hvilket kan få mig til at undre mig over, at jeg i det hele tager besværer mig med at skrive alt dette til Dem; men måske er der andre, der læser med.

    5. H.C. Andersen havde adskillige rige mæcener (sådan gjorde man dengang), Karen Blixen kom fra en velhaverfamilie og behøvede derfor ikke støtte, Peter Høeg har naturligvis modtaget støtte fra Statens Kunstfond, uden hvilken han næppe var nået dertil, hvor han er.

    6. Kunst, der bevidst søger at tjene forretningsfolk eller for den sags skyld politiske idealer, fungerer ikke, det er blevet bevist igen og igen. Dette bør dog ikke forhindre forretningfolk i at interessere sig for kunst, og efter min mening er det ikke en fejlagtig udnyttelse af kunsten, hvis man bruger den til at profilere sig selv som dansk. For mange mennesker verden over står Danmarks navn for kvalitet, initiativ, engagement og flid. Det gælder både for dansk kunst og for industrien, så det er rimeligt at drage en parallel.

    Det forekommer mig i øvrigt at være længe siden, vi har hørt danske kunstnere beklage sig over de mangfoldige støtteordninger, man har inden for industri og landbrug.

  45. Niels Bonde

    sagde den 29. februar 2008 kl. 14:45:

    Jeg er ked af at jeg har stødt Lars og Lasses følelser.

    Og så iler jeg med at bakke op om K. Jørgensens strålende forslag om – som kunstner – at brokke mig over andres støtteordninger:

    Danmark får 10 milliarder i EU-landbrugsstøtte. Der er hektarstøtte, landbrugsstøtte, forbedringsstøtte, braklægningsstøtte og støtte til skolemælk, eksport, husdyr, strukturprojekter, økologi, privat oplæring af svinekød og meget mere. Alt i alt modtog danske landmænd, fiskere og virksomheder godt 10 milliarder kroner i landbrugsstøtte fra EU sidste år.

    Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvordan det danske forsvar de seneste år kan have brugt over fire milliarder kroner på problematisk og uanvendeligt materiel, kan de med fordel læse den belgiske EU-ekspert Sara Depauws nylige kritik af regeringens beslutning om diskret at dirigere endnu større mængder skjult industristøtte ud til dansk erhvervsliv ved at udvide den såkaldte modkøbs-ordning, som tvinger udenlandske forsvarsvirksomheder til at lægge kvoter af bestillinger i danske virksomheder, hver gang det danske forsvar køber ind i udlandet. Modkøbsordningerne, som betyder, at Danmark reelt betaler millioner i overpris, hver gang vi køber forsvarsudstyr i udlandet, er ifølge Depauw i direkte strid med EU’s Romtraktat og principperne om liberalisering af markederne.

    Og eksemplerne bliver bare ved og ved. Så siden Lars og Lasse er principielt imod støtteordninger, så er der da noget at tage fat her, her er virkelig noget der virkelig må støde jeres liberalistiske grundprincipper!

  46. Claes Johansen

    sagde den 29. februar 2008 kl. 16:56:

    Kære Niels Bonde.

    Dit forrige indlæg påviser glimrende, at kunstdebatten i Danmark ikke er rationel. Dermed mener jeg, at den umuligt kan være økonomisk funderet. Diskussionens karakter bestemmes i stedet af psykologiske faktorer.

    Sagt på en anden måde, mange danskere reagerer nærmest refleksmæssigt aggressivt over for kunstnere. Vi kan diskutere kunststøtte og alt det andet og hamre hinanden oven i hovedet til evig tid, men det bliver kun værre og værre undervejs – som vi nu har set det igennem årtier. Hvor slemt skal det blive, før begge parter standser op og tænker sig grundigt om?

    Ingen kan selvfølgelig mene det samme om alting, men jeg tror, der er megen helt unødvendig og ukonstruktiv aggressivitet i det her. Jeg tror IKKE, det primært har at gøre med jantelovsmentalitet, for der er sket forunderlige forbedringer på dette felt inden for de senere år. Jeg tror heller ikke, at vi kunstnere som samlet stand er helt så uskyldsrene, som vi ofte gerne vil gøre os til.

    Der var en tid, fra ca. midten af 1950’erne og to-tre årtier frem, hvor kunsten opfattede det som sin primære opgave at være provokerende. Det var i høj grad et generationsoprør. På den ene side de gamle, som havde oplevet krisen i 1930’erne og derefter besættelsen, og som helst bare ville have ro og fred for enhver pris, på den anden side en ung, frembusende generation, fuld af energi og lyst til at at skabe nye, originale udtryksformer. Kunne de gamle ikke forstå det, nåja, så skråt op med dem!

    På afstand er det nemmere at forstå begge parters følelser. Men samtidig er der heller ingen tvivl om, at der var megen sur og indelukket forstokkethed på denne ene fløj, og megen barnagtigt tåbelig og til tider faretruende stupid provokation på den anden (jeg tænker her navnlig på flirteriet med f.eks. sovjetmarxismen). Det var i denne spændte situations tidlige dage, man indførte Statens Kunstfond, og modreaktionen var den såkaldte rindalisme, der stadig spøger i kulissen.

    Men nu er det blevet 2008, og situationen er fundamentalt forandret. Vi kunstnere er selvfølgelig stadig en flok småsindssyge og uregerlige børn på mange områder (faktik vil jeg lige slå hovedet tre gange inde i væggen, inden jeg skriver videre … sådan, det var bedre), sådan som kunstnere alle dage har været det (komponisterne er de værste), og en vigtig funktion i vores virke består stadig af provokation. Men overordnet har parterne i realiteten nærmet sig hinanden betydeligt – på begge fløje. Det har bare ikke fået lov til at skinne tilstrækkeligt igennem i kunst- og kulturlivet, der stadig synes at sidde fast i en forlængst forsvundet verden årgang ca. 1962, bare værre.

    Hvorfor har vi så disse anakronistiske debatter? Fordi politikerne ved, der er stemmer at hente, hvis man hele tiden sørger for at opretholde illusionen om dette kunstige spændingsfelt. Det er en historie så gammel som romerriget: del og hersk. Og så fjerner det opmærksomheden fra andre områder, hvor de selv kunne udsættes for kritik, jf. forrige indlæg.

    Men nok om alt det. Lad os skille tingene ad i stedet for at rode dem sammen. Lad os begynde at diskutere, hvordan vi praktisk kommer videre. I virkeligheden drejer det sig om forståelse for modparten, for kun meget få ønsker jo i virkeligheden, at dansk kunst skal reduceres til et sted i nærheden af nulpunktet – de har bare ikke forstået erhvervets præmisser og de katastrofale konsekvenser det kan få, hvis man tror på visse politikeres ideer om at ville overføre liberalistiske markedsmodeller på det. Og for kunstnerne er det værd at huske på, at de, der protesterer imod dem, næppe primært kommer fra de højere, dannede, borgerlige lag, men snarere fra den mere jævne befolkning, der ofte er dem, der må trække læsset for samfundet som helhed, og som nemt kan komme til at føle sig nedgjort af intellektuel arrogance eller kunstnerisk mangel på kommunikationsevne, for nu at sige det rent ud.

    Hvor og hvordan begynder vi, Niels – og I andre?

  47. Lasse

    sagde den 29. februar 2008 kl. 18:17:

    45. Niels Bonde.

    Jeg er helt enig i alle punkter i dit sidste indlæg. Velkommen i de liberales rækker i kampen mod det planøkonomiske vanvid.

  48. Lars Andersen

    sagde den 2. marts 2008 kl. 01:26:

    @K Jørgensen.

    Du skriver:

    Må jeg starte med at sige, at jeg fornemmer, det er lidt mere end blot en 'œrevision af kunststøtten', De er ude efter.

    Selv hvis jeg gik ind for en fuldstændig fjernelse af statslig kunststøtte, ville det stadig aldrig være rimeligt at sammenligne med politisk forfølgelse. Dette er, som jeg skrev tidligere, en patetisk afsporing af debatten, og en hån mod reelt politisk forfulgte.

    Derudover har jeg følgende kommentarer:

    Til 3b: Jeg regner med at du godt er klar over, at det du skriver her, emmer af elitær arrogance, og ikke som om det ikke var nok, er det også meget forkert. Det er ikke mangel på information, der gør at danskerne ikke forbruger kunst i det omfang du mener de burde (i min verden er det meningsløst at bruge ordet “burde” i den sammenhæng), for informationen er let tilgængelig, for de som ønsker at få den. Danskernes forbrug af kunst er en konsekvens af de individuelle valg vi træffer for hvordan vi har lyst til at bruge vores fritid, og derfor altid hvad det “burde” være. Din sammenligning med fødevarer er næsten morsom, fordi det at lave gourmet mad, netop er en af de helt store trends for tiden – fordi danskerne har lyst til det.

    Til 4. Du skrev: “Her handler det om erkendelsen af, at Danmarks primære råstof er folkets kulturelle, uddannelsesmæssige stade” Det er min bog et skoleeksempel på en tom floskel. Men det er jo nok bare en mine mange traumatisk relaterede mangler.

    Til 5. Jeg håber at vi sammen kan sætte pris på det morsomme i at du valgt jordens dårligste eksempler på at staten skal yde kunststøtte. Høeg modtog støtte fra Statens Kunstfond i 1993, året efter Frk. Smilla, så jeg tror roligt vi kan konkludere at han klarede sig fint uden staten – og dine Blixen og Andersen havde heller ikke brug for staten til at hjælpe dem på fode – for H.C. Andersens vedkommende fristes man til at sige tværtimod. Danmark har skabt store kunstnere, statens kunststøtte har ikke .

    Jeg er enig i dit 6. punkt, hvilket bringer os til finalen: “Det forekommer mig i øvrigt at være længe siden, vi har hørt danske kunstnere beklage sig over de mangfoldige støtteordninger, man har inden for industri og landbrug. “ – nej selvfølgelig! Så ville de jo skære i den statsstøttede gren de selv sidder på.

  49. Lars Andersen

    sagde den 2. marts 2008 kl. 02:20:

    @Claes Johansen og Niels Bonde.

    Jeg er for min part også arg modstander af EUs landbrugsstøtteordning som jeg mener ud fra enhver tænkelig målestok har langt værre konsekvenser end statslig kunststøtte nogensinde vil kunne få. Men hvor vil I hen, med at inddrage landbrugsstøtten? Må man ikke kritisere kunststøttens omfang, fordi landbrugsstøtten eksisterer? Jeg forstår ikke, hvorfor I, som antageligvis mener at statens kunststøtte er en glimrende idé, prøver at retfærdiggøre denne, ved at henvise til en anden støtteordning, som I er modstandere af.

    Og til Claes Johansen: Det passer derfor ikke at denne diskussions karakter bestemmes psykologiske faktorer: Det er ikke irrationelt at være kritisk overfor både landbrugsstøttens og kunststøttens omfang.

    Det handler grundlæggende om, hvorvidt man betragter samfundet som bestående af oplyste individder, der evner at træffe de rette valg i spørgsmål der angår dem selv – hvilket jeg mener – eller om man betragter samfundet som bestående som en uoplyst gruppe af mennesker, der har brug for hjælp og ledelse for at kunne de træffe de rette valg – hvilket jeg mener er den holdning, der ligger til grund for den nuværende statslige kunststøtte.

    Jeg mangler stadig at forstå hvilke “katastrofale konsekvenser” det vil få kunsten, hvis man i højere grad lader kunsten fungere på markedets præmisser – særligt fordi USA netop er sådant sted, og Niels Bonde selv har bemærkede den langt større entusiasme, der er omkring kunsten i New York.

  50. Niels Bonde

    sagde den 2. marts 2008 kl. 19:40:

    Mine argumenter er i sin kerne henvendt til kulturministeren og derved partiet Venstre, som bringer hele spørgsmålet op. De støtter landbruget med 10 milliarder om året (2.000 kr for hver dansker), hvilket ikke alene er dyrt men også skaber nationale problemer (hvornår har I sidst set en ko på sjælland?) såvel som globale problemer. Og industristøtten der osse bliver til nogle tusinde kroner per næse.

    At der er mennesker der får løn fra staten for deres arbejde og pension er sikkert også en torn i øjet på Lars Andersen. Men jeg synes at han og Kulturministeren og partierne Venstre og Dansk Folkeparti skulle droppe deres hykleri og tage fat på de rigtige problemer. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men ikke bjælken i dit eget?

    Der er latterligt at påstå at der er katastrofale konsekvenser for Utzon eller Lars von Trier hvis de bliver berøvet deres 15.000 kr. om året som de får. Småpengene har i praksis ingen konsekvens for de mennesker. Men holdningen har en konsekvens. Holdningen der siger at minister Brian Mikkelsen eller hans efterladte i ro og mag kan hæve een million om året de næste 37 år, mens at hvis een af vores Oscarvindere får 400 kr efter skat om måneden, så er det en national sag der straks skal sættes en stopper for. Den holdning er meget skadelig for det siger direkte til os alle at det er bedre at sidde at forvalte og administrere end det er at skabe noget, opfinde noget, være kreativ. Karen Blixen skrev en fin historie om mangel på forståelse for kreativitet i Babettes Gæstebud – der senere blev til Gabriel Axels Oscarbelønnede film af samme navn. Gabriel Axel er også een af dem der – oh gry og rædsel – modtager 15.000 om året. Men Lars Andersen mener altså sammen med Jarl Cordua og Kulturministeren et al. at vi for guds skyld stoppe pengene fra at fosse ud af statskassen.

    Men jeg får en idé, universiteterne fungerer også med lønninger fra staten. Lars Andersen siger så luk da for kassen, det må da virkelig være langt mere tilfredsstillende for professorer og lektorer at tjene deres egne penge. Jarl Cordua kunne så stoppe som ekstern lektor af samme årsag, for det må da være meget bedre for ham at få penge fra folk der giver det til ham frivilligt, og altså ikke bare trukket over skatten? Jeg giver sku gerne en øl, hvis jeg så kan spare min del af Landbrugs og industristøtten, for ikke at tale om pensionen til alle de ministre jeg ikke er så vild med. Og folkekirken. Der kunne så spares en del mere hvis hæren så tjente deres egne penge, så kunne de selv betale for deres ubrugelige helikoptere og overvågningsfly?

    Holdningen imod Kunstfondens livsvarige ydelse er i sin grundkerne smålig og hyklerisk idet argumenterne fra kulturministeren, partiet Venstre og Dansk Folkeparti kun gælder kunst og kunstnere.

  51. Jarl Cordua

    sagde den 2. marts 2008 kl. 22:21:

    50
    Hvornår har i sidst set en ko på Sjælland? Who cares? Der er mælk og smør og kød i kølediskene.

    Ved du hvad Niels, det er nok meget godt at du er kunster og ikke polemiker. Du er velkommen til at poste dine laaaaaaange indlæg der kan retfærdiggøre at skatteyderne skal finansiere velbjærgede anerkendte kunstnere. Dine let vel letbenede argumenter har hidtil i hvert fald ikke overbevist mig og – forsigtigt vurderer jeg – næppe så mange andre.

    Så som de siger “overthere” hvor kunststøtten skulle være så meget bedre end herhjemme:

    So, dont quit your daily job!

  52. K. Jørgensen

    sagde den 3. marts 2008 kl. 22:33:

    Hvis vi et øjeblik kan gå tilbage til diskussionens udgangspunkt, synes det mig betimeligt at påpege, at Klaus Rifbjerg ikke er nogen talsmand for samtlige danske kunstnere og heller aldrig har ytret ønske om at være det. Det er noget, bl.a. medierne har gjort ham til, fordi man har konstateret, at en fyndig bemærkning fra hr. Rifbjerg sætter sindene i kog og sælger aviser.

    Den aktuelle debat synes således i realiteten at handle om, hvor vidt Klaus Rifbjerg skal have 15.000 kr. om året eller ej, jf. lederen i Netavisen 180 grader, hvor overskriften simpelt hen lyder: “Ingen penge til Rifbjerg”, som om det er det eneste, der betyder noget i hele dagens kuturdebat. Mange såkaldt borgerlige eller liberale og tilmed et par åbenlyst nynazistiske debattører er undervejs gået så vidt (dog ikke Jarl Cordua, og det bør erindres), at de i had til Klaus Rifbjerg helst så kunststøtten afskaffet fuldstændig, selv om enhver med reelt kendskab til forholdene kan bekræfte, at det vil være at sparke livsgrundlaget ud under dansk kunst i dag.

    Det finder jeg ikke, man kan kalde en rationel kulturdebat, men alt afhænger selvfølgelig af øjnene, der ser.

  53. Lars Andersen

    sagde den 4. marts 2008 kl. 01:07:

    Hvilke nynazistiske debattører er det, du hentyder til?

  54. Jarl Cordua

    sagde den 4. marts 2008 kl. 07:40:

    53 Ja jeg forstår godt spørgsmålet.

    En tommelfingerregel er, at jo længere end debat kører på nettet, så bliver Hitler og nazisme inddraget. Og det skete også i denne omgang.

    Hvordan synspunkter om total afskaffelse af OFFENTLIG kunststøtte bliver til ” nynazisme” er for mig også en gåde.

    Og så er der jo også et forkert synspunkt. “Føreren” var som alle ved meget kunstinteresseret. Selv “entartete” kunst fik da sin egen udstilling, og arkitekten Albert Speer så også sig selv som kunstner. Og det var vel offentlige Reichmark, der finansierede hans byggerier, forestillinger mv.

    Nu handler denne diskussion IKKE om nazisme. Så jeg henstiller til alle at de fortsat skriver om det vi diskuterer nemlig offentlig kunststøtte. No more – no less.

  55. K. Jørgensen

    sagde den 4. marts 2008 kl. 11:42:

    Til hr. Jarl Cordua.

    Mit forrige indlæg opremser blot tre grupper af politiske holdninger, der har været involveret i debatten rundt på på nettet og udtrykt den holdning, at kunstnere ikke bør modtage offentlig støtte. Jeg har ikke på nogen måde sat eller ønsket at sætte lighedstegn mellem grupperne i øvrigt.

    Men måske ligger der den lektie heri for de, der har følt sig truffet, thi det er naturligvis rædselsfuldt og urimeligt at blive presset over imod en politisk lejr, hvor man ikke hører hjemme, og det er netop, hvad danske kunstnere bestandig udsættes for, når højrefløjen angriber dem og truer deres eksistensgrundlag – de skubbes automatisk over imod venstrefløjen, hvad enten de i øvrigt føler, de hører hjemme der eller ej. Dermed tillader højrefløjen, at venstrefløjen så at sige tager patent kunsten og kulturen, og de bogerlige ender med at fremstå som ignoranter på et særdeles vigtigt felt (vi taler ultimativt om befolkningens mentale sundhed), hvilket giver mangfoldige komplikationer, blandt andet at man, som det vist også er set her på siden, får en gruppe højtbegavede og velformulerede mennesker vendt imod sig.

    Der ud over handler mit indlæg netop om at trække debatten tilbage til udgangspunktet, hvilket jeg gerne skal formulere igen:

    For mig at se skyldes en væsentlig del af misseren, mange menneskers negative syn på personen Klaus Rifbjerg (som jeg ikke deler, men det er underordnet), og at man rask væk overfører dette syn på kunstnerstanden som helhed. I den nævnte leder på Netavisen 180 grader, som De, Jarl Cordua, anbefaler, at vi andre klikker ind på, står ligefrem at læse:

    “Kunstnerstøtten skal væk, fordi vi ikke én gang mere vil høre på Klaus Rifbjerg og samtidig tænke på, at vi er med til at finansiere idiotens liv.”

    Jeg vil undlade at kommentere det paradoks, at et person, som er idiot, skulle være i stand til at forfatte mere end hundrede bøger og udgive dem på landets mest velestimerede forlag. I stedet vil jeg henlede opmærksomheden på den efterfølgende diskussion, hvori der i øvrigt optræder en deltager eller to, der dårligt kan opfattes som andet en nynazistiske, hvilket fik mig til at bidrage med et par dybt sarkastiske indlæg, der kørte stilen endnu længere ud, og ganske enkelt opfordrer til, at vi dræber alle danske kunstnere, enten ved skydning eller ved at køre dem igennem en kødhakkemaskine. Det mest uhyggelige var, at man troede, jeg mente det alvorlig – hvilket synes at tilkendegive omtrent, hvor niveauet for debatten ligger i dag, i hvert fald på benævnte “blog”.

    Det er ikke rationelt at hade alle danske kunstnere, fordi man hader Klaus Rifbjerg, og det er ikke rationelt at ville sparke eksistensgrundlaget ud under al dansk kunst, blot fordi man vil fratage Klaus Rifbjerg 15.000 kr. om året. Det er heller ikke smart af højrefløjen at lade venstrefløjen kidnappe kunsten og kulturen, så man selv kommer til at fremstå som ignorante på området. Det er i al sin enkelthed min pointe.

  56. Lars Andersen

    sagde den 4. marts 2008 kl. 21:34:

    Min pointe er i al sin enkelthed den, at den statslige kunststøtte har nået et omfang, der er til skade for kunsten selv.

    Det er kommet dertil, fordi venstrefløjen succesfuldt har overbevist kunstnerstanden om at kritik af statslig kunststøtte er angreb på kunsten som sådan.

    Man kan så håbe på, at kunsterstandens forkærlighed for generationsopøgr, på et tidspunkt også ved bryde med dette tabu. Der er i hvertfald mindst een kunstner, som har forstået det. Florian Henckel von Donnersmarck: (mine fremhævninger)


    Staten er bare involveret i – alt. Tag kunsten for eksempel. Min film er statsfinansieret, fordi nogle politikere fandt ud af at, okay, vi giver ham her penge. Det er ikke godt. På et eller andet niveau begrænser det den kunstneriske frihed , også selvom det ikke virker sådan, og de gør sig alverdens anstrengelser for at lave uafhængige udvalg, der skal beslutte, hvem pengene skal gives til. Til syvende og sidst er der tale om politiske valg /. I Amerika har de de mest utrolige koncert- og operahuse – privatfinansierede. Og du kan finde ALLE former for film inden for den amerikanske filmbranche – kommercielle, art-film, independent-film osv.. . Alt sammen privatfinansieret. Alt er muligt i et frit system, og det er det ikke i et statsligt domineret system .

  57. Lars Andersen

    sagde den 4. marts 2008 kl. 21:39:

    Suk. Vi prøver lige igen:


    Staten er bare involveret i – alt. Tag kunsten for eksempel. Min film er statsfinansieret, fordi nogle politikere fandt ud af at, okay, vi giver ham her penge. Det er ikke godt. På et eller andet niveau begrænser det den kunstneriske frihed , også selvom det ikke virker sådan, og de gør sig alverdens anstrengelser for at lave uafhængige udvalg, der skal beslutte, hvem pengene skal gives til. Til syvende og sidst er der tale om politiske valg . I Amerika har de de mest utrolige koncert- og operahuse – privatfinansierede. Og du kan finde ALLE former for film inden for den amerikanske filmbranche – kommercielle, art-film, independent-film osv.. . Alt sammen privatfinansieret. Alt er muligt i et frit system, og det er det ikke i et statsligt domineret system .

  58. K. Jørgensen

    sagde den 4. marts 2008 kl. 23:14:

    Til hr. Lars Andersen

    Beklager, jeg kan overhovedet ikke passe dette her ind i danske forhold. Der er ikke “nogen politikere”, der bestemmer, hvem der skal have dansk kunststøtte. Det gør nogle upolitiske ekspertudvalg ud fra rent kvalitative vurderinger.

    I øvrigt hænger argumentationen ikke logisk sammen. Hvis den politiske styring virkelig fandtes (hvad den ikke gør), så har de styrende politikere jo i en lang årrække været borgerlige, altså skulle danske kunstnere føle sig presset til at lave borgerlig kunst. Men de samme personer, som hævder, at denne styring finder sted, beskylder samtidig kunsten og kunstnerne for at være venstreorienterede. Det er ren volapyk.

    De tror på, at kunstmiljøet kunne fungere bedre under mere liberalistiske forhold. Det mener den siddende regering også, og man kan roligt sige, den har haft nogle år til at handle i. Det har den da også gjort, men selvfølgelig har den ikke været så ansvarsløs, at den bare har kastet hele landets kunstnermiljø ud i et stort liberalistisk eksperiment fra den ene dag til den anden. Den har i stedet i årevis prøvet sig frem med små forsigtige forandringer for at se, hvordan det nu spænder af. Man omlægger til alternative støtteformer, eksperimenter med legatstørrelserne, kræver større målrettethed, synlighed og kontrol, giver incitamenter til erhvervslivet for at støtte kunsten økonomisk osv. Der er også kunstnere, som har arbejdet hårdt på at indhente privat sponsering mv. Tro ikke, hr. Lars Andersen, at disse ting ikke bliver prøvet, for det gør de.

    Problemet er bare, at ikke engang disse – set med Deres øjne – relativt små justeringer fungerer. Om årsagen er den ene eller den anden er egentlig underordnet. Danmark er bare ikke USA (og Gud ske lov for det i øvrigt, og forresten tror jeg ikke rigtig på de citerede solstrålehistorier, men det er noget helt andet). Efter hvert eneste liberalistisk eksperiment bliver tingene bare værre, jf. den seneste rapport om Kunstrådet, udfærdiget af en uvildig gruppe fra det private erhvervsliv, der erkender, at kunsten simpelt hen udgør et fuldstændig unikt felt. Det fungerer ikke som det frie erhvervsliv, og samtidig er kunststøtten heller ikke at betragte som en slags social hjælpeordning – nærmest tværtimod.

    Nu har vi haft de engelske vendinger lidt oppe at vende her på siden, så her har jeg en god gammel dansk én fra vor fælles kulturelle arv: “Man skal ikke klinke kanden, før man ser den er itu.”

  59. Lars Andersen

    sagde den 6. marts 2008 kl. 19:54:

    @K. Jørgensen

    Både von Donnersmarck og jeg ved godt, at de ikke er politikkere der sidder i f.eks. kunstrådet –
    men det er stadigt nogle politikkere, der gennem deres lovgivning har besluttet, hvad der skal støttes og
    med hvor meget. Det er heller ikke politikere, der sidder på socialkontoret, men bistandsklienten kan jo
    stadig godt sige, at det nogle politikkere, der har besluttet at han skal have penge. Så der foregår en politisk styring af kunststøtten, uagtet at det ikke direkte er politikkerene selv, der sidder og deler penge ud. Endvidere er der vel næppe tvivl om at kunsterstanden i vidt omfang er venstreorienteret.

    En anden pointe er at der ikke eksisterer sådan en ting som
    “upolitiske ekspertudvalg”. Det er en begrebsmæssig selvmodsigelse. I det øjeblik politikkerne
    giver nogen fagfolk en pose af befolkningens penge, og sætter dem til at uddele disse,
    manifesterer man det uliberale synspunkt, at befolkningen ikke skal
    administrere sine penge selv.

    Jeg har skimmet den rapport igennem, som du omtaler og jeg kan ikke se at der noget sted erkendes
    “at kunsten simpelt hen udgør et fuldstændig unikt felt” – og det ligger vist noget udenfor rapportens område at gøre sig sådanne overvejelser i det hele taget – og når kulturministeriet bestiller en rapport om sit virke, er det umådeligt svært at forestille sig at en konklusion skulle være at ministeriet skulle overgive noget som helst til markedskræfterne. Det er det, der hedder “kundepleje” for konsultentfirmaet.

  60. K. Jørgensen

    sagde den 6. marts 2008 kl. 22:42:

    Hr Lars Andersen.

    Jeg citerede – det må indrømmes – efter et journalistisk referat. Det er altid tvivlsomt.

    Rart at se, De sætter Dem godt ind i sagerne.

    I øvrigt vil jeg lade Dem få det sidste ord, for jeg har netop fået en arbejdsopgave ind ad døren med en meget kort deadline.

    mvh. K. Jørgensen

  61. K. Jørgensen

    sagde den 23. marts 2008 kl. 18:59:

    BOGERLIG STUPIDITET I LÆSSEVIS

    Utroligt, at dagens borgerlige danskere ikke kan gennemskue det gigantiske politiske fupnummer, som venstrefløjen gang på gang kører af på dem i kulturdebatten.

    Vi, der har alderen til det, husker, hvordasn venstrefløjen lagde ud i 1970’erne med parolen “Al god kunst er venstreorienteret”. De borger svarede igen med at forlange “borgerlig kunst”.

    Begge dele er komplet sludder. God kunst er hævet over det politiske partisystem, og kunst kan ikke skabes på politisk kommando. Men de borgerlige har alt for villigt påtaget sig rollen som kvajhoved i det kulturelle spil.

    Ja, venstrefløjen har givet de borgerlige en stor fed dosmerhue på og sat dem ned bagest i klasseværelset. Samtidig har de lokket stoet set hele landets sublimt talentfulde skare asf kunstnere, herunder vores stærkest formulerede medborgere på skrift, dvs. forfatterene, over på deres hold. Ufatteligt, man ikke kan se det. Ufatteligt, man som borgerlig lader sig trække rundt ved næsen på den måde.

    Og tragisk at tænke på, at det plejede at være det borgerlige Danmark, der stod for kærligheden til kunst og kultur. Den eneste kommentar, man i dga får fra danske borgerlige om kunst, er: “Kunsten skal kunne klare sig sselv på det liberale markeds præmisser.”

  62. K. Jørgensen

    sagde den 23. marts 2008 kl. 19:07:

    (videre fra det foregående)

    Det er reelt det samme som at vise, man ikke har fattet et hak af det hele. Ikke kender det mindste til kunsthistorie. Ikke har sat sig konstruktivt ind i sagerne. Eller – endnu værre – bare er komplet ligeglad med sit lands kultur.

    Danske borgerlige burde tage skeen i den anden hånd. De burde vise, at de virkelig ER borgerlige og ikke bærme. De må væk fra rollen som manegens dumme klovn, som venstrefløjen gang på gang står og klapper bagi med det store boldtræ.

    Kunststøtten er en minimal post på statsbudgettet, men hvis man fjerner den, vil der være frygtelige konsekvenser, ikke mindt for kommende generationer, som vi er forpligtet til at videregive en kulturarv. En kulturarv, det borgerlige Danmark burde være med til at forme, i stedet for at spille rollen som Terminator i dette spil.

    Det ville være rart, hvis vi snart kunne få lov til at nogle ansvarsfulde og kulturbevidste borgelige, som var villige til at tage det her fra den positive ende. Der er meget at tale om, og meget kan kritiseres – også omkring kunststøtten. Men ingen gider tale seriøst med nogen, der bare sidder og slår sig selv i hovedet med en hammer.

Bottom border