Pind bliver straffet, Venstre sætter Pind på plads. Venstre degraderer Pind.
Journalisterne lugter blod, men dagens mest omtalte politiske sag blev faktisk ikke diskuteret på V-gruppemøde her ved middagtid, hvor Søren Pind i øvrigt gav champagne i anledning af, at han havde fået et nyt job.
Sandt er det dog, at Søren Pind ikke længere skal skrive det retspolitiske oplæg, som Folketingsgruppen i sin tid bad ham om, og hvor han forinden først spurgte dem: 'Er I klar over hvad det er, som I beder mig om' for at sikre sig, at de var indforståede med, at et retspolitisk oplæg fra Pinds hånd var ensbetydende med et oplæg, hvor der ikke ville blive lagt fingrene imellem med hensyn til metoder m.v. (Se dagens Politiken)
Nu er debatten kørt af sporet. Det er delvist Pinds egen skyld. Hans forslag om elektroniske armbånd til særligt uvorne 12-årige og angrebet på Per Larsen er blevet brugt af Venstres retsordfører Kim Andersen og partiets politiske ordfører Inger Støjberg til at udstille Pind som rabiat.
Pinds forslag og udtalelser blev udlagt af dem som ren gakkelak-retspolitik og 'angreb på Politiet'. Ritzau-journalisten Kim Kristiansen hjalp også til at afspore sagen med sine forvrængede Pind-citater. Ikke så overraskende for Kristiansen har altid skrevet konsekvent negativt om V-politikeren.
Fogh havde næppe heller anden mulighed end at lægge afstand til Pind. Havde Fogh ikke gjort det, ville statsministerens udtalelser af pressen blive udlagt som om, at han ikke havde tillid til politiet og at regeringen gik ind for elektroniske armlænker til 12-årige.
På den anden side, så er Søren Pind stadig udenrigspolitisk ordfører. Store dele af befolkningen er ganske enige med mange af V-politikerens synspunkter. Hovedpersonen selv påstår på sin blog, at han har fået mere end 300 positive mails. Pinds popularitet i befolkningen er formentlig styrket og ganske mange i medlemmer af Venstres folketingsgruppe støtter nogle af hans synspunkter. Derfor lever han stadig og derfor er repressalierne forholdsvis små.
Men Christianborg-pressen analyserer sig alligevel sikkert frem til, at Pind er færdig, banket på plads og alt muligt andet af samme skuffe. Der skal jo nok være en politisk ordfører eller en spindoktor i V-pressetjenesten, som bekræfter dem i denne analyse. Men om et år eller to, så er Inger Støjberg næppe længere politisk ordfører, V-pressetjenestens spindoktorer og pressekorpset på Christiansborg sikkert også skiftet ud. Fogh er efter alt at dømme også væk.
Hvem tror I fortsat er med i politik? Nu endda mere populær i det borgerlige vælgerkorps end nogensinde. Prøv at gæt?
Og just for the record. Selvfølgelig er dette et partsindlæg.
Her er i øvrigt også et partsindlæg. Forfatteren – som hæver sin hyre i det Berlingske hus – vil tilsyneladende af en eller anden grund bare ikke være åben om det.
Men ikke alt er den rene elendighed. Netavisen 180graders leder onsdag får vist sagt, det der skal siges om talentudviklingen i Venstre.