Søndag kunne Berlingske præsentere en Gallup-måling, der viser, at De konservative lykkes pænt med at gå på strandhugst hos Venstres vælgerbase og for første gang i 12-14 år står til at få 25 mandater. Det er formentlig borgerlige vælgere, der kvitterer for, at de nu kan stemme på et parti uden at skulle høre på endeløse vittigheder om en K-partiformands tydelige svagheder og inkompetence. Med Lene Espersen ved roret har de fleste K-vælgere en fornemmelse af, at de ved næste valg får en kompetent partileder, der mestrer stort set alle discipliner udi politikkens kunst.
Alligevel er det ret så besynderligt, at netop det område, hvor Espersen har haft vagten siden 2001 '“ justitsministeriet dvs. lov og orden '“ der sejler tingene. Der er skyderier i gaderne, som det ikke er set siden besættelsen, og samtidigt kæmper politiet en endeløs kamp med en reform som den konservative partileder har ansvaret for. Hendes arvtager på justitsministerposten kæmper en hidtil forgæves kamp for at få løst problemerne. For tiden skriver aviserne stort set ikke om andet en bande-uroligheder og politireformens kollaps.
Men hvordan kan det så være at vælgerne alligevel vælger at belønne Lene Espersen, når hendes politiske håndværk med reformen tydeligvis ikke er i orden? Det er i sandhed et kæmpeparadoks. Indtil videre tager Brian Mikkelsen tilsyneladende tæskene og så besidder Espersen åbenbart også en eller anden teflon-effekt. Det er jo kun de virkelig store politikere, som besidder det, Anders Fogh Rasmussen, Tony Blair og Ronald Reagan for blot at nævne nogle stykker. Så det må vel love godt for Lene Espersens fremtid, at vælgerne belønner hende i men ingsmålingerne, selv når hun har ansvaret for en miserabel politireform.
STØT JARLS BLOG her.
10 kommentarer til “Et paradoks”
Jeg mangler altså stadig at få at vide, hvad det lige er, Lene Espersen har leveret af resultater i sin politiske karriere: Politireformen er som nævnt en fiasko; Den grænseoverskridende kriminalitet har grebet om sig som aldrig før i hendes tid som justitsminister; Straffen for grov vold er kun blevet hævet med ganske få dage og slet ikke tilnærmelsesvis så meget, som hun i sin tid proklamerede; Dommerne bijobber som aldrig før, samtidig med, at sagerne ved domstolene hober sig op; Potentielle terrorister går frit omkring i Danmark på tålt ophold, selvom hun havde syv år til at lave lovgivningen om.
Men ellers går det godt, ingen tvivl om det. I hvert fald får man det indtryk, når man ser Lene Espersen tone frem på skærmen for at levere sine berømte One-Liners, og i sidste ende er det vigtigste for borgerne jo selvfølgelig, hvordan politikerne tager sig ud på tv. Om de så evner at føre deres holdninger ud i livet, er selvsagt mindre væsentligt.
I politik er det vigtigte vet at man er smuttet videre NÃ…R skeletterne vælter ud af skabet.
Det kan vi jo f.eks. se med finanskrisen, hvor Bernanke står med alle problemerne som Greenspan har skabt.
Og i krystalkuglen ser jeg allerede for mig, hvordan Obama som præsident vil blive kritiseret for statens underskud, som han har arvet fra Bush.
I øvrigt kan man høre Hans Engell kritisere sin gamle protegé, Lene Espersen, temmelig skarpt i gårsdagens Søndags-News: http://news.tv2.dk/video/index.php/group-10221742.html
Jeg kan anbefale programmet Orbit, hvis man vil downloade videoen først, inden man ser den: http://www.orbitdownloader.com/
Apropos teflon-effekt.
Så synes jeg, det er utroligt, at det i dag fuldstændig er glemt, hvordan Lene Espersen svindlede sig til et 6 cifret skattefrit beløb ved med fuldt overlæg at angive falsk folkeregisteradresse, så hun kunne hæve et højere omkostningstillæg.
Var det en ispind og en pakke tyggegummi, der kostede Jimmy Stahr karrieren?
Jeg tænker lidt om det er fordi vi har en svag presse. Nogle politikere er gode til at glide af på kritik, som Blair og de andre der bliver nævnt.
Og hvis pressen går ekstra hårdt på dem bliver der råbt partipresse.
Lene Espersen kender jeg for snak om terrorpakker og knivforbud, samt den politireform der har vist sig at være elendig. Men hun har holdt ro i et besværligt ministerium.
Tror stadig hun er så ny en leder at hun lever på at være et frisk pust, og en der nok ikke vil være Fogh underlegen, som Bendtsen var det. Lad os se om målingerne er lige så gode næste år i marts, hvor det er hverdag at hun er leder. Hvis rygterne om at Fogh forlader statsministeriet til fordel for Løkke er rigtigt, vil opmærksomheden gå over til dem, og det er også spændende hvordan det påvirker K.
@ Morten Sørensen
Jimmy Stahr bliev taget for butikstyveri. Dvs. krænkede andres ejendomsret.
Et for højt fradrag er vel ikke at krænke andres ejendomsret.
@Rasmus: Nej, men det betyder at vi andre alt andet lige skal betale mere i skat, så det er vel værre end at stjæle en ispind?
Om Jimmy Stahr virkelig ville stjæle den ispind eller simpelthen handlede distræt ved vi ikke. Men jeg ved at jeg ved flere lejligheder har været lige ved at gøre noget lignende. Til gengæld ville jeg aldrig kunne ‘komme til’ at tiltuske mig et 5-cifret fradrag ved et øjebliks glemsomhed.
@ Nikolaj
At nogen får fradrag berettiget eller uberettiget betyder intet for andres skattebetaling. Fradrag betyder, at du skal betale mindre i skat af penge du selv har tjent. Så ja, butikstyveri er værre end for meget i fradrag.
@ Rasmus Ole Hansen
Det var ikke et fradrag, hun svindlede sig til. Det var et skattefrit omkostningstillæg. Folketingsmedlemmer, bosiddende i Jylland, får et årligt skattefrit omkostningstillæg for at dække dobbelt husførelse. I 1997, 32 år gammel, opgav hun sin mors og fars adresse så hun kunne få tillægget – upåagtet at hun boede på Frederiksberg med sin kæreste. Og efterfølgende prøvede hun at lyve sig fra det, så hun har nok været klar over, at den var gal.
I mine øjne er der ingen som helst forskel på det, Lene Espersen lavede, og så social svindel i stil med proforma-skilsmisser for at få tilskud som enlig forsørger.
Og så må jeg lige retfærdighedsvis indskyde, at det vist nok “kun” drejede sig om 56.000 skattefri kroner.
@Jarl
Jeg tror ikke på, at Lene Espersen har Foghs teflonevner, men hun er på den heldige side af mediernes dynamik i øjeblikket. Hun er interessant at bygge op til en mulig konkurrent til Fogh/Løkke som statsminister. Sikke mange historier, baseret på anonyme kilder og rygter, man så kan fylde sine aviser og nyhedsudsendelser med!
Sammenlign Espersens valg med Thorning-Schmidts valg som formand. Det kan være svært at forstå nu, men dengang gik Socialdemokraterne frem til 30 % i meningsmålingerne, medierne behandlede Thorning-Schmidt som et spændende nyt pust som socialdemokratisk formand, der mente noget nyt og spændende om bl.a. efterløn. Udviklingen siden kender vi alle. Jeg synes dog denne tidlige fase hos Thorning-Schmidt meget ligner den tidlige fase hos Espersen, og jeg tvivler derfor på, at det så meget er Lene Espersens egne (teflon)evner, vi ser brugt i øjeblikket, som det i stedet er medierne der er interesserede i at bygge hende op.
Rygte-/ og personhistorierne koster usandsynligt lidt at lave for medierne sammenlignet med historier der kræver megen og tung research. Og når så stor en andel af de toneangivende mediers journalister er blevet fyret bare det seneste årti, kræver det nok ikke en ph.d.-grad i matematik at regne ud, at tiden og ressourcerne til dybdeborende journalistik der holder politikerne ansvarlige, er blevet begrænset.
Jeg tror det var Troels Mylenberg, Berlingskes nye mand på Christiansborg, der forleden udtalte, at medierne i politik gik efter “de svage”, som de kritiserede, mens de holdt sig fra at kritisere eller gå “de stærke” efter i sømmene.
Det synes jeg egentlig er meget præcist udtrykt. Det værste ville dog være, hvis det blev en sovepude og en undskyldning for fx Margrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt (eller for den sags skyld i sin tid Bendt Bendtsen). Mediernes logik kan politikerne (heldigvis!) ikke lave om på, men de har en forbandet pligt til at forstå den og bruge den aktivt – hvis de altså ønsker at blive i politik.
Kjærsgaard, Fogh, Søvndal og Espersen er alle eksempler på partiledere der er lykkedes, fordi de virkede til at have styr på det de gjorde og magt over det de leder. Det gav en masse politisk kapital i forhold til medierne. Det samme kunne man sige om Jelved op til 2005-valget. Hun valgte så at investere hele denne politiske kapital uforståeligt tåbeligt, men det er en anden sag.