Farvel og skål gamle Johs!

Vi er mindst en generation af ungdomspolitiske aktive, som i aften eller i nær fremtid vil hæve bægeret og sende Toga Vinstues tidligere indehaver, den evige ungdomspolitiker og Von Oosten-entousiast Johannes Lund Petersen en tanke. I aftes gik han bort firs år gammel efter igennem nogle år at have været 'trykket af alderdommen'.

Jeg husker første gang, at jeg mødte 'Johs'. Det var i begyndelsen af 1990'erne. Der passede han baren nede i det gamle værtshus 'Christian IV' blot kaldet 'Firtallet' på hjørnet af Lille Kirkestræde og Højbro Plads nær Storkespringvandet. Her var der stille og fredeligt. Her kunne snakken gå. Her var ikke larmende musik '“ og her var der folk ligesom os: Politisk interesserede nørder af enhver slags og overbevisning.

Johs var jævnaldrende og havde bedrevet ungdoms- og studenterpolitik med senere toppolitikere så som Poul Schlüter, Erik Ninn-Hansen, Knud Enggaard, Niels Anker Kofoed, Erling Olsen og mange flere. Han var blandt de ledende VU'ere i 1950’erne og kendte dem alle sammen. For de særligt interesserede hang anekdoterne – både om de vovede historier samt de gamle intriger – løst. Og om de CIA-støttede rejser rundt om i Europa til møder med andre ledere fra demokratiske ungdomsbevægelser. Og så kunne Johs naturligvis sin politiske historie. Vi slubrede det hele i os. Sammen med de Von Oosten, som det ligesom hang i luften, at vi bød Johs på '“ og som han ofte rigeligt gengældte.

Helt centralt i hans politiske liv var, da han i 1965 blev ekskluderet af Venstre for at have støttet Thorkild Kristensen-disciplene MF Niels Westerby og MF Børge Didrichsen, der i 1964 havde reddet den daværende socialdemokratiske regering Jens Otto Krag ud af en suppedas ved at have stemt for finansloven, hvorved de forbrød sig mod gruppedisciplinen. Johs. koketterede altid med, at han skam aldrig selv havde meldt sig ud af Venstre, men var blevet ekskluderet '“ i øvrigt kollektivt sammen med alle andre københavnske V-medlemmer i foreningen 'Hovedstadens Venstre', hvor Niels Westerby i øvrigt også var formand. Johs. sagde det på en måde, hvor man fik indtryk af, at det på engang både var et hæderstegn – udover at det også for ham var en bitter oplevelse. (Johs fejrede eksempelvis årsdagen for sin eksklusion!) Hovedstadens Venstre havde taget parti for rebellerne, fordi de mente, at den daværende Venstre-leder Erik Eriksen var blevet 'for højredrejet' '“ og de støttede en mere pragmatisk linje, som ville have indflydelse og ønskede samarbejde med Socialdemokraterne, der på dette tidspunkt havde haft regeringsmagten uafbrudt i 10 år.

Rebellerne stiftede et nyt parti '“ “Liberalt Centrum” '“ hvor Johs blev partisekretær. Partiet kom ind med fire mandater ved valget i 1966, men røg ud igen allerede i 1968. Selvom at Johs i begyndelsen af 1970'erne skiftede til Socialdemokratiet, så fastholdt han i de næste 30 år det gamle netværk som sekretær for debatklubben 'Den Liberale Klub'. Her mødtes de gamle rebeller og mindedes dengang, de i de glade dage tog fusen på Erik Eriksen. Way back i 64.

Johs var cand.polit., men han var ikke den hurtigste student på Københavns Universitet. 'Jeg sørgede dog for at få eksamen før mit 10 års jubilæum på studiet', fortalte han gerne. Senere fik han stilling som fuldmægtig i Boligministeriet og drev også i 1960'erne en bar og danserestaurant. Allerede dengang var han et festligt midtpunkt for unge mennesker. Det vedblev han med at være til, han var over halvfjerds. Siden stod han bag baren i Firtallet, og i 1993 forpagtede han det nærtliggede værtshus 'Toga Vinstue', hvorved hele klientellet af ungdomspolitikere '“ i alle aldre '“ flyttede med “ovenpå”.

Her udviklede der sig pludselig en fredsommelig og sympatisk ungdomspolitisk kultur, hvor selv den mest perifære VU'er, DSU'er eller KU'er fra provinsen kom på stedet. Her talte man og drak sammen i fred og fordragelighed, scorede på tværs af partiskel, holdt møder og receptioner, festede mv. Og ikke mindst skrålede politiske sange '“ gerne fra 1930erne dvs. en tid, hvor de politiske fronter var trukket noget mere op end i dag: Alle sang gerne om, at kapitalisterne skulle klynges op i lygtepælene, alt imens maskingeværerne knaldede i gaderne, og det røde banner blafrede. Eller også blev de sorte støvler sværtet og skråremmen spændt fast forud for, at 'de røde' fik fortjente klø – for så siden at blive afhentet af “Eriks (Ninn-Hansens) politi”. Jo det var '“ og er – altid hyggeligt. Og den gode stemning har gudskelov holdt sig til i dag.

Ganske mange af dagens toppolitikere har på et tidspunkt i deres liv været stamkunder på Toga. Mogens Jensen, Søren Pind, Morten Messerschmidt og Henrik Sass Larsen blot for at nævne nogle af de mest farverige fra min egen tid på stedet i halvfemserne, men også tidligere MFere og blandt dem især Pelle Voigt. Og så var der alle de nordatlantiske politikere, som Johs. i særlig grad havde en forkærlighed for. Derfor rendte han i mange år rundt med et blåt slips med en isbjørn på – vist nok en særlig gave fra en af de grønlandske politikere. Johs skiftede i øvrigt også kun sin ternede blazer ud hvert femte år eller deromkring.

Toga i halvfemserne var et brunt værtshus med skidenbrune paneller, nikotingule lamper og gardiner, bejsede borde, ramponerede stole, tyndslidte gulvtæpper og kongerækken på væggen. Der blev i øvrigt kun spillet dansk musik fortrinsvis John Mogensen-klassikere, og kl. kvart i to fik man sidste omgang. Engang imellem, når stemningen var speciel god, brød Johs. dog sine principper om ikke at have gæster, der havde 'nattesæde'. Så blev de særligt indbudte bedt om at blive tilbage, gardinet trukket for ud til gaden, og så blev der ellers drukket igennem med Von Oosten.

Det blev på et tidspunkt påstået, at Toga Vinstue omsatte for ca. 3 procent af al Von Oosten, der blev drukket i Danmark. Og senere kom der sågar en plakette af maleren Jeppe Eisner op i baren, der højtideligt bekendtgjorde, at Toga nu var 'Von Oosten-ambassade'.

Stort set alle nuværende valgte politikere i Folketinget eller i EU-Parlamentet har været gæstebartendere på stedet. Det var en tradition som Johs. begyndte, og som stadig holdes i hævd. Der var også andre traditioner. Især den med at der skulle være helt stille, og lyset skulle slukkes, hver gang en ny flaske Von Oosten blev åbnet. Så fortalte Johs. historien om munkene og nonnerne, “der blev såre vellystne”. Og en dag udbrød en ung VU'er fra Ã…rhus, stud theol. Jesper Bacher Jensen, da Johs brød seglet på skruelåget, at lyden derfra bestemt lød som “en bristet jomfruhinde i et karmelitterkloster”. Den bemærkning blev naturligvis fra da af anekdotens afsluttende højdepunkt, og en evigt taknemmelig Johs. kanoniserede siden den århusianske stud. theol. overfor nye skarer af ungdomspolitisk aktive.

Jeg har selv drukket – ikke så få – øl på stedet i selskab med utroligt mange spændende mennesker, hvor flere siden hen blev gode venner eller bekendte. Det ville jeg aldrig have undværet, og det kan jeg takke Johs for.

Johs kom ikke meget på Toga i sine sidste år, men alligevel er han stadig en del af stedet. Stamkunder, venner og medarbejdere samlede ind til, at der blev malet et portræt af ham udført af førnævnte Jeppe Eisner. Det hænger nu på vinstuen i Lille Kirkestræde, og portrættet indfanger fint Johs. i hans velmagtsdage bag baren.

Der tales i øvrigt om en mindeaften på Toga. Det ville Johs. helt sikkert have syntes om. Som gammel restauratør elskede han selskabelighed.

Jeg vil i hvert fald hæve glasset og sige skål for Johs. Æret være hans minde. Må han hvile fred.

P.s Mange af læserne har sikkert deres egne anekdoter om Johs. Fortæl gerne om dem her.

KANDIDAT VED KOMMUNALVALGET? ANNONCER PÃ… JARLS BLOG!