VK-regeringens ministerhold blev i skyggen af de vigende opinionstal før sommeren indskærpet af statsminister Lars Løkke Rasmussen om at markere sig i debatten. Helst med et par opsigtsvækkende historier på avisernes forsider, der synliggjorde regeringens politik.
Skatteminister Troels Lund Poulsen har blandt andet derfor gået til angreb på 'de rige' skatteunddragere i whisky-bæltet og konfiskeret Ferrarier mv. på Strandvejen. Pressen har været inviteret med og der har også været gode billeder i at se en skatteminister gnaske løs på en fransk hotdog, mens han observerede Skats aktion.
Troels Lund Poulsen – som alle dage i VU og Venstre til trods for sin lidt underspillede facon har været kendt som superambitiøs – har også haft søgelyset rettet mod de ganske mange multinationale selskaber, der ikke betaler skat i Danmark og Statens restancer, der beløber sig til 66,9 mia. kr. dvs. i omegnen af, hvad en storebæltsbro i sin tid kostede. Gange tre!
Det er selvsagt ganske svært for Troels Lund Poulsen at markere sig på området uden på en eller anden måde at lægge afstand til forgængeren i stolen: Kristian Jensen Venstres nuværende gruppeformand.
Det sker i dagens BT, der under overskriften 'Forgængeren var for blød' bl.a. skriver:
'Når Troels Lund skal beskrive det arbejde, der blev udført i hans ministerium, da Kristian Jensen sad i stolen, er det ord som 'tossegod', ' for blødsøden', at han tager i sin mund.
'Der har manglet politisk fokus på de stigende restancer. Jeg finder mig ikke i det', siger skatteministeren.
Underforstået: At det gjorde Kristian Jensen.
Resten af artiklen handler om Troels Lund Poulsens initiativer og at han '“ der er søn af en pantefoged – nu tager fat om opgaven med at skovle guldet ind fra gaden sådan, at velfærdssamfundet kan reddes.
Alle håber naturligvis at skatteministeren får held med sit forehavende. Omvendt så falder det naturligvis også i øjnene, hvorfor den nye skatteminister har så travlt med at fortælle pressen, at den tidligere enten sov i timen, var doven og/eller uduelig.
Den banale analyse er, at Troels Lund Poulsen åbenbart fører krig mod en fremtidig rival til formandsposten. Sådan vil det uden tvivl blive læst og fortolket overalt i Venstre.
At der eksisterer en Troels Lund Poulsen-fløj er evident. For eksempel holdt Troels Lund Poulsen senest hof på sit landssted i Vestsjælland med hirden den 29. juni, hvor man efter Jarls Blogs oplysninger brugte størstedelen af tiden på at rakke Kristian Jensen ned. Blandt deltagerne var bl.a. Jacob Jensen, Troels Lunds kæreste Sophie Løhde og Ellen Trane og Søren Gades suppleant Mads Rørvig.
Lars Løkke har selvsagt massive problemer med at holde på vælgerne og noget tyder på, at man åbenbart allerede nu i 2. geled begynder at positionere sig/ slås om at blive hans efterfølger. Jeg gætter på, at 'den store mand' sikkert ikke er så tilfreds med det. Troels Lund har dog en del goodwill på kistebunden, og så græder Løkke også tørre tårer over, at det nu går ud over Kristian Jensen. Omvendt tjener det ikke ligefrem Løkkes sag mht. at blive genvalgt, hvis ikke alle kæmper i samme retning.
Måske er det heller ikke Troels Lunds dagsorden. Hans spindoktor Peter Arnfeldt er i hvert fald observeret gående rundt på Christiansborgs gange og kokettere med, at han “kun arbejder for enten siddende eller kommende partiledere”. (Underforstået Marianne Jelved, Bendt Bendtsen og når tiden kommer: Troels Lund Poulsen)
Fortsat god sommer!
38 kommentarer til “Venstres kommende partileder”
Det er et originalt tema, som du i dag vælger at kaste din analyse over. Da der som bekendt ikke er meldt noget ud fra skatteministerens side, så antager jeg, at der er tale om en analyse, der er bygget på et noget svævende grundlag.
'Der har manglet politisk fokus på de stigende restancer. Jeg finder mig ikke i det', siger skatteministeren. Citatet tolker du som om, at Kristian Jensen derimod finder sig i det, ifølge Troels Lund altså. Jeg forstår det derimod sådan, at Troels Lund savner et generelt politisk fokus på skattesnyd og restancer, hvilket jo ikke ligefrem er et angreb på Kristan Jensen. I forlængelse heraf, har jeg også svært ved at genkende dit postulat om, at skatteministeren skulle gøre pressen opmærksom på, at Kristan Jensen sov i timen i sin tid som skatteminister. Jeg mener blot; hvorfor skulle han gøre det, når han som alle andre kan se, at det ikke ligefrem er interne stridigheder, som Venstre har brug for i tiden?
1. Tjah. Man kan tænke sig meget, men BT – jeg selv – og mange andre i Venstre tolker nu Troels Lund Poulsens udtalelser i avisen, som direkte kritik af Kristian Jensen.
Men det er da godt for skatteministeren, at der også findes åbensindede mennesker som du, som ikke tiltror ham noget ondt uanset, hvad han siger til pressen. 🙂
Kære Jarl: Jeg studsede selv noget over artiklen, som næppe kan være tilfældig.
Men helt ærligt … kan Du ikke venligst give os det lidt større “run down”? Altså, vil LLR blive siddende som V-leder, når han ryger som statsminister? Hvis ikke, hvem er så egentlig på banen? Hvem kunne tænkes at støtte hvem? o.s.v., o.s.v. Når jeg taler med V-folk, der burde være “in the know”, hører jeg de samme, gentagne insinuationer, o.s.v., men når jeg så spørger til, hvad de er baseret i, flyder det hele noget ud.
Frem med varerne! 😉
PS. Spørgsmål: Jeg hører til dem, der ikke opfattede Kristian Jensens flytning som en degradering e.l., og jeg mener fortsat, at den faktisk burde kunne være en styrkelse af ham. Men når jeg taler med V-folk eller læser avisernes formuleringer, så virker det som om, at degraderings/magtkamps-udlægningen nu har bidt sig fast. Any thoughts?
3. Hrmm.
Internt i Venstre tror de stadigvæk på “Endsieg”, selvom at det ser sværere og sværere ud, som meningsmålingerne, der spår rød sejr bider sig fast.
Indtil videre peger pilen på, at Kristian Jensen tager over, hvis Lars Løkke Rasmussen – hvad mange forventer – forlader dansk politik, hvis/når regeringen falder.
Imidlertid er det ikke alle i Venstre, der mener at Kristian Jensen er den rette mand, der kan føre partiet tilbage til regeringsmagten efter en periode – kort eller lang – i opposition.
Troels Lund Poulsen er ét bud. Der tales også om en Søren Pind. Flere bliver sikkert nævnt i krogene.
Konklusionen er dog, som jeg ser det, at Kristian Jensen fortsat er det – endnu – mest seriøse bud på en efterfølger.
Men selvfølgelig går alle MEGET stille med dørene. Det er kun Troels Lund Poulsen, der på den mildt sagt klodsede måde i går lod masken falde. Det siger jo også lidt om mandens kvalifikationer…
Mine spekulationer er fuldkommen udokumenterede, men alligevel:
Hvis/når regeringen taber næste valg, vil det da være temmelig tyndt af Lars Løkke at trække sig. Han har i givet fald kun beklædt formandsposten i to-tre år, og i Danmark har vi altså ikke tradition for, at partiformanden ofres, blot fordi han taber et valg.
For mig er det et mere nærliggende scenarie, at Løkke går, hvis VK også taber det efterfølgende valg, altså når/hvis Helle Thorning kan tage fat på sin anden valgperiode som statsminister.
Troels Lund Poulsen og Kristian Jensen er muligvis egnede som partiformænd – men vil de kunne vinde et valg som statsministerkandidater?
Det tror jeg simpelthen ikke på – de er ganske enkelt ikke tørre bag ørerne endnu.
Søren Pind er for mig et vildt bud på en ny partiformand: stridbar, polemisk, sjov og festlig. Altsammen underholdende egenskaber, men bestemt ikke udprægede statsminister-kvalifikationer.
Det er iøvrigt en velbevaret offentlig hemmelighed, at han var en administrativ katastrofe som Teknik- og Miljøborgmester i København.
Han var fuldkommen ligeglad med posten, som han alene brugte som afsæt i kampen om overborgmester-posten.
Dén slags julelege går altså ikke i de tunge ministerier på Slotsholmen. se bare på Lene Espersens kranke skæbne.
Man får jo helt ondt af hende, selvom hendes modgang er selvforskyldt.
5. Udmærkede betragtninger.
Ja jeg er jo biased når det gælder Søren Pind, men alligevel vil jeg anholde din påstand om “iøvrigt en velbevaret offentlig hemmelighed, at han var en administrativ katastrofe som Teknik- og Miljøborgmester i København.
Han var fuldkommen ligeglad med posten, som han alene brugte som afsæt i kampen om overborgmester-posten.”
Jeg har fulgt Københavnsk politik i 15-20 år – og Søren Pinds virke endnu længere – og jeg aner ikke, hvad du taler om.
Så det er en offentlig hemmelighed, som er forbigået min opmærksomhed.
Måske et par eksempler kunne begrunde din påstand.
Mig bekendt var netop perioden, hvor Pind var borgmester for området og Kramer overborgmester måske den mest dynamiske og udviklende for byen i årtier. Der blev bygget en masse i byen og Kommunens økonomi blev trimmet.
Glimrende analyse og jeg må tilstå at jeg “kun” har Troels Lund optræden i diverse razziaer som et forsøg på at lukke en flanke overfor oppositionen.
Se bare her, jeg skal nok være garanti for at de rige sv.. i Nordsjælland ikke slipper godt afsted med at snyde osv
Hvordan står Venstres kommunalpolitikere i dette spil ?Fx Lars Krarup ( hvilken pondus har han i partiet ) støtter vel KJ og hvad med Carl Holst ?
7. Begge d ´herrer du nævner har indflydelse partiet. Men den er indirekte. De er begge handicappede af at de ikke sidder i folketingsgruppen/regeringen. Det er altså der tingene sker.
Så medmindre Krarup og Holst pludselig er at finde i folketingsgruppen, så spiller de absolut ingen rolle som formandskandidater.
8
Måske ikke som formandskandidater men har det nogen betydning i hvilken vægtskål de smider deres lod ?
Hvad med en Gitte lillelund Bech og hvem foretrækker de gamle hanelefanter ( Thor Pedersen, Haarder og Claus Hjort ) egentlig som mulig ny formand ?
Det kunne være interessant med en liste over hvilke FT medlemmer der efter din opfattelse støtter hhv TLP og KJ.
9. Det vil være det rene gætteri, hvem der støtter hvem her. Formentlig er det meget få, der har taget stilling til spørgsmålet. Især fordi det endnu ikke er aktuelt.
Jeg tror i øvrigt aldrig at det vil komme til en kampafstemning herom.
Gitte Lillelund Bech som formand? NEJ!
6. Om Sørens Pinds evner som Teknik- og Miljøborgmester:
Sagen er, at mit firma i årevis har været leverandør til Teknik- og Miljøforvaltningen, og de er uden sammenligning den mest inkompetente af vores temmelig mange kunder.
Tilbud bliver ikke udsat for en professionel vurdering, de løbende leverancer vurderes ikke professionelt, og noget så simpelt som rettidig betaling magter forvaltningen heller ikke.
Ledelser i mit firma har høj moral, så forvaltningen bliver ikke snydt, men kan man stole på, at andre leverandører heller ikke snyder?
Entreprenørbranchen består jo ikke nødvendigvis allesammen af Guds bedste børn..
Mit ærinde er på ingen måde at gøre Søren Pind eneansvarlig. Før ham har bl.a Villo Sigurdsson huseret, og Klaus Bondam gjorde det bestemt ikke bedre end Pind.
Derimod ser det sjovt nok ud til, at SF’eren (sic!)Bo Asmus Kjeldgaard klarer det godt.
Politisk set er han lidt vandgrøds-agtig, men han er en dygtig administrator.
Men altså: Søren Pind var ude af stand til at skabe en velfungerende forvaltning.
Og forklaringen ligger måske lige for. Jeg kan huske, at han engang blev kritiseret for, at kommunen ikke kunne finde ud af at rydde sne.
Svaret var (frit citeret efter hukommelsen): “Jeg har foreslået at privatisere snerydningen, men det ville flertallet i BR ikke, så ansvaret bæres af dem!”
Mit ærinde er som sagt ikke at svine Pind til, men mere at præcisere, at det ikke er nok at være en skarp holdningpolitiker.
Hvis man skal få et ministerium til at fungere, skal man have administrative evner, og hvis man skal lave ny lovgivning, skal man også kunne skaffe et flertal.
Sne-historien illustrerer meget godt, at Pind ikke kunne nogen af delene i sin borgmester-tid.
Hans første træk som Bistandminister var karakteristisk nok at udnævne sig selv til “Frihedsminister” og (uretfærdigt)blive tillagt den holdning, at han egenhændigt ville vælte Robert Mugabe af pinden.
Det er meget agtværdige mål – men hvem passer Bistandministeriet, mens Pind kæmper med oprejst pande for den personlige frihed og flere au pair-piger?
Hvad enten man nu kan lide dem eller ej, så er både Kristian Jensen og Troels Poulsen trods alt i en lidt anden vægtklasse.
Det undrer ikke kun befolkningen i Thy-området, at Troels Lund Poulsen opfører sig som om, at han ejer hele verden ! Den tidligere særdeles upopulære miljøminister har – ved sin direkte og også i befolkningens øjne stærkt omstridte facon – en meget stor skyld i, at regeringspartiet Venstre er blevet et synonym med naturødelæggelser og uansvarlig naturpolitik. Den tidligere miljøminister har således stor skyld i, at befolkningen ikke har opfattet det vedtagne testcenter for store vindmøller ved Hjardemål Klit i Vigsø Bugt som værende vedtaget på demokratisk vis. Det giver ikke respekt, at man udnytter et politisk flertal til at tryne et mindretal, hvis dette sker ved tilsidesættelse af fundamentale beskyttelseshensyn og ved tilsidesættelse af korrekt screening og “fiflerier”. Så hedder det med et andet ord “flertalsdiktatur”. Og det er præcist sådan, at befolkningen opfatter Troels Lund Poulsen. Han har ikke noget format. Nok er han politiker, – men statsmand ? Det bliver han aldrig.
11. Taget i betragtning af hvad du oprindeligt skrev om Pind, så synes jeg mildest talt ikke, at du argumenterer overbevisende for at din ganske hårde vurdering af Pinds indsats som borgmester er retvisende.
Snerydning? Det var vist Fogh, der kritiserede Pind, efter at han havde tilladt sig at opstille de ti teser og kritisere partiledelsen.
Er et år med utilstrækkeligt snerydning retvisende for Pinds samlede indsats? Come on… jeg synes dit eksempel taler for sig selv.
Interessant synspunkt. Pind må ikke blande sig i samfundsdebatten, men skal striks holde sig til at administrer sit resortområde.
Her må jeg sige, at jeg er fuldkommen uenig.
12. Mht det testcenter, så tror jeg alle – uanset hvem de var og hvilken partifarve de har – ville komme i klemme i den sag.
12.
Er du ikke lige lovlig hård ved Troels Lund?
Det bliver da svært at finde en politiker, som ikke mere end een gang har trådt dele af befolkningen over tæerne.
Og planlovgivning, hundelovgivning, motorvejsføringer og den slags vil altid bringe følelserne i kog..
13.
Pind skal da endelig blande sig i samfundsdebatten, men mener du selv, at fx hans au pair-betragtninger har statsminister-potentiale?
Eller hvad med hans krav om, at medlemmer af oppositionen har en moralsk forpligtelse til at betale mere i skat end os andre?
De 10 teser var der til gengæld meget mere lakrids i, selvom timingen vist ikke var god.
Fogh blev (gætter jeg på) tosset, fordi de kom på tværs af Foghs ønske om at lægge al minimalstats-tankegang bag sig.
Nej altså: jeg tror ikke en døjt på Pind som formandskandidat for V.
Det skal partiet jo nok overleve. Venstres egentlige problem er nok snarere, at partiet ikke har en oplagt kronprins, i fald Løkke trækker sig eller bliver kørt over af en bus.
16. Jeg vil nok sondre mellem hans au-pair-synspunkter og det at hans private au-pairaftale åbenbart ikke er i orden.
Jeg tror de fleste borgerlige synes at Politikens kampagne mod aupair-ordningen er tendentiøs. Der er brådne kar, men det er en ordning, som mange mennesker er glade for. I forholdt til det borgerlige vælgerkorps helt uproblematisk, som jeg ser det.
MEN det er aldrig en god sag for en politiker, hvis reglerne ikke er blevet fulgt. Uanset hvad forklaringen er. Bevares det er en sag, men en stor sag? Næppe.
Mener Pind virkelig at oppositionen har en moralsk forpligtelse til at betale mere i skat end os andre? Er du ikke en anelse polemisk her?
Her er hvad han sagde til Berlingske:
»Selvfølgelig kan man da indbetale den difference mellem schweizisk beskatning, som i parentes bemærket er ekstremt lav, og den topbeskatning, som Helle Thorning-Schmidt ønsker at indføre i Danmark. Det vil sige 63 pct. plus seks pct. Der er overhovedet ingen problemer i det. Faktisk er der skabt en konto i Skatteministeriet, hvor man kan foretage frivillige indbetalinger, « siger Søren Pind.
http://www.berlingske.dk/politik/soeren-pind-thorning-er-en-skattehykler
er det nu forbudt at slå på oppositionslederen når hun helt tydeligt for de fleste dummer sig?
17. Jeg tænkte ikke på Pinds problemer med sin egen og ekskonens au pair. Den sag er en ligegyldig petitesse.
Jeg tænker på hans påstand om, at 3.000 mdl. til au pair-piger er den bedste ulandshjælp, man kan give. Og hvis pigerne er utilfredse, kan de bare tage hjem.
Det er ikke en formandskandidat, der taler, men hvad englænderne kalder “an upperclass twit”.
På samme måde med skattesagen. Indrømmet: det er fristende at drille Gucci-Helle, men kan vi ikke være enige om, at skattebetaling skal baseres på ens lovgivning for alle borgere, ikke på folks egne skattepolitiske holdninger?
Igen: det er sådan set helt OK også at levere let polemiske synspunkter, hvis logiske fundament ikke tåler et grundigt eftersyn.
Men kan det kombineres med et formandskandidatur?
Er det bevidst at overskriften ikke lyder kompetent, fremfor kommende partileder? Men så kan det vel blive en lang periode uden mere end en fungerende partileder
11. “Hvis man skal få et ministerium til at fungere, skal man have administrative evner” – ja – hvis man vel at mærke er ansat som departementschef! Hvis man er minister, har man jo ikke som sin fremmeste opgave at få administrationen til at fungere; det har man folk til. Ellers er man i hvert fald ilde stedt, for så har man hverken tid eller overskud til at lave politik. Uden at kende kommunalpolitik indefra, så vil jeg tro, at det samme gør sig gældende her, ikke mindst i så stor en kommune som København. Så selvom jeg er sikker på, at du har ret i, at forvaltningen har ageret helt igennem uprofessionelt som kunde – og selvom jeg har den dybeste forståelse for, at det som leverandør må være både hammerirriterende og dybt forundrende – så synes jeg, at borgmesteren er nogenlunde den sidste, man med rimelighed kan klandre for dét.
Jeg er til gengæld enig i vurderingen af, at Pind har et andet format end TLP og KJ (omend jeg fornemmer, at vi nok ikke er helt enige om i hvis favør:-))
12. Hvilken passion! Det lykkes dig at tage ‘befolkningen’ til indtægt for dine egne synspunkter ikke mindre end 4 gange i løbet af dit relativt korte indlæg – det er flot! Jeg ved så ikke lige hvem ‘befolkningen’ er – det er i hvert faldt ikke Thisteds kommunalbestyrelse, som mig bekendt har bakket op om projektet i hele forløbet. Men lad nu ikke det ligge – retorisk udviser du gode politiker-evner og jeg ønsker dig held og lykke med den sag, som jeg ved en simpel google-søgning kan konstatere, at du har anlagt overfor EU-Kommissionen mod møllerne (men indholdmæssigt er jeg nok mere enig med det synspunkt, Jarl giver udtryk for i 14.:-))
Nu ved jeg godt Jarl har et godt forhold til Søren Pind, men hans personlige au pair sag er vel mindst på niveau, hvis ikke over, Helle Thornings mands skattesag.
Det er vel et større problem for en politiker at han ikke selv følger reglerne fra sit eget ministerium (eller alternativt ordførerområde hvis man ikke er minister) end at der bliver draget tvivl om ens mands skatteforhold, som stadig ikke “juridisk” er blevet afgjort mig bekendt, men Helle har blot valgt at få lukket sagen hurtigst muligt.
21. Jeg tror man skal være meget fast i troen på DSU eller hvor du jo kommer fra, for at synes Pinds sag er værre end Thornings.
Pressen har indtil videre ikke givet dig ret. Jeg har også bemærket at oppositionens folk har været helt tavse i sagen. Og selv Ekstra Bladet har bakket Pind op i sagen – selvom at de – naturligvis kritiserer, at han ikke har fulgt reglerne.
Så man skal nok være mere end en mand med en sag, for at synes at det er noget, der skal bores mere i.
På den anden side, så er I jo meget moralske i DSU jfr. Jeppe Kofod-sagen, så man ved aldrig. Kun Thornings mands sag var ikke noget problem…
Men du skal da være så velkommen. 🙂
@22
Er det sådan det ser ud når EB bakker op ?
http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/article1375070.ece
Hvor mange af Sørens valg kampe er det du har ledet eller været en del af forresten.
23. Nej det er en meget kritisk artikel af Jan Kjærgaard, der trækker hvad den kan.
Det var denne lederartikel, der måske ikke ligefrem bakker Pind op, men så dog forholder sig til nogenlunde fornuftigt til proportionerne. Formentlig lidt ligesom dine partifæller på Christiansborg åbenbart gør det, siden de ikke gør så meget ud af at forfølge sagen… 🙂
http://ekstrabladet.dk/nyheder/lederen/article1374923.ece
Det er absolut ingen hemmelighed, at jeg har deltaget i Søren Pinds valgkampagner til BR i 1997 og 2001 samt folketingsvalgkampen i februar 2005. Men det er immervæk ved at være længe siden.
Om jeg har været “leder” i nogle af kampagnerne er nok også at stramme den. I så fald har jeg været en høvding stort set uden indianere! 😉
I modsætning til hvad mange tror, så har jeg faktisk aldrig fået en krone for at rådgive Søren Pind. Og det er jo efterhånden blevet definitionen på, hvorvidt man er poltitisk rådgiver eller ej.
@22
Der er heller ikke nødvendigvis nogen logik i hvilke sager presser tager op og selvfølgelig er det mere interessant at interessere sig for oppositionens leder og hendes mand end en af de mindre minister.
Desuden kan jeg ikke huske om du Jarl (eller om det er kun er andre her på blogen) som har kritiseret pressen for at være for venlig ved oppositionen i forhold til regeringspartierne (samt DF) ligesom det i perioder især under Fogh var det modsatte gjorde sig gældende (selvom den slags er meget svær at gøre op objektivt set). Måske det er ved at vende lidt i en periode. Det er nok for tidligt at konstatere endnu.
Og så kan det være at oppostionen har valgt at tage sine kampe med omhu ligesom der er sommerferie og derfor der generelt er lidt stille (bortset fra en masse mærkelige udmeldinger som skal prøves af, fx Burkaforbudet sidste sommer)
Politiken har også et par artikler på sagen, fx: http://politiken.dk/politik/article1012801.ece
Unge Jensen blev degraderet, for at skabe ro i Venstres Folketingsgruppe, ing? Det er vist ikke lykkedes så godt, men måske er han bare ikke særligt dygtig.. Troels Lund Poulsens kritik af hans embedsførelse som skatteminister er i hvert fald fuldt berettiget, og Venstrefolkene i Vestjylland er ifølge Berlinske heller ikke imponerede –> http://www.berlingske.dk/kultur/venstresvingsulykke
Citat: “Så sender I sådan en konfirmand som Kristian Jensen herover. Og han taler til os, som om vi er sådan nogle, som bør have ekstraundervisning. Det kan man jo ikke tage alvorligt…” 😛
@24
Nej oppositionen kritisere ikke Søren Pind og det er ganske enkelt fordi han er en af deres mest værdifulde folk.
Lidt på samme måde som dengang han lancerede sit Three strikes and out i forsøget på at blive overborgmester efter 8 års tilløb. En kampagne som du åbenbart ikke var en del af og som også var en af de største politiske fejlvurderinger der er set nogensinde i Kbh.
http://www.berlingske.dk/koebenhavn/pind-overborgmester-er-landspolitiker
I det hele taget synes jeg at denne debat om Pind som leder af venstre vidner om at denne blog er fyldt med københavnere der intet kendskab har til venstre i Jylland, for faktum er vel at Søren Pind har forbindelserne til partiorganisationen alt for dårligt på plads specielt den jydske del.
Hans opførsel har skabt ham mange fjender i venstre han er jo ikke ligefrem den samlende type.
27.
Ahva’? Den skal jeg sgu lige have en gang til. Soc.Dem. kritiserer ikke Pind, fordi han er en af deres mest værdifulde folk… Den må du hellere uddybe. Bare sådan så tungnemme folk, som undertegnede også kan følge med i debatten. 😀
Al den stund at Pind står ret godt i troværdigheds- og popularitetsmålinger ville oppositionen elske at have en god angrebsflanke på Søren Pind, netop for at pille et af regeringens bedre kort ned. Au-pair sagen er en lidt dum sag for Pind, og den giver muligvis lidt ridser i lakken, men ikke i større målestok. Han handlede med en vis rettidig omhu, ved selv at bede myndighederne undersøge sagen, før den voksede og dels er den ikke så stor, da sagen i al sin enkelthed ikke drejer sig om at Pind har misbrugt et system til at unddrage sig at betale flere hundrede tusinde kroner til statskassen, men derimod at han og hans ekskone ikke har været 100 pct klar over hvordan au-pair reglerne virkede, i forhold den skilsmisse de for nylig har været igennem. Og det har måske heller ikke været deres au-pair pige de havde mest i tankerne da boet skulle deles. Undskyld mig, men de to sager er ikke engang i nærheden af at være i samme klasse.
Lige for en god ordens skyld, jeg er ikke – som Jarl Cordua – i Søren Pinds fanboi klub, jeg kan ikke engang påstås at bryde mig synderligt om Pind som politiker, så mit indlæg skal ikke ses i den kontekst, men ret skal være ret.
@28
Hvorfor tror du selv at en af venstres mest synlige politikere kun er udviklingsminister og kun blev det fordi Fogh løb af pladsen.
Han har gennem tiderne været god til at få de unge storbys liberale i tale men samtidigt har han stødt dem der bestemmer i Venstre fra sig.
De ti teser var en klar foræring til oppositionen og mange af dem han fik i tale dengang er dem der nu tiltrækkes af LA.
Den måde han overrakte Ritt overborgmester posten i KBh på en sølvbakke.
Hans indfedtning i Lars løkkes bilags sag.
I betragtning af hans alder har der været mange sager. Jo han har været oppositionen en god mand.
På samme måde som man kan begynde at fundere over om Mette F er en større gevinst for blå end for rød.
Læs Mette Østergaards portræt af Troels Lund Poulsen i Politiken i dag. Her fortælles det bl.a., hvordan Troels Lund holder af ta kalde folk for Poul, hvis de hedder Bent.
@Jakob Nielsen, 30
Ikke just et glansbillede!
31. Næh det kan man vist ikke sige.
Men nu er Troels Lund – således også i endnu et af de landsdækkende medier – blevet identificeret som tronprætendent. Det skærper fokus på manden – og øger på alle måder kravene til ham.
Der var en god grund til at Jensen som den eneste fik lov at udtale sig med lidt liberalistiske ytringer som alle andre ville være slået for panden af af Clauscescu.
Jensen var hjortens opfindelse
Han har kun gennemført rød politik flere nye skatter og afgifter bla. multimedieskatten.
Geunden var at hjorten jo netop ønsker at den historisk set rødeste og ringeste VUformand.
Fogh positioererede sig også som liberal for at samle basen, men blev socialkammerat efter valget.
Der er mange gamle VUere og venstrefolk som har en stærk aversion mod jensen, og ja, min stemme ville også blive flyttet til den anden blok, hvis han skulle tage over.
Og nej, Troels Lund er ikke meget bedre me trods alt er han ikke hjortens påfund så hellere en anden.
For de rettroende er der lidt trøst at hente. Prøv at se spiren Tesfayes udskejelser på Politikens blogge – http://blog.politiken.dk/mattias/
Han er stadig så ny i faget, at han ikke er bange for at udstille sit ejendommelige parallelunivers. Det ville være til at grine af, hvis det ikke var, at det er til at græde over. Forskellen mellem ham og resten af flokken er, at de andre er ældre og blot har lært at camouflere deres stupiditet. Og “de andre” indbefatter her sandelig også VK.
Til gengæld kan man glæde sig over den ultimative sejr til demokratiet i Danmark: Tinget afspejler til fulde den jævne befolknings evner, og således også mangel på samme.
I denne sammenhæng er den pågående omgang læsning af teblade mht. den fremtidige chefklovn (eller er det chefklon) rimelig ligegyldig – der er jo ikke for fem øre intelligens eller standhaftighed blandt nogen af dem.
Kristian Jensen synes jeg engang var blandt de mest lovende Venstre-folk, men det dalede noget da han sluttede sin skatteministertid med at lave multimedieskatten, og efterfølgende har leveret sort snak i de fleste medieoptrædender.
Troels Lund fortsatte Kristian Jensens arbejde ved at foreslå at smide mange profiler ud af dansk fodbold.
Jeg må undre mig over hvis der virkelig ikke er bedre bud end de to. Jeg synes Pind er i en anden klasse end de to. I Pinds favør. Forstår stadig ikke at de 10 teser skulle hænges ud som ultraliberale. For eksempel at skatten højst måtte være 50%. Jeg synes tanken om at nogen arbejder mere for det offentlige end sig selv er langt mere ekstrem.
Nu får Løkke mange hug pga dårlige målinger, men jeg synes det er flot han turde gøre sådan noget som genopretningsplanen. Han virker langt mere borgerlig end Jensen og Lund Poulsen, så jeg håber mest på han vil tage en periode mere hvis han taber magten. Men selvfølgelig mest at vi som vælgere giver ham en tur til.
@Rasmus Kristensen
Det er da et fornuftigt forslag at afskaffe den vanvittige såkaldte forsker-skat. Hvorfor skal alle fodboldspillere ikke betale det samme skat, hvis de tjener det samme? Er det anti-liberalt at være for en sådan flad skat?
@Zorn
Nej, for det bliver sværere at trække gode udenlandske spillere til Danmark, og dermed bliver klubberne svagere. Forskerskatten varer 3 år og klubberne har selv læger, så de ligger ikke samfundet til last. Skulle de blive i landet mere end de 3 år betaler de fuld skat efter det. Så jeg tror kun vi får tab ved at fjerne den.
Det er ikke helt liberalt at det kun er udenlandske spillere, det har du ret i, men jeg vil sige hellere nogen end slet ingen. Kommer det til at gælde danske spillere har jeg slet ikke noget imod det. Men jeg finder det lovende at Socialdemokraterne gik ud og forsvarede den, for så erkender de at skat er en faktor for hvor man vil bo og arbejde.
[…] også fanget historien. Berlingskes Kristian Klarskov har blandt andet med henvisning til denne tidligere blogpost spurgt ind til sagen hos forskellige medlemmer af Venstres folketingsgruppe. Derved blev den et […]