Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Benhårdt på Center Court

Author icon

Skrevet af

Clock icon

juni 30, 2011

Comments icon

32 kommentarer

For nogle uger siden sluttede Folkemødet på Bornholm og det medførte '“ naturligvis '“ at Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen måtte lægge navn til en leder (han evner ikke at skrive ledere selv, fortæller flere kilder enslydende) om 'bilagstormen', der nu ville ramme København. Underforstået: Folkemødet var en festival for pampere, eliten, mfl., der havde ædt, sovet og drukket og nu skulle have refunderet alle deres udlæg fra beværtningerne og kroerne hjemme hos arbejdsgiveren.

'Nu er den politiske elite hjemme i hovedstaden igen, og i morgen vil en sand bilagsstorm fra Østersøen flyve ind over ministerier, interesseorganisationer og redaktioner.

Kroophold, fadbamser og grillpølser med kartoffelsalat. Intet er for småt til, at det ikke skal betales af andre.

For fælles for den politiske (over)klasse er, at de naturligvis ikke selv betaler, når de tager på lejrskole.'

Poul Madsen er på folkets – underklassens '“ side overfor 'eliten', forstår man. Men har folket bedt om at blive repræsenteret af Madsen, hvis løn- og arbejdsforhold ikke er i nærheden af almindelige lønmodtageres? Dertil kommer Madsens arbejdsgivermanérer, som ville ryste enhver 3F'er. Hans ledelsesstil beskrives som en blanding af management-by-fear og klientelisme. Hvis man er i kridthuset, så bliver man Madsens kæledægge med adgang til spændende opgaver, mens bare en mistanke om illoyalitet belønnes med fem kolde tæer et vist sted dvs. fyreseddel. Så påstanden om, at Madsen '“ der godt nok hjemme i Esbjerg ifølge en kilde var ungkommunist '“ skulle være på den lille mands parti er naturligvis absurd og helt uden forbindelse til virkeligheden. Manden er fuldblodsopportunist og forsøger nu at spille rollen som chefredaktør på Ekstra Bladet, som han endnu ikke har haft nogen som helst succes i.

Madsen har det med jævnligt at anklage sine journalister for talentløshed og dovenskab, hvis de ikke får opdyrket deres historier. Men måske har han netop vist dem vejen ved at gå foran som et godt eksempel?

Forleden dag kunne Poul Madsens venner på hans lukkede facebookprofil (jeg har fået materialet tilsendt af kilder) se ham sidde i Wimbledons bar og skåle i champagne med sin næstkommanderende Miki Mistrati før de skulle hen på Centre Court og se Caroline Wozniacki spille sin (sidste) kamp.

Da en af hans facebookvenner spørger, om der er tale om arbejde, så svarer Madsen kækt:

'Ja som du ved er det hårdt at være udsendt '“ benhårdt'

Og siden følger flere skålbilleder og indforstået smålummer snak om, at der nu gået druk i den. Nu med kaffe og avec. For eksempel skriver Poul Madsen :

'Ups der kom en lille klar med kaffe hvem vil hjælpe med at bære Miki ?'

Og det bliver mere lystigt senere på aftenen, hvor venner og kolleger gratulerer de to for, at gå til den med druk på en tur, som Madsen ellers selv hævder, er 'benhårdt' arbejde.

Miki Misrati er tydeligvis tilfreds, da han på Madsens profil må konkludere:

'Jeps 🙂 Flere af den slags ture'

Ja et gæt er at de vel her i weekenden tyller drinks og bajere ned i i VIP-området på Roskilde Festivalen, som Roskilde Fonden betaler…

Men hvordan kom de to så vigtige herrer så ind på Centre Court for at mænge sig med den internationale elite? Tjah. Måske købte de billetterne selv. Men de skulle ellers være umulige at få fingrene i på normal vis. Et kvalificeret gæt er derfor, at Caroline Wozniackis far, Piotr, gav dem fribilletter. Det er jo selvsagt vigtigt at stå sig godt hos pressen, og Ekstra Bladet kører p.t. en venlig linje overfor den dansk-polske tennisstjerne. Får man Poul Madsen på nakken, så finder han indimellem på, at redigere avisen ud fra rene hævnmotiver frem for væsentlighedskriterier. Så klogt træk af Piotr.

Det er muligt, at Poul Madsen betalte sine drikkevarer selv. Men mit umiddelbare gæt er, at da der jo var tale om 'arbejde', så har JP/Politikens Hus fået lov at dække udgiften, der velsagtens bogføres som 'repræsentation'. Hvad ellers?

Jeg må tilstå, at det er muligt, at Poul Madsen og Miki Mistrati har skrevet en længere artikel om deres besøg på Centre Court som efterfølgende har været bragt i avisen, men jeg tillader mig at tvivle på, at det er sket eller vil ske. Jeg bruger ikke gerne penge på at købe Ekstra Bladet.

Kan jeg så ikke være ligeglad med, hvordan Poul Madsen bruger sin arbejdsgivers penge? Jo fuldstændigt. Men nu spillede han jo så hellig på alle andres vegne i forbindelse med 'bilagsstormen' over København, hvor han indirekte hævdede, at repræsentere den lille mand mod eliten. Det er lidt svært at tage det billede seriøst, når man ser Madsen og Misrati skåle i champagne ved Centre Court.

Måske bød Caroline Wozniackis far også på drikkevarerne? Det er ikke til at sige. Fik Madsen og Misrati så spurgt tennisstjernens far, hvad han fik for at lade sin datter politisk prostituere og i et valgkampshow spille tennis med Hvideruslands diktator Aleksandr Lukashenko forud for det fupvalg, som han naturligvis vandt?

Måske var de to herrer undskyldt, fordi de måtte skylle efter, at en af Miki Misratis bekendte, JS, som han havde fået løsansat på avisen til at skrive om narkobagmænd minsanten pludselig selv sad fængslet for præcis den samme forbrydelse, som han indtil for nylig havde skrevet om i avisen altså narkosalg (kokain). Tænk engang, hvad JS har fået ud af det, hvis vi antager at anklagerne holder vand? Han har måske kunnet smide sine konkurrenter i narkobranchen på forsiden og brugt avisens kildenet i politiet til at få baggrundsoplysninger og plante andre nyheder om rivaler? Det er da rent win-win… Alt sammen måske fordi Poul Madsen og Miki Misrati så igennem fingrene med, at JS for 8 år siden blev dømt som medskyldig i en bedragerisag til 1,6 millioner kr. og at JS uploader billeder på sin Facebookprofil, hvor han praler med, at han har hele kæften fyldt med coca-blade. Så også på personalefronten sejler det på Ekstra Bladet.

Jeg gad vide hvor længe de to bestyrelsesformænd i henholdsvis JP/Politikens udgiverselskab og Politiken-Fond Jørgen Ejbøl og Erik Hoffmeyer gider lægge navn til det? Og hvordan går det lige med oplaget for tiden? Nå nej: DON’T MENTION THE WAR!

Men det er sikkert altsammen bare spekulation fra min side. Som det meste af det, der skrives om i bladet, der tør, mens andre tier'¦


Manden der sagde 'Øf' til marxismen

Author icon

Skrevet af

Clock icon

juni 28, 2011

Comments icon

8 kommentarer

Det politiske Danmark blev i går en del fattigere, da Folketingets tidl. Formand Erling Olsen døde i en alder af 84 år.

Jeg fik vist aldrig hilst på Erling Olsen, men han var i de år i midten af 90'erne, hvor jeg arbejdede som sekretær på Christiansborg en skikkelse, man naturligvis lagde mærke til, netop i kraft af at han var formand for Det Høje Ting 1994-1998. Med sit uudgrundelige smil, milde øjne og elegante underspillede facon var han en person, der med en naturlig ophøjethed fyldte de rum ud, som han opholdt sig i.

Utallige er anekdoterne om hans hurtige og fyndige replik. Her er en enkelt:

Da Olsen var rektor på det marxistiske RUC i 70'erne råbte studenterne 'svin' efter ham på gangene. Typisk for Olsens humor replicerede han: 'Øf'.

Erling Olsen blev boligminister i 1978 i Anker Jørgensens mindretalsregering på grund af sin indsigt i økonomi. Han var dr. polit. Og det var der, at han begik det ret enestående kunststykke, at skrive løgnehistorier og insidesladder om regeringen under pseudonymet Dr. Mefisto, blive afsløret i forehavendet, men alligevel overleve som minister.

I firserne var Olsen aktiv deltager i den Anker Jørgensen-kritiske og Svend Auken-skeptiske fløj af partiet. Fraktionen 'Olsen-banden' havde til formål at få Poul Nyrup Rasmussen kørt i stilling til en dag at overtage partiet. Olsen var tilsyneladende stolt over at have deltaget i samtlige mytterier, der havde været mod ledelsen inklusive fjernelsen af Auken som partiformand i 1992. Det formildende ved Olsen – udover hans afvæbnende charme – var vel også, at han tilsyneladende aldrig lagde skjul på sin skepsis overfor Auken som partiformand. Var han så illoyal? Ja og nej. Olsen var kritisk mod den kurs, som Anker Jørgensen, Svend Auken, Lasse Budtz, Kjeld Olesen lagde i forhold til fodnotepolitikken, og han var også sammen med en håndfuld andre S-MF’ere for EF-pakken i 1986, altimens flertallet i S-gruppen var imod. Men han STEMTE til gengæld altid MED partiet i folketingssalen. På den led betød partiloyalitet alt for Olsen, selvom at han ikke sjældent var i åben opposition til sit partis ledelse.

De fleste, der har fulgt Olsens virke, betragter ham som en højrefløjssocialdemokrat. I hvert fald når det kommer til emner som økonomi, EU mv. Men som justitsminister i 1993-94 førte han en rimelig blød linje ikke mindst i forhold til hashhandlen på Christiania. Det var også ved den lejlighed, at han fik sit egentlige folkelige gennembrud med sine mange rappe replikker og sit medietække. Det var også ved den lejlighed at hans tilnavn som 'uglen' blev født, fordi han af en journalist ikke ville sættes i bås som 'due' eller 'høg', når det gjaldt sit syn på retspolitikken. I dag kan man se, at Olsen nok alt taget i betragtning var en due. Det er også tvivlsomt om, han var enig i socialdemokraternes omvendelse til den stramme udlændingepolitik. Det er dog gætteri, for Olsen blandede sig ikke i den offentlige debat efter, at han stoppede sin karriere på Christiansborg i 1998.

På papiret fik Olsen en flot karriere. I hvert fald afslutningen var pæn, men taget i betragtning, hvor blændende begavet manden var, så sidder man alligevel tilbage med en fornemmelse af, at Olsen muligvis tidligt indså sin egen begrænsning. Måske i konsekvens af dette gik han ikke efter magten, men valgte i stedet rollen som 'havkatten i hyttefadet', der var vældig aktiv i intrigerne, men uden dog at fremstå usympatisk. Hans baggrund som professor bosiddende i Klampenborg og valgt i Ryvangskredsen og i Gentofte gav ham dog heller ikke ligefrem et image, der indbød til at blive 'arbejderfører'.

Han var født en i en stærkt venstreorienteret akademikerfamilie, hvor faderen historieprofessoren Albert Olsen tilhørte Socialdemokratiets venstrefløj. Moderen '“ var ifølge Olsen selv '“ politisk set at sammenligne med vore dagens BZ'ere.

I 1948 var der generalforsamling i Studenterforeningen i København '“ datidens politiske sandkasse for unge politikere in spe. Og ved den lejlighed stillede Erling Olsen forslag om, at foreningen tilsluttede sig den venstreorienterede '“ eller rettere kommunistiske '“ internationale studenterbevægelse Clarté. Forslaget blev '“ selvfølgelig – nedstemt. Historien har jeg fra den nu afdøde tidl. bestyrer af værtshuset Toga Vinstue, Johs. Lund Pedersen, som ved den lejlighed mødte Olsen for første gang. Lund Pedersen var da formand for Studenterforeningens Venstre '“ blev siden socialdemokrat – og satte i øvrigt livet igennem umådelig stor pris på Erling Olsen) (For eksempel delte de syn på Erik Ninn-Hansen, som de begge kendte fra Studenterforeningen og i øvrigt siden da foragtede ikke mindst på grund af intrigerne i denne forening)

Med tiden søgte Olsen så ind mod midten, hvor han blev. Og der står netop opgøret med marxisterne på RUC (som han tabte) og hans årelange medvirken i undergravningen af Aukens formandskab som yderligere nogle centrale punkter i Olsens politiske levned, når man ser bort fra ministerposterne og de fire år som Folketingets formand. Det var netop i hans formandstid, at vi var en hel stribe af yngre folk, der fik job på Christiansborg, netop som følge af 'Olsen-planen', der øgede partistøtten væsentligt og gav folketingsmedlemmerne mulighed for at hyre en HEL sekretær. Før dag havde de nemlig kun ret til en halv sekretær. Men bortset fra Olsen-planen, så er det nu svært at se, hvor han ellers fx med lovgivning har sat sine spor i samfundsudviklingen.

Jeg spår dog alligevel, at Olsen især i kraft af hans mange udødelige oneliners stadig vil blive husket om 50-100 år.


S-SF i København uenige om parkeringspladser

Author icon

Skrevet af

Clock icon

juni 23, 2011

Comments icon

2 kommentarer

I går gik overborgmester Frank Jensen sammen med de fleste borgerlige partier og de radikale i et forlig, der skal skabe flere parkeringspladser i København.

Dermed er det første gang siden valget, at S i København indgår et forlig uden om SF. De to partier har ellers flertallet sammen i Borgerrepræsentationen og har i denne valgperiode styret byen i et tæt samarbejde som en slags regering. Det er også ret usædvanligt, at S gennemtrumfer et parkeringsforlig, som en SF-borgmester efterfølgende bliver sat til at administrere. SFs nye Teknik og miljøordfører Ayfer Baykal har formentlig ligesom sine partifæller tilsyneladende ikke opfattet, at de er blevet imødekommet tilstrækkeligt af Frank Jensen til, at de kunne gå med i forliget. SFs politik er at at kræve parkeringspladserne væk fra det åbne rum og ned under jorden, men den slags løsninger lagde overborgmesteren slet ikke op til da han præsenterede en forligsskitse for partierne. Det er derfor svært at se, hvorfor SF skulle være gået med i forliget. Får S-SF-splittelsen så nogle langsigtede konsekvenser for samarbejdet? Det er nok tvivlsomt. Der er et pres på landsplan for at S-SF i København holder sammen, og måske passer det SF i København meget godt, at partiet nu kan få en “grøn kant” til S.

Det har alt i alt været en god politisk sæson for Frank Jensen, men kommunen fik dog en ridse i det pæne image, som man har fået opbygget i de senere år, da en kedelig bilagssag ramte socialforvaltningen. Læs om det og meget mere i min sidste klumme inden sommerferien om københavnsk politik, som jeg skriver for lokalavisen “Bryggebladet”.

Bottom border