Som før omtalt på bloggen, så har Socialdemokraternes forhenværende internationale sekretær Anne Sofie Allarp skrevet en slags politisk knaldroman, 'Falske Stemmer', der foregår i det socialdemokratisk lignende parti, 'Arbejderpartiet'. Handlingen finder sted lige før og under en folketingsvalgkamp, hvor den kvindelige leder og statsministerkandidat, Ulla Bjerg Petersen, udsættes for en lang række frygtelige prøvelser, som hver især normalt vil kunne kvalificere sig til at blive kaldt for regulære katastrofer.
Hun bliver også udsat for åbenlys sexisme fra sin rival. Her er en smagsprøve, hvor vi kommer ind ved afslutningen af et møde mellem 'Ulla' og hendes gruppeformand (og rival og pestilens) “Bendt Graulund”, der udbryder:
'Godt, godt min pige. Jeg er glad for, at vi forstår hinanden', sagde han så, og kastede endnu et alt for åbenlyst blik på hendes bryster, før han gik ud af døren.
Allarps syn på verden, er tydeligvis, at den er propfuld af mandschauvinister og kvindeundertrykkere selv i såkaldt 'progressive' partier, men i modsætning til i Hanne-Vibeke Holsts politiske romaner så slipper man gudskelov for al for megen præk.
'Falske Stemmer' er alt godt fra det politiske livs rendesten med bl.a. sex, utroskab, fup og valgsvindel, pengeafpresning, noget der ligner mandatsvig, særdeles politisk ukorrekt omgang med thailudere og diabolsk spin af den villige (sensations)presse, der tilsyneladende helt uden refleksion hjertens gerne deltager i løjerne. Dermed bliver læseren serveret en cocktail af de mest udtænkte kulørte sider af det politiske liv, mens alt det virkelige og kedelige er helt ude af billedet.
Jeg følte mig godt underholdt ved læsning af den velskrevne roman, der momentvis også er ret så morsom. Som nævnt i min omtale, så minder 'Falske stemmer' mig mest af alt om Niels Krause-Kjærs 'Kongekabale', som den dog ikke overgår. Der er det samme grundtema i begge bøger: Hvor langt er man parat til at gå og hvor store risici vil man tage for at få del i magten? Og uanset om forfatteren har en baggrund hos de konservative eller Socialdemokraterne, så er svaret tilsyneladende det samme: Langt ud over grænser, som man end ikke forestiller sig. Dermed sætter også Allarp fornyet liv i forestillingerne om, at der sker ting og sager i politik, som ikke tør se dagens lys med skandaler så enorme at de med lethed vælter regeringer omkuld på et øjeblik. Og her kan troværdigheden hente nogen støtte i den række skandaler, der også i de senere års løb har sat sit præg på dansk politik: Fx den til arabisk maskinoversatte jægerbog, der vist overgik de flestes fantasi mht. hvad der kan lade sig gøre i vores relativt 'pæne' politiske system.
Allarps historie er nok en tand eller to mindre troværdig end Krause-Kjærs roman, netop fordi den ikke kun handler om intriger og magtkampe. Men der går ikke noget fra fortællingens underholdningsværdi, fordi 'Falske Stemmer' er en noget større røverhistorie end 'Kongekabale'.
Forfatteren har et ret godt og skarpt blik for at beskrive det politiske miljø, hun selv har været en del af i mange år, og beskriver både miljøet og personerne mere troværdigt, hvis man eksempelvis sammenligner med vrøvlet i TV-serien 'Borgen'. Faktisk ville man få flere vitaminer ud af at slukke for “Borgen', og i stedet investere i 'Falske Stemmer' og bruge et par aftener på at læse den. Og det kræver ikke den store eksamen i Socialdemokraterne for at finde ud af hvem, der er hvem. (Ellers se nedenfor)
Det er helt tydeligt, at Allarps roman er digt fra ende til anden. Men hun har ladet sig inspirere af virkeligheden og brugt sider af personligheder, som hun selv kender fra det socialdemokratiske miljø. Det er også en ny idé, at lade uforholdsmæssigt meget af handlingen foregå på Arbejderpartiets sekretariat fremfor på Christiansborg. Det er formentlig første gang, at livet i et partisekretariat bliver portrætteret, og det er måske bogens største problem. Der sker ikke så meget her, faktisk er selv intrigerne alt for kedelige i forhold til al den ramasjang, der ellers kører på fuld tryk i bogen.
Og man kan nu godt læse ud af 'nøgleromanen' (for det er den i et eller andet omfang) at Allarp ikke har været lige begejstret for sine arbejdsgivere. Den forhenværende partisekretær, 'Jan Sørensen' er en kompetent, tilbagelænet og charmerende charlatan, der som en anden Macchiavelli dog også besidder vilje, handlekraft og ikke mindst grænseløs kynisme, når det gælder om at gøre det fornødne for at vinde magten (og naturligvis udnytte situation til sit eget personlige bedste).
Dertil kommer den nuværende partisekretær 'Niels Sonne' – en på alle måder ynkelig og notorisk uduelig personage, som bruger hverdagsaftenerne fra en kælder at overvåge hvilke netsider, som de ansatte har besøgt i arbejdstiden. Det må nødvendigvis gå den sølle stakkel ret så ilde, i det han uden videre ofres let af sine velyndere i et magtspil, hvorefter at han må se sin verden styrte i grus. Selv hans endeligt forekommer mig usselt. Man kunne godt ved læsning af romanen få den tanke, at Allarp ikke havde den store respekt for sin sidste chef'¦Og det er da vist ikke pænt, at gøre den slags…Hævn er jo en ret, der bør nydes kold…
Men her er mine bud på en nøgle til nøgleromanens hovedfigurer.
Ulla Bjerg Pedersen: Helle Thorning-Schmidt
Bendt Graulund: Svend Auken
Jan Sørensen: Jens Christiansen, tidl. partisekretær.
Mads Højgaard- Hansen: Henrik Sass Larsen
Marianne Albertsen: Frank Jensen
Jørgen Larsen: Carsten Hansen
Niels Sonne : Lars Midtiby, Socialdemokraternes nuværende partisekretær.
Signe Blicker: Anne Sofie Allarps og ligesindede feministers heltinde og 'alter ego'
Anne Sofie Allarp
Falske Stemmer
389 sider
People's Press