Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Pind vs. Østergaard i “Cordua & Steno”

Author icon

Skrevet af

Clock icon

januar 18, 2012

Comments icon

Ingen kommentarer

Torsdag i “Cordua & Steno” på Radio 24-Syv tager vi hul på den politiske diskussion om, hvilket jagerfly Danmark bør investere i. Med til at gøre os klogere i den sag er 'flybloggeren' Andreas Krog og militæranalytiker major Esben Salling Larsen fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet. Det er kl. 14 og en halv time frem. Herefter får vi i en halv time besøg af folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Søren Espersen, der har markante meninger om alt. Lige fra jagerfly til den borgerlige værdikamp. Men hvad mener han så om DFs nye rolle som oppositionsparti, hvor man står uden helt den samme indflydelse som før valget? Sidst, men ikke mindst, tager vi kl 15 og en time frem diskussionen med de radikales uddannelsesminister Morten Østergaard og Venstres tidligere 'Frihedsminister' Søren Pind om regeringens bebudede opgør med 10 års borgerlig værdikamp. Vi høres ved torsdag kl 14 på Radio 24-Syv.

Stay tuned!

Her er en liste over frekvenser, som Radio 24-Syv sender på. Så der er ingen undskyldninger for ikke at lytte med live i morgen uanset, hvor man bor i landet! Andre er velkommen til at lytte med på Internettet eller podcaste programmet umiddelbart efter dets afslutning.

Her er programmets første time – “kampflyverradio” – efterfulgt af en lille halv time om DFs politiske rolle efter regeringsskiftet med Søren Espersen.

Og her er programmets 2. time – Pind vs. Østergaard – i en diskusion om værdipolitik. Det er heller ikke kedeligt.


Politisk dyr bliver V-partisekretær

Author icon

Skrevet af

Clock icon

januar 17, 2012

Comments icon

3 kommentarer

Venstre fik i weekenden ny partisekretær. Det blev den 39-årige Claus Søgaard-Richter, der p.t. er vicedirektør i Landbrug & Fødevarer, og som har en lang karriere i organisationsverdenen.

'Richter' er et politisk dyr, som Venstre helt sikkert vil kunne drage stor nytte af. Han er ekstremt målrettet og uhyre ambitiøs både på egne og ikke mindst de organisationers vegne, hvor han har været ansat. Det er således været godt for en organisation som Landbrug & Fødevarer, men ikke altid så godt for dem, der i det daglige måske ikke lige har kunnet levere varen.

Forgængerne på posten hos Venstre havde omvendt et ry for at være noget sentimentale mht. at afskedige folk. Det gælder selv en Claus Hjort Frederiksen, der ikke gerne fyrede partiansatte, selv hvis de havde været uduelige eller groft illoyale. Den slags øllebrødsbarmhjertighed skal man næppe forvente hos Richter. Han har tidligere vist, at han ikke tøver mht. at gøre det nødvendige uanset skrig og skrål. Der er således ikke plads til dødvægt på hans båd, og det har medarbejdere over årene på Axelborg også måttet sande. Richter er umiddelbart en charmerende, lidt underspillet og afdæmpet herre, men han har også ry for at være en særdeles hård hund, der ikke just plages af synderlige store kvaler ved at være det.

Hos Venstre er der såmænd nok behov for en kraftig oprydning, der trimmer organisationen yderligere, og får målrettet både ressourcer og indsats frem mod kommunalvalget næste år.

Det er i øvrigt generelt svært at finde kombinationen af talent for organisationsstyring og administration herunder også varetagelse af medlemskontakt, organisationsfolket, flair mht. optræden i medierne og så generel politisk forståelse. Her har man – vurderer jeg – set helt rigtig mht. at ansætte en type som Richter, der i øvrigt tidligere år tilbage var ansat som konsulent hos Venstre.

Richter har på Axelborg også ry for at være en vaskeægte imperiebygger. Dvs. han måler sin egen succes og status i antallet af medarbejdere under sig og sin plads i hierakiet. I Venstre har man fået en leder af organisationen, der vil være aktiv mht. at søge indflydelse, hvor han nu kan. Richter bliver således på ingen måde en passiv tilskuer, der modtager og ekspederer ordrer fra tilfældige folkevalgte. Han vil selv tage teten.

Den kommende partisekretær har naturligvis svoret Lars Løkke Rasmussen troskab, men Richter har over årene også fået opbygget et overordentlig solidt netværk til alle fremtrædende Venstrefolk blandt dem Kristian Jensen, men også en Søren Pind.

Richter vil med tiden utvivlsomt selv blive en spiller, der vil kæmpe hårdt for at vedblive med at være Venstres formands '“ uanset hvem det i øvrigt i fremtiden måtte blive, der engang efterfølger Lars Løkke '“ allernærmeste fortrolige. Præcis som Claus Hjort Frederiksen har været det for skiftende formænd igennem mere end 25 år. Og skulle Venstre atter komme i regering, så vil det næppe ligge Richters tanker fjernt, at han selv til den tid kunne komme med på ministerholdet.

Alt i alt så ser jeg ansættelsen som en kraftig og helt nødvendig styrkelse af ledelsen af Venstres organisation.


Lars Seier Christensen i “Cordua & Steno”

Author icon

Skrevet af

Clock icon

januar 12, 2012

Comments icon

6 kommentarer

Saxo Banks markante direktør og Liberal Alliances mæcen Lars Seier Christensen er gæst i første time i programmet i dag torsdag kl 14.05 på Radio 24-syv til en debat om eurokrise, bankernes rolle i den globale finanskrise m.m.

Er den økonomiske krise så alvorlig, at den danske regering kun kan føre en politik, der gør det fuldstændig ligegyldigt hvilke partier, der sidder i ministerkontorerne?

Det diskuterer vi med SF’s gruppeformand Pernille Vigsø Bagge og de konservatives politiske ordfører Benedikte Kiær.

Og så er jeg tilbage fra USA efter en uges intense studier af det republikanske primærvalg!

Hør hele udsendelsen her.

Bottom border