Kristian Jensen sidder sikkert i sadlen

Øjensynligt florer der visse rygter i pressen om, at nogle vil vælte Venstres næstformand Kristian Jensen,  når Venstre til efteråret holder sit næste landsmøde. Fx ved at opstille Søren Pind som modkandidat, forstår man.

Jeg har ikke selv hørt disse forlydender, men tror ikke man skal fæstne alt for megen lid til disse spekulationer.

For det første er Søren Pind mig bekendt ikke kandidat til næstformandsposten eller gruppeformandsposten for den sags skyld. Mig bekendt er der heller ingen andre modkandidater på trapperne.

For det andet vil Venstres topledelse aldrig acceptere sådan splid på et tidspunkt, hvor det går forrygende for oppositionspartiet både i meningsmålingerne og på Christiansborg. Optimismen er brat stigende mht. muligheden for at vælte regeringen før tid. Bare antydningen af internt splid er omvendt den sikre vej til, at vælgerne flygter væk igen. Så det kan man glemme alt om.

For det tredje ville Søren Pind næppe kunne være sikker på at vælte Kristian Jensen, så hvorfor dog kaste sig ud i et sådant projekt? Det giver ingen mening.

For det fjerde er næstformandsposten næppe så attraktiv, som den lyder. Det er ikke en automatisk vej til formandsposten, når det en dag bliver aktuelt. Foreløbig skal Lars Løkke Rasmussen forsøge at genvinde regeringsmagten. I øjeblikket er mulighederne ganske gode, og dermed skydes 'kronprinsens' muligheder for at komme til fadet længere ud i fremtiden. Måske helt op til 6-8 år fra nu. Lars Løkke Rasmussen fylder i dag kun 48 år. Dvs. han skulle pensioneres i midthalvtredserne. Tidligst. I mellemtiden er næstformandsposten et job, hvor man skal bruge en hel del tid på organisationen mv. Ærefyldt, javist, men ikke nogen sikker adgangsbillet til formandsposten.

For det femte er der ingen tradition i Venstre for, at man har væltet hverken formænd eller næstformænd. Det er ganske enkelt uhørt,

Noget andet er, at Kristian Jensens trackrecord mht. det politiske 'boldøje' ikke er alt for imponerende. Han gik som gruppeformand fejl af gruppens holdning, som det skete, mht. om regeringen skulle boykotte Ukraine under foldbold-EM eller ej. Og for nogle uger siden gik han i Berlingske med en kronik, der gik helt fejl af Venstres – skulle det senere vise sig – officielle holdning til stigningstakten i de offentlige udgifter. To store fodfejl på kort tid.

Dertil kom også en statusopdatering på Facebook, der faldt nogle for brystet, fordi Jensen sidste søndag lidt klodset  fik blandet Nicolas Sarkozys fald fra de præsidentielle tinder sammen med  Jan Trøjborgs tragiske dødsfald.

En gruppeformand i Venstre fungerer bedst, når han ikke er så udfarende som Kristian Jensen. Traditionelt lurepasser en gruppeformand mht. hvad man mener om dette og hint. Gruppeformanden melder faktisk kun først ud i tvivlstilfælde, når  han er ret sikker på, hvor gruppens flertal  står. Indtil da træder han vande.  Det forhold gør så, at Kristian Jensen er på mellemhånd i mange sammenhænge, fordi han øjensynligt har et meget stort behov for at være synlig '“ og markere en selvstændig profil også gerne til evt. rivaler som tronprætendenter som en Søren Pind, der nævnes her og der. Det behov havde forgængerne  på gruppeformandposten slet ikke, og det er formentlig også grunden til, at det går galt for Jensen. Han har tilsyneladende ikke rigtig nok is i maven. Og hvad skyldes dog alt den  markeringstrang? Måske Løkke burde give ham et rigtigt ordførerskab oveni , så han har en platform til at  mene noget markant politisk?

Indtil videre er der ingen, der mener, at Jensen ikke skal være gruppeformand. Han sidder ganske sikkert – ikke mindst fordi han ikke har nogle rivaler til denne post, og fordi det helt sikkert også passer Lars Løkke Rasmussen rigtigt fint, at Kristian Jensen sidder, hvor han sidder. Her er Jensen fuldt beskæftiget, og så har  Løkke sat Peter Christensen til at være chefforhandler, Søren Pind tager sig af udenrigspolitikken, hvad han er meget tilfreds med, mens den hjemvendte Troels Lund Poulsen har kastet sig over forsvarspolitikken med stor energi. Det kan man naturligvis også se ud fra en ren 'del og hersk'-tilgang, hvad alle der kender lidt til Løkke godt ved, ingenlunde ligger ham fjernt.
Den eneste, der kan fjerne Kristian Jensen fra gruppeformandsposten eller næstformandsposten, er nok i virkeligheden kun ham selv. Fx ved at fortsætte med at lave større bommerter på samlebånd, så det til sidst bliver et problem for Venstre.

Foreløbig er  Jensens spøjse meldinger og efterfølgende underkendelse af partiformanden (og gruppen) da kun gået hårdt ud over hans i forvejen ikke alt for store autoritet som gruppeformand. Men det indser Kristian Jensen vel i tide? Jeg har i hvert fald en forventning om at  en så rutineret og dygtig politiker som  Kristian Jensen med tiden udvikler en evne til at stikke en finger i jorden, inden han farer ud og erklærer det ene eller det andet uden at vide om han har fast grund under fødderne. Det er jo det, som man forventer af en gruppeformand. Ja det er ligesom en forudsætning for, at man kan fungere godt i jobbet.