Borgerligt finansudspil

Vi fik en rød regering sidste år i  september. Alle ved det, men ingen kan se det. Det kunne ikke ses af skattereformen, og det kan slet ikke ses af finansminister Bjarne Corydons finansudspil, som lemper de offentlige udgifter med 0,1 pct. næste år.   Det er det laveste i mands minde. Selv Liberal Alliance kan ikke få hænderne ned.

Det er dermed endnu et opgør med den tankegang, som man ellers kunne finde i rød blok og særligt på venstrefløjen om, at der findes en særlig vej til sunde offentlige finanser gennem gaver til folk på overførselsindkomster, øgede offentlige udgifter og skærpet beskatning af de rige og flittige. Det er muligt disse forestillinger lever, men man genfinder dem ikke i dette års finanslov.

Hvis man er venlig mod regeringen, så er der tale om en på alle måder ansvarlig finanslov, hvor der også er rigeligt plads til at dele lidt milde gaver ud til Enhedslisten.

Hvis man er knapt så venlig, så må man konstatere at regeringen har solgt sin sjæl til embedsværket i Finansministeriet, og er på vild flugt fra sin egen ideologi '“ keynesianismen og/eller socialismen '“ og selve idéen om at lempelser i de offentlige udgifter vil skabe vækst, velstand og beskæftigelse. Der er stort set ingen finanspolitiske lempelser. Der er således ingen kickstart. (Til gengæld vil SF-skatteministeren hæve bundskatten, og SFs politiske ordfører, mener ikke '“ som venstrefløjens husøkonom J.M.  Keynes ellers  anbefaler '“ at der er behov for store budgetunderskud for at sætte gang i væksten. Næh når der er smalhals, så er der smalhals. Jeg gad vide, hvad det næste bliver, som SF ikke længere mener?

Finanslovsudspillet er en samlet understregning af de radikales mantra '“ og knæsat i regeringsgrundlaget '“ om at udgangspunktet for regeringens økonomiske politik er en videreførelse af VK-regeringens økonomiske politik. Det nærmeste man i dansk politik p.t. kommer på de hellige stentavler.

De borgerlige kan dårligt få hænderne ned, men skal selvfølgelig kritisere finanslovsforslaget for dens manglende vækstinitiativer. Men sagligt set burde VKO og måske endda LA kunne lave en finanslov på en formiddag med det, der foreligger.

Problemet er dog, at SF ikke kan holde til, at der indgås en aftale udenom Enhedslisten. SFs troværdighed står og falder med, at der kommer massive indrømmelser til de arbejdsløse mv.

De borgerlige bør gøre hvad de kan for at blive i rummet så længe som muligt. Det vil de radikale naturligvis gerne have, da det lægger pres på Enhedslisten om at begrænse sig til realistiske krav, som regeringen kan honorere.

Det er der al mulig grund til at tro, for Enhedslistens topforhandlere med Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen har bundet deres troværdighed op på, at de kan levere resultater, der kan overbevise et flertal i baglandet om, at Liste Ø gør en forskel. Et sammenbrud i finanslovsforhandlingerne vil '“ ud over at føre til regeringens fald – også medføre et sammenbrud for hele Enhedslistens strategi om reel politisk indflydelse. Valget står mellem 'Johanne eller kaos' så at sige. Så øvelsen for regeringen er, at give Enhedslisten nøjagtigt det kort, som 'Johanne eller Kaos'-fløjen kan spille overfor 'Kaos ja tak'-fløjen i partiets hovedbestyrelse  sådan, at de falder til patten og giver grønt lys for et ja til finansloven.

SF'erne håber sikkert (noget naivt) på, at de kan høste gevinsterne ved at finansloven bliver noget mere rød med Enhedslisten, men det kan de godt glemme. Det er Enhedslisten, der får æren, mens SF  beholder ministerbilerne og udsigten til at blive halveret ved kommunalvalget og folketingsvalget.

Regeringen venter åbenbart på, at noget (et opsving) vil vise sig, og man forsøger at fremmane vækstprognoser, som ingen af de andre økonomer kan få øje på. Samtidigt med stiger ledigheden, og ingen ved deres fulde fem, tror på, at denne regering '“ ud over at være upopulær og som kom til med løfter om vækst og beskæftigelse '“ kan overleve et valg uden, at disse nøgletal har rettet sig. Det bliver næppe i 2013, men man har jo 2014 og halvdelen af 2015 til at håbe på et boom i verdensøkonomien.

Og hvad skal man gøre, hvis  miraklet udebliver? Sætte damp på kedlerne og øge de offentlige udgifter? Det vil bryde med de radikales økonomiske idéer og regeringsgrundlaget. Man kan selvfølgelig gøre som de borgerlige foreslår  og give skattelettelser til erhvervslivet? Det vil gøre endnu mere ondt på SF end det gør i forvejen, at skulle lægge stemmer til fx nedsættelse af selskabsskatten. SF har  også travlt med at jage virksomhederne ud af landet med Ida Aukens miljøregulering.

Men lad os glæde os over den ansvarlige økonomiske politik. Det er godt for Danmark, selvom den næppe øger regeringens genvalgschancer.