SFs ledelse vil bestå af studerende i 20’erne

Det har været en forrygende weekend i dansk politik efter, at udenrigsminister Villy Søvndal fredag meddelte, at han agter at trække sig som SF-formand efter kun 10 måneder i regering. Det er nedslidning, der vil noget. Det står nu tindrende klart for alle, at det ikke i moderne politik kan lade sig gøre at være udenrigsminister og partileder på én og samme tid.

Tidligt i forløbet stod det klart, at ledelsens kandidat 29-årige Astrid Krag er storfavorit til at overtage posten. Kun hvis miljøminister Ida Auken ville tage kampen op,  kunne sundhedsministeren trues i det kampvalg, som alle i SF åbenbart råber og håber på. Det forlyder dog, at den grønnes fløjs grand old man Steen Gade allerede fredag meddelte Ida Auken, at han bakker op om Krag. Spørgsmålet er dog om Gade på det tidspunkt vidste, at Auken ikke stillede op eller at det var netop hans støtte til Krag, der trak tæppet væk under hende. Flere kommentatorer mener at hævde, at Aukens bevæggrunde handler om personlige forhold med familie mv. Man kan også læse alle mulige taktiske grunde ind i beslutningen. Står hun sig ikke bedst ved at vente til den dag, hvor Krag er løbet sur i gerningen fx efter to-tre katastrofevalg til SF, som meningsmålingerne spår til folketingvalg, kommunalvalg mv. Der er også dem, der simpelthen peger på, at Auken mangler 'viljen til magt'. Det kan også bruges som forklaringsmodel sammen med, at Krags netværk i partiet tilsyneladende er suverænt bedst.

Der spekuleres nu i en række andre kandidater som Mette Touborg osv. Der kommer sikkert også andre eksotiske navne, der melder sig, så SFs samvittighed som et parti, der tager medlemsdemokratiet meget alvorligt, kan nurses. I dag kan man i Politiken læse om rasende SF'ere, som skælder ud på alle dem, der i løbet af weekenden har brugt deres ytringsfrihed og sagt, hvad de mente om kandidaterne og om de selv var kandidater, når journalisterne spurgte. Det er meget grinagtigt at overveje, at nogle SF'ere også på dette punkt lever i en anden medieverden anno 1970.  Der kan dårligt være nogen tvivl  om, at  det hele er koordineret på en måde, hvor hele mediefladen weekenden over har været orkestreret sådan, at der drypvis er kommet meldinger, der kun er i gået i en retning: At Astrid Krag bliver valgt. I så fald er der jo tale om et vældigt godt pressehåndværk af de (ledelsestro) kredse, som støtter Krag.

Spændingen er formentlig ovre. Det blev ikke til ballade og ramasjang med popcorn og cola de næste 5-6 uger. Tværtimod så kan finansminster Bjarne Corydon og økonomiminister Margrethe Vestager fortsætte forhandlingerne med skatteminiser Thor Möger Pedersen om regeringens økonomiske politik, finanslov mv. Han fortsætter selvfølgelig under Astrid Krags ledelse. Selvfølgelig vil man skæve lidt til, hvor meget ballade der kommer, og om der sker en afskalning fra partiet, men det ændrer ikke ved, at magtforholdene er nogenlunde intakte. Spørgsmålet er om, der ikke bliver behov for en regeringsrokade inden så længe, der giver Astrid Krag en mere fremtrædende placering i regeringshierakiet, men det kan godt vente til fx efter nytår. Indtil videre overtager Krag bare Søvndals plads i regeringens K-udvalg og Ø-udvalg, når hun bliver valgt.

Vil vælgerne så strømme tilbage til SF fra Enhedslisten? Det er mere end tvivlsomt,  i det  SF aldrig kan  overtrumfe Johanne Schmidt-Nielsen og Co., og SF skal  fortsat konstant  forsvare regeringens beslutninger – navnlig dem, der kommer til at gøre ondt på vigtige vælgergrupper. Fx kontanthjælpsreformen, der er udskudt til efter finanslovsforhandlingerne, og som alt tyder på bliver vedtaget sammen med de borgerlige.

Problemerne står i kø hos den nye SF-formand, som skal forsøge sig at sætte sig respekt hos danskerne selvom hun hverken har færdiggjort sin uddannelse eller har en imponerende karriere på arbejdsmarkedet. SF skal  fremover  ledes af to studerende i tyverne: Astrid Krag og Thor Möger Pedersen.

P.s.
I en helt anden boldgade. Skatteministeriets departementschef Peter Loft fortæller til Berlingske i dag, at det notat, som han i sin redegørelse skrev måske kom fra Venstres pressetjeneste, alligevel ikke kom derfra. Det stammer fra BT, konstaterer han efter at have sammenlignet de to notater. Loft kan dog stadigvæk ikke huske, om han fik notatet fra daværende skatteminister Troels Lund Poulsen eller den efterhånden sagnomspundne spindoktor Peter Arnfeldt.

Hvad kan man udlede af det? Det bliver åbenbart ikke Lofts udsagn i undersøgelseskommissionen, der sender aben videre til Troels Lund Poulsen, Peter Arnfeldt eller Lars Løkke Rasmussen. Så dem, der håbede (eller troede) på det, skal sætte sin lid på andre vidneudsagn. Kan man forvente, at fx statsministeriets daværende departementchefs Karsten Dybvads udsagn svækker Lofts forklaring og på en eller anden måde  belaster Venstre-folkene? Så skal Dybvad sige, at Loft er fuld af løgn i dag i Berlingske, når han påstår, at han kun overfladisk har drøftet sagen, men aldrig dens indhold nærmere med Dybvad.

Mange venter på, hvad det helt centrale vidne, produktionsdirektør i SKAT Steffen Normann Hansen, til sin tid  fortæller kommissionen. For det er ham, der skal bekræfte skattedirektør Erling Andersens påstand om, at Skatteministeriet forsøgte at påvirke sagens udfald. Hvis ikke Normann forklarer omtrent det samme, som der står i Andersens notat, ja så smuldrer sagen helt.

Lofts udsagn frikender ikke Venstre, men en del af mistanken falder bort. Flere kommentatorer  som bl.a. Hans Engell i et interview på  Radio 24Syv morgen mener dog, at Loft  med sine skiftende forklaringer er utroværdig.  Rigtigt eller forkert, så ændrer det dog ikke på – at det spor som Loft udlagde i sin forklaring – efter alt at dømme – ikke længere kan bruges til at fælde Venstre-toppen.