Der går snart ingen dag, uden at der er en fest i SF. I går meddelte gruppeformand Pernille Vigsø Bagge, at hun forlader sin post. Også hun er tilsyneladende slidt helt ned efter kun 10 måneder i regering. Faktisk genopstiller Bagge slet ikke til Folketinget.
I dag viser en måling i Berlingske, at man dårligt kan registrere Astrid Krags vælgertække. Man skal vel sige til hendes forsvar, at den måling sikkert ser bedre ud om et halvt år, når danskerne lærer hende at kende. Men at der er problemer er åbenbart. Og de forstærkes især ved, at SF’ere nu åbent kritiserer Krag som Thor Möger Petersens “marionetdukke”, og at hun ikke evner at samle partiet. Kritikken er voldsom især overfor skatteministeren – og ikke mindst i et parti som SF, hvor man ellers har ry for at behandle hinanden pænt.
I sidste uge skrev jeg en analyse, som først er trykt i dag i kommunen.dk Dengang var Villy Søvndal formand, men analysen handler om, at SF – også efter at Krag er blevet formand – tilsyneladende er i gang med et strategiskifte tvunget af omstændighederne, hvor man vil optræde som værende i opposition og regering på én og samme tid. Det vil selvsagt tære på regeringspartnernes i forvejen opbrugte tålmodighed og således markant øge spændingerne i regeringen. Men det vil næppe føre til, at SF af sig selv forlader regeringen eller bliver smidt ud. Det er der historisk set nemlig meget få eksempler på.
Læs hele analysen her.
Hele processen med at få valgt en formand for SF forekommer flere iagttagere bizar. Det er en verden, hvor ingen må sige, hvad de mener om, hvem der må være formand, fordi “processen” er det vigtigste frem for resultatet. Det er i SF (mere end andre steder) en dyd at være selvudslettelig. (“I am not worthy!”). De eneste, der ikke helt spiller efter de sædvanlige regler om at sætte ens lys under en skæppe, men tværtimod opfører sig anderledes professionelt – og kører efter en masterplan – er tilsyneladende holdet bag Thor Möger Pedersen og Astrid Krag. Resten insisterer på at leve i 70’erne, som om de sad omkring et lejrbål på ølejr og udøvede selvkritik eller kritik af andre for at være for fremme i skoene på vegne af fællesskabet.
10 kommentarer til “Selvudsletteligt Folkeparti”
“i et parti som SF, hvor man ellers har ry for at behandle hinanden pænt.”
Nøj, det er sjovt sagt.
Så Krag vinder formandsvalget, spørgsmålet er om hvor lang tid der går før der bliver snakket om at hun bør forlade posten igen.
EB/BT’s artikler om at hun er Møgers marionetdukke og nu en større artikel i JP med SF’ere der uden at tøve retten en sønderlemmende kritik af hende/Møger:
“SF’ere: Krag er bare ikke tung nok”
http://jyllands-posten.dk/politik/article4836967.ece
Vil/kan Krag distancere sig fra Møger? Umiddelbart ser det ikke ud til at venstrefløjen i SF vil lægge sig ned og tie stille, fordi Krag vinder formandsposten.
Farce eller ej. SF’s ministre skal bare holde posterne en måneds tid mere, så er minister-pensionen hjemme. Derfra kan de jo være omend ikke ligeglade, men så ihvertfald noget mere ‘kolde’ overfor det ‘ævl og kævl’ der konstant kommer fra alle 1970’er drømmerne i partiets bagland.
2.
En af kilderne til JP’s historie er en partiforenings-kasserer fra Nordjylland.
Det virker på mig, som om man er ved at løbe tør for prominente kilder 🙂
Jarl Cordua har helt ret: Krag-modstanderne har ingen kandidat, så de indskrænker sig nu til at tale om “processen”. Det er rimeligt patetisk.
4.
I de fleste partier vil en kommende partiformand ikke blive kritiseret åbent og så hårdt som Astrid Krag bliver.
Hvis hun var en stærk politiker/leder ville folk klappe i, når det stod klart at det ville blive hende der skulle sidde for bordenden. At baglandet bliver ved med at kritisere Møger, Krag og vil diskutere partilinjen er en vink med en vognstang om at SF's ledelses problemer ikke slutter med en ny formand.
Hvad skal SF gøre? For første gang i partiets lidt over 50-årige historie er de i regering, men for at nå dertil ligner de en underafdeling af Socialdemokraterne med lidt flere interne kritikere.
Jeg kan ikke se en eneste ting den her regering har lavet, der skulle være gjort mindre rødt hvis det var en SR-regering med to EL/SF som støttepartier. Regeringens økonomiske politik har de Radikale dygtigt sat sig på, og Søvndal må have været meget svag i forhandlingerne i tårnet, men det er svært at se nogle andre SF’ere der skulle være stærkere. Jeg levner ikke Krag de store chancer der heller.
Man må formode at den nyvalgte formand, Krag eller ej, også skal være leder den dag SF ikke er i regering mere og skal føre partiet frem igen. Og det kan blive meget svært for ikke at sige umuligt, for det er svært at se hvad SF’s identitet er for tiden, og lige nu har man ministre og arbejder mest med det, men når man ikke er i regering mere skal man kæmpe for at komme i medierne på en helt anden måde (altså positivt, de negative ting skal nok komme frem) og hvis Krag har samme fløj som Søvndal ser jeg det som et tåbeligt formandsskifte. Det var nok bedre at beholde ham og tage det nederlag Søvndal/Möger/Krag linjen ser ud til at give og der ikke er noget der tyder på at situationen vender. Det gav mere mening hvis partiet ville noget andet end det Søvndal har gjort hidtil.
Jarl, hvor store chancer har en Trine Pertou Mach for at slå Astrid Krag? Hvor mange SF’ere er egentlig rigtig “røde” i dag? Hvad er din fornemmelse.
7. Det er en meget lille chance. Fordi det bliver en reel afstemning om SFs regeringsdeltagelse.
Det må være sådan noget som 95 pct mod 5 pct. eller mindre.
5.
“At baglandet bliver ved med at kritisere Møger, Krag og vil diskutere partilinjen er en vink med en vognstang om at SF's ledelses problemer ikke slutter med en ny formand.”
Det tror jeg, du har fuldstændig ret i!
Hvis Jarl Cordua har ret i, at Astrid Krag kan lammetæve fx Trine Pertou Mach, tror jeg bare ikke, det vil tage Krag-fløjen lang tid at få lempet de tilbageværende hængekøje-SF’ere enten ud af partiet eller ind i en politisk isolations-celle.
Husk på at Krag i dag støttes af stort set alle ledende SF’ere. Og dem der mangler, skal nok komme.
Lige om lidt skal posterne jo fordeles på ny…
SF er p.t. droppet af vælgerne undtaget dem der stemmer på SF uanset hvor tåbeligt og barnagtigt de opfører sig.
Regeringen kører videre og Margrethe Vestager og Bjarne Coridon behøver ikke at tage hensyn til hvad SF mener, de trækker sig ikke fra regeringen. Hvis de gør det er Thor Möger og hans kammeraters indflydelse i SF reduceret til et nul.