Thorning trak yderligere veksler på sin troværdighed

Weekendens S-kongres i Aalborg  er overstået. Og billedet af en regering i splid med sig selv, står stadigvæk tindrende klart. Baglandene i S og SF klager højlydt over regeringens økonomiske politik, som de radikale diktererer.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt forsøgte  klogt bl.a. at forklare sin regerings politik med henvisning til den simple kendsgerning, at der ikke er nogen penge i kassen til at forlænge dagpengeperioden. Der er i øvrigt heller ikke noget flertal til at gennemføre det.   Alligevel fik tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen gnidet ekstra salt i såret ved at foregøgle forsamlingen i Aalborg, at dagpengeperiodeforlængelse sagtens lod sig gøre formedelst en lille udskrivning på 70 millioner kr. Nyrup angreb den radikale leder, økonomi og indenrigsminister Margrete Vestager, men reelt var det et camoufleret angreb på hans egen statsminister, hvilket blev tydeligt for alle, da Thorning demonstrativt undlod at klappe af sin forgængers tale, mens hele salen stod op og applauderede.

Der er ikke noget som forhenværende formænd, der blander sig i og kritiserer efterfølgernes politiske beslutninger. Jeg gætter på, at Thorning indvendigt har kogt af raseri. For Nyrup kunne tydeligvis ikke modstå fristelsen for at bade sig i lidt i den popularitet, der aldrig rigtig blev ham til dels, da han selv var formand. Faktum er, at ingen var mere trætte af Nyrup end socialdemokraterne selv, og at Nyrup var den allersidste, der evnede at indse, at hans tid i toppolitik var forbi. Der gik et pinligt år, hvor Nyrup selv var i granatchok over at have mistet magten og turede rundt med en rød bog med gode ideer, som ingen gad skrive i,  indtil  mere realistiske kræfter til sidst kuppede ham væk fra formandsposten til fordel for Mogens Lykketoft.

Nu giver Nyrup '“ manden, der skar dagpengeperioden ned fra syv til fire år '“ gode råd til sin forgænger. Og det foregår  tilsyneladende i den samme belærende 'far fortæller' stil, som danskerne var blevet meget trætte af i 2001, da VKO kom til magten.  Men tak til Nyrup for at udstille overfor alle, at Socialdemokraterne ikke har anden politik end at fortsætte reformkursen, som Venstres  forhenværende statsminister  Lars Løkke Rasmussen udstak sidste år.

Iagttagere bemærker samstemmende, at Thorning leverede varen og fik opbakning på kongressen.  Hvis det modsatte havde været tilfældet,   så var  regeringens politik blevet underkendt af de organiserede socialdemokrater. Det scenarie er komplet urealistisk, men endnu har ingen rapporteret om den store begejstring i Aalborg. Sosserne har selvsagt svært ved at  få hænderne op  i jubel midt i en krisetid, hvor velfærdstaten står overfor at blive trimmet. Frustrerede tillidsfolk gik igen og igen på talerstolen og jamrede sig over dagpengereformen. Og det er fuldt forståeligt, for det er simpelthen partiets raison d’etre at udbygge velfærdsstaten '“ ikke at beskære den. Derfor må der også komme en dag inden næste folketingsvalg, hvor Socialdemokraterne igen begynder at dele velfærdsgaver ud. For hvordan skal man ellers kunne mobilisere tillidsfolk til at gå ud og overbevise vælgere?

Thorning brugte også sin taletid på at tordne løs mod de borgerlige. Det er selvsagt en god måde at skabe samling i partiet.   Og det gjorde hun ved i sin tale at afvige fra manuskriptets mere forsigtige vendinger til at stramme sin retorik til det yderste, ved at påstå at 'de borgerlige' (uspecificeret hvem) 'uden at blinke får lyst til at brække sig over de fattige'. Det er, der ingen borgerlige, der har sagt, og det er vist de færreste, der kunne drømme om at sige det. Der er heller ingen 'borgerlige', der har blandet sig i, hvor mange børn kontanthjælpsmodtagere må få. Det ville også være i lodret strid med de borgerlige frihedsrettigheder. Så det er også usandt. Thorning trækker således yderligere store veksler på sin troværdighed hos vælgerne, og det skal hun nok passe på med henset til at regeringen er langt bagud i meningsmålingerne. Det er i øvrigt også ret uværdigt, men hun lod sig vel '“ ligesom det senere på kongressen skete for Nyrup '“ rive med og hungrede efter endelig at få lidt anerkendelse fra salen.

De borgerliges strateger bør nok gemme billederne fra Thornings tale og udtænke en kreativ måde, hvor man med dem under den kommende valgkamp kan udstille Thornings troværdighed overfor vælgerne.

Nu er Thorning tilbage til hverdagen. Og den består stadigvæk af strammere dagpengeregler, formandsvalgkamp i SF, nulvækst, manglende jobskabelse og elendige meningsmålinger og ikke mindst hendes egen stadigt dybere troværdighedskrise  i befolkningen. Om lidt holder Thorning endnu en åbningstale, og den vil ikke ændre noget afgørende ved ovenstående kendsgerninger.