Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Hvem er lækken i SKAT?

Author icon

Skrevet af

Clock icon

oktober 23, 2012

Comments icon

13 kommentarer

Så oprandt dagen, hvor tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen mødte op i Skattesagskommissionen for at lade sig afhøre i sagen om, hvorvidt han som minister har blandet sig i SKAT Københavns afgørelse af Helle Thorning- Schmidt og hendes mand Stephen Kinnocks skattesag.

Som ventet afviste Troels Lund blankt at have blandet sig i sagen. Alt andet ville have nok undret, da det ville være ensbetydende med, at der kan rejses en rigsretssag mod ham. Så vi må vente og se, hvad anklagerne '“ fra SKAT Københavns folk med direktør Erling Andersen i spidsen '“ mere specifikt  lyder  på  i  denne sag. Alt står og falder med deres vidneudsagn, og evt. dokumenter, der kan sandsynliggøre uden for enhver tvivl, at skatteministeren forsøgte at blande sig i sagen.

Troels Lund Poulsen fik undervejs i afhøringen  i dag fremstillet sig selv som en yderst pligtopfyldende minister, der gik meget op i at lære alt om sagens principielle aspekter, men altså uden at blande sig i sagsbehandlingen. Det er nok lige lovligt spejderdrengeagtigt. Han har naturligvis været vildt nysgerrig for at finde ud af, hvad der var op og ned i denne sag, og hvordan den kunne ende som den gjorde.  Men overdreven nysgerrighed om en spektakulær skattesag, der omfatter oppositionslederen og hendes mand, er stadigvæk ikke det samme som at udøve magtfordrejning.   Under alle omstændigheder var det umådeligt uklogt af Troels Lund Poulsen at bringe sig selv i nærheden af sagen, så der kunne opstå denne mistanke om magtmisbrug.

Så var der ifølge Troels Lund Poulsen øjensynligt indbrud i Skatteministeriet, hvor der blev stjålet en mængde computere. Og det fik Lund Poulsen – noget søgt – til indirekte at antyde at papirer vedr. Thorning-parrets skattesag, der var efterladt på hans på det tidspunkt ulåste ministerkontor kunne være læst eller kopieret af tyve. Øjensynligt er der ikke fjernet noget, men det åbner en dør for at andre end Troels Lund Poulsen og hans spindoktor Peter Arnfeldt kunne have haft adgang til papirer vedr. Thorning-parrets skattesag. Disse lidt for smarte antydninger fjerner dog næppe mistanken mod, at det er en af de nævnte to – eller nogen på deres vegne – har lækket skattepapirerne til pressen. Tværtimod så øger det mistanken om, at Lund Poulsen ikke har helt rent mel i posen.

Det berømte BT-notat, der beskrev sagen for Thorning-parret voksede tilsyneladende i sideantal, da det vandrede  fra Arnfeldts til Troels Lunds bord. Det er meget mystisk, og det svækker begges troværdighed. Men det kan ikke gøre det ud for et fældende bevis om, at evt. onde hensigter er ført ud i livet.

Troels Lund viste meget interesse for sagen, og stillede mange spørgsmål så embedsmændene måtte i sving og besvare på dem. Det har helt sikkert været irriterende. Formentlig er det en usædvanlig fremgangmåde, men er det ligefrem magtmisbrug? Det er et vurderingsspørgsmål,  men juraen  kan ikke ligge i en gråzone,  når kommissionen  til sin tid  evt skal  anbefale, at der rejses tiltale.    Rimeligt eller ej, så er det vel en ministers ret til at undersøge, hvordan  embedsmændene er nået frem til  denne konklusion?

Hvis embedsmændene alligevel senere stiller sig op i Skattesagskommissionen og siger, at Troels Lund '“ uden for nogen rimelig tvivl '“ forsøgte at få dem til at ændre deres beslutning, så er han naturligvis færdig. Hvis ikke? Så ser Troels Lund nok noget flosset ud, men det kan aldrig føre til en rigsretssag og evig fortabelse i dansk politik.

Den tidligere skatteminister fik også inddraget de nye oplysninger om, at de samme embedsmænd netop i forbindelse med Thorning/Kinnock-skattesagen ændrede praksis i sagsbehandlingen til gavn for parret.   Det skete ved, at han fik sagt 'undskyld' for i god tro at have givet Folketinget forkerte oplysninger om, at praksis på området ikke var ændret. Det var det imidlertid. Det havde embedsmændene af en eller anden grund ikke fortalt toppen i Skatteministeriet, der så sendte deres minister i byen med forkerte oplysninger. Det er ganske besynderligt. Hvorfor fortalte de mennesker i SKAT, der behandlede Thorning/Kinnocks skattesag ikke den daværende departementschef Peter Loft og Co. om den ændrede praksis i en så højprofileret sag? De holdt jo immervæk fem møder med Loft om sagen? Hvad var embedsmændenes motiv? Ville de beskytte oppositionens statsministerkandidat? Og hvorfor ville de det?

Hvem har I øvrigt lækket oplysningen til Berlingske? Forleden i Christoffer Guldbrandsens program på Radio24syv 'Regnskabets time' kunne man høre journalist Lars Nørgaard Pedersen fuldstændigt afkræfte at historien var forsøgt plantet hos ham, som det er blevet antydet af både Henrik Qvortrup og Hans Engell. Nørgaard sagde, at han har gravet  oplysningen frem i sin research – formentlig gennem opdyrkede kontakter i miljøet i og omkring SKAT. Hvorfor brokkede Skattesagskommissionens formand sig  i begyndelsen af afhøringerne i dag  over, at visse oplysninger uden at specificere hvilke, var blevet lækket til pressen? Var det oplysningen som Berlingske bragte i sidste uge om, at SKAT havde ændret praksis i sagsbehandlingen til fordel for det nuværende statsministerpar?

En tanke. Da Thornings revisor Frode Holm i sin tid begynder overfor SKAT at udbrede sig om Stephen Kinnocks evt. seksuelle præferencer, så ligger det lige for at konkludere, at det sker i et forsøg på at få sagen behandlet i al diskretion og med et argument om, at Kinnocks 'livsinteresser' er et andet sted end i Danmark, hvorfor han kan slippe for at betale skat. Da sagen så bliver behandlet i SKAT, så bliver sagen afgjort med en helt anden begrundelse, at praksis har været forkert. Men denne gruppe embedsmænd tør ikke orientere niveauet højere op i SKAT, fordi man åbenbart mener, at oplysningerne siden vil blive brugt politisk til at skade Thorning. Men er det en eller flere af disse embedsmænd, der har ladet sive til pressen, fordi nogen i det stille mener, at man måske har trukket sin illoyalitet til SKAT lige lovligt langt for at beskytte Thorning? For hvem skulle det ellers være?

Hvad ellers? Troels Lund afviste, at han havde diskuteret sagen med nogen i Venstre. Det samme sagde daværende politiske ordfører Peter Christensen. Ingen af dem sagde noget, der kan bringe Venstres formand Lars Løkke Rasmussen i fedtefadet, og det er nok utænkeligt, at nogle af Venstres tidligere – eller nuværende – spindoktorer senere vil sidde nede i Skattesagskommissionen og antyde, at man har lagt skumle planer der har til fortsæt at skade Thorning.

Der var kort sagt intet i dag, som man fik at høre i kommissionen, der bare er i nærheden af at kunne bruges som grundlag for at stille Troels Lund for en rigsret. Det står og falder med vidneudsagn  fra netop de embedsmænd, der  ikke ville fortælle  Skatteministeriets top,  at de havde ændret praksis  i Danmarkshistoriens mest opsigtsvækkende skattesag.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    13 Comments

  1. Ole

    sagde den 23. oktober 2012 kl. 21:42:

    Tak for en skarp kommentar og enig, der måvære en medalje på vej til den der har afsløret Skat Købehavns besynderlige praksisændring der viser partikammeraternes nepotisme, naturligvis må DSU Erling miste sit job sammen med de øvrige skatmedarbejdere, der har fiflet og fortiet i HTS sag og Troels havde vist ret i at se på hvordan forvaltningen i denne sag lavede positiv særbehandling af skatteunddrageren.

  2. Thomas Haugaard Jensen

    sagde den 23. oktober 2012 kl. 21:51:

    Jeg synes da du mangler dagens bemærkning hvor Troels Lund udtaler at sagens mulige politiske konsekvenser slet ikke var et issue dengang i 2010

    Derudover skal man så forstå det sådanne at skatteministeren aldrig fik gjort rent på sit kontor eller at viceværten kom og skiftede en termostat siden han mente han kunne lade hemmelige fortrolige papirer ligge fremme i et ulåst kontor og historien om indbrud får det jo til at lyde som ren Watergate.

    Efterhånden som man hører mere og mere om denne sag så ryster det mig ærlig talt at være vidne til hvor mange mennesker der tilsyneladende har opført sig ualmindeligt dumt og ubetænksomt.

    Håber der kan findes en helt blandt embedsmændene for det er vist ikke blandt politikerne på nogen af siderne de skal findes.

  3. Jarl Cordua

    sagde den 23. oktober 2012 kl. 22:44:

    Thomas, Det har du ret i, Her er Qvortrup udmærkede kommentar om det:
    http://www.metroxpress.dk/nyheder/lngere-ud-pa-landet-med-den-troels/KObljw!NV5nT4kPy6PI/
    Men det er så ikke første gang, at en politiker kommer med utroværdige analyser af forskellige situationer. Det afgørende er om det er noget, der får nogle konsekvenser andet end lidt tabt troværdighed. Heller tabe lidt troværdighed end at fremprovokere yderligere opfølgende spørgsmål som: Nå I talte om sagen: Hvad specifikt talte I så om? Osv:
    Der lyder komisk og er utroværdigt. Men herregud, det sker jo hele tiden for politikere. Det er glemt igen om en uge.
    Og man får ikke en rigsretssag på halsen, fordi man fremkommer med utroværdige analyser.

  4. Aircraftman

    sagde den 23. oktober 2012 kl. 22:47:

    “Det havde embedsmændene af en eller anden grund ikke fortalt toppen i Skatteministeriet, der så sendte deres minister i byen med forkerte oplysninger.”

    Du undlader at bemærke, at det er den samme Carsten Vesterø som udfærdiger svaret på  § 20 spørgsmålet, som også deltager i mødet den 30. august 2010 med Erling Andersen, hvor de beslutter at ændre praksis. Det gør sagen mere mystisk jf. http://www.180grader.dk/Politik/embedsmaend-benaegtede-at-praksis-i-thornings-skattesag-var-aendret

    Vedr. kilden til Berlingskes historie
    Hvordan historien i Berlingske er kommet frem finder vi næppe ud af – men det er værd at bemærke at der er tale om en ændring i ligningsvejledningen (i dag “den juridiske vejledning”) og alle versionerne findes offentligt på skat.dk. Siden hele landets skattejurister formentlig har kigget på sagen kan det vel sagtens tænkes at en af dem er faldet over de ekstra sætninger som er sat ind i versionen fra januar 2011.

    Mht. lækagen som dommeren nævnte, så drejer dette sig formentlig om den historie som TV2 kørte i går aftes, hvor de fortalte om den konkrete korrespondance, som Frode Holm havde sendt til SKAT, der ikke hang sammen med hvad Thorning selv sagde til offentligheden jf. http://www.180grader.dk/Politik/tv2-har-endelig-opdaget-at-thorning-lj-i-skattesag

  5. Thomas Haugaard Jensen

    sagde den 23. oktober 2012 kl. 22:59:

    Viggo Fischer fik heller ikke en Rigsretssag på halsen men karrieren døde alligevel på grund af utroværdighed.

    Det spil vi er vidne til handler vel dybest set bare om at jorde modstanderen og den juridiske vinder kan jo godt ende som taber og omvendt.

    Foreløbigt har vi efter min mening på taber siden: Frode Holm, HTS, TLP,Poul Madsen, Jan Kjærgaard, BT, SKAT som institution, i en eller anden grad Loft, Arnfelt er noget forpjusket og de eneste vindere vi foreløbigt har er de Venstre kronprinser der er rykket forbi TLP.

  6. Niels C

    sagde den 23. oktober 2012 kl. 23:14:

    Fint nok Thomas, men hvis alle taber, – du glemte Skat København, så er der jo heller ingen ‘vindere’, og hvis alle har opført sig lidt uldent, så har jeg svært ved at se, hvordan det på sigt kan komme TLP til last; sammenligningen med Fischer er ikke indlysende.
    Medmindre embedsmændene i ministeriet ‘har’ noget på TLP, så ender det op i fortolkninger, og den situation vil Karoly Németh helt sikkert se frem til.

  7. Jarl Cordua

    sagde den 23. oktober 2012 kl. 23:20:

    Aircraftsman. Interessante inputs!

  8. Jan Christensen

    sagde den 23. oktober 2012 kl. 23:55:

    Historien i går i TV2-Nyhederne om, at Helle Thorning-Schmidt – alt imens hun turnerede rundt til diverse danske medier og fortalte, hvordan hun og ægtefællen havde besluttet sig for, uanset hvad, at betale skat i Danmark, samtidig med, at hendes skatterådgiver, Frode Holm, skrev til Skat for at argumentere for det stik modsatte – er bare endnu én i rækken af sager, hvor hun bliver taget i løgne, manipulationer, dobbeltspil, løftebrud etc. Kvinden lyver stort set hver eneste dag – det er bare en konstatering. Jeg fatter ikke, hvordan Socialdemokraterne kan leve med at have sådan en person i spidsen for deres parti. Hun skygger for regeringens politik og er personligt en hindring for fremgang for både parti og regering.

    Netop hendes dobbeltspil m.h.t., hvor Kinnock fremover ville betale skat, gør det også endnu mere sandsynligt, at det var hende, der instruerede Frode Holm om at smide det ultimative desperations- og nedværdigelseskort, “homokortet”, på bordet over for Skat, før afgørelsen blev truffet i sommeren 2010, for som man altså endnu engang har kunnet konstatere, har hun ingen kvababbelser med at sige én ting i offentligheden og agere på en helt anden måde i virkeligheden.

    M.h.t. Troels Lund Poulsen har han selvfølgelig været vildt optaget af sagen og formentlig stillet en masse kritiske spørgsmål til embedsmændene, men vel at mærke med god grund, som de seneste dage har vist. Men hvad forestiller man sig egentlig han har gjort for at “omgøre afgørelsen”? Givet en skriftlig eller mundtlig ordre? Det er der vel ingen, der i fulde alvor tror. F.eks. at spørge, om sagen kan indbringes for Landsskatteretten, kan vel næppe føre til, at han stilles for en Rigsret.

    I stedet burde søgelyset rettes mod Erling Andersen (og co.). Han har fortolket alle kontroversielle forhold i sagen til fordel for Kinnock/Thorning, forsvaret dem i offentligheden på trods af, at de udviste ringe samarbejdsvilje over for Skat ved at nægte at deltage i et møde om deres samliv etc. og i stedet kastet en grov mistanke mod en daværende Venstre-minister. Erling Andersens “Niebelungentreue” over for sine partifæller er nok ikke blevet mindre af, at han og en anden part i sagen, Lisbeth Rasmussen, for nylig er blevet forfremmet af forhenværende skatteminister, Thor Möger Pedersen.

  9. Flash

    sagde den 25. oktober 2012 kl. 08:23:

    Fra dagens nyheder om Lisbeth Andersens dagborg:
    “Den daværende departementschef i Skatteministeriet Peter Loft “har helt fra begyndelsen givet udtryk for”, at Kinnock må være skattepligtig i Danmark, skriver hun også samme dag.”

    Måske – bare måske – kunne det skyldes, at Loft havde kigget i ligningsvejledningen, som på det tidspunkt klart og tydeligt sagde at den slags arrengementer, som Thorning og Kinnock havde gang i, maksimalt måtte vare i 2-3 år (selv hvis han opfyldt alle øvrige betingelser for at slippe for skattepligt, herunder 180 dages reglen, ikke arbejdede mens han var i DK etc).

    Hvordan kan Lisbeth Andersen synes det er underligt / et problem, at departementchefen mener Kinnock er skattepligtig, når SKATs interne retningslinjer på dette tidspunkt klart slår fast, at det er han?

  10. Flash

    sagde den 25. oktober 2012 kl. 08:35:

    I øvrigt virker det meget tydeligt (i dagbogen), at bemærkningen om, at SK er homoseksuel, primært tjener det formål at undgå, at HTs og SK skal mødes med SKAT – hvilket SKAT flere gange beder om. Ved at bringe det pinlige forhold ind i sagen, sørger Frode Holm for, at de undgår det.

  11. Henrik Juul

    sagde den 25. oktober 2012 kl. 09:46:

    En dagbog forsøgt slettet, uopklarede indbrud og stjålede computere – det er efterhånden en spændende sag. Og så har vi to spejderdrenge af Venstre ministre, der bestemt ikke har gjort noget særlig ud af skattesagen eller snakket om noget vedr skattesagen med nogen… Det er bedre end Forbrydelsen III 😉

  12. Kylle Zimmermann

    sagde den 25. oktober 2012 kl. 13:07:

    Lars Nørgaard Pedersen fortæller i Regnskabets time, Radio24syv uge 42 at det var Lida Hulgaard, der fortalte ham at ligningsvejledningen blev ændret!

  13. Henrik Juul

    sagde den 28. oktober 2012 kl. 14:01:

    RE: Skattesager
    “Siden 1995 har Fritz Schurs tre bedst indtjenende koncerner blot betalt 7,7 procent i skat af det samlede overskud på 275 millioner kroner, fremgår det af en ny portrætbog.”
    http://www.business.dk/oekonomi/fritz-schur-dygtig-til-at-undgaa-skat

    En rigtig samfundsstøtte denne Fritz Schur – ham må Venstre være stolt af…
    😉

Bottom border