Har kampen mod terror efterhånden udhulet vores frihedsgrader? Og er vi holdt op med at diskutere vores frihedsrettigheder, fordi vi alle ønsker sikkerhed for enhver pris? Og nu skal vi til at samarbejde med Putins Rusland for at bekæmpe IS. International terrorbekæmpelse giver åbenbart de mærkværdigste sengekammerater.
Vi spørger professor med speciale i forsvars og sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen.
Det er i øvrigt en uge, hvor regeringen har leveret det ene forlig efter det andet. Politiforlig, forlig og asylpolitikken og senest kontanthjælpsforlig. Fortjener regeringen fidusbamsen? Vi spørger os selv og lytterne.
Lizette Risgaard er ny LO-boss. Hun startede med at fyre hele ledelsen. Så fik tillidskvinden ligesom sat sig i respekt én gang for alle. Men hvad vil hun ellers med LO? Vi spørger Risgaard, der er gæst i 2. time.
Vi skal snart stemme om tilvalgsordningen, der afskaffer retsforbeholdet? Hvad er egentlig oppe og nede i den sag? I lyset af Paris-attentaterne: Hvad gør det stærkt kriseramte EU-samarbejde? Kan man forestille sig noget militært samarbejde, hvor Danmark fortsat har et forbehold. Terroren har også sat et yderligere fokus på, at det er nødvendigt at styrke EU’s ydre grænser for at bevare Schengen-samarbejdet. Hvad vil EU gøre ved det?
Vi spørger EU-ekspert og forsker i international politik, Rebecca Adler-Nissen, der også er lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
Har I lyttere spørgsmål og kommentarer til dagens program og gæster eller et bud på en værdig modtager af Ugens Fidusbamse så skriv til os på Cordua & Stenos Facebookside.
Hør hele 1. time her
Hør hele 2. time her