Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Cordua & Steno i Centraleuropa Kristi Himmelfartsdag

Author icon

Skrevet af

Clock icon

maj 4, 2016

Comments icon

Ingen kommentarer

Østrig er 'talk of the town' i europæisk politik for tiden. Efter første runde ved præsidentvalget for nyligt blev de to store gamle partiers præsidentkandidater sat til vægs af Norbert Hofer fra det immigrationskritiske frihedsparti FPÖ. Nu skal 2. Valgrunde 22. maj afgøre om Hofer bliver præsident frem for en indvandringsvenlig præsidentkandidat fra det grønne parti. Samtidig har den nuværende samlingsregering af socialdemokrater og konservative forladt en politik, hvor man tog imod alle, der søgte asyl i landet til nu at kvotere antallet til maksimalt 37.500 om året. Et veritabelt politisk U-turn. Yderligere har Østrig bypassed EU og skabt en alliance blandt central- og østeuropæiske lande, der har lukket grænsen til Grækenland og stoppet for flygtningestrømmen mod Nord. Endelig har Østrig skabt fornyet røre med planer om at lukke for en mulig ny flygtningestrøm fra Italien ved at opføre et stort hegn ved Brenner-passet.

Vi taler med Danmarks ambassadør i Wien, Liselotte Plesner, om den politiske udvikling i landet i Cordua & Steno på Radio24syv torsdag Kristi Himmelfartsdag kl. 10.05.

Christine Proksch er dansk og bosat i Wien med sin dansk-østrigske familie. Hun er kulturskribent og forfatter til kendte rejsebøger som bl.a. Turen går til Wien, men også lokalpolitiker i bydelen Josefstadt, der minder lidt om Frederiksberg. Vi taler med Proksch bl.a. om   de store problemer, som Wien har med at integrere de mange indvandrere, der er kommet til millionbyen de seneste   år.   Men også om et samfund, der politisk er ganske fastslåst og har svært ved at skabe nødvendige reformer. Ikke mindst i skolesystemet og på arbejdsmarkedet.

Kun én times kørsel fra Wien ligger Slovakiets hovedstad Bratislava, som indtil 1919 også hed Pressburg. Landet har markant økonomisk fremgang og fuldt integrereret i EU, men har på det seneste markeret sig med en fuldstændig afvisning af at modtage særligt muslimske flygtninge. Vi tager til Bratislava med Jyllands-Postens kolumnist og mangeårige central-og østeuropamedarbejder Per Nyholm for at tale om landets politiske udvikling. Og vi har også spurgt Liselotte Plesner om forholdene i landet, da hun også er Danmarks ambassadør i landet.

Endelig tager programmets værter bl.a. i selskab med journalist Flemming Emil Hansen på en rundtur i Wien i fodsporene på en markant politisk skikkelse fra det 20. århundrede, som for mere end 100 år siden havde fiasko med at slå sig igennem som kunstmaler i byen. Det var i den senere politikers formgivende år, mens han var mellem 17 og 23 år i tiden lige før 1. Verdenskrig, og man har siden diskuteret i hvilket omfang, disse år fik indflydelse på det, som siden skete 30 år efter. Ikke bare for Østrig, men for Europa og resten af verdenen.

Programmet er optaget på forhånd, men skriv gerne til os med kommentarer, forslag og idéer til programmet. Vi læser det hele.

Hør 1. time fra Wien med bl.a. Danmarks ambassadør Liselotte Plesner, journalist Flemming Emil Hansen og kulturskrivent Christine Proksch her

Hør 2. time fra Wien og Slovakiet med bl.a. Per Nyholm, Liselotte Plesner og Christine Proksch her

 

 

 

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128
Bottom border