Kategorier

Farvel til Europol, Morten Hesseldahl, Det Hemmelige Valg og Sydslesvig i Cordua og Steno torsdag

EU’s kommende sikkerhedskommissær er pessimist mht. til Danmarks muligheder for fortsat at være med i Europol-samarbejdet efter, at vi i december stemte nej til Europol-samarbejdet. Skal Danmark være med så skal det være ad fordøren dvs. i henhold til reglerne om suverænitetsafgivelse, mener han. Og det bliver svært, når Danmark lige har sagt nej til Europol ved en folkeafstemning i december. Og det resultat må EU respektere. Men hvordan hænger denne melding sammen med, at DF og modstanderpartierne   under valgkampen forud for afstemningen sidste år garanterede vælgerne, at Danmark kunne komme med i Europol selv efter et nej?

Vi spørger EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti og   Jan E. Jørgensen, der er Venstres EU-ordfører.

Det er i Cordua & Steno torsdag på Radio24syv kl. 10.05

I et interview for nylig i Weekendavisen påpegede Morten Hesseldahl, der til daglig er direktør for Det Kongelige Teater og i øvrigt i sin tid medstifter af den borgerlig-liberale tænketank  Cepos, at   borgerligheden er blevet kidnappet af dommedagsprofeter fra højrefløjen. Hvad mener han med det? Hesseldahl er gæst sidst i 1. time.

Tirsdag blev der landet over holdt opstillingsmøde til menighedsrådsvalget, der skal finde sted 8. november i år. Det har i mange år været “Det hemmelige valg” sådan at forstå, at meget få har villet stille op til menighedsrådsvalget eller har villet stemme ved valgene. Hvad skyldes det? Er vi blevet et religionsforskrækket samfund? Har ateisterne og deres udmeldelseskampagne vundet?   Er kirken stadig en bærende søjle for nationens kulturelle sammenhængskraft? Hvad skal være Folkekirkens rolle i fremtiden, så den bliver mere relevant for flere mennesker? Vi tager debatten med biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen og Henrik Gade Jensen, sognepræst i Dannemare sogn på Lolland og Thomas Nedergaard fra Ungdomskirken på Vesterbro i København.

Sydslesvig er den tabte landsdel, hvor de dansksindede i området har en evig længsel til Danmark. Dansk Folkepartis Marie Krarup har også et håb om, at landsdelen en skønne dag måtte finde vej tilbage til Danmark. Men hvad er   Sydslesvig for en størrelse? Geografisk er det Tyskland, men med de dansksindede beboede i området udgør det stadig en del af Danmark. Forfatteren Kristian Ditlev Jensen, som bor tæt på grænsen til Sydslesvig, er aktuel med en ny bog om landsdelen.

Har I lyttere spørgsmål og kommentarer til programmet, vores emner og gæster, så skriv til os via Cordua & Stenos Facebookside. Også gerne med et forslag til modtager af Ugens Fidusbamse.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718