Kategorier

Anders Fogh on World Tour 2008-2009

Statsministeren er p.t. mere rejsende end selveste 'Rejsende Mac' kultfiguren fra dukke-TV-serien fra firserne “Fragglerne”. Det har bidraget til spekulationerne om hans afgang som statsminister til fordel for et karriereskift til udlandet. For tiden nævnes både Anders Fogh Rasmussen – og hans forsvarsminister Søren Gade – som seriøse kandidater til posten som Nato-generalsekretær af det tyske ugemagasin Der Spiegel.

Men det smigrer ikke Fogh. Det er tværtimod generende, at medierne viderebringer oppositionens spekulationer om hans fremtid som andet end Danmarks statsminister, og det har bragt ham i defensiven. Det skabte jo blandt andet problemer for ham i forhold til enkelte medlemmer af Venstres hovedbestyrelse forud for partiets landsmøde, og pressen og ikke mindst oppositionen og Pia Kjærsgaard har været på nakken af ham på grund af rejseaktiviteten til Afrika mv. efterladende det indtryk, at statsministeren ikke længere bekymrer sig om problemerne hjemme i andedammen.

Mandag skiftede Fogh så taktik, og gik i offensiven og annoncerede kækt fra klimatopmødet i Polen, at han vil rejse endnu mere i 2009 på grund af klimatopmødet næste år.

– Min opgave bliver at engagere mine kolleger, altså præsidenter og premierministre verden over, i denne proces. Der vil være en hel del møder med stats- og regeringschefer fra nøglelande frem til topmødet. Ellers får vi simpelt hen ikke en aftale, siger Fogh.

Man må lade statsministeren, at han er dristig med sine frække erklæringer om hvad der skulle være baggrunden for hans omfattende rejseri. Dristighed var ellers ikke tidligere Foghs varemærke. Officielt har klimaaftalen i mere end et halvt år været alibiet for de konstante rundrejser primært i Europa, men nu også til oversøiske steder som USA, Afrika og Kina. (Hvad han så lavede i Georgien i den anledning er mere uklart..)

Selv et barn kan se, at hans strategi for at blive et europæisk hotshot går ud på at vise sig i alverdens hovedstæder. Det man er vidne til er derfor uomtvisteligt Foghs raffinerede valgkampsturné i det europæiske politiske cirkus, og at påstå andet er både latterligt og løgn. Og derfor er det også vel dristigt, at Fogh vedbliver med at forsøge at bilde alle herunder Christiansborg-pressen ind, blandt andet ved i endnu en erklæring, der leder tankerne hen på Dronning Victoria, at forklare rejseaktiviterne med, at han udelukkende “gør det for Danmark”, og nærmest lader hænge i luften, at Danmarks statsminister, ligesom en anden Al Gore, egenhændigt er i gang med at redde klimaet – foreløbig ved at få en aftale herom i hus forud for næste års topmøde i København.

Man kommer uvilkårligt til at tænke på den franske revolutionære Dantons formandende ord om i politik hele tiden at udvise 'dristighed, dristighed altid dristighed'. Og man må lade statsministeren, at han med sine erklæringer – om nogen har udvist dristighed – og forstår at lægge en langvarig kritik ned. I al fald for en tid.

STØT JARLS BLOG her.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

4 kommentarer til “Anders Fogh on World Tour 2008-2009”

Jeg synes, det er meget interessant, at Fogh reagerer på kritikken af sine rejseorgier ved at rejse… endnu mere. Det virker som om, han stadig befinder sig i trodsalderen, men bortset fra det, synes jeg, man godt kan begynde at tale om pligtforsømmelse. Man kan altså ikke være statsminister i Danmark og rejse halvdelen af sin arbejdstid. Jeg kan ikke forstå, hvordan han kan slippe afsted med det, og jeg glæder mig, som jeg tidligere har nævnt her på bloggen, til medierne for alvor begynder at fokusere på alle aspekter af hans rejseri, ikke mindst, hvad hans “promotion tour” koster skatteyderne.

1.Kan være, men altså man må da sige, at illusionsnummeret og spinnet lykkedes til fulde!

I går skrev Politikens Anders Jerichow at Fogh skal rejse alt det han vil og i dag skriver Ekstra Bladets uduelige chefredaktør Poul Madsen- som er i særklasse hvad angår manglende politisk indsigt og forståelse – at det heller ikke er noget problem, at Fogh rejser verden rundt for at redde klimaet.

Dristigheden lykkedes. Man kan kun applaudere, Fogh! Jeg er fuld af beundring.

Ja, Fogh er dygtig, det kan der ikke være to meninger om, men alligevel er der to håb i mørket: Det ene er Henrik Qvortrup, der jo kender ham særdeles godt og ikke har de moralske bremseklodser, der åbenbart hæmmer mange af hans kollegaer.
Det andet er Jyllands-Posten, der tidligere har søgt aktindsigt i en eventuel strategiplan i Statsministeriet for at sikre Fogh et internationalt topjob.
I øvrigt har jeg tænkt på, hvordan almindelige danskere vil reagere, hvis Fogh får den topstilling i udlandet, han stræber efter? Vil de føle sig ført bag lyset af statsministeren, der til enhver tid har nægtet at være “kandidat” og at have haft “til hensigt” at forlade dansk politik? Eller vil folk bare trække på skuldrene, ønske ham tillykke og ikke tænke mere over det? Vil det kort sagt skade hans eftermæle, hvis det, som forventet, viser sig, at formodningerne om, han var jobsøgende, var rigtige?

1. Haha du har så sandelig store forventninger til Qvortrups kunnen! Jamen jeg skal da ikke afvise at han har potentiale til at kunne afdække ting og sager. Nu skal han vist lige finde sig til rette før, at afsløringen af en eller anden ny “Watergate-skandale” måtte se dagens lys.

Hvis Fogh får et job i udlandet? Jamen jeg tror reaktionen vil være “stolthed” over at kunne levere en kandidat til en sådan topstilling. Oppositionen vil ønske “god vind” og ånde lettet op over at slippe af med en formidabel politisk modstander. Alt det rejseri bliver et mellemspil en parantes, som ingen vil interessere sig for på den lange bane.

Men derfor har vi andre da lov til at påpege hykleriet i de hule ord, som han disker op med på pressemøde efter pressemøde 😉

Hvis det kikser med topstillingen og klimatopmødet, så KAN det MÃ…SKE gøer ham sårbar overfor kritik fra oppositionen. For så har han jo brændt meget CO2 ud i atmosfæren til ingen verdens nytte.

Men mon ikke at han selv i den situation evner at manipulere rundt med folk som Poul Madsen? I think so.

Lukket for kommentarer.