Hvad er det sikreste krisetegn i et politisk parti?
Svar: udstilling i offentligheden af intern uenighed om politisk linje og/eller strategi.
Den definition lever Venstre op til lige nu, hvor Jens Rohde og hans medkandidater er i gang med at give hinanden skylden for det klart skuffende valgresultat, hvor Venstre trods en meget lille stemmefremgang fastholdt de tre mandater, som partiet fik ved katastrofevalget i 2004.
Lige før og lige efter valget har Venstres kandidater flere gange udtrykt i medierne, at de var uenige i den politiske linje, som blev lagt af spidskandidaten Jens Rohde plus partiets kampagnestab.
Uenigheden har helt sikkert ødelagt lidt af valgkampen for Venstre, men spørgsmålet er, om det ikke bare var et symptom på, at partiet fra begyndelsen af valgte en forkert strategi med et lidt for negativt EU-skeptisk budskab? Forvirrede man ikke derved Venstrevælgerne ved pludselig at aflyse al EU-jubelen? Dræbte man derved den gode stemning og energien hos tillidsfolk og kandidater i valgkampen? Jeg tror det.
Charlotte Antonsen, Uffe Ellemann-Jensen, Henning Christophersen og den nuværende MEP Karin Riis-Jørgensen syntes pludselig, at Rohde havde kapret deres parti og forvandlet det fra at være Folketingets mest EU-positive parti til nu at være et EU-skeptiker-light-parti. Pludselig skulle Rohde forholde sig til kritik fra folk i sine egne rækker. Ikke fordi de decideret bevidst snigløb Rohde for at ramme ham, men fordi de var oprigtigt uenige – og måske også frustrerede over – at den gamle EU-positive stil og ikke mindst tone blev gemt helt af vejen.
Måske er Venstres kampagne et godt eksempel på, at man kan komme til at læse resultater fra fokus-grupper forkert. Man vurderede måske, at median-Venstrevælgeren var mere EU-skeptisk, end hvad Venstre normalt har stået for. For at imødekomme EU-skeptiske vælgere skruede man måske derfor ned for EU-jublen. Men metoden virker altså ikke altid.
Jens Rohde har ikke virket sprudlende på noget tidspunkt i valgkampen. Venstres spidskandidat har ikke været voldsomt overbevisende i debatterne, og der er stor enighed blandt alle iagttagerne, at han har floppet. Ikke fordi at han var den dårligste kandidat i feltet, men han har simpelthen ikke indfriet de tårnhøje forventninger, som partiet stillede til ham.
Ville Rohde have klaret sig bedre i en mere EU-positiv kampagne? Det er svært at sige. Rohde mener selv, at han gik til valg på netop det, som han mente om EU. Man kan vel heller ikke forlange andet?
Kunne en anden mere EU-positiv figur have skaffet Venstre et bedre valgresultat baseret på lidt mere EU-begejstring. Fx hvis en Lykke Friis havde stået i spidsen? Jeg tror det. Ja borgerlige danskere er blevet mere EU-skeptiske, men ikke i en grad, at de så forlader Venstre, hvis der var en positiv energi i valgkampen og en mere veloplagt spidskandidat, der ligesom udstrålede lidt mere positiv energi ud til vælgerne end hvad Jens Rohde formåede dennegang. De radikales EU-kampagne overperformede netop i kraft af en kandidat, som var ligefrem sprudlende.
Jens Rohde er heller ikke en samlende person. Det er han heller ikke i Venstre. Så hvorfor i alverden sender man netop ham i spidsen for en kampagne, når man udmærket ved, at han med sin person spalter vælgerkorpset? Beslutningen om at stille ham op lå ikke hos Rohde. Det er Venstre-toppens ansvar.
28 kommentarer til “Ikke just stjerne for en aften”
[…] Jarl Cordua asks (well, assumes) that the Social Liberals actually performed better than they would have otherwise because of the lead candidate Sofie Carsten Nielsen. I haven’t seen any Danish research about […]
Jeg må indrømme en personlig brist. På det seneste har jeg læst en del politiske bøger, og det har ikke kun været spændende for at se hvad der historisk er sket i Danmark mht lovgivning og den slags. Nej, det er også interessant at læse om hvordan nogen hader hinanden og kæmper om posterne, hvilket tit er grimt. Nogle af mine venner følger Paradise Hotel og Robinson hver gang det kommer, jeg får det behov dækket rigeligt af politik…
Nå til sagen. Jeg har indtryk af at Venstre, modsat Socialdemokratiet og Konservative, historisk har været gode til at holde ro i partiet og bakke op om deres ledere. En Rohde i Folketinget ville være at sende, ja, et løsgående missil ind i gruppen. Da han så samtidig er et kendt ansigt, tror jeg han blev valgt som EP-kandidat for at få ham væk fra det hjemlige, og så fordi han måske kunne få et godt valg. Så slår han sig op som EU-kritiker og det er Christophersen, Ellemann, Karin Riis og Antonsen selvfølgelig meget kede af.
Men EP-valget betyder mindre end de andre valg i befolkningens øjne, og der bliver jo sjældent diskuteret EU til folketingsvalgene, så jeg har svært ved at se krisen herfra skulle gå derind. DF og Radikale vil nok gerne diskutere det til folketinget, men de andre partier har jo forskellige EU-holdninger blandt dem der stemmer på dem. Men Venstre har med succes’en i Fogh-tiden fået en stor folketingsgruppe, der vil være kede af at miste sine pladser, så lad os se om nogen vil vise “særstandpunkter”.
Så synes jeg partilederrunden i går aftes var ustyrligt morsomt. Kun Junibevægelsen, der nedlage sig selv inden optællingen (!) erkendte nederlag. Vestager sagde: “Sofie kom ikke ind, men vi fik ført en flot valgkamp” og Lene Espersen snakkede om valget som om det var et supervalg med en fremgang på 1,6% og ikke flere mandater, trods at man havde en tidligere partiformand i front.
Hvad mener du egentlig med at de Radikale “overperformede”?
Ja, det er pudsigt med den mange vindere på sådan en valgaften.
Men det bliver naturligvis noget værre rod når nu nogle vurderer performance ud fra en sammenligning med de faktuelle resultater fra forrige valg i enten stemmetal eller mandattal, mens andre forholder sig til resultatet i forhold til det såkaldt “forventede” – som dog sjovt nok aldrig har været klart formuleret før valget.
Vestager var den mest komiske. Et parti med de bedst uddannede vælgere, og så åbenbarer hun stor tilfreds med at de “havde været gode til at dele brochurer ud og havde nogle gode plakater” – det er et fedt succeskriterie.
Anders Samuelsen var naturligvis også pinlig, men det er jo så ligegyldigt.
Reelt var der vel kun to vindere, og så måske også Søndergaard. Resten skuffede i forhold til de usagte forventninger.
En anden af Rohdes fejltagelser var, at hans kampagne først begyndte en uge inden valget. Det har han i interviews forklaret var en bevidst strategi. Noget tyder på, at den var fejlslagen, især når man tænker på de rigelige ressourcer, kampagnen havde til sin rådighed.
Det er bemærkelsesværdigt, at allerede kendte politikere som Rohde og især vicestatsminister gennem syv år, Bendt Bendtsen, kun får hhv. 5. og 4.-flest personlige stemmer. Det synes jeg er en god indikator på, at ingen af de to har ført en god kampagne, særligt da de er de eneste fra deres partis opstillingsliste, som har været i fokus.
Det er interessant at se på, hvor stor en procentdel af deres partis stemmer, de enkelte kandidater fik personligt (Københavns Kommune mangler af uransagelige årsager stadig at få fintalt stemmerne og dermed opgjort de personlige stemmetal):
1. Messerschmidt (O): 74,6 %
2. Bendtsen (C): 57,2 %
3. Søndergaard (N): 53,4 %
4. Auken (F): 48,6 %
5. Nielsen (B): 45,6 %
6. Jørgensen (A): 42,5 %
7. Rohde (V): 34,7 %
Til sammenligning lignende procenter fra tidligere valg:
Dybkjær (B), 1994, 90,4 %
Dybkjær (B), 1999, 68,6 %
Schlüter (C), 1994, 67,2 %
Nyrup (A), 2004, 66,0 %
Seeberg (C), 2004, 58,4 %
Rovsing (C), 1999, 48,9 %
Auken (F), 2004, 48,9 %
Haarder (V), 1999, 39,3 %
Jensen (A), 1994, 35,0 %
Kjer Hansen (V), 1994, 31,2 %
Lund (A), 1999, 26,0 %
Riis-Jørgensen (V), 2004, 24,9 %
@4: Enig i at venstres valgkamp kom i gang så sent, at vi nok var mange, der slet ikke opdagede den. Den smule jeg så, var store plakater og annoncer – hvilket vel næppe kan kaldes valgkamp i vore dage.
Derimod forstår jeg ikke, at det skulle være et problem, at topkandidaten får en lav andel af partiets stemmer. Det kan vel sagtens være et udtryk for at et parti har en bred liste med flere dygtige og erfarne kandidater. Noget jeg mener kendetegnede fx Socialdemokraternes liste, og som Jens Rohde vel med en vis ret kan hævde også kendetegnede Venstres liste (trods ex-studievært).
Det er ved at være længe siden – september i fjor – at jeg lavede den første prognose om hvordan valget endte.
Bortset fra, at jeg for engang skyld overvurderede K og Bendt Bendtsens vælgerpotentiale og undervurdrede Dan J og Socialdemokraterne, så skulle der faktisk kun flyttes ét mandat i min gamle prognose fra K til S, så havde den holdt stik med EP-valgresultaet.
Mht at sætte navne på Venstres kandidater, så ramte jeg ikke rigtigt. Men jeg er ikke – efter at have oplevet valgkampen – overrasket over, at Rohde, Løkkegaard og Anne E ender med at løbe med Venstres tre mandater.
Vi er jo mange spåmænd, der ellers får at vide, at vi er “åh så kloge” og fulde af varm luft. Jeg synes nu ikke, at jeg behøver at skamme mig i denne situation. Men døm selv:
http://jarlcordua.dk/2008/09/15/det-bliver-ikke-%E2%80%9Da-walk-in-the-park%E2%80%9D-for-morten-l%C3%B8kkegaard/
og tak til Poul F!
…og så skal du huske, at netop de to mandater, du omtaler: det fjerde til S og det andet til K, var hhv. valgets billigste og dyreste. Så de to kunne meget nemt have byttet plads
Så det var ret flot
– bræstrup
@5, Jørgen Tolsted:
Derimod forstår jeg ikke, at det skulle være et problem, at topkandidaten får en lav andel af partiets stemmer. Det kan vel sagtens være et udtryk for at et parti har en bred liste med flere dygtige og erfarne kandidater. Noget jeg mener kendetegnede fx Socialdemokraternes liste, og som Jens Rohde vel med en vis ret kan hævde også kendetegnede Venstres liste (trods ex-studievært).
Jeg skrev at det interessante var, at Bendtsen og Rohde blot ender som dem med 4.- og 5.-flest personlige stemmer.
Hvad angår andelen af et partis stemmetal, så lagde jeg blot tallene frem uden selv at knytte en kommentar til dem. At man til et enkelt valg ikke får så meget ud af at sammenligne procentandelen for kandidater fra forskellige partier er jeg for så vidt enig i. Men det er da interessant, at nogle af de partier, der har satset alt på spidskandidaten, så alligevel må se denne trække en mindre del af læsset.
Derudover er den historiske sammenligning er interessant.
Fx:
Bendtsen har fået en mindre andel af de konservative stemmer end Seeberg gjorde i 2004. Det er heller ikke mærkbart højere end et langt mindre navn som Rovsing i 1999. Bendtsens navn er langt større end de to, så det tjener som en indikation på, hvor meget han underpræsterede.
Nogle medier har, så vidt jeg har set, talt om en “Auken-effekt” i forbindelse med SFs valgresultat. At hendes person ikke har betydning synes jeg også de to procenter – fra hhv. 2009 og 2004 – viser meget godt. Hun gjorde hverken fra eller til i SFs høje opbakning.
@6, Jarl Cordua
Du fik også ret i følgende:
“I stedet vurderer jeg, at mange borgerlige skeptikere ikke har de store kvababbelser ved at parkere deres EP-stemme hos Morten Messerschmidt, selvom at DF mildt sagt ikke er verdens mest frihedsorienterede parti.”
http://jarlcordua.dk/2008/09/15/det-bliver-ikke-%E2%80%9Da-walk-in-the-park%E2%80%9D-for-morten-l%C3%B8kkegaard/#comment-5575
Umiddelbart var det ikke det allermest uforudsigelige valg, men det tjener dig da alligevel ære at have været så tæt på valgresultatet. Særligt ovenstående kommentar synes jeg er interessant, fordi der nok ville være en del borgerlige, der på daværende tidspunkt (september 2008) ville have forsvoret det.
Jarl tror, at Venstre ville have fået et bedre valg med en mere EU-positiv spidskandidat som Lykke Friis.
Jeg tillader mig så i al stilfærdighed at spørge om, hvor de unionsbegejstrede venstrevælgere, der ikke kunne snuppe Rohdes linie, gik hen? Det var da vist hverken til Konservative, Radikale eller Alliancen efter resultatet at dømme.
Jeg tror ikke, man kommer uden om, at der i dag er langt færre unionsbegejstrede borgerlige vælgere end for bare 10 år siden.
10. Angående de unionsbegejstrede vælgere, så er der sikkert lige så mange som der var for fem og ti år siden, deres samlede antal udgør bare ikke alverden.
Jeg tror langt hovedparten af vælgerne har derfor sat deres kryds udfra hvem de synes repræsenterede deres generelle politiske holdninger og ikke efter hvor de enkelte kandidater placerer sig i en ja/nej/måske-diskussion om EU.
Hvis man ser den generelle opbakning til EU, så er 2/3 jo for medlemskab, men det er ikke ensbetydende med at 2/3 af danskerne er Sofie Carsten Nielsen-begejstede for samarbejdet, men blot erkender, at vi som land vil få det svært ved at stå uden for samarbejdet.
Når jeg ikke stemte på venstre, så skyldes det primært Løkkegård, beklager, jeg kan ikke ta’ ham.
Men noget helt andet Jarl, er det ikke sådan at hvis SF vil have København, så skal de bare stille Margrethe (d.3)op ?
“De radikales EU-kampagne overperformede netop i kraft af en kandidat, som var ligefrem sprudlende”
Alt er jo relativt, men jeg synes måske overperformede er et stærkt ord, når man går fra 6,4 ved sidste valg til 4,3% af stemmerne denne gang. Særligt når partiet var det eneste ubetinget EU-begejstrede parti. Ingen grænsebomme, ingen hegnspæle og ingen forbehold. Til gengæld masser af alt, hvad så end alt var og er…
Selvfølgelig kunne V have klaret sig bedre med en dygtig og sympatisk spidskandidat – uanset om det så var en supereuropæer eller en mere traditionel en. Jens Rohde som person var jo nærmest en katastrofe. Hvilket man også kan se ud af den lave andel af V-stemmerne som han samlede på sin person. Normalt får spidskandidaten mange flere stemmer.
Men hvor kommer Lykke Friis ind i billedet? Jeg har før diskuteret det på en blog, hvor jeg sagde: “Jeg vidste ikke hun var venstremand”. Hvor jeg fik svaret, at der er hun heller ikke, men man håbede hun var det. Det er jo ren spekulation! Mon ikke hun er mere glad for sin nuværende karriere. Hvem ved om hun overhovedet er interesseret i at være politiker og hvilket parti hun ville vælge.
EU-kritikken vandt en stor sejr, da det for første gang lykkedes den at sætte dagsordenen. V og K havde jo muligheden for at lave et frontalangreb på DF’s kritiske linje, men det gjorde de ikke. I stedet lagde de sig i kølvandet på DF. Det var en stor sejr for Messerschmidt.
Til gengæld gik SF voldsomt frem, selv om de er ultraføderalister. Men det skyldes nok delvis at mange vælgere slet ikke er klar over SF’s kursskifte, som vel blev fuldbyrdet da Margrethe Auken blev valgt ind og enevældigt skiftede parlamentsgruppe fra den EU-skeptiske venstrefløjsgruppe til den ultraeuropæiske grønne gruppe. Journalisterne skriver tit at SF er EU-kritiske. Det er ren misinformation.
14. Nej det er ifølge mine kilder ikke spekulation. Uffe ville have Løkke (Det har jeg i øvrigt skrevet om her: http://jarlcordua.dk/2009/06/03/rohde-skuffer-ikke/ )
13. Alt er relativt. Jeg mener overperformede i forhold til deres udgangspunkt som var virkeligt dårligt med en ukendt spidskandidat og vigende meningsmålinger. Men i forhold til sidste valg, ja så har du naturligvis ret.
12. Margrete? Jeg fatter ikke at nogen kan stemme på en Auken. Det vil ikke ske for mig i dette liv.
10. Ja du har ret. Men jeg tror godt på at man kan vende udviklingen ved at argumentere og overbevise vælgerne. (Ja, jeg er nok stadig lidt naiv)
Helt enig, han gjorde en dybt pinlig figur, isæ hans tåbelige udtalelser om at repræsentere danske interesser istedet for at kæmpe for borgerlig liberale synspunkter, fik mig til at krumme tæer.
Hans forsvar for sommerhusforbeholdet og andre forbehold ligeså. VK havde valgt et par ynkelige apidskandidater og istedet for at vinde de Eu-skeptiske tabte man dem til DF, ganske godt klaret, selv jeg som er meget EUpositiv, ville hellere stemme på Messerschmidt end på de to spidskandidater.
Hvis de radikale havde spillet deres kort rigtigt kunne de faktisk have fået fat i en del af disse stemmer, men man kunne også have valgt at satse langt langt mere bredt på kandidatlisten, hos Venstre, der var jo rigtigt mange gode kandidater, som må føle det pinligt at blive repræsenteret af et fjols som siger han vil føre national og ikke liberal politik i EU.
Hvis Venstre havde været mere EU venlige og havde holdt linien var det måske gået anderledes. Men, et nødvendigt opgør med Uffes blå sokker kan man ikke komme udenom i Venstre.
Mens jeg var medlem oplevede jeg en klar tendens blandt tillidsfolkene – de forstod ikke hvorfor EU var så godt (mere).
De folkevalgte har på den måde været ude af trit med den generelle følelse. I et parti som Venstre er det jo enorm dårlig stil, som folkevalgt, offentligt eller såmænd også internt at lufte sin skepsis med partitoppens politik – og det bedste eksempel er netop EU politikken.
Men, på et eller andet tidspunkt skal Venstre jo prøve at komme i sync med vælgere såvel som tillidsfolk – det er jo så bare noget pokkers noget det kommer så sent op til EU-parlamentsvalget.
Måske ville toppen tidligere have gjort op med kursen, men kunne ikke fordi Anders skulle have et nyt arbejde og et af dem der, muligvis var i spil, kunne være som formand for kommissionen? Det er selvfølgelig ren spekulation og konspirationsteori, men hvorfor egentlig ikke?
“Måske ville toppen tidligere have gjort op med kursen, men kunne ikke fordi Anders skulle have et nyt arbejde og et af dem der, muligvis var i spil, kunne være som formand for kommissionen? Det er selvfølgelig ren spekulation og konspirationsteori, men hvorfor egentlig ikke?”
Jeg tror, at Du muligvis har ret–ihvertfald på et eller andet plan. Helt tilbage i 1999 var der tydelige markeringer–eksternt som internt–af, at AFR ville anlægge en mere euro-skeptisk linie. Der var endda opmuntringer til noget sådant. Men da man så fik regeringsmagten i 2001 og stod overfor at skulle være EU-formandskab og værter for Kbh.-mødet, var det ikke lige tiden … Og så … og så … M.a.o. tror jeg, at en vis EU-skepsis har været undervejs længe i Venstre–bare trist, at det nu har fået så dårligt artikuleret en talsmand, som er tilfældet.
@15 – Borgerlig bums.
At kalde EP-valget en sejr for EU-kritikerne er vel en overdrivelse. Når man tæller valgresultatet op er omkring 80 procent af de valgte MEP ´er tilhængere af Lissabon-traktaten.
20: Lissabon-traktaten fyldte ikke noget i valgkampen. Den er jo også gået gennem folketinget. Jeg taler mere om “generel EU-skepsis”, som på en ret ubestemmelig måde blev til et emne hos Rohde og Bendtsen.
Men det er et faktum at den rene EU-skepsis (DF, Juni- og Folkebevægelsen) gik frem ved valget, og euromodstanderne inkl. SF gik kraftigt frem.
Følgende sammentællinger kan være interessante:
2004 2009
————————————————–
Euro-ja-parti 69,7 58,7
Euro-nej-partier 30,4 41,4
————————————————–
EU-skeptikere (JNO) 21,1 24,9
Pro-EU (ABCV) 69,7 58,7
Kritisk pro-EU (F) 8,0 15,9
Både og (LA / KrDem) 1,3 0,6
————————————————–
Ja til Lissabon (ABCFIV + KrDem) 79,0 75,2
Nej til Lissabon (JNO) 21,1 24,9
————————————————–
Folkeafstemn. om Lissabon (FIJNO + KrDem)30,4 41,4
Ønskede ikke folkeafstemn. (ABCV) 30,4 41,4
————————————————–
Som det fremgår, var det de samme partier som ønskede folkeafstemning om Lissabon, som er modstandere af euroen.
Dertil kommer dog at tre socialdemokratiske MF’er, tre fra SF og Birgitte Josefsen (V) også ønskede en folkeafstemning. Ved sidste folketingsvalg (2007) blev der lavet en rundspørge som viste at 3 kandidater for V, 12 konservative, 14 radikale og 9 socialdemokrater ville arbejde for en folkeafstemning.(Kilde) Partierne der ønsker en folkeafstemning gik da frem fra 42 til 57 mandater. Det var vist første gang i lang tid at EU-spøgsmål havde været oppe at vende i folketingsvalgkampen. En række meningsmålinger viste i 2007 klart flertal for at danskerne ville have en folkeafstemning om Lissabon-traktaten.
SF kan være svære at indplacere, da partiet ganske vist er blevet stærkt føderalistiske, men alligevel opfatter sig som EU-kritiske og ønsker et ganske andet EU end det nuværende. Mange vælgere og journalister opfatter stadig SF som EU-kritikere, så man kan ikke konkludere om SF-vælgerne er begejstret for EU eller ej. Det er vist både og. Indtil videre er SF modstander af euroen.
Korrektion: sidste linje i tabellen skulle være:
Ønskede ikke folkeafstemn. (ABCV) 69,7 % (2004) og 58,7 % (2009).
@Jarl Cordua
http://politiken.dk/politik/article732949.ece
Nogen bud?
3. Umiddelbart kun Simon Emil Ammitzbøll.
@Jarl Cordua, 24
Sikkert den mest sandsynlige, selvom det ville virke tåbeligt efter alt det arbejde han har lagt i at rejse sit parti Borgerligt Centrum.
Der er ikke nogen sure mennesker i V eller K’s folketingsgrupper, der har følt sig forbigået i forbindelse med ordførerskaber? Lidt ligesom Leif Mikkelsen i sin tid.
25. Utvivlsomt, men jeg synes pilen peger på Simon Emil. Det parti kom aldrig op at flyve i meningsmålingerne ud over en lille måneds tid. Til gengæld er LA – nu – faktisk mulig at registerere i målinger. Men Pia Christmas er også en mulighed, selvom at jeg ikke tror på den.
Please, ikke x-mas!!!!!!!
Jarl, hvad med en kommentar om Rohde’s opfordring til Uffe om at tage en Samarin for sin mavesurhed eller gaa fuldt og helt ind i politik igen (dvs. at man saa vel kan give ham med grovfilen).
Personligt kunne jeg ikke vaere mere enig med Rohde. Uffe’s kulturradikale ytringer, isaer hans opfoersel under og efter Muhammedkrisen, er pinagtig. Han er det eneste “medlem” af DRV som ingen borgerlige toer gaa i rette med.
Dine tanker om denne sag?