Kategorier

More menschkeit, Helle!

I dag er der gået to år med Helle Thorning-Schmidt som leder af Socialdemokraterne. Det går op og ned i dansk politik, og det beskriver egentlig meget godt Thornings tid som S-formand, hvor det gamle arbejderparti i meningsmålingerne har været helt nede og vende med vælgeropbakning på under 20 pct. som under Muhammedkrisen og så har der været andre stunder '“ som i efteråret '“ hvor S lå pænt over sidste (katastrofale) valgresultat.

Hvordan skal man bedømme hendes indsats? Overall, så har hun bestået. Socialdemokraterne fremstår som et sjældent samlet parti, og meningsmålingerne er stabiliseret lidt over sidste valgresultat. Det er ikke voldsomt imponerende, men man må lade S-lederen, at hun er oppe mod en formidabel modstander i kraft af Anders Fogh Rasmussen, der som en anden kamæleon hurtigere end nogen anden tager farve efter, hvor 'silden står i folkehavet'. Venstres engang ideologiske profil er i dag sørgeligt reduceret til den rendyrkede populisme, om end en forfinet udgave af slagsen. Kun Danmarks engagementet i Irak gik imod folkestemningen, men selv det 'hul' i Venstres populistiske murværk er nu stoppet. Helle Thorning har stort set ikke andre muligheder end at følge Venstres dagsorden. Foreslår S et eller andet populært, så vedtager regeringen det et halvt år efter, som deres eget forslag. Fraværet af større åbenlyse samfundsmæssige problemer gør det endnu sværere for S-toppen at kritisere regeringens fejl og mangler – udover at den bruger for få penge på det offentlige. Omkring den offentlige sektors fremtid er enigheden næsten total, så selv de trofaste støtter i LO-fagbevægelsen indser nødvendigheden af at samarbejde med regeringen herom.

Og så er der de radikale… Det kan næppe klandres Helle Thorning-Schmidt, at den radikale 'ledelse' (ja, det er nu så meget sagt) med Marianne Jelved i spidsen har besluttet at melde sig ud af dansk politik med korte afstikkere til virkeligheden. S-toppen må væbne sig med tålmod indtil den dag, at de radikale vender – permanent – tilbage til SR-samarbejdet. For mig at se følger S en rigtig strategi ved at fastholde et skattestop og en stram indvandrerpolitik. Det er simpelthen nødvendigt for at kunne erobre den midte tilbage, der til sin tid atter giver S adgang til regeringskontorerne. Det har selv Svend Auken indset.

Det fremhæves ofte, at ét af Helle Thornings-Schmidt helt store kort er hendes kommunikative evner. Det er sikkert rigtigt, men jeg savner i stigende grad at se en lidt mere afslappet udgave af S-lederen på TV. Senest i dag i Go’ Morgen Danmark på TV2, hvor denne blogger fik et indtryk af en stresset Thorning, der blot var mødt op hos Ole Stephensen for hurtigt at få afleveret alle “budskaberne”, 'få forklaret sig” og så hastigt videre. Politikere må godt have travlt, men de skal tage sig tid til vælgerne. Alt andet er underordnet det. I hvert fald, når man er oppositionsleder.

Hvorfor ikke bare være sig selv, slappe af og se ud som om, at hun nyder samtalen i “Onkel Oles sofa”? For Helle Thorning er bedre til at spille rollen som 'et rigtig menneske' end Anders Fogh. Politikken? Tjah den er de jo stort set enige om.

Tillykke med dagen, Helle!

Kategorier

Mordet på AFR

Forleden dag så jeg traileren til den ny spillefilm 'AFR', der handler om mordet på en dansk statsminister ved navn Anders Fogh Rasmussen. Og idéen bag hele filmen forekom mig noget bizar. Nå, jeg “trøstede” mig selv med, at jeg sikkert har medvirket til dens finansiering henover skattebilletten, men der stopper så min forargelse.

Jeg konstaterer, at også en dansk filminstruktør – nu – er kommet på den 'originale' idé – fiktivt – at tage livet af regeringschefen. Og i de seneste dage har vi set forargelsen hos Pia Kjærsgaard og en række andre politikere, fordi de har medvirket i interviews, der er blevet brugt i filmen, men hvor de udtaler sig om nogle helt andre mennesker. Fx ser man Pia Kjærsgaard tale om den myrdede hollandske politiker Pim Fortyun, hvor DF-lederen konstaterer, at den myrdede 'var bøsse'. I filmen myrdes statsministeren Fogh Rasmussen af sin mandlige elsker. Og det er netop filmens andet store kontroversielle emne: En statsminister, som kun de indviede vidste, levede et dobbeltliv som homoseksuel. Adam Holm konstaterede søndag i 'Deadline', at der rent faktisk i årevis har cirkuleret sådanne rygter om statsministeren. Og det har han jo ret i. Ingen skal heller bilde mig ind, at filminstruktøren Morten Hartz Kaplers har fundet på bøsse-temaet i kraft af en eller anden pludselig “kunstnerisk åbenbaring”.

Statsministeren kommenterede sagen i går på sit ugentlige pressemøde. Altså filmen. Ikke rygterne.

– Jeg går ind for ytringsfrihed med vide rammer, sagde han og troede ikke, at han kunne 'finde stunder til at se filmen'.

Fogh holdt facaden. Der var ikke en sprække at spore i tandpastasmilet. Indvendigt har han formentlig længe skummet af raseri. Det er forståeligt, men Fogh har klogeligt indset, at han reelt set er magtesløs i situationen. For går han ind i en dybere diskussion om filmen, gør han den blot mere interessant, end den formentlig er. Bøsserygterne bliver nu pakket ind i en diskussion om “film og fiktion”, hvor de formentlig hører hjemme.

Muhammed-sagen viste, at den danske regering naturligvis vil gå langt for at beskytte ytringsfriheden. Måske 'AFR'-filmen skulle vises i arabiske lande til demonstration af, hvad man rent faktisk kan tillade sig at ytre sig om en dansk statsminister? I de muslimske lande var filminstruktøren og hans værk 'AFR' næppe nøjedes med kun at blive anmeldt. Af filmanmeldere.

P.s. – AFR-filmen er faktisk produceret helt uden offentlig filmstøtte, så det er jo et argument for at synes om filmen.

Kategorier

Proppen blev sat i flasken

Så blev der endelig '“ om man så må sige '“ “sat prop i flasken” i straffesagerne mod Peter Brixtofte for mandatsvig m.v. Fire års ubetinget fængsel – sammenlagt – blev det til, og det er nok kun 'Brixen' selv, hans forsvarer og den noget formindskede, men loyale tilhængerskare, som stiller sig uforstående over for den udgang på sagen. Der resterer en ankesag, men der skal formentlig ske noget dramatisk nyt for at byrettens dom bliver ændret i landsretten til frifindelse af den tidligere Farum-borgmester.

De politiske konsekvenser er til at overse. Statsministeren fik elegant konstateret i dag på sit pressemøde at domstolene så med alvor på misbrug af et offentligt embede. Det kan ingen være uenige i. At specielt Venstre skulle have særlige aktier i sagen, afviste statsministeren med sin bemærkning om, at også andre partier og politikere tidligere havde anerkendt Farums fortræffelige resultater med at skaffe dets borgere i job og få integreret kommunens indvandrere. Altså før at der gik Château Pétrus, PBX-laks og storhedsvanvid med Farum Boldklub i det hele.

Èt kort har Venstre dog spillet af hænde. For i de næste mange år vil evt. anklager fra Venstrefolk mod socialdemokrater og andre for 'kammerateri' og deslige klinge noget hult, for alle vil i sådanne debatter uvilkårligt tænke på Brixtofte som den højprofilerede Venstreborgmester der misbrugte borgernes penge på fråds etc. Også selvom eks-bykongen ikke har været medlem af regeringspartiet siden foråret 2002.

Jeg vil gerne vedkende mig en svaghed for farverige politikere som Peter Brixtofte, men omfanget af “farverigdommen” sætter lovgivningen trods alt grænser for, og det er netop det dommene både i byretten i dag og tidligere er udtryk for.

Folkets dom er faldet for længst. Medierne finder ham utroværdig, og det politiske miljø vil ikke mere vide af ham, og økonomisk er han iflg. formiddagsbladene også mere eller mindre på spanden. Brixtofte er dermed moralsk, økonomisk og politisk ruineret. Det er en hård skæbne, som han dog ikke kan laste andre end sig selv for.

Brixtoftes gåpåmod og optimisme er legendarisk, og det får han i alle tilfælde god brug for nu.

Læs tidligere blog om forholdet mellem Brixtofte og Anders Fogh

Læs tidligere blog om Brixtoftes kuldsejlede forsøg på at blive V-næstformand