Måned: april 2007

'Film skal ses i biografen', sagde Ole Michelsen hvergang og lige før at lamperne slukkedes for det fremragende og desværre hedengangne DR-filmprogram 'Bogart'. Michelsens vise ord holder stadig, og for tiden vises en række glimrende historiske og politiske film, som fortjener at blive set af et stort publikum.

Den tyske film og fortjente Oscar-vinder 'De andres liv' om STASIs overvågning af intellektuelle i DDR burde være med i en slags “filmkanon” for alle danskere født efter 1980, så de får en fornemmelse af, hvor forfærdeligt undertrykkende de kommunistiske landes regimer faktisk var. Frank Aaen og gammelkommunisterne i Enhedslisten kunne også have glæde af at se filmen, selvom jeg tvivler på, at de egentlig forstår dens dybere pointer. Dengang før murens fald i 1989 var alt – herunder individuelles almindelige borgerlige rettigheder – jo fuldstændig underlagt almenvældet i arbejderparadiserne østpå. Har du ikke set filmen, så kan det stadig nås. Fx i Grand-biografen i København.

Irske 'Vinden som ryster kornet' er en rystende film af den engelske filminstruktør Ken Loach om irernes frihedskamp og borgerkrig lige efter 1. verdenskrig. Ikke siden 'De andres liv' har en film gjort et så dybt indtryk på denne biografgænger. De irske nationalister levede i begyndelsen af det 20. århundrede i det britiske demokrati, men ønskede selvstændighed og havde bevisligt et stort flertal i den irkse befolkning bag deres krav. Briternes fremfærd overfor irerne var ufattelige grov og overgrebene var til tider ret hårdhændede. Fx. blev der gjort kort proces med lederne af påske-oprøret i 1916, der stort set alle blev henrettet. Efter frihedskampen mod de britiske paramillitære 'Black and Tans'- hjælpetropper '“ skildret i filmen og i den irske mytologiske selvforståelse som regulere dødspatruljer ryger de irske nationalister i totterne på hinanden. Det er tidligere skildret i en helt anden film, nemlig 'Michael Collins' med Liam Neeson i hovedrollen som den kun godt 30-årige oprørsleder, der laver “lokumsaftalen” med Winston Churchill om en 'fri stat', men inden for det britiske statssamfund og med troskabsed til den britiske monark. Traktatmodstanderne og deres leder Eamon De Valera '“ i Collins-filmen spillet af den fremragende Alan Rickman '“ nægter at gå ind på aftalens betingelser, og så er borgerkrigen en realitet. I 'Vinden som ryster kornet' (i øvrigt en strofe fra en irsk frihedssang fra 1798) er de to grupper repræsenteret af to brødre, som dermed står på hver deres side i det ret hårde og brutale opgør mellem fløjene, der følger. Filmen er ikke et helteepos for hverken den ene eller den anden side. Selv de britiske soldater skildres i et enkelt moment som ofre for krigens gru, og deres afstumpede opførsel overfor irerne forklares antydningsvis i en enkelt scene med henvisning til 'helvedet i nord' dvs. de britiske soldaters fire år lange mareridt i skyttegravene i Flandern under 1. verdenskrig. Filmen prædiker ikke, og den har ingen oplagte helte, selvom oprørsfolkene skildres som sværmeriske og lidt naive marxister, der kæmper for den fattige mand på gaden, mens fristatsfolkene er en slags konservative opportunister. Men balancen holdes – også selvom Loach selv er socialist og mest er kendt for at have lavet socialrealistiske hverdagsdramaer.

Filmens centrale pointe er, at krig nu engang ikke er gratis, men har omkostninger for dem, som fører den. Borgerkrig er endnu mere rædselsfuld end krig. Grænsen mellem hvornår man er terrorist og frihedskæmper? Tjah. Det er nærmest et spørgsmål om datoen. Der skal nok være dem, som trækker paralleller fra filmens historiske univers til vore dages Irak, men jeg køber ikke den præmis og mener overhovedet ikke at de to situationer kan sammenlignes.

Jeg synes 'Vinden som ryster kornet' primært handler om den irske republiks blodige fødsel, og den får mine varmeste anbefalinger. Men vær beredt på, at visse af filmens scener viser barske former for vold inkl. tortur og henrettelser. Filmen kan stadig ses i biograferne “Palads” og “Vester Vov Vov” i København.

En ny borgerlig netavis, der lyder navnet “180 grader” er undervejs og lander midt i april. Èn af idémændene bag projektet er “OBO” bedre kendt som Ole Birk Olesen – mangeårig Christiansborg-journalist på bl.a. Berlingske Tidende. Netavisen bliver reklamefinansieret og gratis for alle at læse.

Den kommende redaktør Ole Birk Olesen og hans kompagnon Thomas Breitenbach vil nu realisere deres vision om en ren borgerlig avis skrevet af borgerlige journalister. For i følge Birk Olesen er det nemlig ikke tilfældet i dag, hvor et meget stort flertal blandt journalisterne – også på borgerlige medier – er venstreorienterede. Det mener Birk Olesen kan ses også i såkaldte borgerlige mediers – og her tænker man uvilkårligt især på Berlingske Tidendes – politiske dækning og medievalg. Journalistisk objektivitet er en illusion, mener “180 graders” redaktør.

I en kommentar torsdag i Weekendavisen fortæller Birk Olesen mere om baggrunden for, hvorfor han mener, at der er et behov for en borgerlig avis:

 »Hovedvægten af danske journalister ligger til venstre for befolkningen, og det gælder alle aviser i Danmark. Det er en helt generel udfordring. «

Summa summarum: Hvis den ikke går som en borgerlig presse og ikke lyder som en borgerlig presse, så er det ikke en borgerlig presse.

—
Fra Jarls Blog skal der lyde et stort held og lykke til Ole Birk Olesen og Thomas Breitenbach med netavis-projektet. Også efter min mening er der et behov for en borgerlig avis – af både navn og af gavn – i Danmark. Dermed får regeringens ministre og andre spindoktorer formentlig ikke det samme held som de har haft før med at presse redaktører i Pilestræde m.v. til at droppe historier med sager, der udstiller regeringens manglende liberale profil. For nu kan vi alle i stedet læse om det på “180 grader”, og det er vi rigtig mange, der glæder os til!

Brian Mikkelsen: “K bliver i regeringen”. En avisoverskrift med et selvfølgeligt budskab, som normalt ikke giver mening, men som påskelørdag skabte lidt røre på en sikkert kedelig dag på nyhedsredaktionerne. For da havde den detroniserede familie og forbrugerminister Lars Barfoed nemlig lige inden været ude i Berlingske og lægge afstand til Dansk Folkeparti, kalde til kamp for konservative værdier og den for tiden så omtalte 'borgerlige anstændighed'. Barfoed lod læserne forstå, at han var klar til at føre denne politiske kamp, selvom K måtte gå ud af regeringen. Nu skulle profilen pudses op! At de konservative mangler profil er i øvrigt sandt, men det ændres der ikke på, så længe Bendt Bendtsen er formand. Og Barfoed måtte i øvrigt konstatere, at han stod mutters alene på slagmarken.

Barfoeds udmelding blev hurtigt forklaret med hans personlige aversioner mod DF-toppen for at have trukket tæppet væk under ham og hans ministerpost i december, og det faktum, at en del konservative har det svært med den underordnede lillebror-rolle både i forhold til V og til DF. Men Barfoeds ballon fik ikke lov at flyve længe. Brian Mikkelsen hev nemlig det politiske haglgevær frem fra gemmerne og fik skudt ballonen ned så historien ikke fik lov at rulle med grøftegravning og K-DF-ballade til følge.

Også Venstrefolk udelod med stor sikkerhed Barfoed fra deres aftenbøn i går. Irritationen over Barfoeds 'soloridt' blev da også kommenteret usædvanligt polemisk af Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen til Berlingske i dag:

– Jeg kan bare konstatere, at Lars Barfoed er kommet med en solistmelding, som ikke har opbakning i Det Konservative Folkeparti. Og at han står tilbage som politisk tonedøv.

Med denne udsøgte uforskammethed pustede Venstremanden lidt liv i den meget udbredte opfattelse på Christiansborg mht. Barfoeds begrænsede politiske evner udi politisk timing og fingerspitzgefühl.

Barfoeds muligheder for at blive genvalgt til folkeitnget ved et kommende valg er ikke alt for lyse. Han blev med nød og næppe genvalgt ved forrige valg med et relativt beskedent antal personlige stemmer og med kun en lille margin til en anden konservativ kandidat på listen. Siden har valgloven ændret kredsgrænserne, og Nordsjællands Storkreds er blevet suppleret med endnu et kendt konservativt navn, nemlig Pia Christmas-Møller. Ikke ligefrem en politisk elefant, men knapt så berygtet som Barfoed. Med andre ord: Barfoed er pisket til at markere sig i forhold til de konservative vælgere. Der er formentlig en udbredt forståelse i den konservative top for Barfoeds personlige motiver i sagen. Dampen skal lukkes ud. Men der er trods alt grænser. Vi har dog næppe set den sidste politiske ballon fra Barfoed, og K-toppens reaktion vil forblive den samme. For alt underordnes naturligvis regeringssamarbejdet med Venstre og samarbejdet med Dansk Folkeparti.