Kategorier

Admiralspartiet

I går fik Naser Khader præsenteret sit nye partis program, som ikke overraskende var allehånde socialdemokratiske velfærdsløfter plus lidt venstreorienteret centralistisk miljøpolitik eksempelvis med anvendelse af påbudsinstrumentet. Skattepolitikken, i hvert fald hvis man isoleret ser på indkomstbeskatningen, fortjener at blive kaldt liberal. Tough on Islamism er vel nærmest højreorienteret DF-politik på området. Så hvor ligger Ny Alliance på en højre-venstre-skala? Svaret er: Ingen steder og alle steder. Præcis som Jørgen Reenbergs admiral i den udødelige Gilbert & Sullivan-operette 'H.M.S. Pinafore':

Politisk set var jeg liberal –
– socialistisk- højresindet – radikal.
Jeg stemte altid med den største flok
og de tanker, andre tænkte, var mig mer’ end nok.
Da mine egne tanker var så små og få
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.

Naser Khader kan meget vel ende med kors og bånd og stjerner på. Tankerne han fremlagde i går havde andre tænkt før ham og navnlig Anders Samuelsen. Skal Ny Alliance have indflydelse, så skal de også stemme med den største flok dvs. Venstre, De konservative og Dansk Folkeparti.

Men man må sige, at Ny Alliances spinkunster virkelig får lov at udfolde sig p.t. I dag, fredag skriver Politiken om en ret usandsynlig bogstavleg, hvor avisens journalister holder mikrofonen for Naser Khaders højlydte filosoferen om en regering bestående af partierne K, NA og de radikale, mens S og V sendes ud i mørket fordi, de er for stive i deres tænkning, forstår man. Dermed fik Khader defineret sit midterparti ganske fiffigt. Omvendt var Politikens artikel i dag ønsketænkning, politisk kandestøberi og mediestunt i en pærevælling og ganske smukt udført af de gode mennesker på Gl. Strand og de villige skrivekarle på Rådhuspladsen!

Ekstra Bladet skriver i dag, at Ny Alliance kun har fået 300.000 kr. i indtægter fra 15.000 medlemmer. Underligt. Indtil i sommer stod der ellers på NA’s hjemmeside, at partiet skam havde 20.000 betalende medlemmer. Kontingentet er 200 kr. oplyste man mig i går på NAs hovedkontor. Men dividerer man 300.000 kr. med 15.000, så får man et kontingent på 20 kr. Da det næppe er Ekstra Bladet, der ikke kan regne, så må der være et eller andet helt galt med Ny Alliances medlemstal og opgørelse over betalende medlemmer. Måske har 5000 medlemmer meldt sig ud igen? Skal man alligevel regne med at Ny Alliances seneste tal holder vand, så har partiet kun lige knap en million kr. at gøre godt med i valgkampen.

Kategorier

Roller coasteren Ny Alliance

Det går op og ned i Ny Alliance. Partiet startede som en raket, der blev affyret den 7. maj med de tre politiske afhoppere Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg, som nu var blevet 'politisk hjemløse' og som så snittet til at udnytte især Khaders vælgertække til at få fod under eget bord. Raketten imponerede ved at gå flot og lige lodret op i luften, og 20.000 danskere meldte sig ind i løbet af et par uger. Samtidigt viste meningsmålinger en opbakning til partiet på langt over 10 procent. Journalisterne på Christiansborg var dog ikke imponerede af hverken forløbet af det oprindelige pressemøde eller af partiets manglende politik. NA ville ikke det samme som de 'gammelmandspartierne', så derfor var det ikke nødvendigt med et partiprogram, forstod man på partistifterne. Nuvel. De ord har de måttet æde i sig igen. For i dag, torsdag kl. 15, så vil Ny Alliance såmænd præsentere ..yes.. rigtigt gættet'¦deres nye partiprogram.

I løbet af sommeren gik det formentlig op for Ny Alliance at de havde meget svært ved at sætte nogen politisk dagsorden uden en egentlig politik. De kunne heller ikke rigtig tage del i dagsordener som andre satte, når ingen anede, hvad de mente. Det er der rådet lidt bod på nu, hvor partiet har præsenteret et meget ambitiøst og forbløffende liberalt skatteudspil, der trumfer alt hvad man har set fra V og K. Kan være at forslaget om maksimalt 40,6 procent i indskomstskat bliver svært at gennemføre de næste fem-ti år, men det er i det mindste et forslag, der er til at føle på og udtrykker en vis grad af vision i total modsætning til VK-flipflopperne, som har lagt sig fladt ned for Pia Kjærsgaard og den socialdemokratiske velfærdstankegang, der helt har overtaget i dansk politisk tænkning.

Når et parti ikke markerer sig politisk, så siver vælgerne væk. Det erfarede Ny Alliance og derfor brugte partiet også sommeren på at formulere politik. Der er ingen grund til at skjule, at motoren i det arbejde er Ny Alliances chefideolog Anders Samuelsen. Uden ham var NA-projektet faldet til jorden. Det er ikke Naser Khaders styrke at overskue politisk taktik og svære ideologiske valg. Hans forcer ligger et helt andet sted. Det der også er problematisk ved Khader er, at han retorisk spiller i en helt anden liga end eksempelvis en Pia Kjærsgaard. Selv Bendt Bendtsen som er en af de værste sortsnakkere i dansk politik, er en ren Cato ved siden af Ny Alliances formand, der er stærkt forfalden til klicheer og indøvede sætninger. Et tip til Ny Alliances voksende stab af konsulenter og spinfolk er at træne Khader intensivt i at deltage i debatter, der ligner partilederrunder. Ãœbung macht den Meister, og det skulle vel ikke være helt umuligt at få manden i en noget bedre form end de to pauvre optrædender, som dem han leverede ved Venstres Sommertræf og i TV2s minipartilederrunde for et par uger siden. Folket forventer en helt anden mere offensiv attitude fra en udfordrer som Naser Khader.

Til trods for den ret heftige kritik af Naser Khaders foreløbige performance, så er Ny Alliances målinger forunderligt nok alligevel steget pænt i de sidste par uger, og partiet ligger faktisk til at få afgørende indflydelse i forhold til regeringen '“ godt nok sammen med Pia Kjærsgaards DF . I Venstres top er man '“ som tidligere nævnt her '“ åbenbart fortsat dybt uenig i vurderingen af Ny Alliances holdbarhed. Anders Fogh Rasmussen mener, at partiet er kommet for at blive, men også bliver afgørende for, om VK-regeringen kan fortsætte. Claus Hjort Frederiksen holder stædigt ved, at Dansk Folkeparti fortsat skal være tæt forbundet med regeringen. Bliver Fogh og Hjort de ikke enige om en fælles V-strategi, kan det måske blive et farvel til Venstres reelle nr. 2. i hvert fald i rollen som Foghs nærmeste rådgiver.

Ny Alliance har også andre problemer at slås med. Partiet har mange udgifter ikke mindst til konsulenter og spindoktorer. Èn af dem '“ pressechefen Ulla Østergaard viste en forskel i mandags, hvor hun på en ellers nyhedsfattig dag '“ og dagen før finanslovsforslagets fremlæggelse – fik arrangeret et pressemøde, hvor Ny Alliance kunne præsentere deres skatteudspil. Det var helt rigtigt set. Det var vel i sidste øjeblik inden, at finansloven ville have domineret hele dagsordenen tirsdag og onsdag. Nu fik Ny Alliance sat sig på mandagens medier og lidt af dækningen i morgenaviserne tirsdag. Man må sige at 'Spindulla' eller 'Mutter Skrap', som Ulla Østergaard åbenbart også kaldes, allerede har vist sit værd.

Men det er jo ikke gratis at drive et parti. Ny Alliance har fået 100.000 kr. fra erhvervsmanden Lars Kolind. Dernæst en halv million kr. fra Saxo Bank og endelig har man fået 200 kr. fra 20.000 medlemmer dvs. fire millioner kr. i kontingenter Medlemstallet har i øvrigt ikke rykket sig væsentligt siden forsommeren. 4,6 millioner kr. er det sandsynlige budget, som Ny Alliance opererer med. Hvis dansk erhvervsliv var en smule interesseret i at støtte de partier som ønskede sig en lavere indkomstskat, så skulle de faktisk droppe støtten til Venstre, som slet ikke vil tale om skattelettelser og i stedet give dem til Ny Alliance. Omvendt kan man sige, at Dansk Industri, som formentlig har smidt et større beløb i en kampagne der skulle promovere forslaget om lavere marginalskat kunne have sparet pengene og i stedet have foræret dem til Ny Alliance. For det er ALENE takket været Ny Alliances opståen, at de konservative pludselig fik taget sig sammen til at presse Anders Fogh til et skatteudspil, der bare lugtede en lille smule af en sænkning af marginalskatterne. Hvis Naser Khader udnytter sin position, så burde han ringe til rækken af arbejdsgiverorganisationer og større danske virksomheder og spørge dem om det ikke var nu, at de skulle støtte partiet, der nu er helt ene om at kæmpe for deres hjertesag om lavere marginalskatter. For V og K er jo helt tydeligt og åbenbart overhovedet ikke interesseret i at kæmpe for det.

Kategorier

Valgreform giver flere professionelle valgkampagner

ANALYSE oprindeligt bragt på Altinget.dk 17. februar 2007

Af Jarl Cordua, analytiker af valgkampagner, cand. polit.

Det bliver de kendte toppolitikere, såsom Fogh, Helle Thorning-Schmidt, Karen Jespersen og Pia Kjærsgaard, der støvsuger de nye store udvidede valgområder '“ storkredsene – for personlige stemmer. Det gør hundeslagsmålet om rest-stemmerne blandt de store partier mere intens end nogensinde før, og det kan blive de små marginaler, der afgør om kandidater er valgt til folketinget eller ej. Denne kendsgerning vil øge kandidaternes interesse for at få mere professionel hjælp til at organisere en valgkampagne, men også til at fange mediernes interesse. Med andre ord: konsulenter, presserådgivere eller spindoktorer om man vil bliver et nødvendigt hjul i en professionel kampagne. For at finansiere disse behov, må kandidaterne enten selv hoste op med midlerne eller få andre til at finansiere valgkampagnerne, og dermed får mange kandidater behov for hjælp til professionel fundraising.

Farvel til sognerådspolitikerne
I gamle dage kunne en lokal velkendt politiker, som opstillede i en pæn stor opstillingskreds, regne med at blive valgt ved at følge en ret enkel strategi: Kandidaten skulle markedsføre sig på en eller anden lokal sag og turnere rundt med den inden for opstillingskredsens grænser. Ofte var det ikke engang nødvendigt at formulere et egentligt budskab overfor vælgerne, blot så længe at kandidaten var synlig i opstillingskredsen. Dvs. stille op til en snak med folk i gågaderne over en kop kaffe og en småkage, sørge for tilstrækkelige valgplakater i lygtepælene og pæne annoncer med navn og billede i den lokale avis samt ikke mindst at huske og tage telefonen, når medierne ringede for et interview. Men kampen om opmærksomheden gør, at kandidaterne hver især bliver nødt til at udvikle kampagnestrategier, der ligger over nutidens niveau. Dermed vil dagene, hvor amatørerne i vælgerforeningen styrede valgkampagnen, efter min opfattelse snart rinde ud, alene fordi, at enhver seriøs kandidat vil kræve professionel hjælp til at lede og effektuere kampagnerne.

Regionale sager rykker
Nogle opstillingskredse er blevet lagt sammen, sådan at de nu er langt mere jævnbyrdige i vælgertal i forhold til situationen fra før valgkredsreformen. Det gør, at kandidaterne ikke længere med samme effekt kan hive lokale sager op af hatten for at få vælgernes opmærksomhed. I fremtiden vil det formentlig derfor kræve, at kandidaterne markerer sig med regionale eller endda landspolitiske initiativer førend, at det vækker effektfuld opmærksomhed blandt alle storkredsens vælgere, hvilket i snit er en halv million vælgere.

Tid og penge
Kandidaterne er pisket til at øge deres appel og føre kampagne i det større geografiske område, som storkredsen er i forhold til de gamle amtskredse. Det koster mere tid og flere penge, når 'jagtrevir' nu bliver de geografisk langt større storkredse. Dette øger også kandidaternes behov for professionelle mennesker, der kan rådgive og vejlede om, hvorvidt kandidaterne bruger deres knappe tid og kampagnekroner på den rigtige måde. Netop disse to ressourcer er nemlig helt afgørende for, hvor længe kandidaterne kan have deres valgkampagne kørende, og dermed for hvor mange vælgere kandidaterne i sidste ende når ud til.

De kendte rydder bordet
Det er en gammel nyhed, men alligevel fortsat helt afgørende. De folketingskandidater, som folk kender i forvejen, er dem, der bliver valgt. Det nye er, at kendthed nu bliver endnu vigtigere. Kendte kandidater skal i sagen natur bruge relativt få ressourcer på at være synlige i deres valgområde. Kandidater med baggrund som TV-kendis eller som i øvrigt er kendt for et eller andet positivt og dertil med evne til at optræde sympatisk – gerne en attraktiv yngre kvinde – har langt bedre chancer i forhold til de sædvanlige folketingskandidater, som er relativt ukendt midaldrende mænd. Sidstnævnte er ofte utroligt kompetente, men som gerne slås med en nørdet fremtoning på TV eller på en valgplakat. De rette rådgivere kan – måske – ændre på disse kandidaters chancer.

Kendte sikrer reelt kun sig selv
I forbindelse med Karen Jespersens skift til Venstre pegede flere iagttagere på, at netop hendes kandidatur i Østjyllands Amt sikrer Jespersen selv et smukt valg, fordi Venstre hidtil ikke har haft kendte folk opstillet der. Karen Jespersen trækker måske et ekstra mandat, samtidig med at hun rydder bordet for personlige stemmer. Men de resterende Venstrefolk, skal stadig ud i, hvad der kan ende med at være et rent lotteri om mandaterne. Efter Karen Jespersen er kommet på banen, er kampen om opmærksomhed endda blevet mere intensiv. For det er hende alle medierne, skolerne, aldersdomshjemmene og arbejdspladserne ringer til og vil se i forbindelse med valgkampen.

Plakatkrigene intensiveres
Den intensiverede kamp om de personlige stemmer gør, at de enkelte folketingskandidater må gøre noget ekstra for at blive synlige. Med de nye storkredse får kandidaterne et større område at hænge plakater op og føre valgkamp i. Her ligger kimen til endnu flere interne slagsmål om opstillingskredsenes grænser osv. Professionalisme eller ej. Disse evindelige diskussioner holder mange organisationsfolk i partierne beskæftiget før, under og efter valgkampen. Hvad folk end mener om det frie initiativ og flid, så har kandidater efter mange organisationsfolks mening bare at holde sig inden for opstillingskredsenes grænser. Med andre ord: kandidaterne i de relativt vælgermæssigt 'fede' opstillingskredse overvåger nidkært grænserne i forsøget på, at holde kandidaterne fra de 'magre” ude. Selvom at meget tyder på, at denne gamle stivhed er under opblødning, så vil vi også i det kommende valg se frustrerede kandidater hyle op i pressen om, at deres plakater er blevet pillet ned. Det kan ofte vise sig, at være deres partifæller fra nabokredsene.

De flittige belønnes
Kredsgrænser eller ej, så er tendensen klar: De flittige kandidater belønnes med det nye valgsystem, hvor de nu skal rundt i et langt større geografisk område. Relativt ukendte kandidater kan derfor ikke vælges uden fx en stor valgturné i storkredsen med møder på gymnasier, virksomheder, plejehjem, gågader osv. Det handler om at trykke flest muligt hænder, drikke en masse kopper kaffe, og få afleveret sine politiske budskaber på en så overbevisende og tillidsvækkende måde, at folk både husker kandidatens navn og hvad han eller hun egentlig har tænkt sig at lave på Christiansborg. Det bliver et hårdt arbejde, der kræver god kondition og mental råstyrke. Seriøse folketingskandidater bør helt droppe at have lønnet arbejde under hele valgkampen. De skal ud og møde vælgere morgen, middag og aften og nu i et langt større geografisk område. Hvis partiorganisationer i opstillingskredsen skal acceptere at spille en sekundær rolle og være totalt uden indflydelse på valgkampens strategi osv., vil de i højere grad formentlig også møde folketingskandidaten med et strengt modkrav: Vind eller forsvind.

Medietække altafgørende
Kandidater bør bruge al deres tid op til valget på at forberede en slagplan for, hvordan de kommer igennem til medierne. I forvejen er folketinget fuld af personer med universitetsuddannelse og kommunikationsbaggrund. Disse ofte yngre folketingsmennesker bruger naturligvis deres medieerfaringer, og er dermed langt foran på point i forhold til deres medkonkurrenter. De nye kandidater bør som minimum arbejde professionelt og seriøst med deres fremtoning. Det betyder arbejde for folk, der ved noget om medietræning osv. Ignorerer de dette faktum, risikerer de at blamere sig i valgkampen, når de er oppe imod de slebne siddende Christiansborg-politikere, som går til medietræneren ligeså tit, som de går til frisøren.

Penge er alt
Med de større kredse vil kandidater fra de større partier få øgede muligheder for at fundraise penge. Rige kandidater kan betale selv, men resten må ud og forsøge at fundraise pengene. I Danmark er det i politisk sammenhæng – med enkelte undtagelser – også en disciplin for amatører, hvorimod det i USA er både en videnskab og en industri. Kandidater, der bruger tid på ordentlig fundraising, sætter sig ind i teknikker mv. Pengene skal bruges til at købe sig til opmærksomhed i radioen eller i form af valgannoncer. Hjælp til ordentlig kampagnemateriale og organisering er mange steder fortsat 'amatørernes aften'. Det vil dog løbende ændre sig, især hvis det lykkes for kandidaterne at samle penge ind, så de kan få professionelle til at hjælpe sig. Fælderne ved fundrasing, er der så også kommet fokus på. I hvert fald i København.

Jarl Cordua, cand.polit.
Valgkampagne-analytiker
Kursist på magasinet “Campaign & Elections'” kampagneseminar i Chicago, USA , Oktober 2003
Har deltaget i og under tiden ledet V-kandidaters valgkampe til folketingsvalg og kommunalvalg i København. Leder af EP-kandidat Mogens Vads (V) valgkampagne i 2004.