På bloggen “Københavnsk Politik” bringer jeg i denne uge en ny analyse af det noget stormomsuste politiske ægteskab mellem S og R på Københavns Rådhus, der i de sidste uge har disket op med den ene opsigtsvækkende og dramatiske scene efter den anden. Man skulle næsten tro, at de to politikere Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam i virkeligheden var skuespillere…
Måned: september 2007
VKO-skatteaftalen afskaffede mellemskatten. Det holdt som bekendt hårdt, hvor der blev trukket store veksler på det interne forhold mellem regeringspartierne. DFs Kristian Thulesen Dahl har formentlig også taget sig betalt i form af en underhåndsaftale med Thor Pedersen om en ordentlig håndsrækning til landets pensionister. Der spekuleres i et beløb på en halv milliarder kr.
Med skatteaftalen håber Claus Hjort Frederiksen og resten af Venstre-toppen at al fremtidig snak om skattelettelser bliver lagt i graven. Beskæftigelsesministeren har styr på tropperne selv dem, der formentlig stadig er enkelte hist og pist i Venstre, der mener, at en marginalskat på 63 procent af den sidst tjente kr. er galimatias i et moderne samfund. V-toppen beskæftiger Søren Pind med udenrigspolitik og sender ham til USA i en hel måned her i oktober, mens finansordfører Peter Christensen får travlt med at deltage i finanslovsforhandlingerne. Resten af gruppen er faldet til patten for længst. Enhver V-MF'er, der offentligt eller på gruppemøder bare fantaserer om, at topskattelettelser en dag bliver regeringens politik, skal regne med at ende karrieren som Venstres ordfører for ligegyldige spørgsmål.
Men så er der gudskelov Det konservative Folkeparti! Det kan være, at de konservatives 'skattelettelser' nok snarere var en skatteomlægning med minimal beskæftigelseseffekt, men til gengæld fortsætter partiet kampen mod den nye skattemæssige Berlinmur på 18 procents topskat for det betydelige antal danskere, der tjener mere end 365.000 kr. om året. I modsætning til Venstre, der ligger under for Claus Hjorts, Pia Kjærsgaard og Thulesen Dahls afvisning af flere skattenedsættelser, så insisterer de konservative på fortsat at arbejde for en skat på maksimalt 50 procent. 'Halvan kvar!' (Det halve skal være tilbage!) som svenske borgerlige i sin tid agiterede for.
For at understrege at K’s skattekurs er klar, så har de konservative udnævnt den afsatte forbrugerminister Lars Barfoed til ny skatteordfører efter Jakob Axel Nielsen. Jeg har aldrig hørt til Barfoeds største fans. Han er efter min mening voldsomt selvovervurderende, hvad han beviste i sin ministertid, der næppe nogensinde bliver gentaget. De konservative har med udnævnelsen af Barfoed ikke desto mindre fortalt DF-toppen, at K's kamp for lavere marginalskatter fortsætter, og det sker ved at sende den mest topmotiverede person man kan tænke sig til at forfægte de konservatives skattepolitiske synspunkter. I realiteten er “Barfoed som ny skatteordfører” vel nærmest en mindre krigserklæring fra de konservative til DF.
Barfoed får nu sin chance for at hævne sig på Pia Kjærsgaard og DF, der i sin tid trak tæppet væk under ham som minister. Og samtidig kan han profilere sig på en sag, som konservative kernevælgere er positive over for. Det får han også brug for, for Barfoed '“ der har lave personlige stemmetal – står til at ryge ude af folketinget, hvis ikke han får visket tavlen ren og bliver kendt for andet en fødevareskandaler. Jeg vil næsten tro, at den tidligere forbrugerminister lige nu har det som en tiårig skoledreng, der er sluppet løs i en slikbutik.
Barfoed is back!
N.B. Som man kan se her på Netavisen 180grader, så er Barfoed allerede gået i gang med arbejdet!
I går, søndag skrev Politiken at regeringens udskældte skattepakke i det store hele er en kopi af et skatteforslag, som Mogens Lykketoft foreslog i 2005.
'I planen 'Made in Denmark', som Socialdemokraternes daværende formand, Mogens Lykketoft, havde udarbejdet, var det et centralt element, at der skulle gives skattelettelser for at sætte gang i beskæftigelsen.
Skattelettelserne skulle gives ved at forhøje beskæftigelsesfradraget og fjerne mellemskatten på 6 procent.
Eneste forskel er, at S i 2005 også ville lempe topskatten for folk med høje indtægter ved at rykke grænsen for, hvornår den skal betales.'
I dag '“ to år et halvt år efter '“ afviser Socialdemokraternes finansordfører Morten Bødskov planen. Den er ikke svaret i dag på nutidens problemer, mener han. Det er vist det, som man kalder for “politisk rygsvømning”, men manden har også en umulig opgave, da sossernes skattepolitik lige for tiden skifter cirka en gang i kvartalet.
Politiken spurgte dengang Claus Hjort Frederiksen om forslaget, som kunne konstatere at det var 'hokus-pokus-politik'. Det mener han formentlig stadigvæk. Det indtryk fik man i hvert fald, hvis man i weekenden så TV2 News' nye spinprogram 'Mogensen & Kristiansen', hvor Venstres chefstrateg fremhævede hensynet til regeringspartneren de konservative, som den eneste årsag til, at VK-regeringen var kommet med en skatteplan. Faktisk havde skatteplanen slået skår i Venstres kurs, var Hjorts budskab, og beskæftigelsesministeren efterlod det indtryk, at han egentlig beklagede, at skattelettelserne nu var blevet en realitet. Beskeden til de borgelige vælgerne lyder derfor: Ønsker I skattelettelser? Så skal I altså ikke stemme på Venstre næste gang. Det er sandelig godt at vide!
Skatteminister Kristian Jensen afviste '“ naturligvis '“ at regeringen havde kalkeret skatteforslagene direkte fra 'Made i Denmark'. Det er sikkert rigtigt, men det er et teknisk krumspring af skatteministeren for at undgå at fremstå som idéforladt. Bottomline er, at VK har genbrugt Lykketofts skatteforslag. At regeringen af taktiske hensyn ikke vil være ved det, kan vi andre jo bare grine af.
N.B. Mogensen & Kristiansen er efterhånden ved at komme op i omdrejninger og har som interessant politisk program overhalet DRs spinprogram 'Jersild & Spin' som til gengæld er ved at tabe pusten. M&K har luget kraftigt ud i de tydelige børnesygdomme, som programmet led af i starten. Michael Kristiansen og Peter Mogensen er tydeligvis en meget bedre matchning end Lotte Hansen og Henrik Qvortrup. Ping-pongen mellem de to fungerer bedre og bedre, og de formår ind imellem at få noget interessant ud af deres interviewgæst i studiet. Analyserne er oveni både skarpe og troværdige. M&K er blevet et must for enhver politisk junkie.