Anders Fogh Rasmussen og hans efterfølger Lars Løkke Rasmussen var før valget overbevist om, at store dele af det liberale Danmark prioriterede et kommende samarbejde med Ny Alliance og de radikale på bekostning af en fortsættelse af VKO-politikken. Før, under og her lige efter valget fik Anders Fogh derfor justeret regeringens politiske kurs, som i øvrigt også har massiv opbakning i det konservative folkepartis ledelse.
Kun Claus Hjort Frederiksen og formentlig også den ny forhenværende finansministser Thor Pedersen har været notoriske 'VKO-folk' fra start til slut. Nu har regeringens “VKO-fløj” tabt lidt af af deres indflydelse i regeringen, hvor Kristian Jensen har overtaget Pedersens post i regeringens koordinationsudvalg og Lars Løkke er blevet finansminister og knyttet tættere til Fogh på bekostning af Claus Hjort. Både Kristian Jensen og Lars Løkke vurderer jeg til at ligge på linje med statsministeren, dvs. de foretrækker samarbejdet ind over midten med NA.
Valgresultatet viste dog et VKO-flertal, og selvom at regeringsprogrammet rækker hånden hen over midten, så demonstrerede Ny Alliance klart i torsdags i folketingssalen, at de nødigt stemmer sammen med regeringen og Dansk Folkeparti, medmindre at det er højest nødvendigt fx ved at de får politisk indflydelse. Derfor greb Naser Khader og co. muligheden for at stemme for en fræk drille-dagsorden om regeringens politik '“ i øvrigt sammen med venstreoppositionen. VKO kunne så alene vedtage en ret indholdsløs DF-dagsorden om kvalitetsreformen. Internt i Venstre, herunder hos Fogh, har der siden i torsdags været en åbenlys frustration over, at Ny Alliance ikke bed til bolle og vedkendte sig, at de stod bag regeringen.
I dag i Børsen siger en “central regeringskilde”, at kreditten hos Dansk Folkeparti er ved at være overtrukket, som følge af Foghs flirten med Ny Alliance m.v Det kan næsten kun være Claus Hjort, som er kilden til den oplysning, og han har også motivet til at lække den til pressen. Beskæftigelsesministeren er den i regeringen, der har det bedste forhold til Pia Kjærsgaard. Han har som før nævnt konstant været loyal overfor samarbejdspartneren og forstår derfor partiets frustration over at blive overset af Fogh til trods for, at DF holder statsministeren ved magten. I øjeblikket kan man opleve en mobset DF-chef udstille sin irritation på alle TV-kanaler og nærmest hvislende bemærke, at'det er som om, at det ikke er gået op for Fogh, hvad der blev valgets resultat'.
Beskæftigelsesministerens fortrinlige forhold til DF kan meget vel vise sig at blive Claus Hjorts politiske livsforsikring denne valgperiode ud. Så længe at han sidder med i Vk-regeringens top, så vil Pia Kjærsgaard formentlig stadig lade nåde gå for ret og støtte Fogh, selvom at han øjensynligt trækker store veksler på DF-toppens tålmodighed.
På den anden side. Hvis DF midt i valgperioden ender med at vælte Fogh-regeringen. Hvem vil det egentlig gå mest ud over? DF eller regeringen? Jeg tror Pia Kjærsgaard får svært ved at forklare sine vælgere, hvis hun pludselig skulle trække tæppet væk under en regering, som hun har støttet siden 2001, og som reelt er garanten for en stram indvandrerpolitik. Omvendt er DF dog ikke forpligtet til at stemme for enhver politik, som regeringen måtte fremlægge.
Dansk politik er i sandhed blevet mere spændende end det har været de seneste 6 år.
6 kommentarer til “De forsmåede bejlere”
Ville DF ikke lide samme skæbne som Fremskridtspartiet gjorde engang i 80erne, da de lavede det trick du omtaler, nemlig at vælte en borgerlig regering? Dengang mener jeg Z gik kraftigt tilbage.
1. Det er netop min pointe, men det var nu også mange andre grunde til at “Skridterne” gik tilbage. Især var grunden Mogens Glistrup og den internt ballade, som han konstant var årsag til.
Det interessante må være, om der internt i DF findes mere end én holdning til, hvordan partiet skal agere i forhold til regeringen i denne valgperiode. Det må være noget politiske journalister kunne kratte lidt i overfladen for at finde ud af.
Hej Jarl
Jeg synes især din sidste analyse (som jeg til fulde deler) ikke dyrkes nok: Sagen er jo, at selv om vi alle godt kan blive enige om, at DF basically er S+stram udlændingepolitik, så er sandheden samtidig at det er fildstændig utopisk at forestille sig DF del af samme parlamentariske grundlag som hverken SF, Ø eller R (jeg nævner med vilje ikke S, da dette på den mellemlange bane ikke kan udelukkes).
Oversat til almindeligt dansk betyder det, at DFs trusler i sidste ende er tomme – modsat fx De Radikales trusler mod firkøverregeringen i begyndelsen af 80’erne. Javel, DF kan gøre det parlamentarisk liv “surt” for regeringen – men det var de sådan set i stigende grad begyndt på allerede (blot skete det uden for Folketingssalen). Men en trussel om decideret at væklte regeringen vil altid være hul, fordi det umiddelbare spørgsmål til DF herefetr vil være: jame, hvilken regering foretrækker i så.
Jeg håber, at AFR er begyndt at nå til den konklussion at VKO, som vi har kendt det, er dødt – og begynder at sætte DF stolen for døren. lakmustesten bliver de offentlige overenskomstforhandlinger: her kan Fogh simpelthen sige, at sagen er et kabinetspørgsmål. Stemmer DF ikke med regeringen (og med Ny Alliance og De Radikale), så går regeringen af.
Men det er måske ønsketænkning?
– bræstrup
Hej Jarl
Er det en ide at holde en quiz, om hvordan Thomas Larsen kan udlægge Pias exit som en sejr for Fogh?
🙂 Bo
5. God idé! 😉