Torsdags fik danskerne endelig et klart alternativ til VK-regeringen at stemme på. Indtil videre så tyder intet i meningsmålingerne på, at Liberal Alliance har nogen stor folkelig opbakning. Aviserne og kloge-ågerne dømmer kollektivt og entydigt 'LA' ude. Der peges især på, at partiets frontfigurer Naser Khaders og Anders Samuelsens personlige troværdighed er så tyndslidt, at vælgerbefolkningen formentlig ikke tør binde an med det nye projekt.
Jeg køber forklaringen så langt, at LA det næste års tid skal overkomme '“ for engang skyld – at bevise at de vitterligt er et seriøst politisk projekt med bare en lille smule langtidsholdbarhed. At Ny Alliance var død '“ det var evident. Men jeg er ikke så skråsikker, som den øvrige klogebranche, så jeg automatisk tør vende tommelfingeren nedad.
Jeg ser LA som et politisk Fugl-Fønix-projekt, der på den lange bane godt kan komme op at flyve. Det kræver dog at en række indlysende forudsætninger bliver opfyldt, men også at LA har muligheden for at lukrere på utilfredsheden i Venstre og blandt partiets støtter, medlemmer og vælgere.
De sidste par dage har vist, at LA nu er et fuldblods-liberalt parti, hvor der tilsyneladende ikke længere er nogen vaklen i geledderne mht. det ideologiske fundament. Den klare ideologiske profil bliver rygraden i LA og partiets raison d’être. Netop de ideologiske markeringer skal skærpes og have al fokus i de kommende måneder '“ ikke mindst i forhold til de kommende finanslovsforhandlinger.
Venstre har længe været på hælene rent ideologisk og idémæssigt, og det er også gået hårdt ud over den interne begejstring i partiets organisation og blandt Venstres græsrødder. LA kunne godt blive det sted, hvor borgerlige idéer ville få lov at leve '“ uden at blive pandet ned af realpolitikkens nødvendighed.
Med tilstrækkelig flid og målrettethed, så bør partiets tre frontfigurer derfor kunne skabe et ideologisk spejderparti med 2-4 procents opbakning, især hvis partiet foruden ny tiltrængt troværdighed også formår at have kant i den daglige politiske debat.
Fremgang/overlevelse for LA forudsætter dog, at vi nu engang for alle slipper for kulørte personhistorier a la Jørgen Poulsen med åbenlys uenighed om linjen. Der er heller ikke behov for at sætte yderligere gang i svingdøren så partiet bliver opsamlingsplads for politiske renegater fra VK-partierne, lykkeriddere, fantaster og karrieremagere.
I den perfekte verden ville partiets overlevelseschancer blive forbedret betydeligt, hvis Anders Samuelsen også formelt blev partiets leder.
I dag vil jeg sætte odds til 10 procent chance/risiko for at LA kommer i Folketinget ved næste valg.
Hvis LA kan bevise at de kan holde en politisk strategi i bare et halvt år – så rejser jeg odds til 20 procent.
Bonusinfo: læs Anders Samuelsens kommentar herunder!
Ups – ser nu at de første skribenter begynder at give LA en chance for overlevelse i en grad at det (igen) kan ændre dansk politik. Læs den unge studerende Frederik Hjorts analyse i det fortrinlige politiske magasin Ræson.
STØT JARLS BLOG her.
11 kommentarer til “Et politisk Fugl Fønix-projekt”
Jeg sætter sgu odds højere. Hvis LA kan holde den strategiske linje, de lægger for dagen nu, i et halvt år, så ville jeg gerne tage væddemål til lige odds på, at de kommer over spærregrænsen. Det er virkelig lykkedes dem at tale til et segment, der har følt sig urepræsenteret i stigende grad siden 2001. Hvor mange vi er i det segment, skal stå sin prøve ved næste valg, hvis stilen holder – og jeg ved ikke, om vi er nok. Men vi er i hvert fald flere, end de fleste politiske kommentatorer har øjnene åbne for.
“Der er heller ikke behov for at sætte yderligere gang i svingdøren så partiet bliver opsamlingsplads for politiske renegater fra VK-partierne, lykkeriddere, fantaster og karrieremagere.”
Du mener ligesom partiets landsformand, Leif Mikkelsen, hvis eneste grund til at hoppe af var surhed over linjeføringen af en motorvej omkring Silkeborg?
Kære Jarl,
hvis du virkelig mener, at du vurderer chancerne for, at Liberal Alliance bliver valgt næste gang til ca. 10%, så vil jeg gerne tilbyde spille 1000 kr. til odds 5 hos dig, hvis du er frisk…skulle du være det, så siger du bare til……
Hvis man ser på, hvilket af de to projekter, Ny Alliance eller Liberal Alliance, der i sin oprindelig form havde/har størst chancer for overlevelse, er der ingen tvivl om, at Ny Alliance var det bedste bud. Der var et meget stort vælgerpotentiale netop i midten af dansk politik med mulighed for at støtte begge fløje. Liberal Alliance er derimod et niche-projekt. Det er dog ikke kun derfor, partiet får det svært: Hovedårsagen er, at Naser Khader ikke har forstand på skatte-/økonomisk politik og heller ikke interesserer sig for det. Faktisk er han som de fleste ved en ren katastrofe på de områder. Forestiller nogen sig i fulde alvor, han vil kunne overbevise højtuddannede borgerlige vælgere om velsignelserne ved Liberal Alliances skattepolitik? Nej, Naser Khader har forpasset sin chance. Han kunne have været integrationsminister i en borgerlig regering og dermed have talt om udlændinge og integration – de eneste emner, han interesserer sig for. Godt nok er jeg overbevist om, at han på sigt også ville have været en katastrofe på den post, men det ville i hvert fald have været bedre end at skulle forsvare et liberalt projekt, han kun er kommet ind p.g.a. sin gode ven Anders Samuelsen.
Hvor må han ærgre sig, Naser Khader, men det ændrer ikke ved, han udelukkende har sig selv at bebrejde sin deroute.
Kære Jarl og andre,
Lyt til det her:
http://www.dr.dk/P1/P1Debat/Udsendelser/2008/08/29113949.htm
Sass repræsenterer….tja skal vi sige SF, S, DF, V (jvf Foghs “økonomer er mørkemænd) og i handling også K. Det er uhyggeligt at lytte til f.eks. påstande om at fagøkonomer bevidst lyver, at vi kan være ligeglade med hvad kineserne gør – og at hvis vi bare lade være med at ændre noget ja så går det nok alt sammen.
Der er plads nok til et parti, der kan samle forskellige udgaver af liberale. Men vigtigst: Det er behov for det.
Tidligere undersøgelser har vist at 66% af V ´s vælgere er utilfredse med Fogh ´s udgave.
Det afgørende bliver om troværdigheden kan genvindes. Det erkender jeg bliver svært – men lad os nu se: Jeg tror rigtig mange trods alt kan huske HVAD Naser stod for, og hvad jeg stod for – inden alt gik op i hat og briller.
Nu er fundamentet der – og hvis man kigger tilbage er den skabt som en logisk konsekvens af de valg Naser og jeg har truffet siden januar:
a. Vi erklærede os som et borgerligt liberalt parti (Vintergruppemøde)
b. Vi gjorde det klart at vi ønsker en borgerlig statsminister (slut på pegelegen)
c. Vi indgik finanslovsaftale med VKO for at vise at vi kan levere
d. Vi gik i gang med at få flere ikke-politikere som ved hvilke udfordringer globaliseringen stiller os overfor, til at melde sig under fanerne.
e. Naser og jeg holdt nogle klare ideologiske taler til landsmødet
f. Vi fik en stærk liberal landsformand (Leif Mikkelsen)
g. Vi fik vedtaget en klar struktur på landsmødet og fik en lille, men virkelig god HB
h. Vi satte en proces i gang med at udarbejde et nyt '“ kortere '“ partiprogram, en version 2.0 som vi fra starten vidste der ville blive behov for.
8 måneder som i dag føles som om de tog 8 år!
Nogen gange er krisestyring en meget uskøn øvelse – ligegyldigt hvor nødvendig den end er.
Vi vidste at alle disse træk, hver for sig, ville give bøvl og ballade, men vi vidste også at det var nødvendigt – og derfor gjorde vi det uanset hvor grinagtigt det må have set ud.
Derfor er dine 10% odds også OK – baggrunden taget i betragtning. Men det glæder mig at Michael Kristiansen i dag har væddet med Mogensen om at han tror på at vi overlever. Klogt af Dr. Kristiansen – for det gør vi!
Nu er vi der hvor vi burde være startet – men der findes altså ingen grundbog i hvordan man starter et nyt parti. Derfor den uskønne omvej.
Venlig hilsen
Anders Samuelsen
@Anders: Jeg undrede mig en del over, at jeres navneskift kom ud på den måde, det gjorde. Logisk set skulle I vel have præsenteret det hele på en gang, med maksimal effekt til følge. Så altså: Hvad var strategien bag Nasers udmelding i JP?!
@Pind.
Ja, den her relancering var en smule kluntet og stykvis. Jeg tror LA har brug for en god spindoktor – måske Venstre har 2-3 stykker de kan undvære? Det behøver ikke nødvendigvis være dem der hæver 700k+!
Uanset, så er jeg meget glad for at have fået et liberalt parti at stemme på – nu mangler der som Jarls påpeger, lidt konsekvens i LA’s politik. Men spændende bliver det, i hvert fald!
@Anders
“b. Vi gjorde det klart at vi ønsker en borgerlig statsminister (slut på pegelegen)”
Hvor vil i finde sådan én? Eller med andre ord, skal det opfattes som carte blanche til Fogh og en fortsættelse af den førte politik.
@3: Jeg fordobler gerne odds på, at Nyliberal Alliance aldrig nogensinde igen opnåpr repræsentation i en folkevalgt forsamling på et højre niveau end et nordsjællandsk sogneråd.
@4 JanChris beskriver meget præcist grundene til at jeg gerne taer det væddemål. LA-LA-partiet bliver til NADA, lige præcis fordi det blev lanceret som de anstændige borgerliges åndehul. Siden da er partiet forvandlet til personligt beskæftigelsesprojekt for Anders Samuelsen og et par andre liberale fantaster.
Den eneste mulighed LA har for en genopstandelse vil være at man kan kapre folk af Søren Pinds kaliber ….meeeget interessant i øvrigt at Pind overhovedet indlader sig til at udfritte Samuelsen om bevæggrunde og strategi i LA.
Gad vide om ikke det bliver skrevet udførligt ned i den Claus Hjorts sorte bog??
@8 Lige præcis. Hvor finder man nu til dags en værdig kandidat til titlen “en borgerlig liberal statsminister”.
Nej, vel.
Og hvorfor ikke?
Fordi vælgerne ikke er interesserede.
As simple as that!
@Anders
Jeg vil gerne rose jeres relancering af jeres parti.
Dog synes jeg det er skræmmende det store skift, som I har gennemgået. Fra såkaldt midterparti til et ny 100 % liberalt parti.
Men når det er sagt, så synes jeg, at det er rigtig rart, at I nu endelig har fået en ordentlig politik.
Og I skylder jer selv at pege på dig som leder efterhånden.
Vi er da i hvert fald nogle der er glade for muligheden for at stemme på et parti der ikke skammer sig over at være liberalt. Vel har de forgangne måneder ikke været skønne at skue, men man har vel lov at håbe på nogle mandater.