Kategorier

Partierne i København ruster sig til valgkampen

Enhedslisten stiller med unge folk i front, mens DF satser på en 70-årig veteran. Imens tager Venstre et internt slagsmål om, hvem der skal have andenpladsen på partiets liste. Læs min seneste analyseklumme om Københavnsk Politik, som jeg skriver for lokalavisen Bryggebladet.

STØT JARLS BLOG her.

Kategorier

Slick-Villys designerparti

Villy Søvndal kom i weekenden fint over endnu en hurdle, da han fik gjort delvist op med 'basis-demokratiet' i SFs hovedbestyrelse, som nu er blevet reduceret til en lidt mere regerlig størrelse. Med andre ord: Villy har nu noget bedre styr på evt. 'udtjente flippere, gamle hippier og andre socialistiske drømmere' som ellers vil kunne mudre billedet af hans og kampfællen Ole Sohns livsprojekt, der skal gøre SF 'regeringsdueligt'. Ingen SF-hovedbestyrelse skal kunne holde landet i limbo og evt. kortslutte en kommende SR-SF-regerings beslutningskraft med endeløse diskussioner. (Det bliver så en forestilling, som Enhedslisten nu får monopol på at opføre)

Et eller andet sted bør man kippe med flaget for SF'erne. Det, som Villy Søvndal og hans begavede folk, har gjort for at professionalisere det 50 år gamle venstrefløjsparti er helt nødvendigt, medmindre at de har lyst til at tabe endnu et valg på valg. I sin åbningstale lørdag, sagde Søvndal, at 'vi vil vinde'. Altså at nu var det slut med at tabe til de borgerlige, fordi SF og resten af centrum-venstre insisterede på at være jubelamatører. Forbilledet for Villy og Co. er naturligvis Obama og 'Yes We Can'. Og det kendetegnede jo netop den demokratiske præsidentkampagne, at man var helt fremme i skoene, når det gjaldt effektiv politisk kommunikation dvs. med at udvikle sin kampagne i forhold til nye medier, iscenesættelse og ikke mindst med at slibe sine budskaber til. Det har SF selvfølgelig ladet sig inspirere af.

Skal de borgerlige så være skræmte over, at Villy og SF i stigende grad har meldt sig ind i den virkelige verden og har haft succes med at modernisere partiet? Næh. Det er en uafvendelig udvikling, som de borgerlige burde have regnet med. Det er faktisk mere underligt, at professionaliseringen af SF ikke er sket længe før Villy Søvndal overtog ledelsen. Nu har SF-formanden store succes hos vælgerne – og ikke mindst de tre borgerlige valgsejre '“ gjort, at han reelt er så magtfuld internt, at han (næsten) kan ændre det, som han vil. Væk er de røde faner, de røde seler, de grønne Cecil, Thybajerne og den kommunistiske tiltaleform 'kammerater' fra landsmødets talerstol. Det ses heller ikke længere som eklatant klasseforræderi at sove på hotel, når man er til SF-landsmøde, frem for at krybe i sovepose på en luftmadras og i øvrigt udleve kollektivets velsignelser i selskab med 50 ligesindede i en gymnastiksal med fælleslokummer, fællesbad osv.

SF under Søvndal forsøger at fremstå som 'œtough on crime' ved pludelsig at gøre vold på SFs retspolitik og nu gå ind for minimumsstraffe og radikale islamister har ved flere lejligheder fået at vide af partiformanden, at de kan “gå ad helvede til”. Det er en kendt sag at SF '“ ligesom de andre partier har gjort i årevis '“ har lavet målinger på, hvad der har afstået vælgerne fra at stemme på partiet. Undersøgelserne har utvivlsomt vist, at SF'erne i disse svingvælgeres øjne simpelthen har været for bløde over for islamister og kriminelle. Det image har Søvndal forsøgt at ændre på – og med så stor succes at det nu truer VKOs genvalgschancer. Det er derfor nærliggende at råbe 'designerpolitik' efter “Slick-Villy”, om end at det er en 'forbrydelse' alle partier er skyldige i altså lige bortset fra de idealistiske drømmere i Liberal Alliance og Enhedslisten.

Men dyrkelsen af socialismen/marxismen i SF er tilsyneladende ikke helt død. For et forslag, der lugtede af de hedengangne langhårede 70'eres idéer om OD, ØD og anden ekspropriation af ejendomsret og værdier, havde undgået Sohn og Søvndals tættekam og fundet vej til medierne, hvilket fik Venstres effektive politiske ordfører Peter Christensen til at slikke sig om munden, og CEPOS Mads Lundby Hansen til at slå syv kors for sig. For første i gang lang tid var der en blottelse hos SF, som skulle udnyttes. SF vil ifølge deres stadig gældende partiprogram fra 2003 tilsyneladende fortsat 'afskaffe kapitalismen' og der tales fortsat om 'en revolutionær proces'. Det er dog næppe ord, som man skal høre i Villy Søvndals mund frem mod næste valg. Ikke engang på fredag, når det er 1. maj. De sidste paroler står formentlig til at blive udluget ved næste snarlige revision af partiprogrammet. Måske ender det med, at Søvndalisterne helt dropper at kalde sig 'So-ci-a-lis-tisk Fol-ke-par-ti' og i stedet gør som man har gjort i i erhvervslivet og organisationsverdenen og brander sig ved en simpel forkortelse eksempelvis som TDC, DI og 3F har gjort det. Så måske Søvndal kan komme uden om drillerierne fra de borgerlige ved i fremtiden blot at kalde sig 'SF'. Og partiets stifter salig Aksel Larsen kan jo ligesom ikke protestere!

STØT JARLS BLOG her.

Kategorier

Skat kan sænke Thorning

Lars Løkke Rasmussen kan overraskende for mange fejre triumfer i nye meningsmålinger, der viser, at danskerne foretrækker ham frem for Helle Thorning-Schmidt. Det er alt sammen øjebliks billeder. Alle med en smule fornuft og indsigt på Christiansborg herunder Løkke selv ved, at omfanget og selve vendepunktet i den økonomiske krise bliver helt afgørende for, om han kan genvinde hjørnekontoret i Prins ( og ikke Sankt tsk, tsk.) Jørgens Gård Nummer Elleve!

“Alt andet lige”, som vi økonomer plejer at sige, så har Løkke dog et ekstra trumfkort på hånden: Det nye skattestop. Lige om lidt vedtager Folketinget skattereformen, hvor nogle naturligvis bliver sure og skuffede. Men det har vælgerne sædvanligvis glemt alt om, når vi når frem til snorene, og valgkampens allersidste fase begynder på et eller andet tidspunkt i 2011.

Socialdemokraterne stod uden for skattereformen, og måtte naturligvis i kampens hede love 'i god tid inden næste valg' at komme med deres eget skatteudspil. Det bliver nødt til på afgørende vis at være anderledes end regeringens forslag. Formentlig et populistisk forslag med skattelettelser til de lavest lønnede, pensionister osv., som har kant i forhold til DF og V, som S konkurrerer med om vælgerne. Det interessante er i øvrigt så, hvilken position de radikale indtager til sådan et forslag eller om Margrethe Vestager bare lægger sig fladt ned. Uanset hvad, så vil S-skattefolkene og deres økonomer formentlig forsøge at nedspille eller skjule hvilke grupper, der skal holde for '“ ud over de allerrigeste i “Poul og Fritz-segmentet” – naturligvis. Middelklassen '“ som er den eneste gruppe, der reelt kan finansiere nye skattelettelser eller omlægninger '“ vil formentlig skulle holde for. Vi ved det ikke, men det er et sandsynligt scenario. Alternativt skal skattelettelserne til 'de fattige' være ufinansierede, men det vil også gøre S sårbare for kritik, især hvis SF går med i sådan et fælles forlsag. Så får Venstres nye politiske ordfører Peter Christensen næppe problemer med at fremmane “det røde rædselskabinet”. Uanset hvad, så er det spørgsmålet hvad S kan vinde ved med en ny skattereform. De vil komme til at genere nogle vælgere.

Da jeg i sin tid var på kampagnekursus i USA, så blev jeg belært om en grundregel, som begge de to dominerende partiers strategists var enige om: 'Risk of loss is a better motivator than hope of gains'. Essensen af denne regel overført på regeringens nye skattestop er, at nogle vælgere simpelthen vil fravælge rød blok alene på grund af usikkerheden om deres skattebillet.

I regeringslejren ved de godt, at de har 'the upper hand' i den diskussion. Et aktuelt eksempel: Onsdag kunne en Sophie Løhde MF (V) i P1-Debat om Forebyggelseskommissionens forslag sidst i udsendelsen sætte socialdemokraten Flemming Møller Mortensen til vægs. Han kritiserede heftigt indledningsvist regeringen for ikke at ville bruge Kommissionens forslag blandt andet mht. at sætte afgifter på tobak op, og i det hele taget at lade sig begrænse af dets eget skattestop om end Mortensen ikke selv gik ind for at hæve afgiften på cigaretter (!) Løhde kunne dog overtrumfe socialdemokraten alene ved at påpege, at S jo ikke selv har lagt et skatteforslag på bordet, og hvordan S så kunne tillade sig, at kritisere, at regeringen ikke ville hæve afgiften på tobak, når det stod helt uklart, hvad man selv ville? Svaret fra Mortensen blev en snak om, at man i god tid inden valget ville fremlægge sit skatte forslag '“ men konkrete forslag kunne han jo ikke komme med her og nu. Forløbet viser, at Mortensen har en svær sag. For havde han i æteren konkret meldt ud om afgiftsforhøjelser på cigaretter '“ som intet flertal vil gennemføre '“ så vil de borgerlige kunne skyde ham dette forslag i skoene frem mod næste valg. I stedet afviser han som før nævnt forslaget, og faktisk står S sig bedst ved overhovedet ikke at have nogen skattepolitik (Selvom at det naturligvis er både urealistisk og utroværdigt) For så genererer man jo ikke nogen! Men nu har S altså fået malet sig op i hjørnet og lovet vælgerne, at de kommer med et forslag, og det løfte bliver svært at løbe fra.

Når S engang får fremlagt et skatteforslag, så skal de borgerlige nok sørge for, at de middelklassevælgere, som nødvendigvis må blive ramt af forslagets elementer, bliver grundigt informeret.

Alt andet lige, så er S fortsat i defensiven på det skattepolitiske område. Præcis som de har været det siden 2001.

STØT JARLS BLOG her.