Sidste uge var, som Politikens deltidsmusiker og rådhusplads-aktivist Peter Mogensen plejer at sige det: 'En helt fantastisk uge i dansk politik'. Først fremlagde Claus Hjort Frederiksen en finanslov, hvor man skulle tro, at regeringen var i gang med at købe hele verden. På klods! Det skete i en på alle tænkelige måder hed atmosfære, hvor sveden tapløb af den trinde finansminister. 'En skandale' mente d ´herrer 'Mogensen & Kristiansen' her i weekenden i deres altid veloplagte program på TV2Njus. Måske 'Lille-Søren' a.k.a. spindoktor Søren Møller Andersen skal huske at henlægge næste års finanslovspræsentation til et lokale med aircondition. Det forundrer de fleste på Christiansborg at en gammel partisekretær som Hjorten og hans pressefolk bringer sig i en situation, hvor selv den mest idéfattige journalist på Borgen evner at fange symbolikken med en storsvedende finansminister, der skal sælge 'det glade budskab', om at man til næste år gældsætter landet med yderligere ca. 86 milliarder kr. Dertil kommer hele farcen med finanslovsforslaget der manglede nogle sider blandt andet med dette tal, da det om mandagen tilgik finansudvalget. Finansministerens påstand var at det 'bare var nogle tal' og at han ville forhindre lækager, fordi der var tale om børsfølsomme oplysninger. En helt igennem latterlig påstand.
Der er tilsyneladende stor enighed både i regeringen og opposition om, at den mest effektive måde at komme igennem krisen på er at brænde – med Mogens Glistrups ord – 'milliarder og atter milliarder' af på forbrug og investeringer i den offentlige sektor. Med andre ord: Keynes lever og har det godt. Den borgerlige regering tør ikke at passe på pengene. De vil hellere føre oppositionens politik. Oppositionens svar er endnu mere uansvarligt, da de vil brænde penge af svarende til et budgetunderskud på 120 milliarder kr. til næste år. Anker Jørgensen må vel sidde ude på plejehjemmet på Vesterbro og nikke anerkendende til, at Claus Hjort forleden ligefrem pralede med at investeringerne i det offentlige i 2010 bliver de største siden begyndelsen af 1960'erne. I gamle dage '“ altså sidste år – skosede Hjort ellers socialdemokraterne for at føre politik a la Anker Jørgensen.
Ugens andet højdepunkt blev 'giftermålet' mellem den snu charmør Villy Søvndal og den kølige opportunist Helle Thorning-Schmidt, hvor man i samme ombæring fik præsenteret det længe ventede fælles skatteudspil. 'En fair forandring', hedder i det fælles politik-katalog, der er designet til at lægge de politiske områder, hvor oppositionen har haft store problemer, død.
Jeg må bøje mig for, at S-SF nu endelig har fået noget skattepolitik på hylderne. Det er ikke, fordi der sagligt set er noget at skrive hjem om, men alligevel er det konstrueret ikke så ueffent, hvis formålet er at erobre DF-vælgere tilbage. Villy og Thorning har nemlig valgt en venstrepopulistisk strategi, der henvender sig til taxa- og bodega-segmentet, som efter min hjemmestrikkede definition består primært af arbejdsfolk, faglærte arbejdere, håndværksmestre, førtidspensionister og bistandsklienter. Altså tidligere socialdemokratiske vælgere, der ønsker en garanti for en stram udlændingepolitik, og nogenlunde sikkerhed for at skatten ikke stiger for de mindste indkomster. Til gengæld er det alle tiders med et forslag om en millionærskat '“ dvs. en misundelsesskat '“ på de danske millionærer, som alle ved kun er af ren symbolsk betydning. Provenuet, der ville indkomme, er ubetydeligt. Det er derfor tale om ren Olsen Banden-politik, der taler til de laveste instinkter og småligheden. Det forslag skal sammen med den højere selskabsskat nok blive populært ude på bodegaerne i Underdanmark. Til gengæld bliver S-SF næppe populære på at forhøje cigaretafgiften.
Kunsten er så, at de andre venstrefløjsvælgere '“ skolelærerne, pædagogerne, veluddannede i det offentligt ansatte generelt '“ og sidst men ikke mindst den kulturradikale elite dvs. Georg Metz-segmentet ikke vender sig i foragt over den venstrepopulistiske kurs. Men formentlig satser man helt kynisk på det faktum, at de elitære og veluddannede vælgere omend at de måtte rynke på næsen af populismen, trods alt hader Pia Kjærsgaard så meget at de såmænd nok skal blive hos enten S-SF eller til nød de radikale og Enhedslisten. De har imidlertid ikke andre steder at gå hen.
Søvndal og Thorning forsøger sig i altså i rollen som anti-elitære – præcis ligesom den lille mopsede hjemmehjælper fra Gentofte, Pia Kjærsgaard, Lars 'Lille Lars fra Græsted' Løkke Rasmussen og Moster Skrap alias den lyslokkede fiskerpige fra Hirtshals, Lene Espersen.
Indtil videre må man sige at de har succes med det. Ikke mindst fordi de radikale i kraft Margrethe Vestager og hendes væbner Morten Østergaard insisterer på at agere modpol, som de elitære intellektuelle københavnske cafégæsters og de selvretfærdige degnes talerør og alt det andet, som underdanmark tænder helt af på.
Vestager kan dog også '“ ufortjent '“ risikere at få lidt vælgeropbakning fra alle dem, der mener at dansk politik er blevet et valg mellem højrepopulismen og venstrepopulismen, og som savner, at 'sagligheden' vender tilbage.
S-SF udsætter sig med deres skatteforslag nu for kritik af de borgerlige. Især skatteminister Kristian Jensen er blevet trukket af stalden, og han er en hård modstander på sin hjemmebane. Forleden (26.8) var Villy Søvndal til tælling i en debat på Deadline. Her havde SF-formanden problemer med at forklare, hvorfor en kassedame med 230.000 kr. årligt kun ville få, hvad der svarede til en halv pakke tyggegummi om måneden efter skat, hvis S-SFs skatteforslag blev en realitet. Tal og skat var tydeligvis ikke Søvndals favoritinteresser. Han er bedre til at snakke solen sort om den voksende arbejdsløshedskø, de fattige pensionister, de nedslidte skoler og de udmagrede sygehuse osv.
Og hvad med Lars Løkke? Ja han var væk fra den politiske debat lige bortset fra den ene gang hvor han kommenterede S-SFs millionærskat. Det var skat på hjerner og derfor hjernedødt, sagde en tydeligvis sur og tvær statsminister for snurrende kameraer. For denne præstation indkasserede han – i øvrigt ganske velfortjent – ugens narrehat i Mogensen & Kristiansen.
Mon ikke Løkke bare var under vanlig standard? Jeg tror på, at han kommer i noget bedre form, når vi når den første tirsdag i oktober '“ og senere i november på Venstres Landsmøde. Hvis ikke det sker, så får han problemer. For S-SF alliancen udgør for mig at se den største trussel mod VKO siden 2001.
De borgerlige er ellers godt i gang med at pille S-SFs skatteforslag fra hinanden. Selvom at de røde har accepteret skattelettelserne i skattereformen, så indeholder det så mange afgifter, at det bør være en smal sag for VK også under den kommende valgkamp at forklare vælgerne, at 'Det bliver dyrere at være dansker', hvis de røde kommer til. Men det kræver, at statsministeren snart fremstår noget mere dynamisk end han gav indtryk af i sidste uge.